1920-1970 i Odense Kommune | lex.dk

Administrativ inddeling

I 1920 fordelte kommunens nuværende område sig på 17 kommuner, og udvidelsen af Odense Købstadskommune fortsatte. I 1929 blev Agedrup Sognekommune udskilt af den i øvrigt uden for området beliggende Kølstrup-Agedrup Sognekommune. I 1932 blev Sankt Hans Landdistrikt og i 1936 Odense Frue Landsogn indlemmet i købstadskommunen. I 1945 blev købstadskommunen let udvidet mod nordvest og nord på hhv. Allese-Næsbyhoved- Broby og Lumby Sognekommuners bekostning. Købstadskommunen blev yderligere let udvidet på Pårup, Fraugde og Lumby Sognekommuners bekostning i hhv. 1958, 1960 og 1967. I 1966 blev Korup-Ubberud igen forenet, og Agedrup og Seden Åsum Sognekommuner sammenlagt til Fjordager Sognekommune. Samme år blev Højby Sognekommune del af den ellers uden for området beliggende Årslev Sognekommune. Hele området lå fortsat i Odense Amt.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I 1921 var befolkningstallet i området 78.268. Igennem hele perioden steg befolkningstallet, dog med svagere vækst under Besættelsen, og i 1965 var det omtrent fordoblet til 156.453. I købstaden Odense skete der også en fordobling af indbyggertallet fra 61.969 i 1921 til 133.385 i 1965, som dog dækkede over indlemmelsen af flere omkringliggende sognekommuner. Især i løbet af 1960’erne flyttede mange fra det indre Odense ud til omegnens nye store parcelhus- og karrékvarterer.

Sognene Fangel, Brændekilde, Åsum, Fraugde, Allerup, Davinde og Allesø havde næsten ingen befolkningsvækst. Derimod voksede Pårup i perioden fra 1.134 til 9.227 indbyggere, Næsbyhoved-Broby fra 1.008 til 7.288 og Dalum fra 4.570 til 13.300. Sanderum voksede fra 1.690 til 6.846.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Indtil midten af 1940’erne blev varer i høj grad bragt til og fra Odense Havn og imellem byerne i området via jernbane. Biltrafikken voksede dog, og mange veje blev i mellemkrigstiden asfalteret. Især i Odense blev veje rettet ud og tilpasset den voksende biltrafik, der i 1929 allerede var så omfattende, at det første lyskryds blev oprettet i krydset Mageløs/Kongensgade/ Vestergade. Fra 1952 ophørte sporvognstrafikken i Odense, og den offentlige transport skete herefter med bus. Også lokalbanerne blev efterhånden presset, og i 1954 blev banen til Faaborg nedlagt, mens de resterende lokalbaner på nær Svendborgbanen blev nedlagt i 1966.

Havnen i Odense havde i første del af perioden stadig stor betydning, og Odense Kanal blev derfor fortsat forbedret og udvidet. 1939‑43 blev svajebassinet inde i havnen gravet større, og i 1964 åbnedes Havnebassin 3 mod vest.

Trafikken mellem havnen, byen og oplandet voldte i stigende grad problemer inde i byen, især ved den smalle passage under jernbanen ned mod Nørrebro. Trafikkaos skubbede til tanken om at bygge en firsporet vej mellem havnen og gennem centrum til byen syd for åen. Thomas B. Thriges Gade blev anlagt i 1960’erne og åbnede i 1970, mens strækningen til havnen var færdig i 1976. Den øgede bilisme og den langt mere fleksible lastbiltransport betød, at virksomhederne etablerede sig længere fra centrum og havnen.

Vejnettet måtte også følge med den voksende by. Mellem 1954 og 1958 blev der anlagt en sydlig ringvej fra vest til øst, (nuv. Kløvermosevej til Munkerisvej). En firsporet ringvej, Ejbygade, kom til i den østlige del af byen i forbindelse med anlæggelsen af boligområdet Vollsmose i anden halvdel af 1960’erne. Frem mod 1970 blev de firsporede veje Ørbækvej og Niels Bohrs Allé anlagt mod syd pga. indkøbscenteret Rosengårdcentret og Odense Universitet.

I 1953 åbnede Fynsværket, der skulle erstatte Odenses gamle elværk. Fynsværket blev anlagt ved Skibhuskvarteret nær Odense Kanal, hvor der kunne sejles kul til værket, som i begyndelsen af 1980’erne begyndte at levere fjernvarme til bl.a. gartnerierne.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Fra 1920’erne fandt der byudvikling sted i sognekommunerne omkring Odense. I Tarup og Dalum hhv. vest og sydøst for Odense voksede villakvarterer frem. Også nord for byen, i Skibhuskvarteret, blev der anlagt nye boligområder, ligesom der blev bygget nyt i områderne syd for Skt. Jørgens Gade og i Åløkkekvarteret inde i købstaden. Fra 1930’erne blev Munkebjergkvarteret bebygget med villaer. Modstykket til disse boliger fandtes i Bolbro vest for Odense, hvor der i samme periode blev opført en stor almennyttig boligpark med mindre lejeboliger, indkøbsfaciliteter og idrætsanlæg. I 1960’erne kom der også store udlejningsbyggerier langs Nyborgvej, Ørbækvej og Rødegårdsvej i den østlige og sydlige del af byen.

Befolkningen i det centrale Odense flyttede i stigende grad ud af byen, især fra slutningen af 1950’erne og gennem 1960’erne, hvor typehuse og parcelhuse med en høj grad af præfabrikation gjorde drømmen om eget hus økonomisk tilgængelig for en bredere del af befolkningen. Store nybyggerkvarterer blev resultatet. De største lå i Pårup Sognekommune, omkring Fuglebakken og Musvågevej, og i Hjallese, særligt øst for Svendborgvej. En af medspillerne i denne udvikling var den entreprenante ingeniør Jens Peter Koch, som byggede tusindvis af typehuse i Odense og senere i det øvrige land. Igennem 1960’erne begyndte udbygningen af byer som Korup, Sanderum, Bellinge og Fraugde, hvor folk i stigende grad bosatte sig for at pendle til Odense. Frem mod 1970 var der også tale om skattely for købstaden.

Midt i 1960’erne blev et ideologisk modspil til den selvejede villa realiseret i Odense Øst. Vollsmose, der var tænkt som højhuse med store, lyse moderne lejligheder til 10.000 odenseanere, blev anlagt som en satellit i naturskønne omgivelser ved Odense Å. Området fik også skoler, gymnasium, store idrætsanlæg og ikke mindst sit eget store indkøbscenter.

I 1964 begyndte byggeriet af Odense Universitet sydøst for Odense, og frem mod 1970 begyndte planlægningen og byggeriet af et stort indkøbsog bycenter i tilknytning til universitetet. Det skulle aflaste Odense centrum og fik navnet Rosengårdcentret, opkaldt efter den gård, som lagde jord til centeret.

På grund af strukturudviklingen faldt antallet af beskæftigede i landbruget. Det modsatte gjorde sig gældende i gartnerierhvervet, der voksede og blev til Danmarks største koncentration af gartnerier. Det koncentreredes især omkring Bellinge og Stige, og i 1929 blev der som det første sted i Danmark stiftet en fælles fynsk salgsorganisation, GASA (Gartnernes Salgsforening). Udviklingen af gartnerierne baserede sig på en række forhold såsom god jord, infrastruktur og uddannelsesmuligheder, billig fjernvarme, familieforhold og lokale traditioner.

Med byens fysiske vækst gjorde man konstant indhug i landbrugsarealerne. Ligesom mange beboere flyttede fra Odenses indre by til nye boligområder, blev også virksomheder flyttet ud, fx Dæhnfeldt Frø, der i 1966 flyttede til Dyrup, og A/S Roulunds Fabrikker, der 1964‑66 flyttede til Hjallese. Lastog personbiler samt decentral energiforsyning til erhvervslivet i form af fx elmotorer muliggjorde, at de kunne lokaliseres hvor som helst. Industriområderne, der især blev anlagt fra 1960’erne, kom derfor til at ligge spredt i sognekommunerne, bl.a. i Hjallese langs Svendborgvej, i Tarup, på vestsiden af Odense Kanal og i Højme.

I Odense var de store industriarbejdspladser stadig Thomas B. Thriges Fabrikker, der i 1920 beskæftigede 800 og herfra voksede til at beskæftige 4.150 i 1960. Men ved periodens slutning var medarbejdertallet faldet til 2.700. Odense Staalskibsværft voksede fra ca. 800 ansatte i 1920 til ca. 4.500 i 1970 og kulminerede fire år senere med ca. 6.100. Dette var dog inklusive Lindøværftet (i den nuværende Kerteminde Kommune).

Selv om både antallet og størrelsen af industrivirksomheder voksede igennem perioden, faldt andelen af personer beskæftigede i håndværk og industri fra ca. 50 % til ca. 40 %. Også inden for handel og omsætning faldt andelen af beskæftigede fra ca. 18 % til ca. 14 %. Med udviklingen af velfærdssamfundets offentlige administration, institutioner og sundhedsvæsen steg andelen af beskæftigede inden for administration og liberale erhverv, som blev næsten fordoblet fra ca. 8 % til ca. 15 %. Også andelen af befolkningen, der levede af pension, rente og understøttelse, steg fra 9 % til ca. 17 %.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Thomas B. Thriges Fabrikker

Thomas B. Thrige (1866‑1938) grundlagde sin virksomhed i Odense i 1894. Han var lige kommet hjem fra USA, hvor han bl.a. havde arbejdet med elmotorer på opfinderen Thomas Alva Edisons laboratorium. Tilbage i Danmark etablerede han et værksted med bl.a. gas- og vandinstallation og produktion af cykler, men det blev elmotorer, der blev den helt store succes. I 1898 flyttede Thrige sin virksomhed, der nu havde 34 ansatte, til et nyt fabrikskompleks på hjørnet af Tolderlundsvej. I begyndelsen af 1900-tallet blev 75 % af alle danske elmotorer produceret af Thrige, og virksomheden kom også til at producere elevatoranlæg, elektriske motortaljer og elektrisk skibsudstyr. Thrige forsøgte sig også med elbiler og senere benzinbiler, og efter 1. Verdenskrig stiftede han med to københavnske bilfabrikanter De forenede Automobilfabriker, der kom til at producere under navnet Triangel. Med overgangen fra dampkraft til el i industri og landbrug udviklede Thomas B. Thriges Fabrikker sig frem mod midten af 1900-tallet til Odenses største industrivirksomhed med tusindvis af ansatte. I 1965 fusionerede Thrige med konkurrenten Titan, og der byggedes i 1960’erne nye fabrikker til serieproduktion af motorer ved Åsumvej. Omkring årtusindskiftet var de fleste divisioner frasolgt, og der produceredes ikke længere under Thrigenavnet i Odense.

Dalum Papirfabrik og fabriksby

I 1870’erne voksede efterspørgslen på papir fra den grafiske industri og emballageindustrien, og i 1873 stiftede et konsortium af odenseanere Dalum Papirfabrik. Fabrikken blev bygget i 1874 som en af fire nye danske papirfabrikker. Placeringen nær den nye jernbane betød nem tilførsel af råmaterialer og eksport af det færdige papir. Placeringen i Dalum hang også sammen med, at der her fandtes en gammel vandmølle, der kunne omdannes til papirmølle, samt rigelige mængder vand, som var nødvendige i papirfremstillingen. Efter problemer med overkapacitet i papirfabrikationen gik næsten alle danske papirfabrikker i 1889 sammen i A/S De forenede danske Papirfabrikker. I samme periode gik man også i stigende grad over til at bruge træmasse som råmateriale i stedet for klude.

I forhold til Odense lå Dalum afsides, og for at kunne tiltrække arbejdskraft blev der omkring fabrikken bygget en ny bydel med arbejderboliger, og hvad der ellers hører til et velfungerende bysamfund. Dalum voksede med papirfabrikken, og i de gode år i slutningen af 1800-tallet tredoblede byen sit indbyggertal. I 2012 lukkede fabrikken, og i 2017 udkom en ny plan for området, hvor en del af fabrikkens gamle bygninger bliver genbrugt til nye formål.

Besættelsen

Under kampe i Sønderjylland d. 9. april 1940 omkom 13 danske soldater, hvoraf seks var fra 4. Bataljon – Fynske Livregiment, som havde kaserne i Odense. Først d. 18. maj gik tyske tropper ind i byen og overtog kasernen på Sdr. Boulevard. Senere, særligt i årene 1944‑45, skete der flere beslaglæggelser af bl.a. 13 skoler til at huse flygtninge. I de første år af Besættelsen fandt der enkelte mindre sabotager sted, men fra foråret 1943 tog modstanden til. Den 28. juli 1943 blev den tyske minelægger Linz sprængt på Odense Staalskibsværft. Besættelsesmagten krævede herefter, at arbejdet foregik under overvågning. Det førte til strejker, oprør og generalstrejke i august. Odense kom således sammen med Esbjerg til at spille en væsentlig rolle i Augustoprøret og afslutningen af samarbejdspolitikken. Herefter tiltog modstanden. Våben og sprængstof blev smuglet til Odense fra nedkastninger på Nord- og Sydfyn. Den første stikkerlikvidering i Odense ud af i alt 33 skete i november 1943. Sabotage og likvideringer førte til gengældelse i form af clearingmord og schalburgtage, bl.a. syv drab i februar 1944 og ni i december samme år. Den 14. december 1944 sprængte den såkaldte Petergruppen Odenses vartegn, Odinstårnet, som hævn for sabotage. I årene 1944‑45 opbyggede tyskerne efter omfattende ekspropriationer af 40 ejendomme i landsbyen Allesø en flyveplads i Beldringe (i Nordfyns Kommune) lige nord for Odense. Den 17. april 1945 blev Gestapos hovedkvarter i Fyns Stifts Husmandsskole i Tarup bombet af RAF, og ni personer omkom, mens 20 blev såret. Kvarteret rundtom blev ødelagt af bomberne. Befrielsen d. 5. maj kom i Odense til at koste 26 døde og 80 sårede, dels fordi tyskerhåndlangere satte sig til modværge, dels fordi modstandsbevægelsens tropper uvidende kom i ildkamp med hinanden.

Politik

I sognekommunerne fik Socialdemokratiet betydning efter 1. Verdenskrig. Tilflyttere fra Odense, der i hovedsagen var socialdemokrater, overgik hurtigt de traditionelt Venstrestemmende landbrugere i antal.

I Odense havde Det Konservative Folkeparti borgmesterposten i første del af perioden. Byen havde indlemmet Sankt Knuds Landdistrikt i 1901. Sankt Hans Landdistrikt ønskede man ikke, bl.a. fordi det var en landkommune, hvis beboere i stor udstrækning var Staalskibsværftets og Thomas B. Thriges medarbejdere og dermed i stort omfang socialdemokrater. Sankt Hans Landdistrikt blev dog en del af købstaden i 1932. I 1936 kom endelig Odense Frue Landsogn med, og ved valget i 1937 skiftede flertallet som forventet, og i resten af perioden var der socialdemokratisk borgmester i byen.

Mere om politik i kommunen

Social- og sundhedsforhold

Odense Amts og Bys Sygehus blev udvidet flere gange; først i 1928, og i 1960 blev en ny 13-etagers bygning indviet. Både børnehospitalet og epidemisygehuset blev lagt ind under amts- og bysygehuset. Ældre i Odense boede i eget hjem i en af de private gamle stiftelser for ældre eller på det kommunale alderdomshjem på Sdr. Boulevard. I landkommunerne boede de ældre i aftægtshuse, hos familie på gårdene eller på alderdomshjem i fx Næsbyhoved- Broby, Ubberud eller Hjallese.

Fattiggårde og arbejdsanstalter var afskaffet. En omfattende bolignød fra omkring 1. Verdenskrig til 1960’erne medførte mange husvildeboliger i Odense, fx barakker i Kræmmermarken og den store Cementenborg tæt ved havnen. Desuden fandtes der flere store institutioner for børn, bl.a. børnehjemmet i Bolbro, hvor der også var skole.

Mere om social- og sundhedsforhold i kommunen

Skole og uddannelse

De fleste af de ældre skoler virkede fortsat efter 1920. I 1956 var der alene i købstaden 16 kommunale skoler og syv private til at varetage grundskolingen. I de omkringliggende sognekommuner medførte befolkningsvækst behov for skoler, og flere steder blev der opført centralskoler, fx i Fraugde i 1940, i Seden i 1955 og Spurvelundsskolen i Næsbyhoved-Broby i 1963. Der var fortsat to gymnasier i Odense, og i 1962 åbnede der en gymnasieafdeling på Mulernes Legatskole; den blev i 1968 flyttet til Vollsmose.

Igennem perioden kom der flere nye uddannelsesinstitutioner til. Det Fynske Musikkonservatorium, oprettet i 1929, Søhus Gartnerskole i 1955 og Tietgenskolen fra 1954, som var en fusion mellem flere handelsskoler. Efter 1933 blev sygeplejeuddannelsen etableret som autoriseret uddannelse, og fra 1958 var der sygeplejeskole i tilknytning til Odense Amts og Bys Sygehus. I 1968 blev Den Sociale Højskole grundlagt som et resultat af den voksende velfærdsstats øgede behov for socialrådgivere. Den nok væsentligste tilføjelse til de mange nye uddannelsesmuligheder var Odense Universitet, som blev etableret syd for Odense fra 1964.

Mere om skole og uddannelse i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Odense Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1920-1970