Kaffetårnet. Bygningens arkitektur var banebrydende for sin tid, da det er et af de første danske eksempler på en industribygning, hvor selve produktionen indgår som arkitektonisk motiv, og hvor virksomhedens brand og arkitektur blev forsøgt tænkt sammen. Bygningen består af to dele: en lukket silo og et glashus, hvor kaffemalingen fandt sted. Den transparente facade muliggjorde, at man udefra kunne følge med i produktionen.
.

Bygningsmassen i Rødovre er forholdsvis ung, idet langt størstedelen af husene er opført i 1900-tallet. Over en tredjedel af kommunens jord er bebygget med huse med tilhørende haver, som er opført i mange forskellige stilarter. Nogle i Bedre Byggeskik, hvor husene er præget af gedigne materialer som mursten og træ og karakteriserede ved at være enkle og velproportionerede med et minimum af detaljer. Andre er inspireret af modernismens mere kubiske former med en kvadratisk grundplan, store vinduespartier og tage med lav, næsten pyramideformet rejsning.

Nogle af de mest iøjnefaldende offentlige bygninger er Rødovre Rådhus fra 1956 og Rødovre Bibliotek fra 1961‑69, der begge er tegnet af Arne Jacobsen. Arkitekturen er tidstypisk, international modernisme med kubiske og afsluttede bygningskroppe i moderne materialer som glas, stål, beton og natursten. Biblioteket har en helt lukket facade, mens rådhuset har en curtain wallfacade med store glaspartier. Begge bygninger er fredede, hvilket også gælder Irmas Kafferisteri og friluftsbadet Vestbad, der ligger hen over grænsen mellem Rødovre og Brøndby Kommuner. Jacobsen har også tegnet Nyager Skole på Ejbyvej.

Rødovre Rådhus er tegnet af Arne Jacobsen og er karakteriseret af en curtain wallfacade, dvs. en facade, der ikke er en del af den bærende konstruktion, men nærmere hænger på bygningen. Rødovre Kommune har den største koncentration af Arne Jacobsens bygningsværker uden for Gentofte Kommune.

.

Videre læsning

Læs mere om Rødovre

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur