Kalkmalerier i Bellige Kirke fra 1496
Kalkmalerier i Bellige Kirke fra 1496. Af . Begrænset anvendelse

Middelalder i Odense Kommune

Bellige Kirke blev i 1496 udsmykket med kalkmalerier, der bl.a. viser scener fra Bibelen. Et af billederne viser Den sidste nadver, der her er fremstillet som et sandt festmåltid, som det kan have fundet sted omkring år 1500. Jesus og hans disciple er samlet om et veldækket bord med fornem dug. På bordet ses kander og drikkebægre, og på fade ligger kødet klar. Der er også to slags brød, de rombeformede vegger og de trekantede skonrogger. Af bestik ses kun knive – gafler kom først i brug langt senere.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke er her fremstillet af C.A.v. Benzon i 1843. Kongen er fremstillet som den gudfrygtige med hænderne foldet i bøn og med bønnebogen ved sin side. Det viser den situation, hvor hans mordere er trængt ind i kirken for at dræbe ham med spyd, mens hans bror Benedikt forsøger at forsvare ham med sit sværd.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Tidslinje over middelalderen til 1850 i Odense Kommune.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I den tidlige middelalder oplevede den nuværende Odense Kommune en befolkningsvækst og anlæggelse af nye bebyggelser. Samtidig rejstes stenkirker. Odense, der lå trafikalt centralt på den øst-vest-gående vej over Fyn, indtog en central rolle i perioden med bl.a. møntslagning og opførelsen af kirker og klostre samt hyppige kongebesøg. Mordet på kong Knud den Hellige i 1086 og den efterfølgende kanonisering med helgenkult knyttet til Sankt Knuds Kirke var med til at styrke byens position.

Administrativ inddeling

Den nuværende Odense Kommune bestod i middelalderen af fire herreder, hvor Odense Herred udgjorde klart den største del, om end dele af det daværende Odense Herred mod vest ikke var indeholdt i det nuværende kommuneområde. Derudover udgjordes området af dele af Åsum Herred mod sydøst, dele af Bjerge Herred mod nordøst og dele af Lunde Herred vest for Bjerge Herred. Alle de nævnte herreder var i den senere del af middelalderen underlagt lensmanden på Næsbyhoved, der lå lige uden for Odense. I kirkelig henseende var hele området en del af Fyens Stift med biskoppen i Odense som centrum.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Viden om befolkningen og dens udvikling i oplandet omkring Odense er, ligesom hvad angår selve byen, begrænset, men med afsæt i stednavne og de bevarede landsbykirker er det dog tydeligt, at området allerede i vikingetiden var befolket, og at befolkningstallet steg i løbet af middelalderen. Ud fra navnestoffet kan det sandsynliggøres, at en række byer blev grundlagt før eller i den tidlige vikingetid, eksempelvis Bellinge med endelsen -inge eller Holluf, der opfattes som en omskrivning af endelsen -lev. Andre landsbyer fra området har de klassiske vikingetidsendelser, fx -by som Højby og Næsby. Området er ligeledes præget af de traditionelle middelaldernavne -rup, -drup og -strup, som vidner om befolkningsvæksten i slutningen af vikingetiden og den tidlige middelalder.

Særligt ét sogn – Ubberud – er et tydeligt eksempel på væksten i middelalderen, da dette sogn er præget af såkaldte rydningsbyer, altså byer, der blev grundlagt efter rydningen af skov, som et resultat af det øgede behov for plads.

Langt de fleste landsbykirker i kommuneområdet har en romansk kerne, selv om flere af dem er ombygget senere. Den romanske kerne vidner om, at de – og dermed landsbyen – eksisterede i den første halvdel af middelalderen.

Stednavnet Odense nævnes første gang i et brev udstedt af den tysk-romerske kejser Otto 3. i 988, hvor han, som den katolske kirkes beskytter i Norden, fritog ejendomme i Odense, Slesvig, Ribe og Aarhus for skat og gav dem til biskoppen. Det er svært at vurdere, hvor meget man skal lægge i dette, men det kan konstateres, at der på det tidspunkt eksisterede en bebyggelse ved navn Odense, der var stor nok til at vække både kejserens og kirkens interesse.

I sidste halvdel af 1000-tallet optræder Odense flere gange som stednavn hos den tyske historieskriver Adam af Bremen, og han kalder Odense magna civitas (den store by). Dette vidner formentlig om, at byen allerede her havde en betydelig størrelse og dermed også en – for perioden – anseelig befolkning. Det er kendetegnende for hele området i senmiddelalderen, at klostrene og kirkerne i Odense overtog eller grundlagde rigtig mange gårde i landsbyerne. Dette må forstås som et resultat af storstilede donationer. Kirken havde generelt meget stor indflydelse i området og ejede midler til at udbygge denne indflydelse.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Middelalderens færdsel foregik på et vejnet, hvor de enkelte landsbyer var forbundet med hinanden af vejforløb, vadesteder og stier, som med stor sandsynlighed var blevet etableret i tiden efter midten af 500-tallet, hvor landsbyerne blev lagt på deres nuværende placering. Mange fund af metalgenstande gjort i landsbyernes opland understøtter dette billede. Et eksempel er formentlig det helt centrale overfartssted over Odense Å ved Åsum, Åsum Bro, som nævnes i en skriftlig kilde fra 1579, og som er afbildet på Braunius’ prospekt af Odense fra 1593. Omkring overfartsstedet har der også ligget flere gravhøje fra sten- og bronzealderen, ligesom omfattende metalfund fra både oldtiden og middelalderen i området indikerer, at passagen af Fyns største vandløb har fundet sted netop her i store dele af oldtiden og i middelalderen.

Søfærdslen i den inderste del af Odense Fjord og Å samt i Næsbyhoved Sø foregik med mindre, lavbundede fartøjer. Stammebåde fundet ved gravning af Odense Kanal, dvs. den inderste del af Odense Fjord samt i Næsbyhoved Sø og i Odense Å, har været anvendt i stort set uforandret form siden stenalderen. De blev i middelalderen anvendt til både transport og fiskeri i de beskyttede farvande.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Odense ligger ved en gammel færdselsrute, som forbandt Middelfart med Nyborg på tværs af Fyn, og som gjorde transport til både Jylland og Sjælland enklere. Vejstrækningen spillede uden tvivl en helt central rolle for udviklingen i området. Odense Ås rolle derimod er langt mindre betydningsfuld; der har givetvis været noget sejlads på den, men hvorvidt den er blevet brugt til at transportere varer til Odense, er uklart. I 1288 blev der anlagt en udførselshavn ved Ellemoseeng nordvest for Odense; denne blev finansieret af byens købmænd. Senere blev havnen ved Kerteminde den foretrukne, og der har således næppe været nogen havnedrift af betydning i Odense.

De mest fremtrædende byggerier i Odense var de kirkelige. Om domkirken, Sankt Knuds Kirke, flokkedes kirker og kirkelige institutioner, hjulpet af kanoniseringen af Knud den Hellige, som blev dræbt i Sankt Albani Kirke i 1086. De mange kirker betød, at byen på sit højeste rummede ikke mindre end 80 præster og 200 munke, og i forlængelse heraf blev byen et lærdomssæde med flere skoler.

Nybygningen af domkirken, Sankt Knuds Kirke, blev påbegyndt i slutningen af 1200-tallet. Byggeriet gik dog formentlig i stå i forbindelse med den sorte død i midten af 1300-tallet, og herefter fortsatte det i en noget mere beskeden udgave.

I 1095 blev der grundlagt et benediktinerkloster syd for kirken, siden kendt som Sankt Knuds Kloster. Klosterets grund rakte ned til Odense Å, og her lå en mølle. I 1175 omtales møllen i et mageskifte mellem kongen og klosteret, hvor klosteret ikke alene fik ejerskab over møllen, men også monopol på at male det korn, der blev dyrket på de omkringliggende marker. Med retten til at male melet kom også retten til de afgifter, der var knyttet til processen, og dette har givetvis været en fin forretning for klosteret. Møllen lå inden for klosterets mure, men der blev anlagt en dør nede ved åen, hvor almindelige mennesker kunne passere igennem på vej til møllen.

I tidlig middelalder opholdt de danske konger sig ofte i Odense, og fra 1040’erne blev der slået mønter i byen. Endnu vidner Møntestræde om stedet for de ret betydelige udmøntninger i 1420’erne. Fra slutningen af 1200-tallet overtog Nyborg dog gradvis rollen som kongernes opholdssted, men der blev stadig ofte afholdt retterting med kongelig tilstedeværelse i Odense. I 1000‑1100-tallet havde kongen kongsgård i Odense. Når kongen i senmiddelalderen var i byen, opholdt han sig på Næsbyhoved, som både fungerede som kongebolig og lenssæde. Efter Næsbyhoveds brand i 1534 blev Sankt Hans Kloster brugt.

Handelen i Odense var centreret om den nuværende Overgade, hvor der er fundet rester af 12 handelsboder, men der har givetvis været langt flere. Langs Overgade var der opført flere købmandsboliger. I løbet af 1400-tallet bekostede borgerne og byen opførelsen af det nye rådhus.

De rurale områder i det nuværende Odense Kommune var i middelalderen præget af en overvejende god jordkvalitet og en meget høj dyrkningsprocent. Mens Fyn generelt lå omkring 50 %, var det normalt for ovennævnte områder at ligge på mellem 60 og 70 %. I de områder, hvor dyrkningsprocenten var lavere, var der typisk tale om vådområder eller skov. I den vestlige del af området findes Ubberud Sogn, som ligger på grænsen til det vestfynske dødislandskab. Her var jordens kvalitet særlig dårlig, hvilket ses afspejlet i både den lave dyrkningsprocent og den meget lave landgilde. Hovedparten af gårdene lå i landsbyer, hvoraf langt de fleste var anlagt langs veje, der forbandt områderne. I enkelte tilfælde som ved Bellinge Sogn var gårdene anlagt under hensyntagen til den lokale å.

De arkæologiske spor af middelalderens landbebyggelse ligger for en stor dels vedkommende under den eksisterende bebyggelse og dateres fortrinsvis til perioden indtil 1400-tallet, hvorefter sporene bliver færre, da gårdene begyndte at blive opført på stensyld og derfor sjældent har efterladt sig markante spor.

Spor af enkeltliggende gårde fra tidlig middelalder er påvist ved flere udgravninger vest for Odense Å. Ved Skibhusene er der undersøgt et par mindre bygninger ved Lind Hansens Vej og Bågøgade, mens der på østsiden af Odense Å, ved Bjerggårdshaven i Seden Syd, er udgravet et stort nord-sydorienteret etskibet hus på ca. 8 x 17 m. Bygningerne ved Skibhusene og Seden Syd synes ikke umiddelbart at være en del af en større gård, og de synes heller ikke at have direkte tilknytning til egentlige landsbyer. I stedet skal de formentlig opfattes som torper, dvs. udflytninger fra de ældre landsbyer, men blev så senere opgivet.

Regulære landsbydannelser fra både tidlig middelalder og højmiddelalderen er der ligeledes fundet spor af flere steder i området. Mellem Sanderum og Højme er udgravet rester af en nedlagt bebyggelse fra tidlig middelalder. I kontrast til disse lidt løsrevne bebyggelsesspor er der fundet egentlige tofter i Stenløse. Umiddelbart øst for 1100-talskirken er der udgravet fem huse dateret til tidlig middelalder. Mens Stenløse endnu består, så er dette ikke tilfældet for en mindre landsby, der i 1200‑1300-tallet lå ud til Bispeeng på arealet mellem Hedvigslund Haveforening og Odins Bro i det nordlige Odense. De arkæologiske spor viser, at landsbyen i slutningen af 1300-tallet måtte vige pladsen til fordel for én stor ladegård omfattende 4-5 bygninger med tilknytning til Næsbyhoved og Gåseholm.

Klostrene i Odense kom til at eje store dele af områdets gårde og landbrugsjord, enten via anlæggelse af nye bebyggelser eller gennem opkøb af eksisterende. Der var generelt en tendens til, at klostrene satsede på specifikke områder, hvorfor man umiddelbart ikke finder landsbyer med gårde ejet af to forskellige klostre. Kronen og lokale adelsslægter havde også betydelige jordbesiddelser. Der etableredes herregårde i kommuneområdet, bl.a. Sanderumgård, Lindved og Hollufgård; sidstnævnte kom i 1487 i Odenseslægten Marsvins eje.

4 km syd for middelalderens Odense lå Dalum Kloster, et benediktinernonnekloster, der omkring år 1200 flyttede herud fra Nonnebakken i Odense. Kirken og klosteret må betragtes som et af landets mest ambitiøse klosterbyggerier for nonner.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

Ved Stenløse kendes en senere forsvundet møntskat, der blev nedlagt i første halvdel af 1300-tallet, og fra Hunderup et lerkar med en hørpung og 786 mønter, som blev nedlagt ca. 1315‑20. Lidt yngre, nedlagt ca. 1325, er en skat med 1.018 mønter, der er fundet i Frederiksgade i Odense syd for Odense Å, dvs. umiddelbart syd for middelalderbyens sydlige afgrænsning. På Prins Valdemars Vej i Odense er fundet et 126 cm langt sværd fra 1400-tallet. Ved Brændekilde er fundet en bjergartsøkse, der oprindelig stammer fra yngre stenalder, men som i middelalderen er blevet forsynet med en runeindskrift og antages at have fungeret som en amulet.

Mordet på Knud den Hellige

Baggrunden for mordet på kong Knud i 1086 skal findes året før. Det var Knuds ambition at generobre England, og til det formål indkaldte han sin ledingsflåde, som skulle mødes i den vestlige del af Limfjorden. Knud selv mødte dog aldrig op, fordi han var beskæftiget ved den sydlige grænse, som blev truet af den tyske kejser. Folkene i leding var utilfredse med ventetiden og gjorde Knuds egen bror Oluf til talsmand for dette. Knuds reaktion herpå var at tilbageholde Oluf for forræderi og sende ham til svigerfaderen i Flandern som fange. Tiden gik, og høsten nærmede sig, hvilket fik flere af ledingsbønderne til at tage hjem. Kongen udskrev store bøder, og de var formentlig den sidste gnist, der skulle til for at tænde oprøret. Den danske konge blev indhentet af oprørerne i Odense, hvor han d. 10. juli 1086 blev dræbt i Sankt Albani Kirke. Ud over kongen døde også hans bror Benedikt og adskillige hirdmænd.

Efter Knuds død blev hans broder Oluf frigivet og udråbt til konge, men det danske rige blev ifølge kilderne herefter præget af hungersnød – deraf kongenavnet Oluf Hunger – hvilket blev set som Guds straf for drabet på Knud. Knuds anden bror Erik (senere kong Erik Ejegod) indledte en kampagne for at få paven til at helgenkåre Knud, hvilket lykkedes i år 1100. Herefter blev Knud den Hellige symbol på den gudfrygtige konge og på den danske kongeslægts forbindelse til den katolske kirke.

Videre læsning

Læs mere om historie i Odense Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder