Langhøj, mv., Horsemosen

Langdysse, 49 m i NV-SØ, 6 m bred, overfladen stærkt afgravet, men tilgroet, V.hjørnet pløjet over; randsten: i SØ 1 stående, 2 væltede (store), i NV 1 stående (stor), i NØ 2 stående, 14 væltede (små), i SV 9 stående, 17 væl- tede (små); rester af 3 kamre (1 eller 2 forsvundet): centralt står en væl- dig sidesten på tværs af dyssen, 2,8 m lang, og en gangsten ved dens SV-ende, indeni kammeret en bunke marksten; vestligere står 1 stor sidesten på tværs af dyssen, samt 2 omvæltede sten; vestligst 1 væltet bæresten; over dyssens NØ-side ligger fra gammel tid en mængde marksten, lyng- og kratgroet i ager. (Udgravet 1888, fund i nationalmuseet). Der er højmosetørv om dyssen, men den står på sand.

Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.

Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.

Urnegrav, begravelse, hvor de brændte skeletrester er nedlagt i en urne (lerkar). I forhistorisk tid blev urnegrave almindelige i Danmark fra midten af bronzealderen ca. 1100 f.v.t., da gravskikken gradvis ændrede sig fra jordfæste til ligbrænding i takt med udviklingen i det meste af Europa, se urnemarkskultur. Læs videre her.

En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.

Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.

Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.

Læs videre om

• Langhøj, mv., Stenvad
• Langhøj, mv., Ulstrup Hede - #2
• Rundhøj, mv., Steenvad
• Rundhøj, mv., Stenvad Hede - #2
• Rundhøj, Stenvad

• Fund og Fortidsminder - Slots- og Kulturstyrelsen
• Lokaliteten på Fund og Fortidsminder