Kort over Frederiksberg Have
Kort over Frederiksberg Have
Af .

Bygningshistorie

Fasangården blev anlagt omkring år 1682 som bolig til fasanmesteren, der var ansat til at opdrætte fasaner. I 1723-24 blev der bygget et nyt hus efter tegninger af Johan Cornelius Krieger. Da Kriegers hus stod færdigt, ansøgte daværende fasanmester Winter om lov til at udskænke øl. Fasaneriet blev nedlagt 1. juli 1785, men enken efter fasanmesteren blev boende og drev gæstgiveri.

I 1798-1802, da Frederiksberg Have blev omlagt til romantisk anlæg, ønskede overhofmarskal Hauch og slotsgartner Petersen at rive den lille fasangård ned, så arealet kunne inddrages i den nye slotshave. De inddrog den omkringliggende jord, hvor der havde været nyttehave. Imidlertid flyttede kronprins Frederiks sekretær, Peter Carl Jessen, ind på Fasangården, og han foranstaltede istandsættelse frem for nedrivning. I 1813 fik Jessen tilladelse til at udvide fasangården med den lange fløj, tegnet af Johan Boye Junge Magens. I 1827 foranstaltede Jessen endnu en udvidelse, da der blev bygget en etage på hele gården samt den kvartcylindriske hjørnebygning, tegnet af Jørgen Hansen-Koch.

I 1842 fik Adam Oehlenschläger tilbudt Fasangården som sommerbolig, og indtil sin død i 1850 boede han på gården fra først i maj til sidst i september. Hans Christian Ørsted fik herefter tilbudt Fasangården som æresbolig, man han døde uden at have været der. Fra 1851 blev Fasangården beboet af skiftende familier, der benyttede gården hele året, selvom nogle værelser skal have været så kolde, at de ikke kunne anvendes, og der konsekvent stod vand i kælderen. I 1907 flyttede familien Høgsbro ind, da læge Olav Høgsbro overtog lejemålet. Familien Høgsbro har boet på ejendommen indtil 1. januar 2017, hvor de fraflyttede, og ejendommen overgik fra privat lejemål til offentligt formål.

Udhuslængen eller staldbygningen (formentligt bygget i 1737) har gennem tiderne fungeret som værtshus, tyendebolig, retirade og stald. Bygningen har gennemgået flere ombygninger, er blevet forlænget mod syd med flere fag og mod nord ligeledes forlænget med flere fag og igen efter 1870 forkortet igen – derfor ses ren muret gavl mod nord.

Tidslinje over Frederiksberg Haves historie
Tidslinje over Frederiksberg Haves historie
Af .

Bygningsbeskrivelse

Fasangården er beliggende i den vestlige ende af Frederiksberg Have, nær ved Schweitzerhuset og indgangen til haven ved Søndre Fasanvej. Fasangården er L-formet, fuldmuret og gulkalket med jernvitriolkalk. Murene er 1 ½ stens mur. Fundamentet i den gamle del er fortrinsvis kampesten, men den nyere er i mursten. Soklen er tjæret.

Hoveddøren sidder i et buet indgangsparti og er, som døren i nordgavlen, malet i mørkegrøn farve. Begge døre har et opsprosset overvindue. De øvrige døre og vinduer er hvidmalede. Vinduerne er krydspostvinduer med to ruder i de underste rammer og én rude i de øverste. Ved stueetagens vinduer er der stabler til skodder.

Huset er afsluttet med en gesims og har tagrender og nedløb i zink. Taget er af sortglaseret vingetagsten med nogle få tagvinduer, og over det buede indgangsparti er det dækket med zinkplader. Huset har tre skorstenspiber, en på hovedfløjen og to på sidebygningen.

Bygningen er på to etager, der er indrettet til beboelse. Der findes desuden uudnyttet tagrum og kælder. Taget er glaserede tegl. Grundareal for boligen er ca. 191 m², og der er BBR 382 m² beboelse.

Til Fasangården hører der en udhuslængen (staldbygningen), der formentligt er bygget i 1737. Bygningen er et bindingsværkshus, som ligger lige over for Fasangården. Rummet mellem disse to bygninger udgør en gårdsplads med belægning i knoldebro med render til afløb. Bygningen er opført af bindingsværk med røde vingetagsten. Facaden er gulkalket med jernvitriol over stok og sten (både træværk og murtavl). Huset har zinktagrender og nedløb samt skråbræt på gesims. Midt på huset er der en høgabskvist. Bygningen har én skorsten. Den bærer præg at være en staldbygning med en pragmatisk tilgang til ombygninger.

Både hovedhus og udhuslænge er fredet efter bygningsfredningsloven i 1973.

Miljømæssig værdi

Fasangården ankommer man til ad Hovedgangen, fra indgangen mod Søndre Fasanvej. Grunden om bygningerne er hegnet, og beplantningen er tæt, så det er alene gennem indkørslen, at publikum får et indkig til Fasangården.

Fordi Fasangården arkitektonisk og anvendelsesmæssigt er ude af kontekst med resten af haven, er beplantningen langs hegnet værdifuld. Fra haven opleves Fasangården som lukket og utilgængelig, som en ø man skal udenom.

Fra Fasangården opleves det i stedet som en oase, formmæssigt ulig resten af haven, men stille og et helle mellem de mange oplevelsesrum. Gårdrummet mellem bygningerne opleves autentisk for perioden, hvor Fasangården er anlagt, og samspillet mellem bygninger og gårdrummet med belægninger er fint og har en særlig intimitet. Fra hovedbygningens stuer i både stueetage og på første sal er der udsyn til den omkransende have.

Staldbygningen rummer miljømæssig værdi i forhold til det gårdrum, som den danner sammen med hovedbygningen, ligesom den er vidnesbyrd om stedets oprindelige funktion som forsyningsbygning for slottet. Knoldebrostensbelægningen i gårdrummet understreger dette og har høj miljømæssig værdi.

Kulturhistorisk værdi

Fasangårdens funktion som egentlig fasangård med bolig for fasanmesteren og huse til opdræt af fasaner kan ikke ses i hovedbygningen i dag. Fasaneriet blev nedlagt 1785. Kun staldbygningen, som er den ældste bygning i haven, afslører en fortid som brugsbygning med høgab til et høloft.

Den Kongelige Hofbygmester Hansen-Koch afsluttede ombygningen af Fasangården (1828), til det vi i store træk kender i dag, og den står endnu som et fint og intakt eksempel på et klassicistisk bygværk.

Husets klassiske indretning med havesal(e), spisestue, dagligstue, herreværelse, soveværelser (kabinetter), køkken m.v. afspejler 1800-tallets indretning for bedrestillede borgere. Bygherren, Frederiks d. 6's kabinetssekretær, Peter Carl Jessen, fik udført ombygningen af arkitekten Jørgen Hansen Koch på samme tid som Koch nyindrettede Frederik 8’s Palæ. Farveafdækningerne afslører en farvesætning af lofterne i samme toner og nuancer, som Koch anvendte i Frederik d. 8's Palæ. I 1842 fik Adam Oehlenschläger stillet Fasangården til rådighed som sommerresidens, og hans stue på første sal er vidnesbyrd om filosoffens ophold på Fasangården.

Staldbygningen er et typisk eksempel på en bygning, der er opført for at servicere og indeholde praktiske funktioner i sit umiddelbare nærmiljø. I takt med at tidens behov har ændret sig, er staldbygningen ligeledes tilpasset de behov og funktioner, der har gjort sig gældende for den pågældende tid.

Arkitektonisk værdi

Fasangårdens arkitektur giver reference til de italienske landvillaer, hvilket udtrykker sig i den rundede indgangsbygning, facadens taktfasthed og tagets lave hældning. På denne måde understreger arkitekturen bygningens funktion som sommerbolig og dens placering i den frodige have i haven.

I facaderne mod haven ses stabler som vidner om, at der tidligere har kunnet skoddes til om vinteren, når bygningen ikke var i brug. Stueetagen har typiske brede københavnersprosser efter bygningen fra 1813, og de vidner om perioden, hvor bygningen var en et-etages bygning. Kælderetagen har tydelige spor efter det oprindelige Kriegers hus fra 1723, og den originale gulvbelægning i teglsten fra det første hus fra 1682 ses i det bagerste rum.

Bygningens interiører er velbevarede, og rumfordeling, udsmykninger som kanellerede pilastre, stuk, rosetter, fyldningsdøre, brystnings paneler, træprofiler mm. afspejler den klassicistiske sommerbolig. Ornamentikken er standardornamentik fra 1828 og har samlet set høj bevaringsværdi. Rummene på første sal er forbundet enfilade langs facaden mod haven, hvilket er af høj arkitektonisk værdi. De opleves på en og samme tid sammenhængende og adskilte og man kan fornemme bygningen/længen i hele sin udstrækning.

På en del af de lærredsbeklædte vægflader ses op til 10-16 lag tapet stammende tilbage til 1828 og frem til 1950-60'erne. De mange lag tapet er et unikt vidnesbyrd om dansk tapethistorie i perioden.

Der kan i både stueetage og især på 1. sal ses en række rum med dobbelte fløjdøre og i nogle tilfælde skabsnicher omkring skorstene. Resultatet er, at planløsningen står med meget præcise og regulære rum. Samtidig har det givet mulighed for en differentieret anvendelse af stuerne. Årsagen er ukendt for nuværende, men ”systemet” har høj bevaringsværdi. Gulvene er generelt de traditionelle plankegulve, men i Oehlenschlägers stue på 1. sal, ligger et linoleumsgulv, ligesom rummet er udstyret med kannelerede pilastre. Rummet har som helhed høj bevaringsværdi.

Staldbygningen repræsenterer ikke umiddelbart en periode i byggeriets historie og er blevet omforandret adskillige gange. Vinduer, døre og porte og bygningens udstrækning har ændret format og placering flere gange. Dette viser tydeligt en brugsbygning med de nødvendige forandringer som skiftende funktioner har krævet.

Videre Læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver