Apistemplet i Frederiksberg Have (Slots- og Kulturstyrelsen)

Apistemplet, det lille romerske tempel på toppen af Tempelbakken i Frederiksberg Have vest for slottet, er et af de elementer, der blev skabt ved havens omlægning fra barokhave til romantisk have. Det blev tegnet af maleren, professor Nicolai Abildgaard, tidens største autoritet i kunstneriske anliggender, som også tegnede Schweizerhuset og en del af Det Kinesiske Lysthus. Forbilledet for templet var den antikke græske tempeltype prostylos. Abildgaard brugte altid en faguddannet arkitekt til hjælp ved byggerier, og i Frederiksberg Have benyttede han den senere hofbygmester Christian Bernhard Hornbech, som fik overdraget approberet tegning og overslag i oktober 1802.

Til templet blev genbrugt otte søjler af norsk Gjellebækmarmor fra Amalienborg, der var blevet til overs, da Vestibulen i Christian VII’s Palæ blev nedlagt i 1796 for at skaffe mere plads til kongehusets hofstat. Der skulle bruges ti søjler, så overhofmarskal Hauch fik skaffet materialer til yderligere to søjleskafter fra Frederikskirkens byggeplads, der blev brugt som oplagsplads. De blev samlet af to søjletromler, hvor Amalienborg-søjlerne var monolitter. Søjlekapitælerne fra Vestibulen var skåret i træ, så man fik i stedet marmorkapitæler fra det kongelige depot på Materialgården, godt nok lidt for store til søjleskafterne, men det var acceptabelt. Færdige pilastre og søjlebaser var også fra Amalienborgs overskudslager. Anternes hjørnepilastre fik kapitæler af gotlandsk sandsten, hvor frisøjlernes kapitæler er af italiensk marmor, antagelig købt af Frederik IV i Livorno under hans anden italiensrejse. Billedhuggeren Nicolaj Dajon forestod billedhuggerarbejdet og opgaven med at tilpasse kapitælerne til søjlerne. Frisøjlerne står på fodstykker af norsk marmor. Den sydlige gavl, mod Zoo, har hjørnepilastre som pendant til anterne. Her var kapitælerne skåret i træ og formentlig de oprindelige fra Nicolai Eigtveds Vestibule i Christian VII’s Palæ.

Forbilledet for tyremotivet findes i en antik gemme i Cabinet des Médailles i Paris, hvor Abildgaard kan have set det under sin studierejse. Det var også afbildet i et stikværk af Philipp de Stosch, ”Pierres anthiques gravées”, Amsterdam 1724, som Abildgaard havde i sit bibliotek. Vedbendranken om tyrens bug angiver, at den er viet som offer til Bacchus.

Arbejdsprocessen blev påbegyndt i 1802, men skred kun langsomt frem pga. forskellige forsinkelser. Fundamenterne sank, så der måtte nedrammes pæle med slyngværk under dem. Abildgaard var utilfreds med den første høje tagrejsning, så taget måtte lægges om til den nuværende lave taghældning på ca. 20 grader. Da templet stod færdigt i 1804, regnede man havens omlægning til romantisk have for afsluttet. Templet blev anset som højdepunktet i havens udsmykning, og det blev set som den lærde Abildgaards mesterværk. I begyndelsen blev det betegnet Morgentempel, lidt senere Isistempel for sidenhen at blive til Apistemplet. Navnet Apis refererer til en gud med tyrehoved i den ægyptiske mytologi, men tyren i tympanonfeltet er en bacchustyr med en helt anden betydning. Det er altså ikke gavltyren, der refereres til i navnet, men måske kan det forbindes med tyrehovederne i bukranie-frisen.

Bukranie-motivet har forbillede i Rundtemplet i Tivoli, som Abildgaard formentlig har set under sit italiensophold. Muren imellem anterne blev pudset og oliemalet marmoreret i kvadermønster, mens de tre øvrige mure stod i blank mur med fremspringende fuger.

Angiveligt blev trappeanlægget ombygget i 1854, hvorefter der kun var fire trin. I 1873 blev Apistemplet afgivet til Zoologisk Have som hovedindgang. I den forbindelse blev der etableret en dør og to vinduer i sydgavlen. Døren fik indvendigt gerigter og fordakning i barokkens stil, med brudt fronton. I rummet blev opsat kakkelovn, og en skorsten blev etableret. I 1922 skete en hovedrestaurering, hvorfra det nuværende tympanon med tyrerelieffet og gesimsen stammer. Måske blev kassetteloftet i portiken fornyet ved denne lejlighed. Tøndehvælvsloftets illusionsmaling blev retoucheret omkring 1982 af konservator Arne Bech for malerfirmaet Hilmar Rasmussen. Det er formentlig ved den lejlighed, at der blev lagt nyt zinktag, ligesom kakkelovnen og skorstenen blev fjernet. Zoo fraskrev sig brugsretten til templet i 1993 og tilbagegav det til Slots- og Ejendomsstyrelsen, der året efter foretog en interimistisk indvendig istandsættelse. Gulvet, der var råddent og havde flere lag kunststofbelægninger oven på brædderne og havde et hul på ca. en m2 i det sydøstlige hjørne, blev fjernet og erstattet med et midlertidigt pladegulv. Døren i bagvæggen blev blændet med en pladeafdækning. Væggene blev malet med gul limfarve, loftet blev afvasket. Senere på året 1994 skete en særåbning af templet med en mindre udstilling af Nicolai Abildgaards arbejder i haven som led i den første Golden Days Festival. I 1997 var begge trækapitæler på sydsiden faldet ned. De blev i første omgang taget i forvaring; den ene er siden gået tabt.

Apistemplet har seks frisøjler i en søjlefront, der bærer et entablatur og en trekantfronton. Til forskel fra de antikke græske templer, hvor ydermurene var af natursten, blev Apistemplet muret op i gule teglsten, hvad der placerer det i den romerske antik. Det understreges yderligere af søjlekapitælerne, der er i den romerske kompositte orden. Væggene omfatter kun ét rum, cellaen, og sidevæggene har vanger, såkaldte anter, der er ført halvt frem mod søjlefronten og afsluttet med hjørnepilastre. Imellem anterne er igen placeret en søjlerække, med fire frisøjler. Materialerne kom delvis fra Amalienborg.

Det lave sadeltag blev belagt med fortinnede engelske blikplader, der efter nogen tid blev oliemalet. Søjlefrontens tympanon er udsmykket med en kraftig tyr i højt relief, fra begyndelsen udført i stuk, men i dag er den i sandsten. Den kraftige tyreskikkelse drager blikket opad og minimerer derved virkningen af de lidt for svære kapitæler. Tympanonfeltet er omrammet af en savsnitgesims og konsoller, der som hele tympanonfeltet er i sandsten. Det hviler på entablaturet, der løber rundt om bygningens tre sider og består af en tredelt arkitrav og en bukranie-frise (skeletterede tyrekranier), forbundet med guirlander og udført i stuk. Der er kassetteret loft i portiken. Indgangsdøren bag søjlerne er en af Abildgaard yndet type med bredt rammetræ og små fyldinger. Marmoret om fløjdøren fik man også fra Christian VII’s Palæ. Over døren blev anbragt et rektangulært, to alen bredt vindue. Cellaen er kvadratisk, ca. 9½ x 9½ alen, og overdækket med tøndehvælvet loft, endnu et stiltræk, der placerer templet i den romerske antik. Loftet blev illusionsmalet i kassettemønster, væggene pudsede og limfarvemalede i kvadermønster. Gulvet var bræddegulv på bjælkelag. Rummet blev, foruden af vinduet over døren, oplyst af et fem alen bredt lunette-vindue i bagvæggens øverste del, begge oprindeligt med farvet glas. Under begge vinduer profilerede led i bornholmsk sandsten. Soklen på tre sider, stylobatet, og hele det femtrins trappeanlæg blev udført i bornholmsk sandsten.

Apistemplet indgår, som de øvrige bygværker i den romantiske have, i et sceneri dannet af beplantning, stier, vand – og særligt for Apistemplet også havens terræn. Langt størstedelen af haven er placeret i et lavtliggende område, og kompositionen af scenerierne skabes primært af stier, vand og beplantning. Apistemplet ligger imidlertid højt i haven som et andet Parthenon.

Templet danner det sydlige point de vue i tempelaksen mellem Det Kinesiske Lysthus og Apistemplet. På tempelplænen rammer beplantningen oplevelsen ind og leder blikket mod templet, der syner væsentligt større, end det rent faktisk er.

Ankomsten til templet sker via Zoogangen fra Slotspladsen, mens oplevelsen af templet er ideel fra bunden af tempelplænen. Beplantningen omkring templet er faldet fra hinanden, og i dag savnes store træer til at skærme for indkig til Zoologisk Have, der ligger umiddelbart bag templet.

Apistemplet et unikt eksempel på et typisk klassicistisk bygningsværk med karakteristiske klassiske græsk/romerske bygningselementer. Bygningen er et idealiseret billede af det græsk/romerske tempel og indgår i Frederiksberg Have som en af de mest markante bygninger.

Frederiksberg Have er et af de væsentligste og vigtigste eksempler på den romantiske have i Danmark, og her yder Apistemplet et vigtigt bidrag. Det antikke element i de romantiske haver er uundværligt. Det græsk/romerske formsprog i det antikke tempel repræsenterer for europæerne et symbol på mennesket som centrum i en verden baseret på demokrati, samt på filosofiske og politiske ideer.

Apistemplet er et mesterstykke opbygget efter den kompositte orden (en blanding af den joniske og den korintiske orden) med sine spinkle træk. Søjlerne har entasis, står på base, men har dog ikke kannelurer (lodrette riller), som der normalt er i den orden, hvilket nok skyldes, at søjlerne kommer fra en anden sammenhæng i Christian VII’s Palæ. Søjlerne er placeret med længere afstand end i den korintiske orden. Bygningen fremstår dog velproportioneret med tydelige referencer til Parthenon, templet på Athens Akropolis. Templet er, som Parthenon, bygget på en forhøjning på jorden og helt klassisk med trin til alle sider (dog ikke bagsiden).

Templet har tydeligt en forside og en bagside, præcis som de romerske templer gerne havde (og den typiske kulissevirkning som var kendetegnende for bygninger i den romantiske have). Bygningsværket viser tydeligt, at arkitekten Abildgaard må have haft indgående kendskab til Palladios grundregler for proportionering med egen fortolkning på stedet. Tøndehvælvsloftet med dets illusionsmaling, trompe l’oeil, som kassetter tegnet med perspektivisk virkning understreger – sammen tidligere tiders malede sandstenskvadre – tempelvirkningen.

Apistemplet er af høj arkitektonisk værdi. Det er et fornemt eksempel på klassicistisk arkitektur og et af de fineste eksempler på ”installationer” i Frederiksberg Have.

Læs videre om

• Frederiksberg Have
• Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Prinsens gård i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Gartnergården i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Storm P. Museet i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Frederiksberg Slot – Slots- og Kulturstyrelsen
• Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Fasangården i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Schweizerhuset i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen
• Norske Hus i Søndermarken – Slots- og Kulturstyrelsen
• Familiehaverne i Frederiksberg Have – Slots- og Kulturstyrelsen

Læs også om

• Parker og grønne områder i Frederiksberg Kommune
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Frederiksberg Kommune

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver