Linnebjerg Bakke af . Begrænset anvendelse

Skove i Ikast-Brande Kommune

En rødgranbevoksning er netop blevet tyndet i den lille, privatejede Bæksgård Plantage nord for Brande. Tømmeret er kørt væk, og rødgranernes toppe er ved at blive indsamlet. Toppene lægges til tørre, hvorefter de hugges til flis og udnyttes til fjernvarmeproduktion af lokale varmeværker.
.

Med et skovareal på 19.034 ha, svarende til ca. 26 % af kommunens samlede areal, er Ikast-Brande en ganske skovrig kommune. Staten ejer en betydelig andel af skovarealet, heriblandt Palsgård Skov samt Nørlund og Gludsted Plantager, mens Ikast-Brande Kommune selv ejer ca. 400 ha skov. Resten er privatskov. Skovene og især plantagerne udnyttes i høj grad til træproduktion.

Hovedstilstandslinjen, som gennemskærer kommunen fra nord til syd, deler skovene i to meget forskellige typer. På de mere næringsrige morænejorder øst for Hovedstilstandslinjen findes højstammede løvskove med især bøg. I vest ligger til gengæld de magre hedesletter med enkelte gamle egekrat samt en række store og små nåletræsplantager. Dertil kommer lidt yngre blandskove.

De mange hedeplantager, som gennem de seneste 200 år er anlagt på de åbne, vindblæste heder, har bevirket at Ikast-Brande Kommunes skovareal i dag ligger betydeligt over landsgennemsnittet.

Da heden blev til skov – hedeplantagernes historie

Den mørke Nørlund Plantage står i skærende kontrast til de lysåbne arealer i den nordlige del af Harrild Hede, hvor landskabet farves rosa af blomstrende hedelyng. I løbet af de seneste par århundreder har opdyrkning og tilplantning dramatisk reduceret og fragmenteret den engang så vidtstrakte jyske hede. Tilplantningen af hederne kulminerede fra slutningen af 1800-tallet og frem til ca. 1930, hvor hedeplantager som Nørlund Plantage især skød op i de magre hedeegne vest for Hovedstilstandslinjen.

.

Vejfarende, som i 1700-tallet krydsede Vestjylland, blev mødt af et åbent, øde hedelandskab. På den tid var omkring 40 % af Jylland dækket af hede, men siden har landskabet ændret sig dramatisk. Byer og infrastruktur er kommet til, og de førhen så vidtstrakte heder er blevet opdyrket til landbrug og plantet til med skov.

De tilplantede heder kaldes samlet for hedeplantager, hvor man med ordet plantage hentyder til anlæggelsen af skov i områder, som ikke tidligere har båret træer. Især i Midt- og Vestjylland er der siden 1700-tallet etableret talrige hedeplantager, og i Ikast-Brande Kommune har store tilplantede hedearealer som Nørlund Plantage, Gludsted Plantage og Palsgård Skov medført, at det engang så vindblæste, åbne område i dag har et skovareal, der ligger betydeligt over landsgennemsnittet.

Hederne

Ved overgangen fra ældre til yngre stenalder var næsten hele Danmark dækket af skov. Efterhånden blev skoven dog ryddet og afbrændt for at skabe græsningsarealer til et voksende husdyrhold. Den hårde græsning forhindrede skoven i at vende tilbage, og på de magre vestjyske jorder bredte dværgbuske som hedelyng og revling sig ud over det åbne landskab.

De danske heder er således et kulturlandskab, og hvis ikke de udnyttes, vil de atter springe i skov. At de blev bevaret, skyldtes hedebønderne, som udnyttede hederne til især husdyrgræsning, ligesom de høstede hedelyngen til bl.a. foder og tagdækning.

Hedernes tilplantning

Isenbjerg Bakkeø hæver sig mere end 24 m op over den jævne hedeslette i Gludsted Plantage.

.

Fra midten af 1700-tallet opstod der en interesse i statsadministrationen for at få nyttiggjort de store uproduktive arealer i Jylland. Den destruktive udnyttelse, de store skader, svenskekrigene havde påført især de jyske skove i 1600-tallet, samt land- og skovreformerne fra sidst i 1700-tallet, betød, at det danske skovareal omkring år 1800 var reduceret til under 5 %. For at tilfredsstille behovet for bl.a. tømmer samt for at yde læ for landbruget i Vestjylland var det nødvendigt at rejse ny skov.

De første forsøg på at rejse skov på den jyske hede var frugtesløse, og først da centraladministrationen i 1788 ansatte den tyskfødte forstmand G.W. Brüel, skete der fremskridt i hedernes tilplantning. Samme år blev 40 tønder land på Alhede anlagt til skovrejsning. Området, som senere skulle blive til Stendal Plantage øst for Karup, blev indhegnet med et dige af lyngtørv, kultiveret og tilsået med norske granfrø, lokale birkefrø og opgravede asketræer. Efterhånden viste det sig, at plantning var en mere effektiv metode end såning, og allerede i 1812 blev den første planteskole anlagt i plantagen. Skovrejsningen spredte sig fra Stendal Plantage til distrikterne Randbøl og Palsgaard fra 1790’erne og til Feldborgområdet i 1827.

Det barske klima kombineret med brande og en stor saltpåvirkning fra vinden var dog en alvorlig udfordring for de nye skove. I 1870’erne fandt fremsynede forstmænd på at bruge den dybe reolpløjning i jordbearbejdningen, hvorved man gennembrød det hårde allag, som holdt på vandet og bremsede træernes dybe rodvækst. Samtidig indførte man den hårdføre bjergfyr som ammetræ, der skulle beskytte mere sårbare nåletræer som rødgran. Derefter gik det stærkt, og fra midten af 1800-tallet fik de statslige projekter selskab af privat skovrejsning på heden, hjulpet godt på vej af især Hedeselskabet og store statstilskud.

Sammen med opdyrkningen medførte tilplantningen en voldsom reduktion i hedearealet. Hvor der omkring 1820 stadig var ca. 800.000 ha hede tilbage, var arealet omkring 1960 faldet til 100.000 ha. I dag skønnes det samlede danske hedeareal at udgøre ca. 84.000 ha. For hedeplantagernes udstrækning findes der ikke nogen egentlig statistik, men ud fra opgørelser af skov på de magreste jorder i de vestjyske kommuner kan det antages, at hede- og klitplantagerne i 2017 tilsammen dækkede et areal på ca. 230.000 ha.

Økonomisk betydning

Hedeplantagerne har haft stor betydning for de vestjyske egne. I begyndelsen var arbejdet i plantagerne et kærkomment økonomisk tilskud til det karrige landbrug, og senere bidrog skovene med brænde og tømmer til redskaber og husbygning. Også i dag er hedeplantagernes økonomiske betydning stor, om end også jagtleje m.m. i dag ofte bidrager væsentligt til selve skovdriften. Således lå overskuddet i de private vedproducerende hedeplantager i 2016 på ca. 1.300 kr./ha, hvilket var en smule over landsgennemsnittet.

Fremtidens hedeskove

I dag bevæger hedeplantagerne sig mod mere variation og større biodiversitet. Plantagedriften er dog stadig sårbar over for stormfald, tørkeskader, insekt- og svampeangreb og klimaændringer. Sammen med ønsket om et øget naturindhold og bedre muligheder for friluftsliv var det årsag til, at regeringen i 2002 besluttede, at statsskovene skulle overgå til naturnær skovdrift. Det indebærer bl.a. større andele af løvskov, flere hjemmehørende træarter og et mere vedvarende skovdække. At skabe en ny, rig skovbiotop tager dog tid, og før de oprindelig meget ensartede hedeplantager har udviklet sig til varierede, mangfoldige hedeskove, kan der gå 100‑200 år eller mere.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Ikast-Brande Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Skove