Skove i Ikast-Brande Kommune

Ved overgangen fra ældre til yngre stenalder var næsten hele Danmark dækket af skov. Efterhånden blev skoven dog ryddet og afbrændt for at skabe græsningsarealer til et voksende husdyrhold. Den hårde græsning forhindrede skoven i at vende tilbage, og på de magre vestjyske jorder bredte dværgbuske som hedelyng og revling sig ud over det åbne landskab.

De danske heder er således et kulturlandskab, og hvis ikke de udnyttes, vil de atter springe i skov. At de blev bevaret, skyldtes hedebønderne, som udnyttede hederne til især husdyrgræsning, ligesom de høstede hedelyngen til bl.a. foder og tagdækning.

Fra midten af 1700-tallet opstod der en interesse i statsadministrationen for at få nyttiggjort de store uproduktive arealer i Jylland. Den destruktive udnyttelse, de store skader, svenskekrigene havde påført især de jyske skove i 1600-tallet, samt land- og skovreformerne fra sidst i 1700-tallet, betød, at det danske skovareal omkring år 1800 var reduceret til under 5 %. For at tilfredsstille behovet for bl.a. tømmer samt for at yde læ for landbruget i Vestjylland var det nødvendigt at rejse ny skov.

De første forsøg på at rejse skov på den jyske hede var frugtesløse, og først da centraladministrationen i 1788 ansatte den tyskfødte forstmand G.W. Brüel, skete der fremskridt i hedernes tilplantning. Samme år blev 40 tønder land på Alhede anlagt til skovrejsning. Området, som senere skulle blive til Stendal Plantage øst for Karup, blev indhegnet med et dige af lyngtørv, kultiveret og tilsået med norske granfrø, lokale birkefrø og opgravede asketræer. Efterhånden viste det sig, at plantning var en mere effektiv metode end såning, og allerede i 1812 blev den første planteskole anlagt i plantagen. Skovrejsningen spredte sig fra Stendal Plantage til distrikterne Randbøl og Palsgaard fra 1790’erne og til Feldborgområdet i 1827.

Det barske klima kombineret med brande og en stor saltpåvirkning fra vinden var dog en alvorlig udfordring for de nye skove. I 1870’erne fandt fremsynede forstmænd på at bruge den dybe reolpløjning i jordbearbejdningen, hvorved man gennembrød det hårde allag, som holdt på vandet og bremsede træernes dybe rodvækst. Samtidig indførte man den hårdføre bjergfyr som ammetræ, der skulle beskytte mere sårbare nåletræer som rødgran. Derefter gik det stærkt, og fra midten af 1800-tallet fik de statslige projekter selskab af privat skovrejsning på heden, hjulpet godt på vej af især Hedeselskabet og store statstilskud.

Sammen med opdyrkningen medførte tilplantningen en voldsom reduktion i hedearealet. Hvor der omkring 1820 stadig var ca. 800.000 ha hede tilbage, var arealet omkring 1960 faldet til 100.000 ha. I dag skønnes det samlede danske hedeareal at udgøre ca. 84.000 ha. For hedeplantagernes udstrækning findes der ikke nogen egentlig statistik, men ud fra opgørelser af skov på de magreste jorder i de vestjyske kommuner kan det antages, at hede- og klitplantagerne i 2017 tilsammen dækkede et areal på ca. 230.000 ha.

Hedeplantagerne har haft stor betydning for de vestjyske egne. I begyndelsen var arbejdet i plantagerne et kærkomment økonomisk tilskud til det karrige landbrug, og senere bidrog skovene med brænde og tømmer til redskaber og husbygning. Også i dag er hedeplantagernes økonomiske betydning stor, om end også jagtleje m.m. i dag ofte bidrager væsentligt til selve skovdriften. Således lå overskuddet i de private vedproducerende hedeplantager i 2016 på ca. 1.300 kr./ha, hvilket var en smule over landsgennemsnittet.

I dag bevæger hedeplantagerne sig mod mere variation og større biodiversitet. Plantagedriften er dog stadig sårbar over for stormfald, tørkeskader, insekt- og svampeangreb og klimaændringer. Sammen med ønsket om et øget naturindhold og bedre muligheder for friluftsliv var det årsag til, at regeringen i 2002 besluttede, at statsskovene skulle overgå til naturnær skovdrift. Det indebærer bl.a. større andele af løvskov, flere hjemmehørende træarter og et mere vedvarende skovdække. At skabe en ny, rig skovbiotop tager dog tid, og før de oprindelig meget ensartede hedeplantager har udviklet sig til varierede, mangfoldige hedeskove, kan der gå 100‑200 år eller mere.