Arealanvendelsen i procent i Odense Kommune og landet som helhed i 2015 baseret på topografiske kort.
.
Arealanvendelsen i Odense Kommune i hhv. 1780 og 2019 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. Mest iøjnefaldende er den kraftige stigning i det bebyggede areal omkring især Odense, der i dag er sammenvokset med mange af sine tidligere forstæder og omegnslandsbyer. Således dækker bebyggelse og infrastruktur 34 % af kommunens areal, hvilket er markant over landsgennemsnittet på 13,3 %. Byvæksten er især sket på bekostning af landbrugets arealer, som sammen med gartneri i dag dækker ca. 48 % af arealet. Bemærk, at kortet fra 1780 kun viser købstaden Odense og ikke landsbyerne.
.

Odense er blevet kaldt Danmarks største landsby, hvilket passer ganske godt på kommunens vidtstrakte beboelsesområder omkring de mange indfaldsveje sammen med de nu næsten sammenvoksede landsbyer, der ligger omgivet af frugtbart landbrugs- og gartneriland.

Landsbypræget ændrer dog ikke ved, at godt en tredjedel af kommunen i dag dækkes af bebyggelse og infrastruktur, hvilket begrænser pladsen til anden arealanvendelse. Alligevel er der bevaret et ret stort landbrugsareal, som sammen med gartneri dækker 48 % af kommunens areal. Afgrøderne består især af korn og industrifrø, mens husdyrholdet domineres af svin og fjerkræ. Dertil kommer et forholdsvis stort antal heste, der holdes som hobbydyr på talrige små deltidsbrug.

Kulturlandskabets udvikling

Kulturlandskabet i Odense Kommune kan trække spor tilbage til stenalderen, hvorfra der er gjort en række fund, især langs vandløbene. Sporene fra bronze- og jernalderen fordeler sig længere ud over kommunen; der er gjort særlig mange fund i øst, men ikke i vest.

Ved middelalderens begyndelse blev der etableret 22 landsogne, som overvejende tilhørte agerbygden med store landsbyer, hvor der blev drevet trevangsbrug. En undtagelse var Sanderum, Ubberud og Korup Sogne i vest, som tilhørte skovbygden med sen bebyggelse, mange enkeltliggende gårde og uregelmæssige dyrkningssystemer. Byklostrene, Sankt Knuds Kloster, Sankt Hans Kloster og Dalum Kloster, ejede meget gods i især den vestlige del af kommunen, men også kronen havde en forpost i form af Næsbyhoved Slot, der kendes fra 1200-tallet og fungerede som centrum for et kongeligt len. Derudover rummede området enkelte mindre herregårde som Blangstedgård, der kendes fra 1309 og var i biskoppens besiddelse, Fraugdegård og Sanderumgård, der begge er fra 1390’erne, men blev nedlagt i 1500‑1600-tallet og siden genopstod, Lindved fra midten af 1400-tallet samt Hollufgård, der kendes fra omkring år 1500. Hjallese Kirke blev nedlagt i 1576, men genopstod i 1983. Ved Reformationen overgik klostergodset til kronen, og fra omkring 1570 blev det udgangspunkt for det fynske ryttergods. Efter arronderingen blev der fra 1720 etableret rytterskoler i de centrale sognebyer. Ryttergodset blev i 1764 solgt til selveje ved en auktion, og i den forbindelse blev de to mindre, bynære herregårde, Åløkkegård og Marienlund, oprettet.

I 1680’erne var ca. halvdelen af jorden under dyrkning. Senere, omkring år 1800, dækkede vådområder og skove hver knap 10 % af arealet, især i vest.

Efter udskiftningen blev landbrugsudnyttelsen intensiveret, og i 1881 var mere end 80 % af landskabet under plov. Samtidig var andelen af enge og skove reduceret til hver ca. 5 %. I 1940’erne afvandedes Lumby Strand, og på de tørlagte arealer blev der i 1946 etableret 24 statshusmandsbrug. Omkring 1950 var ca. 80 % af kommunen fortsat under plov. Engarealet var reduceret en smule mere, og de bebyggede områder var vokset. Det gjaldt især forstæderne omkring Odense, som efter år 1900 begyndte at brede sig ud i landsognene. Udbygningen skete først mod nord i Skibhusene og Sankt Hans Landsogn og mod syd ned mod Dalum og papirfabrikken, som blev etableret i 1873. Senere fortsatte udbygningen også i andre retninger. I perioden 1876-1994 blev der opført 16 nye kirker i kommunen, hvoraf størstedelen blev til nye sognekirker.

I 1865 blev jernbanen Nyborg-Middelfart anlagt hen over Fyn med station i Odense. Derfra kunne der etableres forbindelser til de andre fynske købstæder: i 1876 til Svendborg, 1882‑1966 til Bogense, 1900‑66 til Kerteminde-Martofte, 1906‑54 til Faaborg via Nørre Broby og 1911‑66 til Middelfart over Brenderup. I mellemkrigstiden blev der anlagt en række gartnerier omkring Odense, og efter 1950 ekspanderede de kraftigt især i forstæderne mod nord (Stige) og syd (Bellinge).

Udnyttelsen af landskabet i dag

Odense er i høj grad en bykommune, hvor bebyggelse og infrastruktur udgør hele 34 % af kommunens areal. Bebyggelse er den helt dominerende arealanvendelse i Odenses gamle købstadskerne som i Vor Frue, Sankt Knuds, Thomas Kingos, Ansgars, Hans Tausens og Sankt Hans Sogne. De omkringliggende Dalum, Hjallese, Bolbro, Næsby og Tornbjerg Sogne samt Vollsmose domineres også af bymæssige arealanvendelser, der i de senere år er vokset i omfang. Det samme gælder en række store nye infrastrukturprojekter ved bl.a. det nye universitetshospital, Facebooks Datacenter, Fynske Motorvej og den nyeste sydgående gren mod Svendborg.

Selv om skovarealet ligger under landsgennemsnittet, rummer kommunen trods alt flere større og mindre skove. Især på de mere kuperede moræner omkring Blommenslyst vest for byen findes en del skov, heriblandt i Ravnebjerg og Ubberud Sogne, hvor skovarealet udgør hhv. 32 % og 28 % af arealet. I syd rummer ådalen flere spredte skovområder, hvilket giver Fangel Sogn en skovandel på ca. 12 %, mens godt 20 % af Davinde Sogn i sydøst er skovdækket. Øst for Fraugde findes desuden en ganske stor andel våd natur med moser og områder med humusjorder. Generelt er kommunen dog fattig på våd og tør natur. Våde naturtyper findes især langs kysten og til en vis grad langs vandløbene.

Det forholdsvis flade, frugtbare morænelandskab med dyrkningsstabile lerjorder og lerblandede sandjorder omkring Odense er yderst velegnet til opdyrkning. Jordbunden varierer dog en del, fra svære lerjorder og humusholdige mosejorder til grov- og finsandede områder ved Odense Fjord og på de inddæmmede arealer ved Lumby Strand. I betragtning af det store bebyggede areal giver det samlet set Odense Kommune et betydeligt landbrug, som sammen med gartneri dækker 48 % af kommunens areal. Det når sin største udbredelse i periferien af kommunen som i Allerup Sogn i sydøst, Allesø Sogn i nordvest, Brændekilde Sogn i sydvest og Åsum Sogn i nordøst, hvor andelen af landbrug udgør hhv. 78 %, 75 %, 73 % og 68 % af arealet.

Kommunen er samtidig et centrum for gartneri, der bl.a. omfatter en stor produktion af drivhusgrønt og potteplanter. Således udgør gartneri og frugtavl hele 3 % af kommunens areal mod 1 % på landsplan. En særlig høj koncentration finder man i Lumby Sogn og omkring Stige nord for Odense, hvor gartneri og frugtavl dækker mere end 10 % af arealet. Nord for Årslev, på tværs af grænsen til Faaborg-Midtfyn Kommune, lå desuden den nationale forsøgsstation for frugt og grønt, som dog nu er under flytning til Aarhus Universitet og Gl. Estrup på Djursland.

De dyrkede afgrøder domineres af korn, raps og frø til udsæd, hvorimod produktionen af sukkerroer stort set er ophørt i takt med lukningen af sukkerfabrikkerne på Fyn. Dertil kommer en forholdsvis stor husdyrproduktion af især svin og fjerkræ, som udgør mere end 60 % af dyreenhederne, samt kvægbrug, der udgør godt 20 %. Indtil den pålagte afvikling af produktionen 2020‑21 husede kommunen også en del mink. Der er et både stort og stigende antal heste, hvilket afspejler kommunens mange små deltids- og hobbylandbrug. De bidrager til at trække den gennemsnitlige bedriftsstørrelse ned, og strukturudviklingen mod større bedrifter har derfor været knap så markant i Odense Kommune som i det øvrige land.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Odense Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber