Ved periodens begyndelse var store dele af den nuværende Odense Kommune dækket af landbrug og mindre landsbyer, hvor mange erhverv orienterede sig mod afsætningsmulighederne i købstaden Odense. Med industrialiseringen, der for alvor tog fart i anden halvdel af 1800-tallet, voksede købstaden, og de omkringliggende landområder blev efterhånden bebygget med nye industrivirksomheder og boliger til de mange tusinde arbejdere. En forudsætning for industrivæksten var Odense Kanal, der blev udvidet og uddybet flere gange igennem perioden, og ikke mindst jernbanen, der fra 1860’erne forbandt Odense med Sjælland og Jylland.
1850-1920 i Odense Kommune
L. Dæhnfeldts frøhandel i begyndelsen af 1900-tallet
Tidslinje over nyere tid i Odense Kommune.
Odense Vandværk blev opført i 1853 på det nuværende Vandværksvej 7; her fotograferet omkring 1860. I begyndelsen hentede det moderne vandværk vand fra Roersdam i Bolbro, som blev pumpet op i det 12 m høje tårn for at skabe tryk. Som forbruget steg, blev det nødvendigt med nye boringer, og mellem 1897 og 1903 blev der med håndkraft gravet en brønd på vandværkets egen grund.
Administrativ inddeling
Perioden var i høj grad præget af udvidelserne af Odense Købstadskommune. Disse fandt sted i hhv. 1858, 1878, 1880, 1882, 1893, 1913 og 1915 på sognekommunerne Odense Sankt Knuds Landdistrikts, Odense Sankt Hans Landdistrikts og Odense Frue Landsogns bekostning samt i 1901, hvor det resterende af Odense Sankt Knuds Landdistrikt blev indlemmet i købstadskommunen. I 1909 blev Dalum-Sanderum Sognekommune og i 1917 Korup-Ubberud Sognekommune begge delt i to. Hele området lå fortsat i Odense Amt.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
I 1850 boede der 25.713 personer inden for den nuværende kommunes grænser. I 1916 var dette tal næsten tredoblet til 71.781. Befolkningsvæksten var langt størst i købstaden Odense, som voksede fra 11.122 indbyggere i 1850 til 55.566 indbyggere i 1916. Der var store forskelle i udviklingen i landsognene. I sognekommunerne Korup-Ubberud, Brændekilde-Bellinge og Allerup-Davinde, der lå et stykke fra Odense, steg befolkningstallet med 10 % eller mindre igennem perioden. Store udviklinger skete omkring Dalum og i Sankt Hans Landdistrikt og Sankt Knuds Landdistrikt. Dalum voksede fra omkring 550 til omkring 3.700 pga. industriarbejdere samt muligheden for skattely ift. Odense. Odense Sankt Hans Landdistrikt blev genstand for omfattende industriudvikling og vækst i arbejderbefolkningen og voksede fra 492 i 1850 over 2.223 i 1901 til omkring 6.000 ved periodens slutning. Også i Lumby Sognekommune og i Pårup Sognekommune voksede befolkningstallet. I Lumby pga. udviklingen af gartnerivirksomhed ved Stige, og i Pårup pga. stigende tilflytning til villakvarterer i landsbyen Tarup, nærmest Odense.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
Hovedlandevejen fra Nyborg over Odense til Middelfart blev forbedret i begyndelsen af 1800-tallet og var i 1820 åbnet som betalingsvej, hvilket ophørte i 1850.
Staten overdrog i 1858 Odense Kanal, havnen og Bogø Strand til købstaden Odense. Skibene blev trukket gennem kanalen, og i 1864 blev der indkøbt en dampbugserbåd. Som skibene blev større og fik større dybgang, blev det nødvendigt at udvide og uddybe den smalle og lavvandede kanal. I årene 1883‑85 blev den gravet dybere og bredere, og der blev etableret et Østre Havnebassin. I 1886 sejlede det første større dampskib ind i havnen og påbegyndte ugentlige afgange til Newcastle i det nordøstlige England. Fra 1898 til 1904 blev kanalen løbende udvidet, og da Bogø Strand blev afvandet, blev den nordlige del af kanalen forlagt mod nord og vest. I 1920 skete der yderligere uddybning.
Den Fynske Hovedbane fra Nyborg over Odense til Middelfart blev anlagt i årene 1861‑65. Statsbanegården i Odense kom til at ligge på nordsiden af byen i relativ nærhed til havnen, hvortil der blev anlagt spor. I Holmstrup kom der i første omgang trinbræt, som i 1890 blev udvidet til station.
I de følgende årtier kom flere nye jernbaner til at udgå fra Odense: I 1876 åbnede Svendborgbanen, med egen banegård i Odense, i 1882 Odense-Bogense, i år 1900 Odense-Kerteminde, i 1906 Odense-Faaborg og i 1911 Odense-Brenderup-Middelfart. Langs disse blev der anlagt stationer og trinbrætter. I 1914 blev statsbanegården i Odense flyttet mod øst.
Der blev tidligt etableret forsyningsværker i Odense. I 1853 åbnede Danmarks første moderne vandværk. I 1891 åbnede et privat elværk og i 1908 et kommunalt. Fra 1860’erne blev der desuden kloakeret og brolagt i stor stil, i 1898 åbnede den første cykelsti, og fra 1911 kørte den første sporvogn (Fruens Bøge via statsbanegården til Hunderupkvarteret).
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Ved periodens begyndelse var der 54 landsbyer i det nuværende kommuneområde foruden købstaden Odense. Størstedelen af befolkningen i landsognene var beskæftiget med landbrug. Hertil kom i hvert sogn et antal håndværkere, fx bygningshåndværkere, hjulmagere og grovsmede. Der blev drevet fjordfiskeri i Lumby, Agedrup, Seden og Sankt Hans Sogne. I Allesø og Paarup blev der produceret klæde og sko som husflid. Efter liberaliseringen af handelen med Næringsfrihedsloven i 1857 udviklede høker- og købmandshandel sig.
Odenses omegn rummede flere mindre teglværker og kalkbrænderier, der leverede byggematerialer til den hastigt voksende by, og fra Ubberud og Allesø Sogne leveredes tørv. I landsbyerne nærmest købstaden blev der produceret fødevarer til byen, bl.a. blev der leveret ferskvandsfisk fra landsbyerne Paarup og Ejby hhv. vest og øst for købstaden, og i Paarup samt i Åsum øst for byen blev der dyrket frugt og grønt. I Stige blev der i anden halvdel af 1800-tallet anlagt flere gartnerier.
Odense var omgivet af landbrugsjord, der strakte sig over et areal på ca. 1.000 tønder land rundt om købstaden og bidrog til at forsyne mennesker og ikke mindst trækdyr, køer og svin med fødevarer. I 1866 var der 500 heste, 906 stykker hornkvæg, 127 får og 887 svin i byen. Med byudviklingen opstod der også et gartnerierhverv inde i byen.
Odense var i midten af 1800-tallet stadig præget af de mange mindre handels- og håndværksvirksomheder, store købmandsgårde samt offentlig administration og omfattende uddannelsesvirksomhed. Havnen, som havde den fjerdestørste fynske tonnage, formidlede korn og fødevarer fra hele Fyn til det øvrige Danmark, Skandinavien, England og Tyskland. Kul, jern og metal blev efterhånden vigtige importvarer til byens voksende industri, som blev etableret med Albani Bryggerierne, der indledte produktionen af øl i 1859, og Fyns første jernstøberi, som allerede var blevet etableret af M.P. Allerup i 1830’erne. Industrialiseringen tog dog for alvor fart omkring 1870, hvor en række store virksomheder blev grundlagt i og omkring byen, bl.a. Brandts Klædefabrik i 1869, Slotsgadens Dampvæveri i 1871, Odense Sukkerkogeri i 1873, Odense Glasværk i 1873 og Dalum Papirfabrik i 1874. De mange arbejdere til de nye industrier kom til at præge områderne omkring fabrikkerne, og her opstod nye bydele.
Anlæggelsen af Albani Bro i 1858 havde åbnet for, at byen kunne brede sig mod syd, og her kom der arbejderkvarterer for arbejderne på Albani Bryggerierne og Frederiksgades Jernstøberi & Maskinfabrik (nuværende Tasso). Det samme gjorde sig gældende omkring Dalum Papirfabrik. Flere steder opstod der deciderede forstæder med eget handels- og næringsliv, og efterhånden blev store områder af de omkringliggende sognekommuner bebygget. I Sankt Knuds Landdistrikt Sognekommune blev landsbyen Bolbro i 1880’erne indlemmet i købstadens bebyggelse, og omkring år 1900 udviklede villabebyggelsen sig ud mod den gamle landsby Hunderup.
I 1894 grundlagde Thomas B. Thrige en produktion af bl.a. elmotorer og anden elektroteknik og – fra 1913 – biler, der i begyndelsen af 1900-tallet voksede dels ved havnen, dels i den tidligere rytterkaserne. Ved Odense Kanal grundlagde A.P. Møller Odense Staalskibsværft i 1918. Værftet udviklede sig og kom sammen med Thriges Fabrikker til at beskæftige adskillige tusinde medarbejdere, som hovedsagelig boede i Skibhuskvarteret, der fik et særligt arbejderpræg. Mod slutningen af perioden blev væsentlige virksomheder som Alexander Wittenborgs emballagefabrik (senere Wittenborg A/S) grundlagt. Fabrikken leverede konservesdåser til fødevareindustrier som fx Odense Konservesfabrik.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Moderne forsyningsværker i Odense
I 1853 åbnede Danmarks første moderne vandværk til offentlig forsyning i Odense. Vandværket blev opført tæt ved Vesterbro, hvor vandet blev pumpet op i et 12 m højt tårn og derfra sendt ud til forbrugerne gennem støbejernsrør. Baggrunden for opførelsen var bl.a. frygten for kolera, der i disse år hærgede de danske byer. Odense var Danmarks næststørste by og tæt befolket – alligevel gik byen stort set fri af den store koleraepidemi i 1853.
Det var det rådgivende ingeniørfirma English & Hanssen, der stod bag projektet. Meget af deres viden var hentet i England, og med byggeriet i Odense blev den moderne forsyningsteknologi indført i Danmark. English & Hanssen kom i de følgende år til at præge etableringen af gas- og vandforsyning i en række danske byer.
Samtidig med vandværket blev der, som en form for pakkeløsning, også opført et gasværk, og gas- og vandrør kunne dermed lægges samtidig, så gaderne ikke skulle graves op to gange. Det primære formål med gasværket i Skt. Jørgens Gade var belysning til fx forlystelsessteder og fabrikker, ligesom der også blev opstillet gaslygter i gaderne til erstatning for tranlamper. For at gøre gasværket rentabelt solgte Det danske Gaskompagni, der drev gasværket, også kogegas til madlavning.
I 1891 var Odense igen tidligt ude på forsyningsområdet, denne gang med Danmarks kun andet elværk til offentlig forsyning (det første var anlagt i Køge tidligere samme år). Værket blev anlagt og drevet i Vindegade af Det danske Elektricitetskompagni. Det var, som det var almindeligt på den tid, et jævnstrømsværk, men der var problemer med at få det til at fungere tilfredsstillende. Det endte med, at kommunen selv overtog driften af værket. Med tiden udkonkurrerede elforsyningen gassen, og forsyningen med bygas stoppede i Odense i 1978.
Politik
I 1850 var der 14 sogneforstanderskaber samt købstaden Odense, hvor borgmesteren var kongevalgt. Indtil partidannelserne i 1870’erne var der sociale, men ikke politiske skel i kommunerne. Gårdejerne og – en sjælden gang – en husmand sad på formandsposterne. I slutningen af 1800-tallet fordelte stemmerne sig fortrinsvis mellem Venstre og Højre. Der var Venstreflertal i de fleste sognekommuner, mens Odense havde Højreflertal. Fra omkring år 1900 vandt Socialdemokratiet frem i den efterhånden arbejderprægede Odense. I 1906 blev der således valgt én radikal og seks socialdemokrater ind i byrådet, og i samarbejde med andre fik de flertal. Ved valget i 1909 blev de to første kvindelige medlemmer valgt, og flertallet gik tilbage til Højre.
Mere om politik i kommunen
Religion
De folkelige bevægelser grundtvigianismen og Indre Mission fik godt fodfæste i Odense i anden halvdel af 1800-tallet. Grundtvigianeren Christen Kold oprettede en højskole i Dalum i 1862 og virkede også for Odense Friskole, der blev oprettet 1863. I sognekommunerne stod grundtvigianismen også stærkt, og der blev opført forsamlingshuse i bl.a. Vor Frue Landsogn i 1894, i Næsbyhoved-Broby i år 1900 og i Paarup i 1910. Indre Mission byggede missionshuse i Odense i hhv. 1883 og 1890. De stiftede også KFUM og -K samt sømandshjemmet i 1904. Derimod blev der ikke bygget missionshuse på landet.
I 1867 kom der en katolsk menighed i Odense, som 1906‑08 fik opført Sct. Albani Kirke. I 1907 genoprettede polske nonner fra Sankt Hedvig-ordenen Dalum Kloster. Siden 1700-tallet havde der været en jødisk menighed i byen, og i 1870’erne og 1880’erne blev der oprettet baptist- og metodistmenigheder.
Den store befolkningsvækst i Odense betød, at der blev bygget flere nye sognekirker i købstaden i begyndelsen af 1900-tallet. I Stige kom der ny kirke i 1886 og i 1902 i Ravnebjerg.
Mere om religion i kommunen
Social- og sundhedsforhold
I Vindegade i Odense var der i årene 1846‑47 blevet opført en stor fattiggård, der blev udvidet flere gange i løbet af perioden. Den blev i 1915 afløst af en forsørgelsesanstalt i Albanigade og et alderdomshjem på Sdr. Boulevard. I sognekommunerne blev der også bygget og drevet fattighuse, fx Brændekilde Fattiggaard.
Gråbrødre Hospital var i brug indtil 1862, hvor et sygehus i Albanigade for Odense amt og by erstattede hospitalet. Den såkaldte sindssygeanstalt Dåren fungerede indtil 1888, da der i Middelfart blev oprettet et hospital for sindslidende. I Odense åbnede der endvidere et epidemihospital i 1892, et børnehospital i 1899 og Sct. Josephs Hospital i 1901. I begyndelsen af 1900-tallet var sygehuset i Albanigade blevet for småt, og i 1912 blev Odense Amts og Bys Sygehus på Sdr. Boulevard indviet.
Mere om social- og sundhedsforhold i kommunen
Skole og uddannelse
I Odense var der ved periodens begyndelse et gymnasium, Katedralskolen, som fra 1918 også optog piger, Teknisk Skole, som var grundlagt i 1844, samt fem kommuneskoler. Desuden var der enkelte mindre, private skoler. I sognekommunerne var der 20 skoler, heriblandt 13 rytterskoler grundlagt 1721‑22.
Ved periodens afslutning var der bl.a. tilføjet Sct. Knuds Gymnasium i 1853, Dalum Højskole i 1862, Handelsskolen i 1877, Dalum Landbrugsskole i 1886, Odense Seminarium i 1895, Drengeborgerskolen i 1897, Pigeborgerskolen i 1904 samt Fyns Stifts Husmandsskole i 1908. Hertil kommer forskellige private skoler. Mange af skolerne voksede, flyttede og fik nye bygninger undervejs.
Foruden de mange uddannelsesinstitutioner fandtes der i byen håndværk og fx sygepleje, som foregik ved mesterlære, sidemandsoplæring og praktik. Det samme gjorde sig gældende på landet, hvor traditionelle håndværk som hjulmager, tømrer, murer og grovsmed i begyndelsen af perioden stadig var fremherskende.
Mere om skole og uddannelse i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Odense Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Odense Kommune
- Middelalder i Odense Kommune
- 1536-1850 i Odense Kommune
- 1920-1970 i Odense Kommune
- 1970-2007 i Odense Kommune
Se alle artikler om 1850-1920
