Ikast-Brande Kommunes landskaber

I sidste mellemistid, Eem, for 130.000‑115.000 år siden lignede landskabet på bakkeøerne de unge morænelandskaber med bakker og dale samt afløbsløse lavninger med søer og moser, som i dag ses øst for Hovedstilstandslinjen. Bakkeøernes landskaber ændrede sig dog under sidste istid, Weichsel. I løbet af de godt 100.000 år, som istiden varede, forvandledes landskabet til en forblæst tundra med et sparsomt plantedække af hårdføre urter og lav trævækst af bl.a. dværgbirk og pil.

Ude foran isen trængte kulden dybt ned i jorden. De dybere lag var frosset året rundt, men om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand, da den underliggende frostjord hindrede vandet i at synke længere ned. Det gjorde de øverste jordlag sejtflydende, og som en samlet masse flød de langsomt ned ad bakkeøernes skråninger. I de nærmeste lavninger blev mellemistidens tørvelag begravet under tykke lag af flydejord. Samtidig medførte jordflydningen, at bakkeølandskabet blev udjævnet, og mange af de istidstræk, som netop kendetegner sidste istids langt yngre morænelandskab, forsvandt. I dag er bakkeølandskabet således karakteriseret af jævne, lange skråninger, der er stejlest tættest ved de højeste punkter, mens afløbsløse lavninger er fåtallige eller mangler helt. Kun hvor sidste istids smeltevandsfloder har skåret sig ind i bakkeøernes sider, kan man se stejle skrænter i bunden af skråningen ud mod den omgivende hedeslette. Andre steder hæver bakkeøerne sig med en så flad hældning, at overgangen mellem den yngre hedeslette og bakkeøen er vanskelig at erkende.

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen under sidste istid, havde smeltevandsfloderne, der strømmede ud fra gletsjerporte i isens rand, frit løb mod vest. I et fletværk af strømløb aflejrede og fordelte smeltevandet sand og grus ud over de lavereliggende dele af den foregående istids landskab, indtil det kun var toppen af det gamle moræneland, der som bakkeøer ragede op over hedesletten. Fra en gletsjerport ved Engesvang løb smeltevandet nord om Bording Bakkeø og skabte Karup Hedeslette. Smeltevandet fortsatte videre vestpå forbi Holstebro til den delvis isfri Nordsølavning. Senere banede smeltevandet sig vej fra porten ved Engesvang mod nordvest til den delvis dødisfyldte Venø Bugt. På sin nu kortere vej gravede smeltevandet sig ned i Karup Hedeslette og dannede den kilometerbrede, fladbundede floddal, som i dag udgør Karup Ådal. Da dødisen i Venø Bugt og sidenhen også i Skive Fjord smeltede bort, gravede smeltevandsfloden sig endnu dybere ned i bunden af Karup Ådal, og den gamle, højereliggende dalbund blev efterladt som terrasser langs dalsiden. Terrasserne, som fx Munklinde ligger på, er således opstået, da afstrømningen foregik til Skive Fjord.

Længere sydpå fossede smeltevandet ud fra en gletsjerport ved Sepstrup og løb både nord og syd om Skovbjerg Bakkeø. Mellem bakkeøerne blev der opbygget vifteformede hedesletter med fælles toppunkt ved Sepstrup. Den nordlige vandstrøm skabte desuden Christianshede og den del af Karupfladen, der afvandes af Storå, mens et sydligt fletværk af strømløb skabte både den del af Arnborgfladen, der afvandes af Fjederholt Å, og hedesletten med Gludsted Plantage. Videre sydpå opbyggede smeltevandet vifteformede hedesletter med toppunkter vest for Hampen Sø og Kulsø.

De rivende smeltevandsfloder har mange steder eroderet bakkeøernes kanter, så de i dag hæver sig stejlt op over den jævne hedeslette. Det ses bl.a. vest for Hestlund på den sydvestvendte side af Bording Bakkeø og på den nordøstvendte side af Skovbjerg Bakkeø i udkanten af Ikast. Erosionen ses særlig tydeligt på Isenbjerg Bakkeø, der ligger sydøst for Ikast og 10 km vest for Hovedstilstandslinjen. Her rejser den nordøstvendte side af den lille, langstrakte bakkeø sig op over den tilgrænsende smeltevandsslette som en over 20 m høj, næsten retlinjet, stejl skrænt. Den høje skrænt blev skabt af det smeltevand, som strømmede ud fra gletsjerporten ved Sepstrup, mens bakkeøens sydvestvendte side lå i læ for smeltevandsstrømmene.

Nord for Ejstrupholm har istidens smeltevandsfloder fjernet de ældre istidslag og afsat flere meter sand direkte oven på aflejringer fra Miocæn. I Miocæn var området skiftevis hav og land. I de perioder, hvor havet strakte sig langt ind over Jylland, blev der aflejret tykke sandlag, og når havet trak sig tilbage, blev der i søer og sumpe aflejret planterester, som senere blev til brunkul. Under 2. Verdenskrig og i årene frem til 1960’erne blev der fx gravet brunkul ved Ejstrup Sø ved Ejstrupholm.

Ude på de tørre, nøgne flodsletter opstod der sandfygning under istidens storme. Derved blev der blæst sand op på flere af bakkeøerne, så landskabet i dag er overpræget af indsander og indlandsklitter. Sandflugten tog fart igen under Den Lille Istid i 1600-og 1700-tallet.

I dag kan man derfor finde store områder med indsander og indlandsklitter på bl.a. Nørlund Bakkeø og Harrild Hede, hvor indlandsklitterne bryder det ellers jævne slettelandskab. De steder, hvorfra sandet blev blæst væk, blev til vidtstrakte stensletter med sandblæste sten.

Nogle af hovedtrækkene i Det Midtjyske Søhøjland blev allerede grundlagt, før de store istider satte ind. For ca. 15 millioner år siden medførte spændinger i den stive jordskorpe, at der opstod dybe sprækker og langstrakte forsænkninger i dybgrundens overflade parallelt med nutidens dale. Målinger hen over Salten Ådal i Silkeborg Kommune viser, at den indsynkning, der begyndte for mange millioner år siden, stadig finder sted. Processen foregår dog uhyre langsomt med kun ca. 1 m’s indsynkning på 10.000 år. Disse sænkninger fungerede sandsynligvis som transportkanaler for de floder, som i Miocæn ledte vandet fra det skandinaviske højland ud til datidens Nordsø.

I de følgende millioner år foregik der en betydelig hævning af hele Skandinavien, hvilket førte til en uddybning af de eksisterende dale og nedbrydning af landoverfladen. På den tid var Kattegat land. I løbet af de seneste 3 mio. år begyndte jordskorpen i det nuværende Kattegat dog at synke. Det betød, at floderne ikke længere løb mod vest, men i stedet drejede mod øst for at løbe ud i den nye Kattegatsænkning.

Istidernes gletsjere og smeltevandsfloder gravede siden i resterne af de gamle floddale, så de nåede 50‑100 m ned i aflejringerne fra Miocæn, og afsatte efterfølgende tykke lag af sedimenter i dalbunden. Dette foregik senest inde under Nordøstisen, mens den dækkede Østjylland. Tunneler ledte smeltevandet ud til isens rand, hvor det fossede ud gennem gletsjerportene ved Hovedstilstandslinjen. Blandt disse gamle floddale er dalen med Boest Bæk, der rummer Stigsholm Sø og Halle Sø, samt dalen med Rørbæk Sø, Lillesø, Kulsø og Nedersø. De dybe dale har mange steder 30‑50 m høje dalsider, der hæver sig stejlt op over dalens bund.

Uanset om dalene er opstået ved bevægelser i jordskorpen eller som floddale før istiderne, betragtes de som tunneldale. Denne daltype har en uregelmæssig bund med trug og mellemliggende tærskler. Tunneldalene rummer ofte aflange søer og kaldes derfor også sødale. Det er almindeligt for tunneldale, at dalbunden generelt hælder østover ind mod de centrale dele af istidens vældige isdække. Mod vest ender de ved Hovedstilstandslinjen, hvor smeltevand er fosset ud fra isen. Under det enorme isdække gravede smeltevandet brede strømlejer i morænen og bidrog dermed til dannelsen af dalene i Det Midtjyske Søhøjland.

Under Nordøstisens afsmeltning fra Hovedstilstandslinjen havde den et genfremstød, som skabte en markant randmoræne. Den fremstår i dag som det bakkestrøg, der løber nordvest-sydøst forbi Nørre Snede. Inden Nordøstisen helt slap sit tag i området, stod den med sin rand nær Klovborg. Smeltevandet fra isen søgte mod vest hen over de lavere dele af landskabet og aflejrede sand og grus på smeltevandssletten.

På det tidspunkt var Kulsø-Rørbækdalen fyldt med dødis. I takt med at den begravede dødis smeltede bort, kunne den indsnævrede vandstrøm følge dalgangen. Da de sidste dødisklumper smeltede væk, og jorddækket af sand og grus sank sammen, opstod de bassiner, som i dag rummer bl.a. Kulsø og Rørbæk Sø. Den tidligere tunneldal har således kun overlevet, fordi den var fyldt op med dødis, da smeltevandssletten blev dannet.

I dag fremstår smeltevandssletten som en bred terrasse med de to søer på nordsiden af dalen og en smal terrasse på sydsiden. Ude i Rørbæk Sø findes små øer og halvøer, som er rester af de smeltevandsaflejringer, der blev afsat i større sprækker i dødisen. Der blev også efterladt dødis nær Engesvang, og da den smeltede, blev søbassinet med Bølling Sø skabt.