Gludsted Plantage. Af . Begrænset anvendelse

Ikast-Brande Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Ikast-Brande Kommune.

.
Sporene efter den omfattende sandflugt ses tydeligt mange steder på Harrild Hede som her ved sandflugtsbakken Røgeltop.
.
Isenbjerg Bakkeø hæver sig mere end 24 m op over den jævne hedeslette i Gludsted Plantage. Bakkeøer er rester af det landskab, som blev skabt under den næstsidste istid, Saale. Da isen under sidste istid stod ved Hovedstilstandslinjen, fossede smeltevand ud fra isranden og aflejrede sand og grus på de lavereliggende dele af det ældre istidslandskab. Derved opstod det store, flade sletteland mellem bakkeøerne.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Ikast-Brande Kommune. Store dele af kommunen dækkes af extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke har været overskredet af is. Mod øst findes moræne- og smeltevandsaflejringer, der blev afsat af is og smeltevand under sidste istid. Grænsen mellem istidsaflejringerne og de extramarginale aflejringer følger Hovedstilstandslinjen. I den centrale og vestlige del af kommunen findes moræneaflejringer fra den næstsidste istid, Saale. De fremstår i dag som bakkeøer i det ellers flade landskab. Kommunen har især i syd været præget af sandflugt, og man finder derfor indlandsklitter flere steder på bakkeøerne og smeltevandssletterne.
.
Rørbæk Sø ligger i en dyb tunneldal i det sydøstlige hjørne af Ikast-Brande Kommune.
.

Artikelstart

Landskabet i Ikast-Brande Kommune er overvejende formet af is og smeltevand under de seneste istider. Hovedstilstandslinjen, der markerer grænsen for Nordøstisens største udbredelse under sidste istid, gennemskærer kommunen fra Engesvang og sydpå til Christianshede Stationsby. Herfra fortsætter den gennem Silkeborg Kommune til vestenden af Hampen Sø og videre forbi Hedegård syd for Ejstrupholm til Ensø, hvor den krydser Skjern Ådal. Den lange linje deler kommunens landskab i to med et bakkeø- og sletteland i vest og Det Midtjyske Søhøjlands dalfurede bakkeland i øst.

I størstedelen af kommunen er landskabet et virvar af bakkeøer af forskellig størrelse. Bakkeøerne stammer fra næstsidste istid, Saale, og adskilles af et fletværk af smeltevandssletter fra sidste istid, Weichsel. De er således rester af gamle landskabspartier fra næstsidste istid, der rager op som øer i sidste istids flade flodslettelandskab. Det betyder også, at bakkeøerne repræsenterer Danmarks ældste istidslandskaber.

Store dele af bakkeø- og slettelandskabet er præget af sandflugt og indlandsklitter. Ikast ligger øst for Danmarks største bakkeø, Skovbjerg Bakkeø, mens Brande ligger på hedesletten mellem Skjern og Brande Åer. Andre større bakkeøer i kommunen er Bording Bakkeø med et toppunkt 100 m.o.h., Nørlund Bakkeø med Toppethøj 91 m.o.h. samt to bakkeøer sydvest for Brande med hhv. Sandfeld Bjerge 75 m.o.h. og Blåhøj 62 m.o.h.

Øst for Hovedstilstandslinjen er landskabet formet under sidste istid. Her ligger det bakkede landskab højt med store sammenhængende områder i mere end 100 m’s højde. Et markant bakkestrøg strækker sig øst om Rørbæk Sø forbi Nørre Snede til Palsgård Skov, mens et andet bakkeparti følger Hovedstilstandslinjen øst for Pårup i Hørbylunde og kulminerer i kommunens højeste punkt, Store Hørbyhøj, 131,1 m.o.h.

Mellem Hovedstilstandslinjen i vest og den Østjyske Israndslinje i øst nær Østbirk og Nim gennemskæres landskabet af dybt nedskårne dale. I bunden af dalene findes talrige aflange søer som dalen med Rørbæk Sø, Lillesø, Kulsø, Nedersø og Ensø, der forbindes og afvandes af Skjern Å. Denne del af kommunen indgår i Det Midtjyske Søhøjland, der strækker sig fra Hovedstilstandslinjen i vest til Skanderborg i øst og fra Silkeborg i nord til Tørring i syd.

Landskabets dannelse

Under den næstsidste istid, Saale, for ca. 390.000‑130.000 år siden blev hele Danmark dækket af is. En isstrøm fra nord blev begyndelsen på en række af gletsjerfremstød, der fortsatte med et hovedfremstød fra nordøst, som for 160.000 år siden dækkede hele Danmark samt det meste af Holland, Tyskland og Polen. Da isen for sidste gang bevægede sig ind over Danmark under istiden Saale, kom den fra øst og sydøst. Denne isstrøm nåede sin største udbredelse for ca. 140.000 år siden og stod da med randen nær Jyllands nuværende vestkyst. Under hvert isfremstød blev jordmasser fjernet og flyttet, samtidig med at isen og smeltevandet aflejrede nye lag af ler, sand og grus. Det er disse aflejringer, som danner kernen i Ikast-Brande Kommunes talrige bakkeøer.

Bakkeølandskabet

I sidste mellemistid, Eem, for 130.000‑115.000 år siden lignede landskabet på bakkeøerne de unge morænelandskaber med bakker og dale samt afløbsløse lavninger med søer og moser, som i dag ses øst for Hovedstilstandslinjen. Bakkeøernes landskaber ændrede sig dog under sidste istid, Weichsel. I løbet af de godt 100.000 år, som istiden varede, forvandledes landskabet til en forblæst tundra med et sparsomt plantedække af hårdføre urter og lav trævækst af bl.a. dværgbirk og pil.

Ude foran isen trængte kulden dybt ned i jorden. De dybere lag var frosset året rundt, men om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand, da den underliggende frostjord hindrede vandet i at synke længere ned. Det gjorde de øverste jordlag sejtflydende, og som en samlet masse flød de langsomt ned ad bakkeøernes skråninger. I de nærmeste lavninger blev mellemistidens tørvelag begravet under tykke lag af flydejord. Samtidig medførte jordflydningen, at bakkeølandskabet blev udjævnet, og mange af de istidstræk, som netop kendetegner sidste istids langt yngre morænelandskab, forsvandt. I dag er bakkeølandskabet således karakteriseret af jævne, lange skråninger, der er stejlest tættest ved de højeste punkter, mens afløbsløse lavninger er fåtallige eller mangler helt. Kun hvor sidste istids smeltevandsfloder har skåret sig ind i bakkeøernes sider, kan man se stejle skrænter i bunden af skråningen ud mod den omgivende hedeslette. Andre steder hæver bakkeøerne sig med en så flad hældning, at overgangen mellem den yngre hedeslette og bakkeøen er vanskelig at erkende.

Smeltevandets mange veje

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen under sidste istid, havde smeltevandsfloderne, der strømmede ud fra gletsjerporte i isens rand, frit løb mod vest. I et fletværk af strømløb aflejrede og fordelte smeltevandet sand og grus ud over de lavereliggende dele af den foregående istids landskab, indtil det kun var toppen af det gamle moræneland, der som bakkeøer ragede op over hedesletten. Fra en gletsjerport ved Engesvang løb smeltevandet nord om Bording Bakkeø og skabte Karup Hedeslette. Smeltevandet fortsatte videre vestpå forbi Holstebro til den delvis isfri Nordsølavning. Senere banede smeltevandet sig vej fra porten ved Engesvang mod nordvest til den delvis dødisfyldte Venø Bugt. På sin nu kortere vej gravede smeltevandet sig ned i Karup Hedeslette og dannede den kilometerbrede, fladbundede floddal, som i dag udgør Karup Ådal. Da dødisen i Venø Bugt og sidenhen også i Skive Fjord smeltede bort, gravede smeltevandsfloden sig endnu dybere ned i bunden af Karup Ådal, og den gamle, højereliggende dalbund blev efterladt som terrasser langs dalsiden. Terrasserne, som fx Munklinde ligger på, er således opstået, da afstrømningen foregik til Skive Fjord.

Længere sydpå fossede smeltevandet ud fra en gletsjerport ved Sepstrup og løb både nord og syd om Skovbjerg Bakkeø. Mellem bakkeøerne blev der opbygget vifteformede hedesletter med fælles toppunkt ved Sepstrup. Den nordlige vandstrøm skabte desuden Christianshede og den del af Karupfladen, der afvandes af Storå, mens et sydligt fletværk af strømløb skabte både den del af Arnborgfladen, der afvandes af Fjederholt Å, og hedesletten med Gludsted Plantage. Videre sydpå opbyggede smeltevandet vifteformede hedesletter med toppunkter vest for Hampen Sø og Kulsø.

De rivende smeltevandsfloder har mange steder eroderet bakkeøernes kanter, så de i dag hæver sig stejlt op over den jævne hedeslette. Det ses bl.a. vest for Hestlund på den sydvestvendte side af Bording Bakkeø og på den nordøstvendte side af Skovbjerg Bakkeø i udkanten af Ikast. Erosionen ses særlig tydeligt på Isenbjerg Bakkeø, der ligger sydøst for Ikast og 10 km vest for Hovedstilstandslinjen. Her rejser den nordøstvendte side af den lille, langstrakte bakkeø sig op over den tilgrænsende smeltevandsslette som en over 20 m høj, næsten retlinjet, stejl skrænt. Den høje skrænt blev skabt af det smeltevand, som strømmede ud fra gletsjerporten ved Sepstrup, mens bakkeøens sydvestvendte side lå i læ for smeltevandsstrømmene.

Nord for Ejstrupholm har istidens smeltevandsfloder fjernet de ældre istidslag og afsat flere meter sand direkte oven på aflejringer fra Miocæn. I Miocæn var området skiftevis hav og land. I de perioder, hvor havet strakte sig langt ind over Jylland, blev der aflejret tykke sandlag, og når havet trak sig tilbage, blev der i søer og sumpe aflejret planterester, som senere blev til brunkul. Under 2. Verdenskrig og i årene frem til 1960’erne blev der fx gravet brunkul ved Ejstrup Sø ved Ejstrupholm.

Indsander og indlandsklitter

Ude på de tørre, nøgne flodsletter opstod der sandfygning under istidens storme. Derved blev der blæst sand op på flere af bakkeøerne, så landskabet i dag er overpræget af indsander og indlandsklitter. Sandflugten tog fart igen under Den Lille Istid i 1600-og 1700-tallet.

I dag kan man derfor finde store områder med indsander og indlandsklitter på bl.a. Nørlund Bakkeø og Harrild Hede, hvor indlandsklitterne bryder det ellers jævne slettelandskab. De steder, hvorfra sandet blev blæst væk, blev til vidtstrakte stensletter med sandblæste sten.

Indsynkning og tunneldale

Nogle af hovedtrækkene i Det Midtjyske Søhøjland blev allerede grundlagt, før de store istider satte ind. For ca. 15 millioner år siden medførte spændinger i den stive jordskorpe, at der opstod dybe sprækker og langstrakte forsænkninger i dybgrundens overflade parallelt med nutidens dale. Målinger hen over Salten Ådal i Silkeborg Kommune viser, at den indsynkning, der begyndte for mange millioner år siden, stadig finder sted. Processen foregår dog uhyre langsomt med kun ca. 1 m’s indsynkning på 10.000 år. Disse sænkninger fungerede sandsynligvis som transportkanaler for de floder, som i Miocæn ledte vandet fra det skandinaviske højland ud til datidens Nordsø.

I de følgende millioner år foregik der en betydelig hævning af hele Skandinavien, hvilket førte til en uddybning af de eksisterende dale og nedbrydning af landoverfladen. På den tid var Kattegat land. I løbet af de seneste 3 mio. år begyndte jordskorpen i det nuværende Kattegat dog at synke. Det betød, at floderne ikke længere løb mod vest, men i stedet drejede mod øst for at løbe ud i den nye Kattegatsænkning.

Istidernes gletsjere og smeltevandsfloder gravede siden i resterne af de gamle floddale, så de nåede 50‑100 m ned i aflejringerne fra Miocæn, og afsatte efterfølgende tykke lag af sedimenter i dalbunden. Dette foregik senest inde under Nordøstisen, mens den dækkede Østjylland. Tunneler ledte smeltevandet ud til isens rand, hvor det fossede ud gennem gletsjerportene ved Hovedstilstandslinjen. Blandt disse gamle floddale er dalen med Boest Bæk, der rummer Stigsholm Sø og Halle Sø, samt dalen med Rørbæk Sø, Lillesø, Kulsø og Nedersø. De dybe dale har mange steder 30‑50 m høje dalsider, der hæver sig stejlt op over dalens bund.

Uanset om dalene er opstået ved bevægelser i jordskorpen eller som floddale før istiderne, betragtes de som tunneldale. Denne daltype har en uregelmæssig bund med trug og mellemliggende tærskler. Tunneldalene rummer ofte aflange søer og kaldes derfor også sødale. Det er almindeligt for tunneldale, at dalbunden generelt hælder østover ind mod de centrale dele af istidens vældige isdække. Mod vest ender de ved Hovedstilstandslinjen, hvor smeltevand er fosset ud fra isen. Under det enorme isdække gravede smeltevandet brede strømlejer i morænen og bidrog dermed til dannelsen af dalene i Det Midtjyske Søhøjland.

Den sidste is

Under Nordøstisens afsmeltning fra Hovedstilstandslinjen havde den et genfremstød, som skabte en markant randmoræne. Den fremstår i dag som det bakkestrøg, der løber nordvest-sydøst forbi Nørre Snede. Inden Nordøstisen helt slap sit tag i området, stod den med sin rand nær Klovborg. Smeltevandet fra isen søgte mod vest hen over de lavere dele af landskabet og aflejrede sand og grus på smeltevandssletten.

På det tidspunkt var Kulsø-Rørbækdalen fyldt med dødis. I takt med at den begravede dødis smeltede bort, kunne den indsnævrede vandstrøm følge dalgangen. Da de sidste dødisklumper smeltede væk, og jorddækket af sand og grus sank sammen, opstod de bassiner, som i dag rummer bl.a. Kulsø og Rørbæk Sø. Den tidligere tunneldal har således kun overlevet, fordi den var fyldt op med dødis, da smeltevandssletten blev dannet.

I dag fremstår smeltevandssletten som en bred terrasse med de to søer på nordsiden af dalen og en smal terrasse på sydsiden. Ude i Rørbæk Sø findes små øer og halvøer, som er rester af de smeltevandsaflejringer, der blev afsat i større sprækker i dødisen. Der blev også efterladt dødis nær Engesvang, og da den smeltede, blev søbassinet med Bølling Sø skabt.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Ikast-Brande Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber