Befolkningsudviklingen svingede i perioden: Vækst blev afløst af tilbagegang som følge af epidemier og svenskekrigene, men herefter kom der igen vækst. Udskiftningen af landsbyerne, hvoraf de fleste var mindre og mellemstore, få store, fandt sted i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Købstaden Odense nød godt af de trafikale forhold og havde en indbringende handel frem til midten af 1600-tallet, herefter blev byen til dels udkonkurreret af København. I anden halvdel af 1700-tallet opstod mindre industrier i Odense, og industrialisering tog fart i det efterfølgende århundrede.
Lindved Vandmølle fra 1847. Af Jens Nørgaard Larsen/Trap Danmark, 2020.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Odense Kommune
Dette kolorerede kobberstik med titlen Kort over Odense Canal viser kanalen, som den blev opmålt i 1796. Det er tegnet af landinspektør M.N. Bondesen i 1806. Udgravningen af Odense Kanal var et af tidens helt store anlægsarbejder. Det blev foretaget med håndkraft, og der måtte hentes ekstra arbejdere hertil fra Holsten. Efterhånden som skibene blev større, blev det nødvendigt at udvide og uddybe kanalen.
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Tidslinje over middelalderen til 1850 i Odense Kommune.
Administrativ inddeling
Hele den nuværende Odense Kommune lå indtil 1662 i Sankt Hans Klosters Len. Efter amtsreformen lå området i Odensegård Amt (efter 1809: Odense Amt). Med oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på Odense Købstadskommune og 15 sognekommuner, og med amtsrådenes etablering i 1841 blev området lagt i Odense Amtsrådskreds.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Der kan ikke siges noget præcist om befolkningsudviklingen i landdistrikterne i Odense Kommune før folketællingernes komme i slutningen af 1700-tallet. En vækst i 1500-tallet og ind i 1600-tallet stoppede og afløstes derefter af en stærk tilbagegang under svenskekrigene. Undervejs var der også tilbageslag som følge af epidemier; herefter fulgte igen en vækst. I købstaden kan man med nogen forsigtighed beregne befolkningstallet til 3.000‑3.200 i 1570’erne og 4.000 omkring 1640. Indimellem var der store epidemier som i 1584, 1602‑03 og 1648‑49, men tilflytning udlignede tabet. I modsætning til de fleste andre byer udviklede næringslivet i Odense sig gennem hele 1700-tallet, hvilket gav grundlag for en vækst gennem hele perioden.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 14.447 i den nuværende Odense Kommune, heraf 5.363 i Odense. I 1850 var befolkningstallet i kommunen steget til 25.713, heraf 11.122 i Odense.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Ved matrikuleringen 1682 bestod bebyggelsen i Odense Kommune fortrinsvis af mindre og mellemstore landsbyer; der var dog enkelte store. Fangel hørte til de rigtig store med 34 gårde, herefter kom Allesø med 30; Broby, Hjallese og Bellinge havde hver 21. I det bakkede område omkring Ubberud og Sanderum lå over 20 enkeltgårde. Ellers lå enkeltgårdene oftest tæt på vådområder med enge som langs Rydså og Odense Å eller som på nordsiden af Odense Fjord. De herregårde, som eksisterede i 1682, lå også i nærheden af åerne; ud over de to førnævnte åer også langs Vejrup Å. Et par herregårde brød mønsteret ved at ligge i Odenses nærhed. Her var det ikke engene, men magten, som trak. Antallet af husmænd med jord var samme år ikke stort; der var omkring en husmand for hver otte gårdmænd. I nogle sogne var der slet ingen husmænd med jord. Forholdsvis flest var der i Lille Ubberud (fem mod tre gårdmænd), Korup (syv mod 13 gårdmænd) og Volderslev (ni mod 17 gårdmænd).
Udskiftningen i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, hvor hver enkelt lodsejers jord blev fastlagt, voldte normalt problemer for de større landsbyer. Sædvanligvis ønskede de fleste at beholde bygningerne på stedet, hvilket kolliderede med ønsket om at få jorden samlet omkring gårdbygningerne. I Fangel lå de fleste gårde omkring en stor forte, men to små samlinger af gårde lå syd for byen, og en enkelt gård, Tuemosegård, var tidligt flyttet ud i det sydøstlige hjørne af ejerlavet. Resultatet af udskiftningen her blev, at gårdene blev liggende, mens hver enkelt gård fik sine jorder i lodder flere forskellige steder. Den landbrugsøkonomiske forfatter Jacob Aall Hofman (Bang) nævner i sin beskrivelse af Odense Amt fra 1843, at der var klager over udskiftningen af Fangel. I den næsten lige så store landsby Allesø var man mere heldig og kunne foretage en stjerne-/blokudskiftning, hvor en halv snes gårde blev flyttet ud. Det muliggjorde, at de tilbageblivende gårde gennemgående kunne få jorden i én lod, selv om den blev noget langstrakt. På kanten af enkeltgårdsbebyggelsen var Ubberud blevet inddelt i en masse små lodder, hvor hver enkelt gård fik sin jord spredt. Et udbredt mønster var stjerneudskiftningen, oftest kombineret med nogle blokke uden for stjernen. Sanderum og Højme er fine eksempler herpå. Hjallese, der i slutningen af 1700-tallet var en større landsby med godt 20 gårde, har sin egen udskiftningshistorie forårsaget af en brand i landsbyen, hvorunder nogle gårde nedbrændte. Efter branden blev to gårde udskiftet mod vest, to mod syd og fem helt mod øst, mens resten fortsatte i midten i fællesskab med kobbelbrug. Senere blev de sidste gårde udskiftet, men blev liggende inde i byen. I den nordlige del bestod landsbyen Lumby af en kerne omkring en forte suppleret med en række på østsiden af vejen mod nord. De sidste fik en stribe agerjord på hver side af vejen suppleret med en agerlod syd for landsbyen. Selv om det turde være hensigtsmæssigt at bebygge de sydlige lodder, skete dette ikke før engang efter 1850. Stige havde sit helt eget bebyggelsesmønster, der udgjordes af en række nærmest sammenbyggede gårde og huse langs stranden suppleret med få huse langs vejen mod nord. Det var en blanding af fiskerleje og landsby. Stige skulle hurtigt ændre sig efter udskiftningen, for med åbningen af Odense Kanal i 1804 kom mange daglejere og andre, som var beskæftiget med omladning af varer til skibene. Den første inddæmning her fandt allerede sted i 1822. Rester af den oprindelige Odense Kanal er bevaret nord for krydset Kanalvej/Gammelsø i form af dæmningen, der adskilte havnebassinet fra Næsbyhoved Sø. Herudover er et stykke af kanalen bevaret langs Skibhusene som udløb for Fynsværkets kølevand.
Selv om Hofman (Bang) mente, at herremændene længe fastholdt hoveriet, voksede antallet af husmænd kraftigt fra udskiftningen og frem til 1840. Odenses omegn blev selvfølgelig påvirket af Odenses vækst, og husmandsbrugene skød op her, men også længere væk skete en udstykning. I Fangel var antallet af gårde vokset til 44 gennem delinger af gårde, og der var kommet over 60 husmandsbrug. De fleste var kommet til omkring udskiftningstiden, men en snes var kommet senere. Stige var naturligvis særlig: Her var de to huse i 1682 vokset til omkring 50 i 1840, de fleste var kommet før 1809.
I den nuværende Odense Kommune kendes der mindst 12 herregårde. Enkelte som Sanderumgård nedlagdes for senere at genopstå ad flere omgange. Ni af dem stammede fra middelalderen, men allerede i første halvdel af 1600-tallet var to, Kærbygård og Volderslevgård, blevet nedlagt. Ved matrikuleringen 1682 var der otte herregårde. De var af meget forskellig størrelse. To var store, Christiansdal med 109 tønder hartkorn herregårdsjord og Sankt Hans Kloster med 103. Christiansdal, det tidligere Dalum Kloster, blev efter Reformationen inddraget som kongeligt len indtil 1662, da det kom i privat eje. I 1722 kom det tilbage under kronen og blev lagt sammen med ryttergodset. Ved auktionen i 1764 over ryttergodset kom det igen i privat eje. Fæstegodset bortsolgtes til selveje inden 1840. Sankt Hans Klosters og Sankt Knuds Klosters jorder kom også til at indgå i kongens ejendom og blev ryttergods indtil auktionen, hvorefter Marienlund og Åløkkegård opstod i privat eje. Her blev bønderjorden frasolgt hhv. lige efter år 1800 og op mod 1850. En mellemstor herregård i 1682 var Sanderumgård med 58 tønder hartkorn herregårdsjord, mens resten var små.
Der var i det nuværende kommuneområde omkring 1790 mindst 14 vandmøller, men ingen vindmøller. Ved selve Odense lå Pjente Mølle og Munke Mølle, og nærved også to andre, Ejby Mølle og Næsbyhoved Mølle. Ganske vist satte naturlige forhold deres grænser, men fire møller var ikke meget for en købstad af Odenses størrelse. Møllerne lå fortrinsvis i den centrale og østlige del af kommunen – fem ved Odense Å, tre ved Lindved Å og tre ved Vejrup Å. Omkring 1840 malede de fire møller ved Odense samt Dalum Mølle op mod 50.000 tønder korn årligt. Desuden var der ved Ejby Mølle også en oliemølle og ved Munke Mølle og Dalum Mølle stampeværker, som årligt stampede over 50.000 alen klæde og vadmel. En forholdsvis stor del kom fra Sletten nord for Odense, hvor der også blev produceret en del linned. Derudover blev der produceret tegl på teglgårde ved hhv. Dalum Kloster og ved Store Hesbjerg vest for Odense, hvor der dengang fandtes store skove. I Radby er der desuden udgravet en tidlig 1600-tals pottemagerovn til lertøj af typen fynsk sortgods, der var meget benyttet i århundrederne efter Reformationen.
Bebyggelse og erhverv i byen
Som købstad var Odense på flere måder begunstiget. Den havde et stort og rigt opland, hvor åerne løb ned mod byen og gjorde transporten nemmere. Dens centrale placering på Fyn blev understreget af, at alle de vigtige veje gik gennem Odense. Det var besværligt at tage fra den ene kystkøbstad til den anden, så størstedelen af den givtige studetransport gik gennem Odense. De store hovedlandeveje på Fyn blev yderligere udbygget omkring år 1800, og først derefter begyndte de mindre amtsveje at blive forbedret. Den centrale funktion eksisterede også på landsplan, hvor Odense i 1500- og 1600-tallet var centrum for mange større møder og sociale begivenheder. Denne funktion forsvandt derefter og overgik til København. Odense havde dog et svagt punkt: forbindelsen til havet. Det var ikke muligt at sejle til Odense, så indtil 1572 blev Biskorup brugt som ladested, herefter gik handelen først og fremmest over Kerteminde. Andre ladesteder var Odense Fjord, Klintebjerg og Stige. Anlæggelsen af Odense Kanal fra Odense Havn til Stige, hvor det første skib sejlede igennem i 1803, var et stort fremskridt.
Særligt 1500-tallet, men også første halvdel af 1600-tallet, var gode tider for Odense. Købmænd og håndværkere leverede til hoffet og til hæren. De gode afsætningsmuligheder for varer af høj kvalitet tiltrak dygtige håndværkere, som kunne lave alt lige til Christian 4.s krone. Den fynske adel blev tiltrukket, både som kunder og som beboere i Odense om vinteren. Men allerede under Trediveårskrigen 1618‑48 begyndte det at gå tilbage for handelen, for handelspartnerne i Nordtyskland led under krigen, og nederlændere og englændere overtog deres plads. Især ramte det kvæghandelen, hvor Odensekøbmænd havde siddet på omkring en tiendedel af den danske del af denne givtige, men kapitalkrævende handel. Kvæghandelen med kronen gik omkring 1640 over på københavnske hænder, og samtidig begyndte tyske og nederlandske opkøbere at trænge sig ind, hvilket betød, at Odenses andel gik stærkt tilbage.
Denne svage tilbagegang blev til en stærk, foranlediget af svenskekrigene 1657‑60. Odense blev ramt af plyndringer, og brandskatning og epidemier satte byen kraftigt tilbage. Desuden led oplandet et stort knæk, og det tog årtier, før det var kommet sig. Det gjorde det heller ikke nemmere, at kronen valgte at gøre Nyborg til stabelstad for Fyn, så hele udenrigshandelen skulle samles her. Det fik dog ikke den store betydning for Odense, der var nemlig ikke mange skibe hjemmehørende i Odense, antagelig pga. havneproblemerne.
I 1700-tallet oplevede byen en stabil, om end ikke overvældende, vækst, båret af succesfulde håndværksfag som handskemagere, skomagere og sadelmagere. Efter 1750 kom de første anslag af industri, tekstilfremstilling, tobaksspinderi, sukkerraffinaderi og sæbesyderi. Men først i 1830’erne kom gennembruddet med Preben Lihme Brandts Klædefabrik, M.P. Allerups Jernstøberi, N.N. Blumensaadts sæbefabrik og flere andre. I årene op mod 1850 steg kornudførslen kraftigt, og kornfirmaet Elias B. Muus etablerede sig i Odense i 1842.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Oluf Bager
Portrættet af Oluf Bager er udført af August Behrends i 1879 på baggrund af et epitafium, som Bager lod ophænge i Odense Gråbrødreklosterkirke i 1576, og som i dag er ophængt i Sankt Hans Kirke. Maleriet på epitafiet forestillede ud over ham selv hans hustru og deres 12 børn.
Oluf Bager (ca. 1521‑1602) var af lokal købmandsslægt og fik en særlig status blandt de fynske købmænd, da han under Den Nordiske Syvårskrig 1563‑70 blev storleverandør til hæren, fx af klæde. Han tjente også penge som eksportør af korn og kvæg og ydede snart kronen en påskønnet, langstrakt kredit. Efter krigen videresolgte han bl.a. korn fra kongelige len, men fra ca. 1580 var hans handel i tydelig tilbagegang. Oluf Bager købte og ombyggede mange ejendomme i Odense, bl.a. hans mødrene gård, Nørregade 29, der er bevaret i dag, mens andre blev ofre for det store gadegennembrud i 1960’erne. I 1567 blev han rådmand i Odense.
Oluf Bager skal engang have fået besøg af Frederik 2. og fyrede da med kanelbark. Da kongen bemærkede ekstravagancen, kastede Bager som gestus nogle kongelige gældsbreve på ilden for at gøre indtryk – desværre en vandrehistorie. Han døde som sin lokale konkurrent, Hans Mule, under pesten i 1602.
Videre læsning
Læs mere om historie i Odense Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Odense Kommune
- Middelalder i Odense Kommune
- 1850-1920 i Odense Kommune
- 1920-1970 i Odense Kommune
- 1970-2007 i Odense Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
