Siden istidens afslutning er de sandede morænebakker på grænsen mellem Aalborg og Vesthimmerlands Kommuner ad flere omgange blevet ramt af sandflugt. Derved er der opstået indlandsklitter, som efterhånden er groet til i revling, græs, hedelyng og ene. Tilsammen udgør disse åbne landskaber i dag De Himmerlandske Heder.
.
Den iøjnefaldende guldblomme er en gammel lægeurt, hvis anvendelsesmuligheder nærmest ikke kendte nogen grænser. I Flora Danica fra 1648 fortæller Simon Paulli, at bønderne anså guldblomme for at være bedre end guld, når det kom til at bortjage alskens sygdom og ondskab: fra hårtab og forstoppelse til barnløshed og sindssyge. I dag er guldblomme stadig talrig flere steder i Jylland, men ret sjælden i resten af landet.
.

Som et øde, græs- og hededækket landskab strækker de kuperede Himmerlandske Heder sig på tværs af grænsen mellem Aalborg og Vesthimmerlands Kommuner. Den del af De Himmerlandske Heder, som ligger i Aalborg Kommune, udgøres af Frejstrup Hede, Lundby Hede, Ajstrup Hede og Kyødale og afgrænses af Brusådalen i vest og Vidkær Ådal i øst. Brusådalen skærer sig brat og dybt ned gennem hedefladen i et snoet, ureguleret forløb og bidrager med sine forskelligartede naturtyper til områdets biologiske værdier. Det står i skarp kontrast til Vidkær Ådal i øst, som med sin regulerede å og delvis opdyrkede dalsider er tydeligt menneskepåvirket.

Hederne opstod på Vesthimmerlands bakkede og meget sandede jorder, som var lette at opdyrke for områdets tidlige agerbrugere. På de høje, lette jorder førte opdyrkningen dog til sandflugt, og agerdyrkningen måtte mange steder opgives. Lyngen bredte sig ud over de forladte agre, og der opstod store, sammenhængende hedearealer. Det betød, at meget af Vesthimmerland i flere hundrede år var dækket af hede. Udviklingen fortæller desuden, at heden er en halvkultur, som ikke bare er opstået, men også bevaret gennem menneskelig aktivitet. Især lyngen blev en vigtig ressource som bl.a. dyrefoder, brændsel og tækkemateriale, og i såvel Himmerland som i andre hedeegne opstod der et egentligt hedebrug. Bruget omfattede en regelmæssig afbrænding af heden, der medførte en opvækst af græsser, som i nogle få år kunne benyttes til sommergræsning og høslæt, indtil lyngen igen begyndte at dominere. Samtidig var afbrændingen med til at hindre opvæksten af træer. Siden tilplantningen af hederne begyndte omkring 1830, er de fleste hedeområder efterhånden forsvundet, men på De Himmerlandske Heder kan man stadig få et indtryk af, hvordan det vesthimmerlandske landskab engang tog sig ud.

Plantelivet på De Himmerlandske Heder er forholdsvis rigt, men varierer en del fra område til område. Grundlæggende er hederne tørre dværgbusksamfund, der domineres af bl.a. hedelyng, revling, tyttebær, blåbær, hedemelbærris og flere arter af visse. Hvis hederne ikke plejes med fx græsning eller regelmæssig afbrænding, falder mangfoldigheden i plantelivet, og efterhånden vil planter som revling eller bølget bunke ofte blive dominerende. På De Himmerlandske Heder er guldblomme eller volverlej, som den også kaldes, blandt karakterplanterne. Den er let at få øje på, når den blomstrer i juni-juli, og de store gule blomster lyser op i det åbne landskab. Ud over guldblomme er De Himmerlandske Heder også voksested for store sjældenheder som cypresulvefod og den kritisk truede snekruslav. I Brusådalen vokser også bl.a. engblomme og flere arter af gøgeurter.

Ud over de tørre områder rummer hederne fugtige lavninger med tidvis våd eng, hvor man kan finde planter som klokkelyng, rosmarinlyng, mosebølle, tranebær, tuekogleaks og blåtop. Også stilkegekrat indgår i hedernes plantesamfund og findes flere steder på De Himmerlandske Heder. Her vokser egene sammen med bævreasp, bjergfyr og den invasive glansbladet hæg, som indvandrer fra de tilstødende områder. Disse træer spreder sig hurtigt ud over de åbne områder og truer med at gro heden til.

I Kyødale, som afslutter De Himmerlandske Heder i øst, går heden over i en mosaik af overdrev, krat og kulturenge. Den stadige græsning af skråningerne ned mod Vidkær Å har skabt nogle fine enekrat, ligesom der her også findes et stort krat af tornblad.

Da hederne omgives af landbrugsland, er fuglelivet en blanding af typiske arter fra agerlandet og egentlige hedefugle. Blandt de mest bemærkelsesværdige arter er bl.a. bynkefugl, rødrygget tornskade og natravn. De større pattedyr er repræsenteret af rådyr, hare, ræv og grævling, ligesom heden huser gode bestande af både hugorm, stålorm, markfirben og skovfirben. Insektlivet er varieret og omfatter bl.a. 36 arter af dagsommerfugle, heriblandt arter som spættet bredpande, bølleblåfugl, violetrandet ildfugl, okkergul pletvinge og brunlig perlemorsommerfugl. Dertil kommer den sjældne hedepletvinge, som har sin kernebestand på Lundby Hede og mindre delbestande på Ajstrup Hede og Kyødale samt i Brusådalen.

De Himmerlandske Heder blev fredet i 1941. I 2001 blev fredningen udvidet, så den i dag dækker 1.300 ha. Derudover indgår de i habitatområdet Lundby Hede, Oudrup Østerhede og Vindblæs Hede.

Hedelyng – en kulturhistorie

Hedelyng.

.

Hedelyng er en 15‑75 cm høj dværgbusk, som med sine nålelignende blade og små blomster, der i august-september maler det åbne landskab smukt rosa, er en umiskendelig del af De Himmerlandske Heder. Hvor hedelyngen er levested og føde for mange insekter og andre hvirvelløse dyr, har også mennesket gennem tiden formået at udnytte planten til en række forskellige formål.

Med landbrugets indførelse i yngre stenalder begyndte en rovdrift på de danske skove, som tog fart i den tidlige bronzealder og fortsatte frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor landet var næsten skovløst. På de magre jyske jorder, som først havde været skovdækkede og derefter forsøgt opdyrket, begyndte lyngen at brede sig. Således voksede de i forvejen vidstrakte lyngheder, så de i 1700-tallet dækkede omtrent halvdelen af Jylland.

Da skovens ressourcer ikke længere var tilgængelige, måtte man tænke nyt, og for hedebønderne blev hedelyngen helt uundværlig. Lyngen kunne bruges til koste og børster og som tækkemateriale, sengefyld og strøelse under kvæg, får og svin, mens lyngtørven fandt anvendelse som brændsel i bageovnene og især til kalkbrænding. Den vigtigste betydning fik hedelyngen dog som foder. Lyngen blev brugt som foder til kvæg og får, ligesom man om efteråret blandede lyngblomster og -frø i foderet til svin. Senere begyndte man at forarbejde lyngen til fodermel, og her fandt planten anvendelse som dyrefoder helt frem til 2. Verdenskrig. Herefter mindskedes brugen, men blev dog genoptaget enkelte gange. Det skete fx efter den meget tørre sommer i 1959, hvor et lastbillæs foderlyng i Himmerland kunne indbringe op til 150 kr. svarende til ca. 2.000 kr. i 2017.

I dårlige tider har hedelyngen endda fundet anvendelse som menneskeføde. Helt op i 1800-tallet har man blandet lyngbrom, dvs. tørre blade, blomster og frø, i melet for at få det til at strække længere.

Selv om hedelyng stadig er almindelig i det meste af Jylland, er den sammen med hedearealerne gået meget tilbage. Det samme gælder anvendelsen, som i dag stort set er forsvundet. Hedelyng indgår dog stadig i produktionen af lynghonning, ligesom den i meget begrænset omfang bruges til ølbrygning, i kryddersnaps (lyngbjesk) og som te. Hedelyngen vokser typisk i næringsfattige, sandede miljøer. Den er stadig almindelig i Danmark, men de før så vidtstrakte lyngheder er gået dramatisk tilbage. For at undgå, at de resterende lyngheder springer i skov, plejes de med græsning og kontrolleret afbrænding.

Videre læsning

Læs mere om Det åbne land i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land

Eksterne links