Fiskesalg ved Gammel Skagen, 1903 af . Begrænset anvendelse

1850-1920 i Frederikshavn Kommune

Det ene af Vodskov-Østervrå-banens tre damplokomotiver (VØ21) forspændt et persontog på tre vogne er klar til afgang mod Vodskov fra Østervrå Station. Banen åbnede i maj 1924 og fik stor betydning for Østervrås udvikling. Foto fra 1924.
.

Den nuværende Frederikshavn Kommune oplevede i perioden en kraftig befolkningsvækst og en betydelig urbanisering, først og fremmest i købstæderne. Anlæggelsen af jernbaner satte skub i byudviklingen, og Frederikshavn blev et trafikalt knudepunkt. Flere stationsbyer opstod langs banerne.

Selv om der var en begyndende industrialisering i de store byer, fastholdt fiskeriet sin rolle som et vigtigt erhverv, og Frederikshavn, Sæby og Skagen forblev vigtige fiskeribyer.

Udviklingen i landområderne var bl.a. præget af landindvindingsprojekter, som fx afvandingen af Gårdbo Sø.

Administrativ inddeling

Det danske landkommunesystem blev etableret i 1842, og det førte til dannelsen af ti landkommuner inden for grænserne af den nuværende Frederikshavn Kommune. Dertil kom de tre købstæder, som udgjorde selvstændige kommuner. Som eksempler på opsplitninger og sammenlægninger i de følgende årtier kan nævnes, at Hirsholmene blev udskilt fra Frederikshavn i 1844, mens Frederikshavns landdistrikt blev indlemmet i købstadskommunen i 1867.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Mellem folketællingerne i 1850 og 1901 voksede det samlede befolkningstal inden for Frederikshavn Kommunes grænser fra 16.424 til 31.031, og i 1921 var det kommet op på 38.118. Væksten var mest markant i købstæderne, især i Frederikshavn, som voksede fra 1.374 indbyggere i 1850 til 9.411 i 1921, og i Skagen, der gik fra 1.400 indbyggere i 1850 til 3.854 i 1921. Men også i otte af landsognene blev befolkningstallet forøget med mere end 500 personer fra 1850 til 1921, og Flade, Torslev og Skæve Sogne havde en tilvækst på hhv. 2.150, 1.646 og 1.337 indbyggere. Det eneste sogn, der noterede en tilbagegang, var Hirsholmene, der gik fra 175 indbyggere i 1850 til 30 i 1921. Alt i alt var der tale om en betydelig urbanisering, idet de tre købstæder tilsammen gik fra at have 22 % af indbyggerne i 1850 til 41 % i 1921.

Nordjylland var en af de landsdele, der i de sidste årtier af 1800-tallet oplevede den stærkeste udvandring til USA. Der var imidlertid meget store forskelle fra sogn til sogn. I Frederikshavn Kommune var antallet af udvandrere, set i forhold til befolkningstallet, størst i Sæby og lavest i sognene omkring Frederikshavn.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Den voksende befolkning medførte, at der fra slutningen af 1880’erne og til 1920 blev opført i alt ni kirker i kommunen, bl.a. Jerup Kirke 1888-89 og Lyngså Kirke i 1902.

I en detaljeret arealtælling fra 1896 fremgår det, at kun 30 % af landsognenes samlede areal var opdyrket. I de fleste sogne lå andelen på 25-35 %, og intetsteds var tallet højere end 40 %. I Skagen Landsogn og Råbjerg Sogn var opdyrkningsprocenten helt nede på ca. 5 %. Derimod udgjorde klitterne 51 % af arealet i Skagen Landsogn og 19 % i Råbjerg Sogn. Tilsammen beslaglagde klitter, heder, moser og kær 88 % af arealet i Skagen Landsogn og 59 % i Råbjerg Sogn, mens den tilsvarende andel i de fleste øvrige sogne var 10-18 % (i sognene Flade, Understed, Karup og Hørby dog kun 2-6 %). Skovene optog 5 % af landsognenes samlede areal.

Der var skovområder i alle sogne med undtagelse af Hirsholmene, men i de fleste sogne drejede det sig kun om 50-250 ha. I Råbjerg Sogn var ca. 825 ha (11 % af arealet) tilplantet med træer. Her var der i 1888 og et par år frem blevet etableret to store statsejede plantager, Bunken og Ålbæk Klitplantager, for at begrænse omfanget af flyvesand. Den mindre privatejede Gårdbogårds Plantage blev anlagt omkring år 1900. Der blev også gennemført flere landindvindingsprojekter i Råbjerg Sogn i de sidste årtier af 1800-tallet. Vigtigst var arbejdet med Gårdbo Sø.

Erhvervslivet på landet var endnu omkring år 1900 klart domineret af landbrug. Folketællingen fra 1890 viser således, at 64 % af de 11.752 registrerede landboere primært blev forsørget gennem landbrug, og i nogle sogne, såsom Skæve, Torslev og Understed, var andelen ca. 75 %. Der var også i adskillige sogne, bl.a. Flade, Albæk, Elling og Torslev, mere end 100 personer, som ernærede sig ved håndværk og industri, hvorimod handel kun spillede en beskeden rolle. Fiskeri optrådte kun i fem sogne og kun i større omfang i Flade, Råbjerg og Elling Sogne. Men selv i Råbjerg Sogn, som tidligere i 1800-tallet havde haft fiskeri som det absolutte hovederhverv, blev nu blot 387 personer (33 % af befolkningen) forsørget herigennem, mens 41 % levede af landbrug.

Ligesom i andre dele af Jylland var havre den mest udbredte kornsort. I 1896 blev 11 % af det samlede areal i Frederikshavn Kommune udnyttet til havredyrkning, mens rug- og bygavl optog hhv. 8 og 3 %. Hvededyrkningen var yderst begrænset.

I forhold til andre dele af landet havde Nordjylland en meget omfattende kvæg- og svineavl omkring år 1900. Der blev da også i 1898 registreret 22.405 stk. hornkvæg (heraf 15.672 køer) og 14.772 svin i kommunens landsogne. Samtidig blev der optalt 5.280 heste og 16.807 får. Kun i sognene Råbjerg, Elling og Skagen Landsogn var der flere får end hornkvæg, hvilket hænger sammen med, at disse sogne omkring år 1900 havde de største hedearealer.

Ved indgangen til 1900-tallet var der andels- eller fællesmejerier 13 steder inden for kommunens grænser. Ti af dem lå i de fem sydligste sogne. I Albæk og Torslev Sogne var der tre andelsmejerier; de to sogne havde også de største malkekvægsbesætninger i 1898.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Byudviklingen i slutningen af 1800-tallet blev stærkt præget af anlæggelsen af jernbaner. Den østjyske længdebane, der fik endestation i Frederikshavn, blev indviet i 1871. I 1890 blev der anlagt en bane mellem Frederikshavn og Skagen, og i 1899 kom en bane mellem Nørresundby og Frederikshavn via Sæby. Frederikshavn fik en nøglerolle i et trafikalt netværk, der både omfattede de andre købstæder i Vendsyssel og en række småbebyggelser. Denne placering gavnede Frederikshavns erhvervsliv og er – sammen med byens fortrinlige havn – den vigtigste årsag til Frederikshavns kraftige vækst i årtierne omkring år 1900. Jernbanerne var også til gavn for Skagen og Sæby, som bl.a. fik lettere ved at tiltrække turister til de gode badestrande.

Selv om både Frederikshavn og Sæby i slutningen af 1800-tallet blev hjemsted for en række industrier, fastholdt de deres traditionelle position som vigtige fiskeribyer. Folketællingen fra 1890 viser, at der i begge byer var ca. 400 personer, som ernærede sig ved fiskeri. Det var lidt i forhold til Skagen, hvor 1.296 beboere, 56 % af befolkningen, ernærede sig på denne måde. Ved århundredskiftet havde Skagen, der var landets største fiskeriby, ca. 420 fiskere og ca. 150 fiskerbåde og -joller. Ligesom i Frederikshavn og Sæby bestod fangsten først og fremmest af rødspætter, kuller og torsk.

Jernbanerne skabte vækstgrundlag for nogle af de landsbyer, som blev til stationsbyer, og fx i Hørby opstod en ny by omkring stationen. Andre steder, fx ved flere af stationerne mellem Frederikshavn og Skagen, var oplandet for lille til, at der var basis for en bydannelse. Flere succesfulde stationsbyer kunne ved folketællingen i 1921 mønstre 300-500 indbyggere, og Dybvad nåede helt op på 658 beboere. I Dybvad kunne man på denne tid bl.a. finde skole, bankfilial, fællesmejeri, købmandsvirksomheder, brugsforening, forsamlingshus, gæstgiveri, teglværk, elektricitetsværk og en kartoffelmelsfabrik. En anden af de velforsynede stationsbyer var Østervrå. Her var der i 1921 også flere dagligvareforretninger, mejeri og bankfilial, og derudover havde byen realskole, apotek, afholdshotel, sparekasse for Torslev Sogn, bogtrykkeri, vandværk og telegrafstation.

Arbejderbevægelsen

Skibstømrerne kører i lastbil forrest i optog til Fagenes Fest i Frederikshavn. Foto formentlig fra anden halvdel af 1940’erne.

.

I 1890 var alle forudsætningerne for Frederikshavns industrialisering til stede. Samme år opstod den første socialdemokratiske forening og året efter murernes og skibstømrernes fagforeninger. Baggrunden var afvandringen fra landet og de mange nye industrivirksomheder, der kom til byen som følge af havneudvidelsen. Allerede i 1873 fandt den første lønkonflikt sted mellem skibstømrerne og deres arbejdsgiver. I 1883 var der en politisk konflikt med deltagelse af havnearbejdernes sygekasse, som mundede ud i, at havnearbejderne fik et hus, hvori de kunne opholde sig.

I 1897 stod arbejdernes første kamp mod arbejdsgiverne om organisationsretten. Konflikten varede otte måneder og førte til, at værftets ejer måtte anerkende arbejdernes ret til at organisere sig, samt at de faglige organisationer kunne forhandle på medlemmernes vegne. Under konflikten forbød borgmesteren indsamlinger til de strejkende, der som modtræk oprettede en fællesorganisation, som forsøgte at overtage byens store skibsværft. Fællesorganisationen fik stor indflydelse på den politiske dagsorden, idet den i næsten 100 år havde ret til at udnævne egne repræsentanter til den socialdemokratiske liste, hvilket ikke altid forløb gnidningsløst. Fællesorganisationen fremmede også muligheden for at danne kooperativer som brugs, barber, brødfabrik og entreprenør. I 1950’erne stod Fællesorganisationen bag byggeriet af arbejderboliger, og der blev oprettet en andelsboligforening.

I 1906 kom Frederikshavn Socialdemokrat på gaden, og den fortsatte som selvstændig avis til 1945. Avisen var ofte i opposition til den socialdemokratiske byrådsgruppe. I 1937 blev den første socialdemokratiske borgmester valgt; en post, som det er lykkedes at fastholde med få undtagelser frem til Strukturreformen i 2007. I dag er flere fagforeningsafdelinger, som følge af sammenlægninger, flyttet fra byen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Politik og religion

Frederikshavn Kommune blev i slutningen af 1800-tallet ligesom andre dele af Vendsyssel berørt af religiøse vækkelser. I Frederikshavn blev der foruden et missionshus indviet tre kirker i byen: Frederikshavn Kirke, Frederikshavn Baptistkirke og metodistkirken Vor Frelsers Kirke.

Frederikshavn Kommunes område var stort set identisk med Hjørring Amts 1. og 2. valgkreds, hvoraf 1. kreds bestod af Frederikshavn og Skagen med opland, mens 2. kreds omfattede Sæby med omliggende landsogne samt Læsø. Ved folketingsvalg i 1800-tallet var der som regel opstillet 2-3 kandidater i hver kreds, men ved flere valg, især i 1850’erne og 1860’erne, havde kun en enkelt kandidat meldt sig. Ofte var der markante forskelle mellem valgresultaterne i købstæderne og landsognene. I 1876 fik godsejer på Voergård, Peter Brønnum Scavenius, således 115 af 122 stemmer i Sæby og alle 83 stemmer på Læsø. Men gårdejer Mads Christensen (Kæret) vandt stort i alle landsogne på fastlandet og opnåede i alt 1.140 stemmer, hvorimod Scavenius måtte nøjes med 278.

Fra og med 1890’erne bekendte de fleste kandidater sig til et parti, og herefter blev der i begge kredse til og med 1920 næsten udelukkende valgt kandidater fra Venstre.

Mere om politik, religion, uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om Historie i Frederikshavn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920