Frydenlund (Rudersdal Kommune)

Frydenlund er et af de lyststeder, der i slutningen af 1700-tallet blev bygget nord for København. I 1683 kom Frydenlund i Christian 5.s besiddelse, men den blev forpagtet af storkansler Conrad Reventlow, hvis datter, Anna Sophie Rewentlow, blev Frederik 4.s dronning. For at glæde hende lod Frederik 4. fra 1722, ved arkitekt J.C. Krieger, opføre et nyt lystslot med haveanlæg i fransk stil. Hovedhuset var ottekantet og havde en rund, central sal med værelser udenom efter Palladiansk mønster. Side- og indkørsels-bygningerne optræder i Den Danske Vitruvius fra 1746, hvorfor de også må tilskrives Krieger. Frederik 5. fik i 1760 lystslottet restaureret, og i 1760erne blev haven omlagt ved N.H. Jardin og Mathildevejen blev anlagt til Hørsholm for at lette vejen mellem hoffets to foretrukne sommeropholdssteder. Christian 7´s unge dronning, Caroline Mathilde, fik overdraget Frydenlund i 1767, men da lystslottet ikke var rummeligt nok til en større hofholdning, fik arkitekt C.F. Harsdorff i 1770-71 overdraget opførelsen af en ny bygning, der lå syd for Frydenlund og aksefast hermed ude i skoven. Fra det nye hus, der blev opført i tømmer og bræddebeklædt, var der fri udsigt dels op til slotshaven, dels til landskabet ved Nærum. Harsdorffs hus stod færdigt i 1772, men da var dronning Caroline Mathilde blevet forvist. Selvom Frydenlunds jorder og fiskeriet var bortforpagtet, og haven gav nogen indtægt ved salget af sine fortrinlige frugter, slugte driften af hus og have mange penge, og det besluttedes at sælge bygningerne med haven og lægge skoven ind under forstvæsenet. Lystslottet blev i 1793 solgt på auktion, og køber blev den svenske eventyrer og hofsekretær Carl Alof Boheman, som ejede Frydenlund frem til 1803. I hans ejertid menes Harsdorffs hus at være blevet revet ned, ligesom Boheman lod Frydenlund ombygge kraftigt til dets nuværende udseende som en enlænget bygning med to korte fremspringende sidefløje mod nord og en halvrund udbygning mod haven i syd med anvendelse af de gamle mure fra det ottekantede lystslot. Som Bohemans arkitekt foreslåes J.H. Rawert, en militærarkitekt især kendt for det store byplanarbejde sammen med Peter Meyn efter Københavns brand i 1795. I 1803 blev Boheman udvist af Danmark og Frydenlund blev sat på auktion, og derefter havde Frydenlund flere ejere, der hver kun havde stedet i kort tid. I 1841 købte dr. phil. H.O. Bjørn Frydenlund, og han nåede at istandsætte den efterhånden forfaldne hovedbygning, inden han døde to år efter. Frydenlund blev derefter solgt til Gertrud Dine Rieffesthal, der blandt andet lod anlægge et teglværk og i det hele taget forbedrede ejendommen, der efterhånden fik mere karakter af et lille gods end et landsted. Arkitekten Carl Brummer restaurerede Frydenlund i 1907-08, hvor hovedbygningens oprindelige toløbede fritrappe på østsiden blev erstattet af den nuværende ligeløbstrappe med tilhørende indgangsparti, også havesiden fik en ny trappe. I det indre blev hovedskillevæggen øst for havesalen flyttet mod nord, hvorved hjørnestuen blev dybere. Ligeledes blev den oprindelige treløbede hovedtrappe, der lå langs den østre del af hovedskillevæggen, fjernet og erstattet af en svungen tretrappe placeret i hjørnet af østre sidefløj og hovedfløjen. Desuden blev køkkenet flyttet fra kælderens østfløj til kælderens vestfløj. Den østre indkørselsbygning blev udvidet med to fag og halvvalmet tag mod øst. I 1930 blev Frydenlund atter ændret i det indre. Arkitekt Ole Falkentorp indførte et indskudt dæk i østfløjen med toiletter i den nedre del, og trapperummet blev ombygget til en kvadratisk og symmetrisk forstue overdækket af en kuppel med en ny bred trappe til det indskudte dæk, hvorfra de øverste dele af Brummers hovedtrappe, der nu blev inddækket af vægge, førte op til tagetagen. Den vestre hjørnestue fik samme dybde som den østre, og i tagetagen blev indrettet et ekstra toilet og bad, ligesom soveværelserne blev forsynet med håndvaske. I 1932 blev Frydenlund købt af højesteretssagfører Geo K. Schiørring, der lod ejendommens store, omkringliggende æbleplantage anlægge. I 1960 blev Frydenlund købt af Haldor Topsøe, og arkitekt Erik Herløv ombyggede vestfløjen, hvor kælderkøkkenet blev suppleret med et stort, nyt spise- og anretterkøkken i stueetagen. For at få plads til det nye køkken blev kældertrappen flyttet til hovedskillevæggen ind til hjørnestuen mod syd. Efter Haldor Topsøes død i 2013 tilhører ejendommen nu arvingerne efter Topsøe, der fremover vil anvende Frydenlund til møde- og kursusformål.

Landstedet Frydenlund ligger omgivet af æbleplantager midt i Trørød. Fra to portpiller med gitterport, flankeret af to portbygninger, der ikke er omfattet af fredningen, fører en allé op til landstedet, som ud over en fritliggende hovedbygning består af en sidebygning og en indkørselsbygning på hver side af en langstrakt gårdsplads. Vest for gårdspladsens vestre side- og indkørselsbygning er en mængde nyere bygninger, der ikke er omfattet af fredningen og derfor ikke beskrives nærmere. Nord for gårdspladsen er en aflang spejldam, på selve den grusbelagte gårdsplads er et parterrebed omgivet af lave, klippede træer og syd for hovedbygningen er en stor have i romantisk stil med ældre lindealléer og -rotunder.Hovedbygningen er en grundmuret, énetages bygning over en høj sokkel og består foruden en øst-vest orienteret hovedfløj af to korte, énetages sidefløje mod gårdspladsen samt en toetages, halvrund udbygning mod haven. Hovedbygningen har helvalmede tage hængt med sortglaserede tegl, og udbygningen mod haven bærer et kobberklædt kuppeltag, ligesom en to fag bred, muret gavlkvist mod gårdspladsen har et buet kobbertag. Hovedbygningen har en høj, pudset og let fremspringende, gulkalket sokkel, der nederst består af lave granitkvadre. Facaderne er pudsede og gulkalkede og forsynet med hvide pudsdetaljer i form af hjørnekvadre og kvadrede liséner samt en profileret hovedgesims. Under gavlkvistens vinduer er et tilbagetrukket, pudset bånd og den rundbuede fronton indrammes af en sparrenkopgesims, mens gavlfeltet smykkes af to overflødighedshorn og en urskive med tilhørende urværk. Den halvrunde udbygning er dekoreret med joniske, kannelerede søjler, der bærer en simpel arkitrav, hvorover der er en sparrenkopgesims. Mellem stueetagens og førstesalens vinduer er en profileret kordongesims. I østsiden fører en bred granittrappe med svungne granitvanger og smedejernsgelænder op til et fremspringende indgangsparti, hvori hovedindgangen er placeret. Indgangspartiet består af to doriske stensøjler, der bærer en profileret arkitrav og en profileret fronton, hvis heltag er beklædt med kobber. Bag søjlerne er en grundmuret, pudset og gulkalket del, hvori der er en ældre, tofløjet fyldingsdør med vifteopsprosset overvindue samt et torammet, diagonaltopsprosset vindue. Langs sidelængen er en kældertrappe af granit med vanger af sandsten, der fører ned til en ældre, rundbuet fyldingsdør under hovedindgangen. I vestsiden er en lav granittrappe med et simpelt smedejernsværn, der giver adgang til en ældre, bred og enfløjet fyldingsdør med diagonaltopsprossede ruder øverst. Over døren er et konsolbåret skur af sandsten. I havesiden fører en bred granittrappe med svungne granitvanger og detaljerigt, ældre smedejernsgelænder op til en terrasse med murede, pudsede og gulkalkede vanger, der bærer et stenværn med dokkebalustre. På terrassen er i nyere tid opført en havestue med smalle og høje ruder, der følger terrassens krumme form, samt et firefløjet, nyere dørparti og et bliktag. I den halvrunde udbygning er en nyere, tofløjet havedør med fire ruder i hver ramme. Alle døre er malet grønne undtagen de to havedøre, der er hvidmalede. Samtlige vinduer er ældre og hvidmalede, og i hovedetagen er de udformet som krydspostvinduer med opdelte rammer, mens vinduerne i kælderetagen og den halvrunde udbygning er torammede vinduer med små ruder. I hovedfløjens rygning er to skorstenspiber med sokkel og gesims, og i begge sidefløjes udadvendte tagflader er en høj skorstenspibe med sokkel og gesims. Alle skorstenspiber er hvide. I hovedfløjens øst-, nord-, og vestvendte tagflader er der kviste med buede zinktage samt torammede, smårudede vinduer med buet overkant. Endvidere ses i tagfladerne enkelte ældre tagvinduer af støbejern samt udluftningshætter.I hovedbygningens indre er store dele af den oprindelige planløsning bevaret med repræsentative stuer i stueetagen, private gemakker i tagetagen og domestikrum i kælderen. Stueetagens planløsning er stort set symmetrisk og indrettet med et vindfang og en forstue mod øst, hvorfra der er adgang til en hovedtrappe i østre sidefløj. Mod haven ligger tre stuer en suite, forbundet af dobbelte fløjdøre, hvoraf den midterste stue, kaldet havestuen, er cirkulær. Modsat havestuen er en spisestue mod gårdspladsen, og i vestre sidefløj er et halvtreds år gammelt snedkerkøkken med spiseplads, hvorfra en bagtrappe fører ned til kælderen. Tagetagen er indrettet med badeværelse og en mængde værelser, hvoraf det cirkulære værelse over havestuen er rigest udsmykket og forsynet med et kuplet loft. Kælderen er indrettet med en gang ud mod gårdspladsen, hvorfra der er adgang til flere depotrum samt vaskerum og et ældre køkken med bevaret snedker-forrammekøkken og ældre fliser på væggene. Fra køkken til kælder er en affaldsskakt, ligesom der er en tøjskakt til vaskerummet. I østre sidefløj er i kælderen indrettet et gæstetoilet til brug for stueetagen. Hovedbygningen har en overvejende en ældre og traditionel materialeholdning med ølandsfliser i forstuen samt mønsterlagte parketgulve, bræddegulve og pudsede vægge og lofter forsynet med righoldig stukkatur. Ligeledes er der bevaret en mængde ældre og oprindelige bygningsdele og detaljer som brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, feltinddelte vægge, dørstykker, en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter samt buede nicher med kaminer. Kælderen har derimod enkle og slidstærke materialer med støbte, malede gulve, hvidkalkede vægge og pudsede lofter samt enfløjede fyldingsdøre med tilhørende enkle gerichter. Parvist imellem indkørselsbygningerne og sidebygningerne står to murede portpiller, der fra hver side markerer indkørslen til gårdspladsen. Hver murpille er opført på en lav sandstenssokkel og er kvadermuret, pudset og gulkalket med et sandstensbånd øverst foruden en profileret topplade af sandsten, hvorpå der står en guirlandeudsmykket prydvase af sandsten. Murpillerne udsmykkes af aflange, pudsede og hvidmalede felter. I murpillerne er bevarede, kraftige stabler fra tidligere portfløje. Østre indkørselsbygning er en grundmuret bygning i én etage over en høj kælder, der bærer et rødt, teglhængt heltag med helvalmet vestgavl og halvvalmet østgavl samt to hvide skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I den vestvendte tagflade er en ældre, teglhængt heltagskvist med indrammet trekantfronton. I den nordvendte tagflade er tre nyere ovenlysvinduer, og i den sydvendte tagflade er et ældre tagvindue i støbejern samt et par udluftningshætter. Den let fremhævede sokkel er pudset og gulkalket ligesom facaderne, som har hvide, pudsede hjørneliséner og forkrøppede vinduesindramninger samt hvide, profilerede hovedgesimser. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte med gråmalede karme og hvide rammer. Kældervinduerne er torammede med små ruder, mens stueetagens vinduer er korspostvinduer med opdelte, nedre rammer, der er forsynet med en tungeudsmykket, malet metalsålbænk. Vinduerne i kvisten og i østgavlen er torammede, todelte vinduer. I sydsidens yderfag fører en nyere trætrappe med detaljerigt snedkerværn op til en ældre, hvidmalet, tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue. På nordsiden er en havestue, sandsynligvis fra midten af 1800-tallet, med zinkklædt heltag, der hviler på en høj, muret og gulkalket base. I basen er en ældre, enfløjet fyldingsdør og indkørselsbygningens sokkel er også en ældre, enfløjet fyldingsdør med opsprossede ruder i den øverste fylding. Begge kælderdøre er gråmalede. I østre indkørselsbygnings indre er en ældre planløsning stort set bevaret med kælder- og stueetage samt udnyttet tagetage. I stueetagens østende er den langsgående hovedskillevæg fjernet og her er i stedet en gennemlyst gavlstue, men stueetagens tværskillevægge er bevaret. Mod indkørslen er en forstue, hvor en ældre trappe fører op til tagetagen, samt et gæstetoilet og et køkken, mens der mod haven er to stuer foruden gavlstuen. De tre stuer ligger en suite og er forbundet af dobbelte fløjdøre, og fra den midterste stue er der udgang til havestuen. Tagetagen er indrettet med værelser og badeværelse, og alle kroge af tagetagen er udnyttet med skabe, små depotrum og alkover. I kælderen forefindes rum af sekundær karakter, herunder et ældre køkken. Østre indkørselsbygning har en overvejende ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk samt snedkerdetaljer som høje fodpaneler, lysningspaneler, en- og tofløjede femfyldingsdøre med bosser og tilhørende profilerede gerichter. I kælderen er der støbte gulve og ældre mønsterlagte teglklinker, pudsede vægge og overkalkede bjælkelag samt revleskodder foran kældervinduerne og ældre revle- og fyldingsdøre. Østre sidebygning er en grundmuret bygning i én etage, der bærer et rødt, teglhængt heltag med helvalmede gavle og to hvide skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I den østvendte tagflade er seks nyere ovenlysvinduer, i sydgavlen er et nyere ovenlysvindue og i den vestvendte tagflade er fem nyere ovenlysvinduer. Facaderne er pudsede og gulkalkede og afsluttes for oven af en hvid, retkantet hovedgesims. Vinduerne, der sidder under fladbuede stik, er ældre eller traditionelt udførte som torammede, tredelte vinduer med gråmalede karme og hvide rammer, der er forsynet med hvidmalede sålbænke. Dog er nogle af vinduerne forsynet med termoruder. I østsiden fører en støbt trappe op til hoveddøren, der er en nyere, enfløjet dør med fyldinger. Døren er malet hvid med grå spejle. Østre sidebygning er en gammel staldbygning, hvorfor dens indre bærer præg af en noget opløst planløsning i forhold til en traditionel grundplan med en langsgående hovedskillevæg og tværskillevægge. I stueetagen er der forstue, stuer, køkken og badeværelse, og en nyere toløbstrappe, tegnet af Jørn Utzon, fører op i den udnyttede tagetage, hvor der er åbent til kip med fritliggende hanebånd. Østre sidebygning har en nyere, men traditionel materialeholdning med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter. Der er både fyldingsdøre og nyere pladedøre med tilhørende gerichter og nyere messinggreb. Vestre indkørselsbygning er en grundmuret bygning i én etage over en høj kælder, der bærer et rødt, teglhængt, helvalmet tag med en hvid skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. I den nord-, øst- og vestvendte tagflade er en ældre, teglhængt heltagskvist med indrammet trekantfronton. I den nord-, vest- og sydvendte tagflade er desuden et nyere ovenlysvindue, og mod nord tillige et ældre støbejernstagvindue. Den let fremhævede sokkel er pudset og gulkalket ligesom facaderne, som har hvide, pudsede hjørneliséner og forkrøppede vinduesindramninger samt hvide, profilerede hovedgesimser. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte med gråmalede karme og hvide rammer. Kældervinduerne er torammede med små ruder, mens stueetagens vinduer er korspostvinduer med opdelte, nedre rammer, der er forsynet med en tungeudsmykket kobbersålbænk. Vinduerne i kvisten og i østgavlen er torammede, todelte vinduer. I sydsidens yderfag fører en nyere trætrappe med detaljerigt snedkerværn op til en ældre, gråmalet, enfløjet fyldingsdør med svunget overkant og et hvidmalet, opsprosset overvindue. Sydsidens modsatte yderfag er blændet. På nordsiden er en havestue med zinkklædt halvtag, der hviler på en høj, muret og gulkalket base. En nyere trætrappe med simpelt træværn fører ned til terræn. Under havestuen er en ældre, tofløjet fyldingsdør med opsprossede ruder i de øverste fyldinger. Havestuen er malet både grå og hvid, mens kælderdøren er gråmalet. I vestre indkørselsbygnings indre er den oprindelige planløsning stort set bevaret med kælder- og stueetage samt udnyttet tagetage. Mod indkørslen er en forstue med en nyere ligeløbstrappe til tagetagen samt et køkken, og mod haven er to stuer, hvorfra der er udgang til havestuen. I tagetagen er der værelser og et badeværelse, mens rummene i kælderen er opbevaringsrum. Vestre indkørselsbygning har en overvejende ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukkant samt snedkerdetaljer som lysnings- og brystningspaneler, høje fodpaneler og enfløjede trefyldingsdøre med tilhørende profilerede gerichter. I kælderen er nyere klinkegulve, kalkede vægge og synligt bjælkelag samt plane døre. Vestre sidebygning er en grundmuret bygning i én etage, der bærer et rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle og er den eneste af de fredede bygninger, der ikke er fritliggende, idet den mod nordvest er sammenbygget med en teglhængt længebygning og mod syd med en lav træbygning. I hver tagflade er syv nyere ovenlysvinduer. Facaderne er pudsede og gulkalkede og afsluttes for oven af en hvid, retkantet hovedgesims, der i sydgavlen følger tagskægget, mens den i nordgavlen fortsætter i en kordongesims. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte som torammede, tredelte vinduer med gråmalede karme og hvide rammer, der er forsynet med hvidmalede sålbænke. I sydgavlen er en nyere, enfløjet, hvidmalet dør med en fylding nederst og herover seks ruder. Over døren er et lille, teglhængt halvtag. Vestre sidebygning er ligeledes en gammel staldbygning og senere hen garagebygning, hvorfor dens indre også bærer præg af et noget opløst planløsning i forhold til en traditionel grundplan med en langsgående hovedskillevæg og tværskillevægge. I stueetagen er der forstue, stuer, køkken og badeværelse, og en nyere trappe fører op i den udnyttede tagetage, hvor der er åbent til kip med fritliggende hanebånd. Vestre sidebygning har en nyere, men traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt nyere klinkegulve. Der er nyere pladedøre med tilhørende enkle gerichter og nyere messinggreb.

Den miljømæssige værdi ved Frydenlund knytter sig til landstedets herskabeligt afsondrede placering omgivet af skov og æbleplantager samt til den formfuldendte iscenesættelse af de nære omgivelser. Ankomsten til Frydenlund er formel på grund af indkørslens markering i form af portbygninger, portpiller og gitterport samt i kraft af den lange allé, der fører op til det store landsted. I den nære skala er der miljømæssig værdi ved de to krydsende akser, hvorom landstedet er disponeret. Den øst-vest orienterede opkørselsvej gennemskærer den langstrakte gårdsplads, der ligger som et nord-syd orienteret bindeled mellem hovedbygningen mod syd og den aflange spejldam mod nord. Hovedbygningens aksefaste placering understreges af sidebygningerne og indkørselsbygningerne, hvis placering også er yderst vigtig for den øst-vest gående akse. De bevarede portpiller imellem indkørselsbygningerne og sidebygningerne er både vigtige for tværaksen, men også for indramningen af den store gårdsplads – især da der sad gitterlåger i de bevarede stabler. Den fredede del af bygningsanlægget er strengt symmetrisk, hvilket understreges af den store og lange spejldam, gårdspladsens klippede træer og parterrebed og hovedbygningens store, omgivende have. Haven har både træk fra den engelske, romantiske landskabshave, men også fra den oprindelige fransk inspirerede barokhave, der endnu er bevaret i form af lindealléer og linderotunder. Frydenlund er samlet set et imponerende anlæg med en betydelig kulturmiljømæssig værdi.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Frydenlund som repræsentant for de idyllisk beliggende landsteder, der skød op nord for København til brug for kortere sommerophold fra den varme by for det bedre borgerskab i 1700- og 1800-tallet. Hertil kommer, at Frydenlund indgår i et landskabeligt system af akser mellem de nordsjællandske slotte og landsteder. Hovedaksen med Fredensborg mod nord, Hirschholm Slot og Eremitageslottet mod syd, krydses af en mindre tværakse med Stenen ved Kohave Skov som omdrejningspunkt og Næsseslottet som vestligste punkt. På denne tværakse, spejler landstederne Frydenlund og Gl. Holtegård hinandens beliggenhed omkring hovedaksen. Frydenlunds kulturhistoriske værdi ligger i det aksefaste og symmetriske, barokke anlæg bestående af indkørselsbygninger, sidebygninger, portpiller, gårdsplads, spejldam og lindealléer samt i hovedbygningens placering i den primære akse. Selve hoved-bygningen er i det ydre et fornemt eksempel på et klassicistisk landsted med hovedfløj og sidefløje i én etage udformet med en gennemgående symmetri. Den oprindelige barokke hovedbygning var ottekantet, og den nuværende hovedbygnings cirkulære havestue er opbygget på fundamentet af Kriegers centrale, ottekantede sal, der var flankeret af værelser og forsynet med kælder. Den ottekantede form er stadig synlig i kælderen under havestuen. I hovedbygningens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det udprægede klassicistiske formsprog karakteriseret ved en solitær fremtræden, en stringent og symmetrisk opbygning samt pudsede og gulkalkede, symmetriske facader, taktfast vinduessætning og opskalkede, sortglaserede heltage med helvalmede gavle. De pyntelige elementer er udført som hvidmalede pudsdetaljer og knytter sig til hjørnekvadre, kvadrede liséner og profilerede hovedgesimser samt gårdsidens rundbuede fronton med sparrenkopgesims og urskive udsmykket af overflødighedshorn. Hertil kommer havesidens halvrunde udbygning med joniske, kannelerede søjler, kordongesims, arkitrav og sparrenkopgesims. Disse antikke elementer understreges af det kuplede, kobberklædte tag, hvorved den halvrunde udbygning giver mindelser til et lille græsk tempel. Også indgangspartiet består af typiske antikke elementer, omend det er kommet til senere, i form af de doriske stensøjler, der bærer en arkitrav og en trekantfronton med kobbertag. Fyldingsdørene og de pompøse stentrapper med smedejernsgelændere er ligeledes udført i et klassicisk formsprog. Kun hovedetagens høje vinduer afviger fra det klassicistiske skema. Vinduerne er inddelt af fire lige høje rammer, der hver er underopdelt af en tværsprosse, og består således af en blanding af et barokt krydspostvindue og et klassicistisk korspostvindues opdelte, nedre ramme. Sågar kældernedgangen mod vest skærmes af det for 1700-tallet så karakteristiske udhæng over sekundære indgange i form af en lav sandstensfronton båret af to sandstenskonsoller, hvilket kaldes et skur. Frydenlunds helstøbte, pompøse og monumentale ydre har været et vigtigt virkemiddel til at fremvise sin økonomiske velstand udadtil, hvortil den klassicistiske arkitektur var yderst effektfuld. I det indre afspejles det klassicistiske bygningsideal i såvel planløsning som interiører, og således knytter den kulturhistoriske værdi sig ved hovedbygningens indre til de bevarede dele af den oprindelige planløsning med den repræsentative bel-etage i stueetagen og herskabets private gemakker i tagetagen samt de sekundære rum som køkken og vaskerum i kælderen. Denne placering var yderst hensigtsmæssig, idet herskabet hermed kunne opholde sig i de fornemme gemakker uden unødig trafik af tjenestefolk samt lugt af mados. Hovedbygningens plan følger endvidere datidens mønsterbøger og anbefalinger til en herskabsbolig. Hovedfløjen er på traditionel vis disponeret med en langsgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side, omend hovedskillevæggen i Frydenlund i første halvdel af 1900-tallet er blevet lidt forskudt. Tidstypisk for 1700-tallet er stuetagen indrettet med en centralt placeret, stor havestue, hvorfra der var udgang til den landskabelige have, og på hver side af denne en repræsentativ stue – alle forbundet af dobbelte fløjdøre. Denne planløsning sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved hovedbygningens rigt udsmykkede rum, hvoraf den cirkulære havestue med buede nicher og kaminer, panelering, dørstykker og stukkatur samt den ligeledes cirkulære stue ovenover med søjlebåren arkitrav og kuplet loft særligt træder frem. Samtlige oprindelige og ældre bygningsdetaljer har således stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder de mønsterlagte parketgulve, bræddegulvene, de pudsede vægge med brystningspaneler, listeinddelte felter og dørstykker samt de pudsede lofter forsynet med righoldig stukkatur. Hertil kommer lysningspaneler og -skodder, radiatorskjulere med mæander-bortmotiv samt de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter. Hertil kommer kælderens forrammekøkken, der sammen med den sekundære bitrappe og de enfløjede fyldingsdøre med enkle gerichter samt rummenes enkle detaljeringsgrad og slidstærke overflader vidner om kælderens udelukkende praktiske brug.Den kulturhistoriske værdi for de to indkørselsbygninger knytter sig i det ydre til deres barokke formsprog, der kan aflæses i facadernes pudsede hjørneliséner og forkrøppede vinduesindramninger samt profilerede hovedgesimser. Oprindeligt har de to indkørselsbygninger været identiske med en kvadratisk grundplan, symmetriske facader og opskalket, pyramideformet tegltag afsluttet af en skorstenspibe øverst. Den vestre indkørselsbygning fremtræder stadig således, men den østre bygning er blevet udvidet med to fag mod øst i begyndelsen af 1900-tallet, hvorved noget af det stramme bygningsanlægs form er aftaget. Dog opleves de to bygninger stadig identiske mod gårdspladsen, hvor de to trefags facader kompletterer hinanden.Den kulturhistoriske værdi for de to indkørselsbygninger knytter sig i det indre til de stort set bevarede oprindelige planløsninger, der selvsagt er tydeligst i den vestre bygning. På traditionel vis er forstue og køkken placeret mod opkørselsvejen, mens stuerne er orienteret mod den nordvendte have. Hertil kommer de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om datidens formsprog og æstetiske præferencer samt bygningernes høje alder. Det gælder bræddegulve, pudsede vægge, pudsede lofter med stuk, høje fodpaneler, lysningspaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med bosser og profilerede gerichter. Hertil kommer kældrenes mønsterlagte teglklinker, pudsede vægge, overkalkede bjælkelag, revle- og fyldingsdøre samt revleskodder foran kældervinduerne. De to sidebygningers kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes sekundære funktion som domestik- og staldbygninger, hvilket kan aflæses af deres smalle og lave bygningskroppe. At de er samtidige med indkørselsbygningerne kan aflæses i østre sidebygnings opskalkede heltag med helvalmede gavle og skorstenspiber i rygningen, der er typisk for barokkens sekundære bygninger, og tillige mimer tagformen vestre indkørselsbygnings oprindelige pyramidetag. De mere lukkede facader, den varierende vinduesafstand og fraværet af facadedetaljer vidner desuden om bygningernes sekundære brug.

Den arkitektoniske værdi ved Frydenlund knytter sig i det ydre til den fritliggende hovedbygnings trefløjede form med en fremskudt, halvrund udbygning mod haven, hvor hovedbygningens gennemførte klassicistiske udtryk og detaljeringsgrad er nøje afstemt dens enkelte bygningselementer, hvorved de tildeles et indbyrdes hierarki, der afspejler deres funktion, heriblandt hovedindgangen mod øst. Hertil kommer facadernes rige anvendelse af forskelligartede pudsdetaljer, som alligevel er anvendt i en for klassicismen nøje afstemt brug. Facadedetaljerne fremtræder meget synlige på grund af den kontrastfulde, men elegante farveholdning i gul og hvid. Den lave granitsokkel og de sortglaserede, opskalkede tegltage samt de høje, slanke vinduer er yderligere med til at forstærke hovedbygningens elegante fremtræden. Det samlede udtryk er raffineret, behersket og særdeles herskabeligt. Gårdsiden og havesiden er begge helt symmetriske omend deres udformning er vidt forskellig i kraft af sidefløje og gavlkvist med rundbuet fronton mod gården samt den halvrunde, kuplede udbygning mod haven, men fælles er, at bygningselementerne og kompositionen sikrer, at opmærksomheden samler sig om midten af hovedbygningen – i midten af anlæggets nord-syd gående hovedakse. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til den formfuldendte planløsning med den runde, centrale havestue samt til den senere forskydning af hovedskillevæggen, således at der opstår smalle og dybe rum til begge sider. Hertil kommer, at den forholdsvis lille grundplan og de mange, store vinduer giver et kraftigt lysindfald og en fornemmelse af at være i tæt kontakt med haven udenfor, hvilket harmonerer fortrinligt med funktionen som landsted. Ligeledes knytter den indre arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer og velbevarede interiører, der overalt er præget af en ældre materialeholdning med en righoldig grad af detaljering. Disse forskellige og farvemættede interiører har alle en herskabelig elegance, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance, og således i høj grad bidrager til hovedbygningens samlede formfuldendte indre.Den arkitektoniske værdi ved den østre indkørselsbygning knytter sig i det ydre til den fritliggende bygningskrop med rødt, teglhængt heltag og helvalmet gavl mod vest samt skorstenspiberne i rygningen. Østre indkørselsbygning har en enkel, men monumental fremtoning i kraft af de symmetriske facader, der er udstyret med elegante detaljer. Facadens opbygning med en høj, let fremskudt sokkel, hjørneliséner, forkrøppede vinduesindramninger og profileret hovedgesims tildeler bygningen et harmonisk og lettere herskabeligt udtryk, der understreges af de tidstypiske vinduer. Den arkitektoniske værdi ved den vestre indkørselsbygning knytter sig i det ydre til den fritliggende og velproportionerede bygningskrop med den kvadratiske grundplan og det helvalmede heltag med skorstenspiben i rygningen, der giver bygningen en meget helstøbt fremtræden. Vestre indkørselsbygning har en enkel, men monumental fremtoning med de symmetriske facader, der er udstyret med elegante detaljer. Facadens opbygning med en høj, let fremskudt sokkel, hjørneliséner, forkrøppede vinduesindramninger og profileret hovedgesims tildeler bygningen et harmonisk og lettere herskabeligt udtryk, der understreges af de tidstypiske vinduer.Sidebygningernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de to gedigne, langstrakte og enkle bygningskroppe med en simpel detaljering, udelukkende i form af en retkantet gesims, samt røde, teglhængte heltage. Den østre sidebygning har yderligere arkitektonisk kvalitet i form af de helvalmede gavle og de to skorstenspiber i rygningen, der understreger bygningskroppens symmetri, der gentages i gårdsiden. Yderligere er det en arkitektonisk kvalitet, at den østre sidebygning kun har vindues- og døråbninger i gård- og haveside. For begge bygninger ligger den arkitektoniske kvalitet også i den traditionelle farveholdning, heriblandt i de tofarvede vinduer, der med gråmalet karm og hvidmalede rammer opleves elegante og spinkle. Sammenstillet udgør Frydenlunds fem fredede bygninger et kraftfuldt bygningsanlæg, hvis force knytter sig til den gennemførte symmetri og spejlingen af facaderne samt den gennemførte farve- og materialeholdning. I det ydre fremtræder Frydenlund således som et elegant og stateligt landsted, hvis arkitektoniske udtryk er karakteriseret ved regularitet, afmålt enkelhed og ophøjet ro.

Læs videre om

• Frydenlund, Trap Danmark

Læs også om

• Frederikslund, Holte
• Lågepiller ved Gammel Dronninggårds Allé 3 og 6, Holte
• Villa Kathus, Holte

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen