Tidslinje over oldtiden i Frederikshavn Kommune

.
Rundhøjen ved Karup nær Gærum er en af de mange gravhøje, der ses i landskabet i Frederikshavn Kommune. Tidligere var der flere, men mange er i dag forsvundet på grund af intensiv pløjning og byggeri.
.
Jættestuen ved Blakshøj fra yngre stenalder er opført af Tragtbægerkulturens mennesker (ca. 3300-ca. 3200 f.Kr.). Anlægget, der er over 4 m højt og har en diameter på omkring 25 m, rummer et ca. 8 m langt kammer. Udateret foto.
.

I de ældste tider passerede grupper af jægere gennem den nuværende Frederikshavn Kommune i deres jagt på rensdyr. Senere, da landet var blevet skovdækket, begyndte mennesket at være mere permanent til stede; først langs de store åer og siden også ved kysterne. Med landbrugets opståen i yngre stenalder begyndte befolkningen i større grad at sprede sig i området.

I begyndelsen blev der især anlagt bopladser i de højereliggende områder vest og sydvest for Frederikshavn, hvor dyrkningsbetingelserne var bedst. Bebyggelsen spredte sig siden til størstedelen af kommunens område. Oddens ufrugtbare landskab rummer dog kun få spor efter menneskelig aktivitet.

Ældre stenalder

Tundralandskabet, som opstod, da isen havde trukket sig tilbage, var bart og koldt. En klimamildning ca. 11.800 f.Kr. gav dog de rette betingelser for en skovtundra, og det var dette landskab, de første mennesker fra Brommekulturen (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.) mødte, da de i jagten på rensdyr nåede frem til området. I Frederikshavn Kommune er enkelte skafttungespidser af flint imidlertid de eneste spor efter senistidens jægere.

En forværring af klimaet fik jægerne til at forlade området, men knap et par tusind år senere, da klimaet atter var blevet mildere, dukkede de op igen. Landskabet var nu dækket af en lysåben skov af bl.a. birk, asp og pil. Da rensdyrene var trukket længere mod nord, jagede de indvandrede maglemosejægere nu urokser, hjorte og småvildt. Der er fundet en del bopladser fra Maglemosekulturen (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) i form af flintopsamlinger ved de store åer, og genstande af organisk materiale kendes også, fx et pileskaft af fyrretræ fundet i en mose ved Fippenborg.

Den skandinaviske iskappes afsmeltning skabte ca. 6500-ca. 4000 f.Kr. en havstigning, der omdannede Vendsyssel til en stor og nogle mindre øer. Det varmere og fugtigere klima, som fulgte, forandrede skovene til skov af eg, lind og elm. Den seneste del af ældre stenalder, Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.), er kendt fra talrige flintfund ved datidens kyster og åer, hvor man kunne udnytte havets og jordens ressourcer.

Yngre stenalder

Med agerdyrkningens opståen i yngre stenalder (ca. 3950-ca. 1700 f.Kr.) blev befolkningen bofast, og grave kendes da også i stort tal. De ældste var ofte imponerende anlæg, fx dyssen ved Skavange og langdyssen Stenstuen samt jættestuen ved Blakshøj, der er den eneste bevarede jættestue i Vendsyssel.

Ofringer var også almindelige, og i mange af Frederikshavn Kommunes vådområder er der fundet offergenstande som lerkar, flintøkser, flintdolke og ravperler. Det største fund af ravperler i Vendsyssel blev gjort i 1907 under tørvegravning ved gården Silkeborg nær Østervrå. Her fandt man over 4.500 ravperler, der var nedlagt i et lerkar.

De bopladser, som bønderne i denne periode anlagde i tilknytning til deres agre, er der ikke fundet mange af.

Bronzealder

Bronzealderens (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) kulturlandskab er præget af mange gravhøje, hvoraf enkelte, fx højen ved Langtved, er undersøgt. En udgravning i 1965 viste, at den 2 m høje tørveopbyggede høj rummede en lang, smal stenkiste med brændte knogler. Eneste gravgave var en lille bronzekniv.

Bopladsundersøgelser er få, men i 1988 blev en stor hustomt ved Store Tyrrestrup undersøgt. Huset var et treskibet langhus, 48 m langt og 9 m bredt, hvor der var nedgravet 3,2 kg bronze i gulvet, fortrinsvis kasserede økser, der skulle anvendes som råmateriale ved nystøbninger.

Yngre stenalders tradition med at gemme eller ofre genstande blev videreført i bronzealderen, og både redskaber, våben og smykker indgik i datidens kult. Et gemt ravdepot, der var et værdifuldt element i vareudvekslingen, blev fundet i et lerkar ved Klattrup i 1905. Karret indeholdt 3,3 kg ravstykker og enkelte bronzegenstande. Ofrede smykker er fundet i martørven ved Rannerød og i Lykkesholms Mose.

