Afmelding af tidligere C-høj *********************** Oprindelig beskrivelse lød: Høj. 13 x 7 x 1,1 m, idet den SV-lige del af højen er bortgravet mod grustag (?). Overfladen noget ujævn og forgravet. Græsklædt med træer, i nåleskov. Højen afmeldt til Dokumentation d. 16/8-2006 - jf. nedenfor. / Bny Berejst 28/6-06 af Erling Buhl: Af den oprindeligt beskrevne høj er der nu skrabet ca. halvdelen af den SV-lige side bort. På toppen af højen er der, efter mit bedste skøn, anbragt ca. ½ m jord - alt sammen som led i anlæggelse af et "stige-balanceganganlæg" til forhindringsbanen. Tilbage af højen findes ca. 1/3 højfod og højside mod NØ, som måler op til ca. 1 m i højden. Overfladen slidt og vegetationsløn. I nåleskov. Som tingene står, vil Skov- og Naturstyrelsen indstille til Kulturarvsstyrelsen, at højens fredningsstatus ophæves, og at højen derefter udgravet af Ålborg Museum. Udgifterne hertil skal afholdes af militæret.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Stenkister kendes i forskellige udformninger gennem store dele af oldtiden og frem til i dag. Traditionen med at anvende sten til kister begyndte i bondestenalderen (neolitikum ca. 4000-1700 f.v.t.) og har – med skiftende intensitet – holdt sig frem til nyere tid. Blandt de fredede fortidsminder findes adskillige stenkister fra bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen (ca. 4000 f.v.t.-1050 e.v.t.), og stenkisterne kan ligge såvel under flad mark som inde i en gravhøj. Der findes mange forskellige varianter af stenkister, alt efter hvilken periode de er blevet opført i, og hvor de er placeret. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
Nyere tid dækker perioden efter indførelsen af enevælden i 1660 og frem til i dag. De beskyttede fortidsminder fra perioden er en meget varieret gruppe af eksempelvis krigergrave fra de slesvigske krige, forsvarsanlæg fra 1. Verdenskrig og anlæg i relation til infrastrukturen, såsom hulveje, broer, jernbanedæmninger, milesten og kilometersten. Desuden omfatter de industrielle anlæg af mange slags, mølleanlæg med kanaler og diger, engvandingskanaler, mange typer anlæg i marsken, købstadsdiger, hovedparten af de beskyttede sten- og jorddiger, mindesten mv. Læs videre her.
