Middelalderen i Læsø Kommune

I middelalderen fandt den egentlige bosætning af Læsø sted, hvilket skete i form af enkeltgårde. Det var desuden i denne periode, at den givtige saltproduktion blev indledt.

Administrativ inddeling

Læsø var i den tidlige middelalder ejet af kongen, men blev engang i 1100-tallet overdraget til Viborg Domkapitel, der efterfølgende solgte den sydøstlige ¼ af øen til Vitskøl Kloster. I 1239 overdrog kongen sine tilbageværende rettigheder og indtægter til domkapitlet. Vitskøl Kloster solgte i 1320 atter sin del af øen til domkapitlet. I kirkelig henseende hørte øen i middelalderen til Børglum bispesæde.

Mere om administrativ og befolkningsudvikling inddeling i kommunen

Bebyggelse

Bebyggelsen af Læsø fandt antagelig først sted i større omfang i forbindelse med middelalderens store kolonisation i 1100- og 1200-tallet. Muligheden for saltudvinding i den sydlige ende af øen satte skub i bosættelsen. Skov blev ryddet for at give plads til bøndergårdene, hvis bygninger og indmarker blev omkranset af såkaldte havediger.

Det ældste dokument fra 1219 nævner, at munkene fra Vitskøl Kloster havde ryddet en lysning i skoven i det sydøstlige hjørne af øen, opdyrket jorden og anlagt en kirke ved Byrum. I nærheden anlagde Viborg Domkapitel Klitgård, hvor øens forvalter boede. Her lå også Læsøs eneste mølle og birketinget. I den vestlige ende af øen blev Vesterø Kirke anlagt i midten af 1200-tallet. Det er dog muligt, at den ældste bebyggelse lå i Hals Sogn, hvor der bl.a. var de bedste havneforhold. Bebyggelsen Østerby nævnes første gang i ca. 1252, dog i navneformen »Astrabeg«. I 1513 havde man lagt Byrum og Vesterø Sogne under samme præst.

Øens befolkningstal i middelalderen kendes ikke, men i 1663 fandtes 130 bolsmænd, der ejede en hel gård. Dertil kom 19 »græssetter«, dvs. husmænd med egen jord, som var knyttet til en større gård, samt 106 jordløse »inderster«, der arbejdede for bolsmændene. Bolsmændene betalte en indfæstningsafgift, når gården skiftede ejer, men ellers var de ret frit stillede. De ejede selv deres bygninger, og i praksis tillod man, at jorden blev overladt til andre ved arv, køb og salg. Befolkningstallet i middelalderen har formentlig været noget højere end i 1663, da en del af øens gårde i mellemtiden var blevet ødelagt af sandflugten.

Befolkningen på Læsø var tæt beslægtet. Dette kom læsøboerne til at bøde for i 1330, da Børglumbispen Tyge Klerk anklagede dem for blodskam. Han gav først sin velsignelse, da læsøboerne bestak ham med 168 tønder salt.

Erhverv

Egentlige landsbyer fandtes ikke på Læsø i middelalderen. Landbruget ydede en begrænset produktion af korn og smør, der indtil 1400-tallet kombineret med fiskeri ved Nordre Rønner var stor nok til at brødføde indbyggerne. Det var imidlertid produktionen af salt, der gav den altafgørende indtægt til læsøboerne.

I 1446 fik læsøboerne lov til at købe korn til eget forbrug. En del skippere fra Læsø fandt sig efterhånden et nyt udkomme som handlende mellemmænd. Endelig kunne læsøboerne ernære sig ved at bjærge vraggods fra hanseatiske handelsskibe, der strandede på øen, eller få bjærgeløn ved at hjælpe skibene fri.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Læsø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder