Fælles kort for 3416-2,3,4,1 Rester af et jættestuekammer. Af kammeret står kun 2 bære- sten i vestsiden. En del af gangen, i retning øst-vest, er bevaret, nemlig : i nordsiden 4 bæresten, hvoraf den næst- vestligste er en tværsiddende karmsten. I sydsiden er kun 1 bæresten bevaret. På denne og den modstående sten, der er den østligste i nordsiden, hviler en flad dæksten. Alle andre større sten mangler. Ligger i nordranden af en nu ef- tergroet grusgrav. Uden om de bevarede sten er 5 m. jord indbefattet i fredningen. N for sb. 7 og 8.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.
Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
