1536-1850 i Faaborg-Midtfyn Kommune

Før amtsreformen i 1662 lå langt den overvejende del af den nuværende Faaborg-Midtfyn Kommune i Nyborg Len. Dog lå området omkring Nørre Lyndelse og området omkring Sønder Nærå, Tarup og Rolsted i den nordlige del af den nuværende kommune i Sankt Hans Klosters Len. Områderne i Nyborg Len overgik med reformen til Nyborg Amt, mens områderne i Sankt Hans Klosters Len indgik i Odensegård Amt med den ene undtagelse, at det lille område omkring Ferritslev overgik fra Nyborg Len til Odensegård Amt. I 1799 overgik alle områderne i Nyborg Amt til det nyoprettede Svendborg Amt, mens områderne i Odensegård Amt i 1809 overgik til Odense Amt. Da købstads- og sognekommunerne blev oprettet i hhv. 1837 og 1841, blev området fordelt på en købstadskommune, Faaborg, og 30 sognekommuner foruden også en lille bid af Gudbjerg Sognekommune. I 1844 blev Øster Hæsinge-Hillerslev Sognekommune delt i to.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

• Administrativ inddeling i middelalderen
• Administrativ inddeling 1850-1920
• Administrativ inddeling 1920-1970
• Administrativ inddeling 1970-2007

Det er vanskeligt at sige noget præcist om befolkningsudviklingen i Faaborg-Midtfyn Kommune før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet. På landet var der højst sandsynligt tale om en vækst til ind i 1600-tallet, hvor krige, epidemier m.m. bevirkede en stagnation og sommetider en nedgang. Lidt ind i 1700-tallet begyndte igen en stigning. I købstaden fulgte befolkningstallet nogenlunde konjunkturerne, således at der i 1600-tallet og godt ind i 1700-tallet var stagnation og i perioder direkte tilbagegang, indtil endelig væksten kom igen i anden halvdel af 1700-tallet. Pest er omtalt i hhv. 1593‑94 og 1603. Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 17.960 i den nuværende Faaborg-Midtfyn Kommune, heraf 977 i Faaborg. I 1850 var befolkningstallet i kommunen steget til 29.661, heraf 2.328 i Faaborg.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

• Befolkningsudviklingen i Faaborg-Midtfyn Kommune
• Befolkningsudvikling i middelalderen
• Befolkningsudvikling 1850-1920
• Befolkningsudvikling 1920-1970
• Befolkningsudvikling 1970-2007

Det nuværende kommuneområde havde ved matrikuleringen 1682 en meget blandet bebyggelse, hvor hverken store eller små landsbyer, enkeltgårde eller herregårde dominerede. De enkelte typer var også spredt ud over hele kommunen. Arealmæssigt dominerede store landsbyer, særligt mod syd og i nordvest, mens området omkring søerne rummede mange mindre bebyggelser. Der var store landsbyer i de fleste sogne. Langt den største landsby var Horne med hele 60 gårde, herefter kom Åstrup med 35, Håstrup med 34, Svanninge med 30, Øster Hæsinge og Nørre Broby med hver 29, Vester Åby og Espe med hver 27 og Allested og Sønder Nærå med hver 26. Gårdene dominerede; for hver fem gårde var der et hus med jord og mindst et hus uden jord. Husene var meget ulige fordelt. I de fleste landsbyer var der ingen huse med jord, men i Horne var der 18 og Nørre Søby 14. Et helt specielt sted var landsbyen Gerup Småmænd, hvor der var én gårdmand og 11 husmænd.

Udskiftningen, som fortrinsvis fandt sted 1790‑1810, blev af landøkonomen C. Dalgas kritiseret kraftigt i hans beskrivelse af Svendborg Amt fra 1837. Det var nu ikke så alvorligt, for i næsten alle amtsbeskrivelser for hele Danmark blev udskiftningen stærkt kritiseret. Problemet var oftest, at hvis gårdbygningerne skulle blive liggende i landsbyen, hvilket de fleste bønder ønskede, så blev gårdenes lodder normalt meget lange, og hertil kom, at gårdene mange gange fik noget af jorden som udlodder langt væk. Landøkonomerne foretrak stjerneudskiftninger, hvor gårdene blev flyttet ud på marken og fik jorden samlet tæt på bygningerne.

I Horne med de mange gårde løstes problemet som mange andre steder i kommunen med en kombination af en stjerne omkring landsbyen, hvor halvdelen af gårdene blev liggende, med en blok, hvor den anden halvdel blev flyttet ud. I Bjerne og Bøjden blev de fleste flyttet ud, men landsbyerne lå også ved grænsen til Horne. Svanninge, Diernæs og Kværndrup var også kombinationer af stjerne og blok. En næsten ren stjerneudskiftning fandt sted i Allested, hvor kun to gårde og alle husene blev flyttet ud. Gislev var udtryk for et specielt fynsk fænomen, hvor de fleste gårde blev flyttet ud, og huse oprettedes på deres pladser i landsbyen, således at den gamle landsbykerne primært kom til at bestå af huse.

Selv om næsten alle herregårde – Brahetrolleborg var en undtagelse – i 1837 blev drevet ved hoveri, var antallet af huse steget betragteligt, så deres antal i 1844 oversteg gårdenes. Den store vækst var sket før 1810. I forbindelse med udskiftningen var der blevet sat jord af til nye husmandsbrug.

I kommunen har der været mindst 39 herregårde, hvilket er et meget stort antal; heraf blev 25 grundlagt i middelalderen. Nogle forsvandt, og andre kom til; ved matrikuleringen 1682 var der 27. Der var ikke nogen helt store og kun få helt små. De største var Hvedholm med 93 tønder hartkorn herregårdsjord og Sandholt med 79. Søby Søgård havde 64 og Brahetrolleborg 57 tønder. De fleste lå på 30‑50 tønder hartkorn. Herregårdene var jævnt fordelt over hele kommunen. Karakteristisk for området var, at de fleste af herregårdene var dele af grevskaber eller af baronier, eller de var stamhuse, således at både herregårdsjorden og det tilhørende bøndergods var bundet og kun med megen besvær og muligt tab af skattefordele kunne sælges fra. Det betød, at strukturen bevaredes, længe efter at naboegne havde oplevet selveje blandt bønderne og udstykning af en del af herregårdsjorden. Enkelte herregårde, fx Boltinggård, Krumstrup og Vejlegård, fulgte dog det gængse mønster og frasolgte bøndergodset omkring år 1800.

Der var omkring 1790 hele 30 vandmøller og to vindmøller i kommunen; hertil kom tre vandmøller, der blev brugt som hhv. stampemølle, savværk og som »værk«. Savværket lå ved Hundstrup Å. De to vindmøller stod ved Egeskov og Faaborg. Vandmøllerne var fordelt over hele kommunen, dog stod Odense Å og dens tilløb for 12.

Købstaden Faaborg havde et rimeligt opland og gode havnemuligheder. Disse blev dog ikke altid udnyttet, idet havnen i lange perioder fik lov til at forfalde. Faaborg lå godt for handel med Slesvig, særligt Als, Flensborg, Eckernförde og Kiel, samt Lübeck. Det virkede dog også den anden vej. Mange alsinger og ærøboere og andre handlede ulovligt i Faaborgs opland, solgte varer og opkøbte det korn og de fedevarer, som skulle have gået gennem Faaborg. Betegnende nok var der i mange år ikke torvedag i købstaden, for der var kun få, som kom med varer. Et meget brugt udskibningssted var Faldsled, og lidt af kvægtransporten til Nordtyskland gik også over byen.

Handel og søfart var væsentlige for Faaborg. I 1500-tallet og ind i 1600-tallet skete en fremgang, men fra 1630 og frem til sidste halvdel af 1700-tallet var der tale om en nedgang pga. krige og dårlige priser. Herefter indledtes en vækst igen. Det nærmeste, Faaborg kom til en industri før 1850, var en oliemølle og en cikoriefabrik.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

• Kulturlandskabets udvikling
• Bebyggelse og erhverv i middelalderen
• Bebyggelse og erhverv 1850-1920
• Bebyggelse og erhverv 1920-1970
• Bebyggelse og erhverv 1970-2007

Kysten langs Det Sydfynske Øhav har gennem tiden været udsat for mange trusler fra havet. I Faaborg-Midtfyn Kommune er der kendskab til ti skanser fra svenskekrigene i 1600‑1700-tallet og Englandskrigene 1801‑14. De fleste af skanserne ligger på Horne Land, men også på øerne og helt inde ved Faaborg findes resterne af disse befæstninger. Fælles for skanserne er, at de har været bygget helt ude ved kysten, hvor en udkommanderet garnison har kunnet forsvare de i forvejen svært tilgængelige sejlrender i den indre del af Det Sydfynske Øhav. Skanserne bestod af opdyngede jordvolde med omgivende grave. I dag er skanserne truede pga. deres udsatte beliggenhed, hvor ikke mindst kysterosion gnaver af dem, hvorfor kun skanserne ved Faaborg (Plougs Batteri), Duered, Hornenæs Skov og Bøjden endnu kan opleves ved kysterne i Det Sydfynske Øhav.

Den lille ø Lyø ud for Faaborg har spillet en vigtig rolle i Danmarks middelalderhistorie. Som så mange andre af rigets småøer tilhørte den kronen, der lod øerne anvende som kongelige jagtskove; blandt disse regnedes Lyø for særlig god. I foråret 1223 var kong Valdemar Sejr på Lyø med et fornemt jagtselskab, der bl.a. talte hans 14-årige søn, Valdemar den Unge, som nogle år forinden var blevet kronet som sin fars medkonge og udvalgt tronfølger. Med i selskabet var også Henrik den Sorte, greve af Schwerin, der i 1214 var blevet tvunget til at aflægge lensed til kong Valdemar, og da forholdet imellem dem vedblev at være anstrengt, lod greven de to Valdemarer tilfangetage, mens de sov om natten mellem d. 6. og 7. maj. De kongelige fanger blev ført til Nordtyskland, hvor de sad fængslet skiftende steder, indtil en kæmpe løsesum på 45.000 mark sølv blev betalt for deres frigivelse, ligesom de fleste nyligt erobrede danske lensområder i Nordtyskland måtte afstås. Den overraskende tilfangetagelse på Lyø satte således en brat stopper for dansk stormagtspolitik i Østersøregionen. Valdemar Sejr sad fængslet hos greven indtil efteråret 1225, mens den unge Valdemar først blev sluppet fri i april 1226.

Læs mere om historie i Faaborg-Midtfyn Kommune

Læs også om

• Oldtiden i Faaborg-Midtfyn Kommune
• Middelalderen i Faaborg-Midtfyn Kommune
• 1850-1920 i Faaborg-Midtfyn Kommune
• 1920-1970 i Faaborg-Midtfyn Kommune
• 1970-2007 i Faaborg-Midtfyn Kommune

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850