Jernalder

Den halshuggede Stidsholtkvinde fra førromersk jernalder blev fundet i 1859. Hendes hår er endnu ordnet i en smuk opsat frisure med snoromviklede hårtotter og et 75 cm langt hårbånd.

.

Jernalderen er den bedst belyste oldtidsperiode i Frederikshavn Kommune. Der er foretaget arkæologiske undersøgelser af mange bopladser, heriblandt de ret omfattende undersøgelser af Volstrup og Øksenhede.

Der er også fundet mange grave, hvoraf de ældste er fladmarksgrave, dvs. grave anlagt i jordoverfladen uden høj. Begravelserne fra førromersk jernalder foregik ved brug af ligbrændingsgrave, mens det ved overgangen til ældre romersk jernalder blev mest almindeligt at begrave ubrændte lig i jordfæstegrave. Gravene var opbygget af store sten eller indeholdt trækonstruktioner som fx sadeltag. Blandt de bevarede gravgaver ses mange lerkar, knive, spænder og smykker, ofte smukt forarbejdede.

I yngre romersk og germansk jernalder vinder ligbrænding frem igen, og gravgaverne bliver færre. Ofte er gravene nu dækket af små gravhøje, der jævnligt er omkranset af runde eller trekantede stensætninger, som fx gravpladserne ved Volstrup, Ris Fattiggård og Donbæk. Sidstnævnte gravplads blev benyttet gennem 800 år i jernalderen, og den har vist sig at rumme mindst 62 høje, hvoraf de største er ældst.

Ofringer i søer og moser knyttede sig endnu hyppigt til den rituelle praksis. Som regel var ofringerne mosepotter, dvs. lerkar, ofte ledsaget af slagteofre. I Torslev Sogn er der fundet moselig i Krogens Mølle Mose og Stidsholt Mose. Sidstnævnte sted blev der fundet et afhugget kvindehoved, der er blevet kulstof 14-dateret til 392-204 f.Kr. I midten af 1800-tallet blev der ved Trinnemose fundet dele af et våbenoffer, der ud over våben også indeholdt hesteudstyr.

Metaldetektorernes øgede udbredelse har betydet, at der siden 1990’erne er fundet mange metalgenstande fra germansk jernalder og vikingetid. Særlig metalrige pladser er Ejstrup, beliggende nær områdets bopladser, og den store gravplads i Volstrupområdet. Endelig må nævnes, at det østlige Vendsyssel er den del af landsdelen, hvor der er fundet mest guld fra jernalderen.

Vikingetid

Ejstrupbopladsen samt de store gravpladser med brandgrave ved Volstrup og Ris Fattiggård var stadig i brug i vikingetiden. Da Volstrupgravpladsen i samtiden var hærget af sandflugt, skabte det gode bevaringsforhold for stensætninger og små høje over gravene; selv en tørvekiste eller et tørvehus, der dækkede en rig kvindes brandgrav, blev bevaret. Jordfæstegrave fra vikingetiden kendes fra den lille gravplads ved Horsmark. I flere stenrev langs kysten nord for Strandby er der gennem årene desuden fundet adskillige knogler af såvel vilde som tamme dyr. Ligeledes er der fundet to menneskekranier, som kunne kulstof 14-dateres til vikingetiden, samt enkelte genstande fra yngre jernalder og vikingetid – fx en snorestrammer af hvalknogle – der er blevet tolket som offerfund.

Strandbys vikingetid blev yderligere belyst, da der i 2012 blev fundet en sølvskat med mønter dateret til 990’erne. Skatten består af ca. 350 dele i form af mønter, brudsølv, et ituklippet filigransmykke og en torshammer. Mønterne, der både er danske og udenlandske, omfatter bl.a. de sjældne korsmønter slået af Harald Blåtand. Ved Strandby samt ved Voers Ås udløb var der i vikingetiden naturhavne. Detektorfund antyder, at disse havne blev anvendt som lade-, handels- og håndværkspladser.

I vikingetiden var Limfjorden formentlig den foretrukne søvej for den vestgående sejlads, og flere togter til og fra Vesteuropa benyttede fjorden til gennemsejling. Den nordgående sejlads fulgte derimod Jyllands østkyst, formentlig med landkending, men i sikker afstand fra kysten.

Voersåroret

Stranding og forlis i Vendsyssel har ikke været forbeholdt Skagen Odde, men er også sket andre steder, hvilket har resulteret i vigtige marinarkæologiske fund. Blandt de mest betydningsfulde er Voersåroret, som blev fisket op ud for Voerså i 1958. Roret er et sideror fra 900-tallet. I dansk sammenhæng er fundet vigtigt, da det har bidraget til vores forståelse af, hvordan vikingetidens skibe blev manøvreret.

Videre læsning

Læs mere om historie i Frederikshavn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid