Geologisk tidslinje over Holbæk Kommune.

.
Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Holbæk Kommune. Store dele af kommunen dækkes af et kuperet dødislandskab med issøbakker og et dybt dødishul med Tysinge Mose. Den nordlige del af kommunen er dækket af en jævn bundmoræneflade, der blev afsat inde under isen. Modsat disse landskaber, som blev dannet i slutningen af sidste istid, blev de marine flader i den inderste del af Lammefjord først blotlagt i forbindelse med inddæmningen og tørlægningen 1873‑74.
.

Orø og Tuse Næs består de prækvartære lag, dvs. de lag, som blev afsat før istiderne, af Bryozokalk fra Danien, der ligger i 15‑30 m’s dybde. I resten af kommunen ligger lagene i 35‑100 m’s dybde og består af grønsandskalk og ler fra Paleocæn. Leret kan i dag ses i de gamle lergrave ved Holmstrup og Hanerup.

I store dele af kommunen dækkes de prækvartære lag af moræneler fra sidste istid, Weichsel; enten som bundmoræneflader eller som dødisområder. Derudover har sand og grus, som blev aflejret i issøer, skabt et særdeles bakket terræn ved Brorfelde. I boringer fra Holbæk er der også fundet havaflejringer i form af Græsted Ler fra den mellemste del af sidste istid.

Havaflejringer fra tiden efter sidste istid optræder mange steder langs bl.a. Holbæk Fjord, Tuse Næs og Orø. På Tuse Næs optræder der især sandlag og grovkornede strandvolde. Dertil kommer den inddæmmede Lammefjord, som dækkes af 2‑6 m tykke lag af marint sand, silt og ler. Ferskvandsaflejringer af sand, ler og tørv findes langs kommunens vandløb samt i bl.a. Åmose og langs Gyrstinge Sø. Der indvindes grundvand fra Bryozokalken og fra lagene af smeltevandssand og -grus.

Kildekalken langs Elverdamså

Fra Smidstrup løber Elverdamsådal nordpå og breder sig tragtformet ud fra Soderup og videre nordpå, til den ender ved Asserholmdæmningen og Tempelkrog, der udgør den inderste vig i Isefjord. Dalen blev eroderet af vand fra smeltende dødismasser, der i slutningen af sidste istid var blevet efterladt i landskabet omkring Gyldenløveshøj. Flere steder vælder kilder ud på dalsiderne, og siden afslutningen af sidste istid har deres kalkholdige vand aflejret store mængder kildekalk, som i dag kan ses i dalbunden og på dalsiderne mellem Fristrup Mølle og Hestemøllegård.

De mange kilder skyldes, at grundvandsmagasinerne nogle steder ligger så højt, at kalkrigt grundvand kan bryde frem på dalsiderne. Vandets høje kalkindhold skyldes, at der ved nedbrydningen af planterester og andet organisk materiale dannes kuldioxid (CO2), der reagerer med det regnvand, som trænger ned i jorden. Derved dannes der kulsyre, som opløser jordens indhold af kalk til calcium- og karbonationer (Ca2+ og CO3 2-), som føres med grundvandet. Når det bryder frem på jordoverfladen som en lille kilde, frigives kuldioxiden til atmosfæren, og calcium- og karbonationerne udfældes som calciumkarbonat (CaCO3).

I friskopgravet tilstand er kildekalken blød, men hærdner, når den tørrer. Tidligere blev den faste kalk brudt og udnyttes som bygningssten, såkaldte frådsten, til bl.a. kirker. Den løsere kalk blev i stedet anvendt som jordbrugskalk.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Holbæk Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Geologi