Odense er vel nok den by uden for København, der har den længste ubrudte teatertradition. I slutningen af 1700-tallet var det Danmarks næststørste by, og da Fyn i 1815 blev oprettet som guvernement for den til enhver tid siddende kronprins, blev Odense Slot og by genstand for megen festivitas og underholdning. Det gjaldt især for greverne og baronerne fra de omliggende godser, som hver vinter flyttede ind til Odense for ikke at kede sig ude på landet.
I 1789 gik en større gruppe af disse overvintrende adelige sammen med nogle borgere i Odense om at oprette en dramatisk klub. Men harmonisk var det ikke; mange af de adelige havde tyske aner og sværmede for Hamburger Nationaltheater og oplysningsmanden Gotthold Ephraim Lessings dramatik og forsøgte at engagere tyske selskaber til at optræde.
Det affødte et borgerligt oprør af dimensioner, og selv om de adelige havde kongeligt privilegium på at opføre teater, måtte stiftamtmanden afvise deres planer. De borgerlige havde dermed vundet første runde af fejden og gik i gang med at planlægge opførelsen af et rigtigt teater. Det stod færdigt på Sortebrødre Torv i 1795 med det pompøse navn Det odenseiske danske Nationaltheater. Imidlertid var det stadig de adelige, der sad på privilegiet, så ved åbningen måtte publikum slæbe sig gennem fem akter af Lessings komedie Minna von Barnhelm (1767), opført af en tysk trup. Snart var bænkene tomme, så næste sæson besluttede teaterdirektøren udelukkende at spille på dansk, og ved første forestilling d. 18. november 1796 råbte publikum taktfast: »Velkommen de Danske!«. Så efter at have tabt anden runde vandt de borgerlige den tredje og afgørende runde, og dagen har siden været fejret som teatrets åbningsdag.
Teateret var aktivt helt indtil 1914 og står ganske centralt i dansk teaterhistorie, ikke blot som det første private teater uden for hovedstaden, men i lige så høj grad som vugge for en lang række betydningsfulde teaterfolk, fx H.C. Andersen, som her så sin første forestilling i 1812, og teaterdirektørerne Michael Wallem Brun, der siden oprettede Dagmarteatret i København, og H.W. Lange, der blev direktør for hhv. Casino og Folketeatret, ligeledes i København.
I 1914 åbnede det nuværende Odense Teater som det sidste af en lang række store teatre i Danmark, i årene op til 1. Verdenskrig. Med udviklingen af moderne infrastruktur var byen imidlertid blevet mere en gennemfartsby end en opholdsby, og de adelige blev på deres godser om vinteren og tog til København, hvis de ville underholdes.
Først med gruppeteatrene og det politiske teater i 1970’erne fik Odense et mere broget teaterlandskab. I 1979 flyttede Banden, et politisk debatteater for børn og unge, til byen, og samme år blev Skægspire, børneteater for de alleryngste, oprettet. Året efter åbnede Vintapperteatret, som var et lille teater med plads til 100 i en kælder i Vintapperstræde med et avantgardistisk internationalt repertoire. Alle tre teatre er siden lukket, men Odense kan i dag glæde sig over et væld af små og mindre teatre i snart sagt alle genrer som fx det dansk-tjekkiske dukketeater Svanen, grundlagt i 1993, sanseteateret Teater Tværsnit fra 2018, opstået ud fra SPIS! Odense Food Festival, kabaretteateret Teater Gyda fra 2006, Danmarks eneste mimeteater, Mimeteatret fra 1986, samt standupteateret Teater95B.
Om sommeren kan man enten gå i Den Fynske Landsby og se H.C. Andersen Festspillene eller i Slotsgården på Odense Slot for at se Teatret Slotsgården, eller man kan vente til uge 34 i slutningen af august og opleve den kavalkade af kulturtilbud, der bliver præsenteret under H.C. Andersen Festivals. Endelig er der også Odense Sommerrevy i Fruens Bøge, som om vinteren bliver til Odense Vinterrevy i teater- og musikstedet Magasinet, begge med landskendte optrædende.
Undervisningstilbuddene er ligeledes mange, fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, som er en del af Den Danske Scenekunstskole, til Det Kongelige Teater Balletskolen Odense – og for amatørerne bl.a. Odense Dramaskole, Teaterskolen 95B og Teaterskolen TOPPEN.
