Ved Blommenslyst i den vestligste del af kommunen ligger et småkuperet dødislandskab med dødishuller og fladtoppede issøbakker. Det særegne landskab tog sin begyndelse i slutningen af sidste istid, hvor blokke af dødis blev efterladt, da de store gletsjere smeltede tilbage. Dødisen blev dækket af jord og kunne ligge begravet i flere tusinde år. Da den endelig smeltede, opstod der fordybninger i terrænet. Med tiden blev mange af fordybningerne fyldt med vand og fremstår i dag som runde søer.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Odense Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræne- og smeltevandsaflejringer fra sidste istid, Weichsel, samt af extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke blev overskredet af isen. De store områder i nord, som dækkes af havaflejringer, skyldes overvejende landindvindinger. I bunden af ådalene findes ferskvandsaflejringer, som er afsat i tiden efter sidste istid.
.

Geologisk tidslinje over Odense Kommune.

.

Det landskab, som i dag kan opleves i Odense Kommune, blev overvejende skabt i sidste istid, Weichsel. Hele den nordlige og østlige del af kommunen består af en udstrakt moræneflade kaldet Sletten eller »det flade Fyn«, som strækker sig fra Davinde og Odense Fjord i øst til Middelfart Kommune i vest. I området omkring Åsum og Fraugde ses langstrakte, svagt hvælvede bakker, der er trukket ud i isens bevægelsesretning fra sydøst mod nordvest, så de danner en orientering i landskabet; en såkaldt terrænstribning. Øst for Odense ligger de enkelte bakker som langstrakte moræneøer på Langeskov-Seden Hedeslette, hvoraf kun en mindre del når ind i Odense Kommune. Vest for Odense gennemskæres den let bølgede moræneslette af tre parallelle dale, der følger terrænstribningens retning og fortsætter ind i Nordfyns Kommune. Dalene gennemstrømmes af hhv. Rydså, Stavidså og Viemoserenden.

Syd for Odense, mellem Højby og Bellinge, hæver landskabet sig til 30‑40 m.o.h. og danner den nordligste del af den midtfynske højslette, der mod sydvest kantes af De Fynske Alper med Svanninge Bakker. Ligesom det flade Nordfyn er den midtfynske højslette svagt bølget og trukket ud i isens bevægelsesretning, som her har en nordøst-sydvest-orientering. Omkring Fangel fremtræder sletten med jævne bakker. Højsletten er furet af dale, der følger terrænstribningens retning. Mest fremtrædende er dalene, der gennemstrømmes af Lindved Å og Odense Å, som afvander store dele af det centrale Fyn. Odense Å løber sammen med Lindved Å ved Åsum og udmunder i Odense Fjord.

I egnen omkring Blommenslyst i den vestligste del af kommunen skifter landskabet karakter, og »det flade Fyn« afløses af et småkuperet morænelandskab med mange dødishuller. I landskabet, der grænser op til Vissenbjergs dødisområde i Assens Kommune, ligger der fladbakker opbygget af issøler. Blandt de mest markante er Dyred Banke, som med en højde på 123 m.o.h. er kommunens højeste naturlige punkt. Dernæst kommer Smedebjerg 102 m.o.h., Stenkistebjerg 91 m.o.h. og bakken med skovpartiet Øghaven 81 m.o.h.

Den fligede kyst langs sydsiden af Odense Fjord er bestemt af istidslandets terrænstribning og et fladt, marint forland, som er resultatet af den landhævning på omkring 0,5 m, som har fundet sted siden Littorinahavets (Stenalderhavets) tid. På den modsatte side af fjorden præges kystlandskabet af Seden inddæmmede Strand og Lumby inddæmmede Strand, der blev tørlagt hhv. 1822‑80 og 1942‑46.

Landskabets dannelse

I slutningen af sidste istid trængte Nordøstisen ind over Danmark, og for 22.000 år siden nåede den frem til Hovedstilstandslinjen i Jylland. Bortsmeltningen af Nordøstisen blev afbrudt af flere genfremstød. Under et af disse genfremstød blev De Fynske Alper med Svanninge Bakker dannet som en randmoræne, mens den midtfynske højslette blev skabt inde under den fremrykkende is som et jævnt, terrænstribet bundmorænelandskab. Da Nordøstisen smeltede bort, efterlod den stilleliggende dødis over et stort område på det centrale Fyn.

Lindved Ådal og Odense Ådal menes at være tunneldale, som blev udgravet af fossende smeltevandsstrømme inde under isen. Smeltevandet dannede også åse, heriblandt Højby Ås, der over en strækning på knap 20 km snor sig gennem Lindved Ådal fra Højby mod sydvest til egnen vest for Nørre Broby. Åsen er en bugtende kæde af grusbakker, der kan betragtes som afstøbninger af den tunnel under isen, hvori smeltevandsfloden løb på sin vej ud mod isranden i sydvest.

Efter Nordøstisen fulgte Den Ungbaltiske Is, som bevægede sig ind over landet fra en østlig og sydøstlig retning. Isen dækkede ikke blot Fyns nuværende kystegne, men skred også ind over Midtfyn, indtil den for ca. 19.000 år siden nåede Østjylland. Da isen gled frem og formede »det flade Fyns« milevide moræneflade, skabte den samtidig den karakteristiske terrænstribning af langstrakte bakker, som kan ses nord og øst for Odense. Bakkernes orientering viser, at Den Ungbaltiske Is bevægede sig uden om den vældige masse af stilleliggende dødis, som Nordøstisen havde efterladt på Midtfyn. Også dalene nordvest for Odense anses for at være tunneldale, som blev dannet under Den Ungbaltiske Is. Bunden af dalene veksler mellem tærskler og bassiner, der i dag ofte rummer søer og moser, hvilket bl.a. kan ses i dalen nordvest for Næsbyhoved-Broby.

Da Den Ungbaltiske Is smeltede bort, banede smeltevandet sig vej gennem tunneldalene, der mundede ud foran den vigende isrand. De oprindelige tunneldalstræk er derfor i nogen grad blevet udvisket af flodaflejringer. Andre steder fulgte smeltevandet naturlige lavninger, der derved blev forvandlet til fladbundede dalstrøg. Også Odense Ådal har haft en omskiftelig tilværelse. Oprindelig blev dalen dannet som en tunneldal af smeltevandsstrømme inde under Nordøstisen. I afsmeltningstiden blev den til en åben dal, hvis bund blev udjævnet med sand og grus af et fletværk af smeltevandsløb. Efterhånden blev smeltevandsfloden smallere og gravede sig ned i dalbunden. Derved blev der skabt en ny og smallere dal, hvilket førte til dannelsen af terrasser langs dalens sider. I dag gennemstrømmes dalen af Odense Å, som i sammenligning med istidens fossende smeltevandsfloder blot er et ganske beskedent vandløb.

Det særprægede bakkeland omkring Blommenslyst er dannet ved afsmeltning af den dødis, som var blevet efterladt af både Nordøstisen og Den Ungbaltiske Is. Dødisen var mere eller mindre dækket af jord, og i det kolde klima kunne den ligge begravet i flere tusinde år. Mens dødisen udgjorde en sammenhængende masse, rummede den ofte søer, hvori smeltevand aflejrede sand og ler. Bortsmeltningen af dødisen skabte et småkuperet landskab, hvor aflejringerne fra issøerne kom til at stå tilbage som fladtoppede bakker med stejle sider.

Inden isen helt slap sit tag i kommunen, aflejrede smeltevandet fra den vigende is sand ud over store områder. Disse mere magre, flade områder kan i dag genfindes som den lille Lumby Hedeslette nord for Odense samt Langeskov-Seden Hedeslette mellem moræneryggene nord for Davinde og Fraugde.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Odense Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber