Organiseret uld- og tekstilproduktion kan i Midtjylland spores tilbage til 1600-tallet. Her lod herremanden Christian Rantzau på Herningsholm (i den nuværende Herning Kommune) i 1630’erne opføre en fårefarm, et såkaldt schæferi. Ulden fra fårene fordelte han på fæstegårdene i de 11 sogne, hvor Herningsholm havde bøndergods, herunder i Ikast Sogn. Af ulden kunne fæstebønderne strikke hoser (strømper), vanter og andet uldtøj. Nogle af de færdigstrikkede produkter blev afleveret som en del af bøndernes afgifter til herremanden på Herningsholm, som videresolgte dem.

Omkring år 1700 var strikning af hoser blevet det vigtigste bierhverv for egnens bønder, og midt i 1700-tallet udgik der årligt 20.000 par strømper fra Herningsholm. Som følge af hosebinderiets fremgang skete der i samme periode også en betydelig fremgang i antallet af husstande på Herningsholms jorder. Fremgangen koncentrerede sig først og fremmest om sognene Gjellerup, Sunds og Ikast.

Hosekræmmerne på Ikastegnen

Maleriet En jysk fårehyrde på heden af Frederik Vermehren fra 1855 skildrer livet på heden, hvor strikning bestemt ikke var forbeholdt kvinderne. Stokken er stukket under armen og garnnøglet hæftet fast på brystet, så hænderne er fri til strikketøjet, og de mange timer på heden kan bruges fornuftigt. Mange af hedens bønder formåede at producere en anseelig mængde strømper og andre strikkede varer ved siden af deres andre beskæftigelser.

.

Mod slutningen af 1700-tallet udgjorde herregården Herningsholm ikke længere et centrum for handelen med uldvarer. I Hammerum Herred var der indtil begyndelsen af 1900-tallet heller ingen købstad og derfor intet nærliggende handelscentrum. I stedet begyndte handelen med uldvarer at blive decentraliseret. Bøndernes overskydende uldvarer blev opkøbt af omrejsende handelsmænd, ofte større gårdmænd, kaldet hosekræmmere. De gik fra gård til gård med store uldsække på ryggen. Mange hosekræmmere tog til København, hvor der var stor efterspørgsel på strikkede varer.

Hosebinderiet vedblev at være et vigtigt erhverv i 1800-tallet. Ved folketællingen i 1845 var Ikast sammen med Bording således de to sogne i Hammerum Herred, hvor flest husstande havde uldbinderi som hovederhverv. Af de mange mindre uld- og tekstilproducenter i Hammerum Herred, der tidligere havde været på landet, havde 20 udviklet sig til egentlige tekstilvirksomheder i år 1900.

Fra midten af 1800-tallet påbegyndtes udviklingen af egnens infrastruktur. Dette skete med anlæggelsen af hovedlandevejen mellem Aarhus og Ringkøbing, der kom til at løbe igennem byen Ikast. Fra 1877 blev Ikast desuden en stationsby på jernbanen mellem Silkeborg og Herning, hvilket gav nye distributionsmuligheder for spirende industrivirksomheder, og stationsbyen Ikast begyndte gradvis at vokse op omkring stationen og smelte sammen med den gamle del af byen, kaldet Ikast Kirkeby.

Tekstilproduktionen bliver industrialiseret

Tekstilindustrien i Ikast var i kraftig vækst i midten af 1900-tallet, og efterspørgslen på kvindelig arbejdskraft var stor. Den aftagende tørveproduktion skabte arbejdsløshed hos en større del af den mandlige befolkning i landområderne. I mange husstande var det derfor kvindernes arbejde i tekstilindustrien, som udgjorde familiens hovedindkomst. Kvinderne arbejdede som hjemmesyersker eller på en af de mange systuer i Ikast. På billedet ses syersker hos fabrikant Carlo Wichmann Madsen i Ikast i 1957.

.

Modsat Ikast var hosebinding og uldproduktion ikke et udbredt fænomen i Brande Sogn. Det var først, da uldproduktionen overgik til at blive industriel, at Brande blev en del af fortællingen om det midtjyske tekstileventyr. En af byens første store fabrikker var Martensens Fabrik, der blev grundlagt som farveri i 1855. Gradvis begyndte virksomheden selv at stå for indkøb af uld og forarbejdningen af uld til klæde og tekstil. Mod slutningen af 1920’erne blev fabrikken omdannet til et moderne trikotagefarveri, der også forarbejdede og handlede med kunstsilke.

Der kom for alvor gang i tekstilindustrien i Ikast i 1930’erne. Konkurrencen fra udlandet var begrænset pga. importrestriktioner, og i hedeområdet var lønniveauet lavere end i resten af landet. Væksten gik i stå, da den tyske besættelse i 1940’erne medførte råvaremangel, og i tiden efter Besættelsen var der store udsving. Trods dette var der vækst blandt trikotagefabrikkerne i Ikast, som var små, fleksible enheder med lave omkostninger, der hurtigt tilpassede sig markedet. Væksten skete gennem knopskydning. Ofte startede venner eller familie op i kompagniskab i kældre, baggårde eller på loftsværelser. Disse delte sig senere op og blev til nye virksomheder.

I 1960’erne steg produktionen eksplosivt. Fabrikker skød op, og folk flyttede ind til Ikast for at arbejde. Alligevel opstod en nærmest desperat mangel på syersker. Fabrikanterne i Ikast forsøgte at skaffe nye ved at oprette sypigekollegium og busruter, der hentede sypiger i oplandet. Efterhånden etablerede de også satellitsystuer i landområder med arbejdskraft.

Fabrikkerne var blevet rationaliseret efter amerikansk forbillede, men de producerede primært til hjemmemarkedet. Det blev tydeligt under den internationale økonomiske krise i 1970’erne, hvor det blev vigtigt at være på mange markeder. I denne periode meldte Brande sig for alvor på banen som tekstilby. Virksomheden Brandtex fra 1935 satsede nu på en rationel produktion af konfektionstøj. I perioder beskæftigede de omkring 10 % af byens befolkning, samtidig med at de havde flere hundrede ansatte på systuer rundtomkring i det midtjyske. De brugte også lønsystuer, som blev mere udbredt. Det var større eller mindre privatejede systuer, som udførte opgaver for andre virksomheder.

Konkurrencen fra lande i Asien og medlemskabet af det daværende EF øgede presset på fabrikkerne i Ikast og Brande. De udenlandske produkter var meget billigere pga. lavere syerskelønninger. Produktionen blev automatiseret, så lønudgiften kunne nedsættes. De nye udfordringer gjorde branchen mindre attraktiv; de unge søgte væk, og arbejdsstyrken blev gradvis ældre. Samtidig kom der fokus på syerskernes nedslidning og vejrtrækningsproblemer, som dog ikke blev anerkendt som arbejdsskader før i 1990’erne.

Udflytning og nye forretningskoncepter

Den kolde krigs afslutning varslede store forandringer. Med et slag var der adgang til billig arbejdskraft i bl.a. Østeuropa og Baltikum. Efterhånden flyttede virksomhederne produktionen ud af Ikast, Brande og de øvrige byer i Midtjylland. Andre valgte at nedlægge deres fabrik eller sælge den.

Udflytningen var en vanskelig, dyr og farefuld proces. Når først fabrikken var oppe at køre, skulle virksomhederne lære at styre en produktion på lang afstand. Indkøberne dukkede op som en ny profession, der stod for kontakten mellem virksomheden og udlandet. Med udflytningen forsvandt flere tusind midtjyske arbejdspladser, særligt syerskernes. Områdets mange små og mellemstore virksomheder gjorde, at nedlukningen kom til at foregå gradvis. De afskedigede blev typisk opsuget af andre tekstilvirksomheder eller gik over i træindustrien, der var i vækst. Atter andre blev omskolet til særligt social- og sundhedssektoren, mens mange havde nået pensionsalderen.

I skyggen af dette voksede et nyt forretningskoncept op. I 1975 grundlagde Troels Holch Povlsen og Merete Bech Povlsen deres første butik i Ringkøbing. Det var grundstenen til tøjvirksomheden Bestseller, som med hovedsæde i Brande udviklede sig til en verdensomspændende koncern i 1990’erne. Virksomheden blev opbygget på et netværk af leverandører i hele verden. Når produktionsomkostningerne i et land stiger, kan man søge leverandører i nye, billigere lande. Kernen ligger i at skabe forskellige brands, der skal ramme hver sin del af markedet. Varerne sælges videre gennem egne kædebutikker eller hos forhandlere, og derfor spiller design og marketing en nøglerolle for at skabe tætte relationer mellem brandet og kunden.

I Ikast og Brande spiller tekstil efter 400 år stadig en hovedrolle. Nu blot i en ny form og under betegnelsen modeindustri.

Videre læsning

Læs mere om historie i Ikast-Brande Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Historie