Læsø Klitplantage af . Begrænset anvendelse

Kulturlandskabet i Læsø Kommune

Rønnerne
Af .

Arealanvendelsen i Læsø Kommune i 1792 og 2015 viser, hvordan de store hede- og klitarealer nu stort set er opdyrket og tilplantet med plantageskov.

.

Arealanvendelsen i procent baseret på historisk statistik og topografiske kort for Læsø Kommune.

.
Kvinder på markarbejde. Foto formentlig fra begyndelsen af 1900-tallet.
.

Menneskets påvirkning af Læsøs landskab har på én gang været lille og voldsom. For mens øens landbrug er begrænset til ca. 1/5 af øens areal og for en stor del består af græsarealer, ændrede saltsydningens behov for brændsel øens landskab dramatisk. Skovene forsvandt, hvilket bl.a. forårsagede den sandflugt, som ramte Læsø i 1500- til 1700-tallet. Siden er en del af skovarealet blevet genetableret, mens landbrugsarealerne er forblevet små.

Kulturlandskabets udvikling

Læsøs sandede og marint prægede landskab har været meget sporadisk beboet og udnyttet i oldtiden, selv om der er fundet spor efter en vis stenalderaktivitet på strandvoldene i klitplantagen og i skrænten lang Holtemmen. Fra bronzealderen kendes ingen fund, mens man har gjort enkelte fund fra jernalderen. På intet tidspunkt før middelalderen har der dog været tale om nogen større bosætningsaktivitet.

Først i middelalderen blev Læsø permanent bebygget. De tre sogne Hals, Vesterø og Byrum blev oprettet, og det var omkring kirkerne, at bebyggelserne i form af fritliggende gårde og huse var koncentreret. Den nordlige del af øen var fortsat præget af store fyrreskove, men hugst til saltsydningen på den sydlige del af øen gjorde et stadig større indhug i skovene, hvilket blotlagde jorden og gjorde den sårbar for sandflugt. Efterhånden forsvandt skovene helt, og sandflugten bredte sig ind over de dyrkede marker og i klitheden på den nordlige del af øen. Således blev Hals Kirke nedlagt efter 1722 pga. problemer med sandflugt.

Der var ikke noget dyrkningsfællesskab mellem gårdene, som det var typisk i det øvrige land. I stedet var markerne i de individuelle bedrifter »haver«, der var omgivet af tørvegærder.

Kreaturer græssede på udmarkerne uden for »haverne«, især på Rønnerne og de vidtstrakte heder og strandenge. Den midterste del af øen var ret tæt bebygget med gårde og huse og mange små vindmøller. Landboreformerne medførte en svag intensivering, da jordernes frugtbarhed var begrænset, og markerne i forvejen var individuelt dyrkede.

I slutningen af 1800-tallet var landskabet fortsat præget af udyrkede hedearealer, som dækkede ⅔ af øen; kun i klitterne var der sket en mindre opdyrkning. Fra 1929 begyndte etableringen af plantager på de tidligere sandbunde og hedestrækninger, og i 1940’erne blev store dele af Læsø Klitplantage etableret. Efterhånden skiftede øen karakter og fik et mere skovrigt landskab efter i århundreder at have været nærmest træløs. Omkring 1950 var ca. 24 % af Læsø opdyrket; enge og skovplantager udgjorde hver især 15 %, mens heden stadig dækkede ca. 32 %. frem til 2015 faldt andelen af det dyrkede areal lidt, mens andelen af skov nåede op på 34 %, primært på bekostning af hedearealerne. Især den vestlige og østlige del af øen er blevet tættere bebygget med en blanding af spredt landbrugsbebyggelse og mere bynære huse. Den nordlige og sydlige del er fortsat ubebygget med store, åbne græsningsarealer, heder og strandenge på Rønnerne i syd og en blanding af skov, hede og klitter i nord.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Arealanvendelsen i procent baseret på topografiske kort for Læsø Kommune og landet som helhed i 2015.

.

Bedriftsstørrelse i ha i Læsø Kommune og landet som helhed. Den markante stigning fra 1989 til 1999 skyldes deklarering af flere vedvarende græsarealer og nye arealer, der blev inddraget som brak efter indførelsen af EU’s arealstøtteordninger.

.

Læsøs kystnære særpræg, de store arealer med både tørre klitheder og våde strandenge sammen med store plantager og et ret ekstensivt landbrug med en del græssende dyr giver øens landskab en helt særlig karakter. På trods af de sandede jorde forekommer kunstvanding stort set ikke, men i de lavtliggende områder er dræning ved åbne grøfter almindeligt. Antallet af læhegn er lavt, fordi der er en lav andel af dyrkede arealer. Det begrænsede landbrug betyder samtidig, at tilførslen af luftformig ammoniakforurening til naturområderne er blandt landets laveste, og at udvaskningen af nitrat ikke er et stort problem.

Landbruget er koncentreret omkring Byrum og området sydøst for Vesterø Havn. Nordøen er domineret af store klitplantager på de tidligere sandflugtsarealer i Højsande, mens kystområderne bl.a. rummer tørre klitheder. Omkring 34 % af øen er dækket af skov, mens tør lysåben natur dækker 18 % af arealet. Især på Rønnerne mod syd ligger store strandengsområder, der sammen med øens mosearealer bidrager til de 19 % af Læsø, som udgøres af våde naturarealer.

En meget stor del af Læsøs samlede landbrugsareal (ca. 44 %) er ekstensive græsarealer uden for omdriften. Antallet af græssende dyr er højt, og inden for især de senere år er der gennemført en række naturplejeordninger til støtte af ekstensive græsarealers vedligehold. Størstedelen af afgræsningen foregår med kvæg eller får. Andelen af heste, som bidrager til afgræsningen, er dog usædvanlig høj og omfatter ca. 11 % af dyreenhederne. I de seneste årtier er det tidligere forholdsvis store antal malkekøer reduceret betydeligt, mens pelsdyravl nu bidrager til en meget stor del af landbrugets omsætning.

Indførelsen af EU’s arealbetalinger og ø-støtteordninger i midten af 1990’erne medførte en stigning i det registrerede landbrugsareal på ca. 70 %. En række ekstensivt udnyttede arealer, der tidligere ikke var blevet betragtet som landbrugsarealer, blev inddraget i produktionen og bidrager i dag til den store andel af græsarealer uden for omdriften.

Der findes kun få større bedrifter på Læsø, og den gennemsnitlige bedrifts- og markstørrelse er forblevet lav. Andelen af økologisk landbrug er under landsgennemsnittet.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Læsø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber