Prinsens gård i Frederiksberg Have - Slots- og Kulturstyrelsen

Kort over Frederiksberg Have
Af .

Bygningshistorie

Prinsens Gård er opført på samme sted, hvor dronning Sophie Amalie i 1662 købte en halvgård i landsbyen Ny Amager. Hun lod straks et trefløjet anlæg i bindingsværk opføre til de fire kongedøtre, der her kunne lære alt om huslige sysler. Selve bygningen var placeret så hovedfløjen vendte ud mod Allégade, hvor der anlagdes en ridebane, nuværende Frederiksberg Runddel.

Da den sidste af prinsesserne fløj fra reden i 1680, blev Prinsessernes Gård til Prinsens Gård, da nevøen kronprins Frederik overtog stedet. Efterhånden som han blev ældre, blev der stadigt foretaget nyindretninger og forskønnelser. Særligt hans kavalerrejse til Italien og Frankrig pustede til hans interesse for arkitektur og kunst. I haverne blev der bygget fuglehuse, pomeranshus, mistbænke og drivkister til meloner. Særlig fuglene synes at have haft hans interesse. Hele sydfløjen blev bygget om til et fuglehus, med grotteparti og vandspring. Nordfløjen anvendtes som stald.

Da man i 1697 besluttede at bygge et nyt hus på Valby Bakke, det senere Frederiksberg Slot, blev havens hidtidige hovedallé til tværakse i det nye, større haveanlæg. Den nye hovedakse kom altså til at udgå fra slottet og krydse vinkelret på den gamle akse.

I 1705-06 blev Prinsens Gård ombygget. Man manglede simpelthen plads til hoffets mange ansatte, og Ernst Brandenburger løste opgaven ved at forhøje de lave fløje med en etage, men ikke helt så højt som midtpartiet, således at dette stadig hævede sig en anelse over resten af huset. I 1744 ombyggede Eigtved sydfløjen til et laurierhus. Den tidligere fløj var opført i bindingsværk, medens det nye laurierhus blev grundmuret.

Natten mellem den 30. og 31. december 1753 brændte Prinsens Gård. I 1754 indsendte Eigtved som følge heraf en forespørgsel til Kongen om, hvorvidt huset skulle nedrives. Det var ikke hele huset, der brændte ned. Kun den forreste fløj, altså østfløjen, mod Ridebanen (nuværende Frederiksberg Runddel) var delvis udbrændt. Laurierhuset og nordfløjen havde begge overlevet branden.

7. juni døde Eigtved, 53 år gammel. Hans gamle kollega og konkurrent, Lauritz de Thurah, blev kaldt tilbage til København fra sit frivillige eksil på Børglum Kloster i Nordjylland. Han blev på eget forlangende udnævnt til generalbygmester. I 1756-60 ombygger Thurah Prinsens Gård, og nordfløjen opføres i grundmur som pendant til Eigtveds sydfløj. Et gitter, som udgår fra to nye tilbyggede pavilloner til henholdsvis nord- og sydfløjen, opføres med sandstenssøjler med vaser, mellemliggende gitterværk og gitterlåge i træ. De to store sandstenssøjler er kronet med vaser, udført af Hännel.

Bygningerne beholder sine funktioner helt op i 1800-tallet. I 1827 blev orangeriet, dvs. nordfløjen, indrettet til gartnerbolig, mens sydfløjen blev kombineret orangeri og laurierhus. Sydfløjen overgik i 1882 til Haveselskabets Have, medens nordfløjen forblev gartnerbolig til langt op i tiden.

Tidslinje over Frederiksberg Haves historie
Af .

Bygningsbeskrivelse

Prinsens Gård ligger ved indgangen til Frederiksberg Have i aksen fra Frederiksberg Allé og danner, sammen med hegnsmurene mod syd og nord, ramme om Frederiksberg Runddel. Prinsens Gård er opdelt i to parallelle bygningsfløje, sydfløjen og nordfløjen.

Mellem de to fløje og nærmest Runddelen er der et velproportioneret hegn af sandstenssøjler med vaser, mellemliggende gitterværk og gitterlåge i træ. Via denne låge, som er hovedindgang til Frederiksberg Have, træder man ind mellem de to fløje i et anlæg, som kendetegner tidligere tiders gårdanlæg.

Bygningsfløjene er grundmurede og fuldmurede med pudsede og gulkalkede facader. Facaderne mod gårdrummet er inddelt i 11 fag med høje vinduer i hvidkalkede rundbuede og kantede murblændinger med mellemliggende lisener. Husets midterste tre fag er indrammet med ørelisener, mens de fire fag til hver side er placeret i murblændinger, der oventil er kurvehanksbuede. Tagene er belagt med røde teglsten. Der er kviste i den østlige del mod Runddelen og ovale tagvinduer i den vestlige del af bygningerne. Alle døre og vinduer er hvidmalede.

Midt på sydfløjens facade mod syd ses en gavlkvist. Foran facaden er opført en række murede søjler, som på den vestlige del af bygningen bærer et glashalvtag. Mellem de murede søjler mod øst er der opsat espaliergitter i stål. Den østlige ende af Sydfløjen er opdelt med kælder og to etager, medens den vestlige del kun er i én etage uden kælder. Vest for sydfløjen ses en vinkelformet tilbygning i én etage. Den vestlige del af sydfløjen anvendes som restaurant med spiselokale i selve sydfløjen og køkkenfunktion i den vinkelformede tilbygning mod vest. Den østlige del af sydfløjen er indrettet til ét erhvervslejemål (kontor) i stueetagen og ét på 1. sal.

Nordfløjen er opdelt i to etager uden kælder og indeholder varmecentral, café, erhvervslejemål og bolig. Den østlige del af nordfløjen er indrettet til café i både stueetage og på 1. sal. Varmecentralen er placeret i stueetagen ved siden af caféen. I den vestlige del af nordfløjen er indrettet en privat bolig i to etager. I stueetagen mellem boligen og varmecentralen er indrettet et erhvervslejemål (kontor).

Miljømæssig værdi

Prinsens Gårds miljømæssige værdi knytter sig til placeringen ved Frederiksberg Have. Den markerer en overgang og en brudflade mellem byen og haven, mellem de bymæssige urbane strukturer og de grønne landskabelige rum i haven. Frederiksberg Have blev åbnet for offentligheden i midten af 1700-tallet, og Prinsens Gård fungerer, efter Thurahs ombygning i 1756, som portal og hovedindgang til Frederiksberg Have og senere også som optakt og kulisse i forhold til Haveselskabets Have.

Kulturhistorisk værdi

Prinsens Gårds kulturhistoriske værdi afspejler den tendens, der prægede den kongelige familie op gennem 1600-tallet. Der blev lagt vægt på den landlige idyl som supplement til kongeboligen i hovedstaden. Lystgården lå i en overskuelig radius fra byen, så man i hestevogn kunne flytte sig hurtigt frem og tilbage.

Med opførelsen af Frederiksberg Slot i 1704 ophørte Prinsens Gård som lystgård for kongen, men den mistede ikke sin betydning i forhold til den kongelige livsførelse. Prinsens Gård blev ombygget og indrettet til boliger for hoffets mange ansatte samt til et orangeri/laurierhus. Den mistede heller ikke prestige og status, idet landets bedste arkitekter har haft indflydelse på ombygninger og forandringer efterfølgende. Hofarkitekt Nicolai Eigtved ombyggede i 1744 sydfløjen til et nyt orangeri/laurierhus og nordfacaden blev udformet i Eigtveds typiske stil med lisener og blændinger.

Efter at Prinsens Gård var brændt ned i 1753, lod Lauritz de Thurah nordfløjen erstatte af en ny bygning i samme stil som Eigtveds, og samtidig tilføjede han de to tilbyggede pavilloner og gitteret. Nordfløjen blev indrettet til orangeri og sydfløjen til laurierhus.

Arkitektonisk værdi

Prinsens Gårds arkitektoniske værdi relaterer sig til de to elegante parallelle og spejlende bygningskroppe, der ligger og danner retningsgiver og entrérum for den akse, der går via Frederiksberg Allé til aksen fra den tidligere barokhave og omvendt. Rummet mellem de to fløje efterlader en stemning som at være i et gårdrum eller en slags venterum, der funktionelt fører til enten haven eller til byen.

Den arkitektoniske værdi relaterer sig særligt til, at bygningerne bærer detaljer i Eigtveds typiske stil, karakteriseret ved et stilskifte fra barok hen mod rokoko, samt til Thurahs velproportionerede hegn mellem de to bygningskroppe. Stofligheden i de traditionelle materialer som tegl, puds, kalk og oliemalet træ har ligeledes stor arkitektonisk værdi. I det indre har især den vestlige del af sydfløjen stor arkitektonisk værdi, idet tidligere tiders funktion som laurierhus stadig kan iagttages ved bl.a. de høje vinduer og den store loftshøjde.

Videre Læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver