Hals Kirketomt af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i Frederikshavn Kommune

I middelalderen fik Skagen og Sæby købstadsrettigheder. Begge lå ved havet, og orienteringen mod kysten og fiskeriet var vigtige faktorer for økonomi og bebyggelse. Som følge af en befolkningsvækst skete der især i 1200-tallet en nykolonisering af de sydlige kystområder. I den nordlige del var der kun spredt bebyggelse.

Administrativ inddeling

Den nordlige del af den nuværende Frederikshavn kommune hørte i middelalderen i retslig henseende under Horns Herred. Åsted, Flade og Gærum Sogne hørte under Vennebjerg Herred, mens sogne syd herfor hørte under Børglum Herred. Dog hørte denne del af kommunen fra før 1355 til kort efter 1544 under det nyoprettede Skovbo Herred. I den tidlige middelalder hørte hele kommunen under Vendsyssel, mens Horns Herred i senmiddelalderen hørte under Aalborghus Len, Vennebjerg Herred under Åstrup Len, og Børglum/Skovbo Herred under Sejlstrup Len og dermed Børglum bispesæde. Hele den nuværende kommune hørte i kirkelig henseende under Børglumbispen.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Det er karakteristisk for de ældste kirker i den sydlige del af Frederikshavn Kommune, at de ligger på den bedste jord i sognet. Derfra kan man dog ikke entydigt slutte, at der omkring år 1100 var en befolkningskoncentration her. Bebyggelsen bestod på dette tidspunkt kun i ringe grad af landsbyer og i høj grad af enkeltgårde. Kirkerne var derfor antagelig knyttet til den største og rigeste jordejers ejendom, og han bekostede også kirkens opførelse. Typisk for Vendsyssel er de mange lokale stormandsslægter, der sandsynligvis har været involveret i denne proces.

I kommunens sydlige del ser der ud til at have fundet en befolkningsvækst sted i 1100-tallet og især i 1200-tallet, der muliggjorde en nykolonisering af kystområderne. Hvor kirkerne i de ældre indlandssogne typisk er bygget af kvadersten, blev det nye bygningsmateriale tegl fra ca. år 1200 anvendt i kystsognene. Det er en udvikling, der kan tolkes sådan, at man først har oprettet sogne og indledt et kirkebyggeri, når der var befolknings- og indtægtsgrundlag for det. Denne proces blev først afsluttet omkring år 1300. Oprettelsen af Skovbo Herred som særskilt retsområde var formentlig betinget af, at befolkningen her fandt det for besværligt at søge til Børglum eller Jerslev herredsting i de gamle bosættelsesområder på den anden side af Jyske Ås.

Pesten medførte sandsynligvis et voldsomt befolkningstab, hvad enkelte belæg for sammenlægningen af forladte gårdes jorde til herregårde antyder.

I senmiddelalderen fandt der en omfangsrig skovhugst sted i den sydlige del af kommunen, ligesom de forskellige kirkeudvidelser med tårn og forlænget kirkeskib tyder på fornyet befolkningsvækst i perioden. I den nordlige del af kommunen fandtes der kun spredt bebyggelse.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Vendsyssels veludbyggede vejnet, der har sine rødder i vikingetiden, gav gode muligheder for kontakt på tværs af området. Arkæologiske undersøgelser af et større antal egepæle fra forgængere til den nuværende Rønbro, der krydser Volstrup Bæk, viser, at vejnettet både blev vedligeholdt og fornyet i middelalderen. Vejen, som antages at være anlagt før middelalderen, blev udvidet med broen i ca. 1170 og repareret eller udbygget i midten af 1400-tallet.

Fra fjordsejlads til ummelandsfart

Omkring år 1100 sandede Agger Tange ved Limfjordens vestlige udmunding til, hvilket gjorde det umuligt at komme ind i Limfjorden , som i vikingetiden havde været den foretrukne søvej for vestgående sejlads. I stedet begyndte skibene at sejle ummelands, dvs. rundt om Skagen , men det var en både vanskeligere og farligere rute end passagen gennem Limfjorden .

Den nye sejlrute kom bl.a. til udtryk i skibsbyggeriet. Således antyder flere skibsfund, at middelalderens søfart begyndte at bevæge sig væk fra den lavtgående nordiske skibstype, det såkaldte vikingeskib. Omstillingen kan tydeligt ses i Ellingåskibet, som er et nordisk klinkbygget fartøj. I de håndværksmæssige detaljer kommer vikingetidens fine bygningsteknik til udtryk, mens dets rummelige form viser et behov for en større lastkapacitet. Skibet er bygget af egetræ, som formentlig er blevet skovet i det nordøstlige Jylland omkring 1163. Størrelsen og sejlegenskaberne antyder, at skibet fortrinsvis sejlede i de indre danske farvande, hvor et net af sejlruter forbandt handelspladserne rundt om Kattegat og langs bælterne med Østersøområdet. Også Nordstrandskibet bekræfter, at der har været sejlruter til Østersøens sydkyst. Det ligeledes nordisk byggede skib var bygget af træ, som var fældet i det pommerske område i 1346.

I 1100-tallet dukkede koggen op. Den var et større havgående handelsfartøj, der fortrinsvis sejlede ummelands, og som især forbindes med de tyske hansestæders økonomiske opblomstring. Skagenkoggen er en tidlig repræsentant for typen. Skibet er dateret til ca. 1200 og ligger i dag under vejen ved Det Hvide Fyr i Skagen , hvor den nordlige kystlinje formentlig lå i 1200-tallet, efter at det har været undersøgt og dækket til igen. Selv om skibene fra middelalderen er fundet som skibsvrag, kendes deres historie ikke.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Området nord for Sæby var i middelalderen yderst tyndt befolket, og en permanent bosættelse og sognedannelse fandt formentlig først sted i løbet af høj- og senmiddelalderen, hvad sognekirkernes alder tyder på. Når der alligevel opstod bebyggelse, skyldtes det orienteringen mod havet, hvor fiskeri og handel spillede en stor rolle. Ved udløbet af Elling Å lå en naturhavn, som var dyb nok til, at den tidlige middelalders fartøjer kunne besejle den. Lignende havne har ligget ved Voers og Sæby Åer. Fiskeriets betydning kan aflæses af skattebetalingerne fra tiden lige før Reformationen, hvor Skagens afgifter blev udmålt i fisk.

Området omkring Sæby var domineret af græsmarksbrug med alsæd, mens resten af den nuværende kommune var præget af græsmarksbrug. I de skovklædte egne i den sydlige del avlede man så lidt korn, at bønderne endnu i 1700-tallet måtte købe korn i Vestvendsyssel, mens de til gengæld kunne tage svin fra Vestvendsyssel på olden.

Middelalderens landbebyggelse i kommunen fik sin nuværende placering hen mod slutningen af vikingetiden (ca. 1000-1050) og i ældre middelalder (ca. 1050-ca. 1200). Det østlige Vendsyssels ringe jorde udmøntede sig i spredtliggende enkeltgårde og mindre landsbyer. Landsbytætheden var størst på de bedste jorde i det kuperede moræneterræn i oplandet til Frederikshavn. Længere mod syd, i de lavtliggende områder vest og syd for Sæby, der var dannet af ældre marine aflejringer, var udbyttet mindre og bebyggelsen mere spredt og formentlig domineret af enkeltgårde. Herudover lå størstedelen af de golde, flyvesandsprægede områder nord for Frederikshavn og på Grenen forholdsvis øde hen.

Meget udbredt var formentlig gårdanlæg bestående af enkelte længer samt den såkaldte parallelgård, der opstod i højmiddelalderen, hvis længer gerne lå parallelt over for hinanden med gavlene orienteret mod øst og vest. Udskudsbygninger, typisk højremskonstruktioner, der skabte en bredere bygning, knytter sig ofte til denne byggeskik.

Af kommunens købstæder stammer to fra middelalderen: Sæby og Skagen. Sæby blev oprindelig kaldt Mariested efter byens Mariakloster. Børglumbisperne havde store interesser i byen, der fungerede som udskibningshavn for landbrugsvarer fra bispestolens besiddelser, ligesom man her lossede salt fra Læsø. I 1460’erne besluttede Børglumbispen at anlægge et karmeliterkloster i Sæby. Klosteret tilførte byen stor aktivitet i form af håndværk, skole og hospital. På biskop Stygge Krumpens foranledning fik byen købstadsprivilegier i 1524.

Den første bebyggelse ved Højen (Gammel Skagen) stammer antagelig fra den tidlige middelalder, måske som et resultat af, at søvejen gennem Limfjorden lukkede omkring år 1100. Skagen fik købstadsrettigheder i 1413 og egen birkeret i 1519. Fladstrand, det senere Frederikshavn, var antagelig et fiskerleje og en handelsplads i senmiddelalderen.

Syv herregårde stammer fra senmiddelalderen, hvoraf Hørbylund i 1400-tallet tilhørte den betydningsfulde nordjyske slægt Vognsen af Stenshede. Den middelalderlige borg Rugtved blev i 1393 skænket af Margrete 1. til Børglum bispestol, der til gengæld skulle nedbryde den og anvende byggematerialerne til domkirkens udbygning.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Arkæologiske skattefund

På en række detektorpladser er der gjort fund fra ældre middelalder. Af regulære møntfund skal nævnes det vigtige fund i 1891 af 48 danske mønter på Hirsholm dateret til slutningen af 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. Inden da blev der i 1887 ved Bangsbostrand fundet en møntskat bestående af ca. 481 mønter indpakket i papirtutter. De fleste af mønterne var fra det danske rige og udmøntet i sidste halvdel af 1400-tallet.

Videre læsning

Læs mere om Historie i Frederikshavn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder