Kort over de overfladenære jordarter i Odense Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræne- og smeltevandsaflejringer fra sidste istid, Weichsel, samt af extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke blev overskredet af isen. De store områder i nord, som dækkes af havaflejringer, skyldes overvejende landindvindinger. I bunden af ådalene findes ferskvandsaflejringer, som er afsat i tiden efter sidste istid.
.
Et tværsnit gennem Odense Ådal ved Kratholmskoven viser en kilde bryde frem på dalens skråning. Kildevand er grundvand, som pibler frem på det sted, hvor dalskråningen krydser grundvandsspejlet. Det frempiblende kildevand er altid ca. 7‑8 grader varmt og indeholder opløst kalk, der udfældes som kildekalk (frådsten), når vandet kommer i kontakt med den atmosfæriske luft.
.

Geologisk tidslinje over Odense Kommune.

.

Ved Davinde i den sydøstlige del af kommunen ligger et mindre område med bryozokalk fra Danien. Kalken er overlejret af 25‑35 m tykke lag af moræneler, smeltevandssand og -grus fra sidste istid. Som navnet antyder, består bryozokalken af kalkslam og skeletterne af de kolonidannende bryozoer eller mosdyr, som formentlig har dannet store banker på havbunden i ca. 100 m’s dybde.

I resten af kommunen består de prækvartære lag, dvs. de lag, som blev afsat i tiden efter istiderne, af aflejringer fra Paleocæn. De paleocæne lag, som i Odense Kommune ligger i 30‑50 m’s dybde, består af sandet kalk og mergel, der er overlejret af kalkholdigt ler. Lagene blev aflejret i et op til 200 m dybt hav.

Istidslagene, som dækker de prækvartære aflejringer, domineres af moræneler, der blev aflejret af flere gletsjere i sidste istid, Weichsel, og i dag stort set dækker hele kommunen. De fleste steder ligger der smeltevandssand og -grus under moræneleret, og kun i den nordøstlige del af kommunen og omkring Bellinge når smeltevandsaflejringerne op til overfladen.

Langs Odense Kanal kan man desuden finde havaflejringer af sand, ler og grus, som er afsat i tiden efter sidste istid, mens ferskvandsaflejringer som tørv og ler optræder langs vandløbene. Der indvindes grundvand fra lagene af bryozokalk, fra de paleocæne aflejringer samt fra lagene af smeltevandssand og -grus.

Kildekalken i Odense Ådal

Kildekalk, også kaldet frådsten, er en porøs kalksten, der siden begyndelsen af middelalderen har været benyttet som bygningssten til især kirker. Våd kildekalk er let at forarbejde, og når den tørrer, bliver den hård og modstandsdygtig. Samtidig giver dens porøse struktur en lav vægt, der gør kalken let at transportere.

Den porøse kalk dannes, når kuldioxid (CO2) fra fx omsætningen af planterester og andet organisk materiale optages i det regnvand, som siver ned i jorden. I regnvandet omdannes en del af kuldioxiden til kulsyre (H2CO3), som opløser jordens indhold af kalk og fører det videre med grundvandet som calcium- og karbonat-ioner (Ca2+ og CO3 2-). Hvor det kalkrige grundvand bryder frem på jordoverfladen, eksempelvis som en kilde på siden af Odense Ådal, frigives kuldioxiden fra grundvandet til atmosfæren, og kalken udfældes som calciumkarbonat (CaCO3). Udfældningen kan sammenlignes med kalkdannelsen i en elkedel, hvor kuldioxid udskilles, når vandet varmes op, og kalken udfældes på varmelegemerne.

Udfældet kildekalk kunne tidligere findes flere steder langs Odense Å. De største forekomster lå i et op til 200 m bredt bælte på strækningen mellem Kratholmskoven og Dalum. Der var så meget kalk i området, at det ikke kun blev brudt til byggesten, men også indvundet til jordbrugskalk. Faktisk var indvindingen så omfattende, at der blev anlagt spor til tipvogne, som kunne fragte kalken videre. I dag er kalkforekomsterne langs åen stort set udtømte.

Kildekalk fra Odense Ådal kan bl.a. ses i Odense Domkirkes krypt, hvor der er bevaret rester af den første Sankt Knuds Kirke fra slutningen af 1000-tallet. Sankt Knuds Kirke er opkaldt efter kong Knud, som var konge af Danmark 1080‑86 og senere fik navnet Knud den Hellige. Et sagn fortæller, at Knud den Hellige sad ved havet og ønskede, at de endeløse mængder af havskum kunne anvendes til at bygge kirker. Det ønske blev næsten opfyldt, for efter at han blev myrdet under et bondeoprør i 1086, begyndte der at ske mirakler ved kongens grav. I 1095 blev hans jordiske rester derfor gravet op og overført til den nye Sankt Knuds Kirke, der netop var opført i de frådsten, som med lidt god fantasi kan give mindelser om havskum. Kirken brændte ned i 1247 og blev genrejst som Odense Domkirke.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Odense Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Geologi