Slesvig og Sønderjylland

Da den schauenburgske hertugslægt uddøde, valgte stormændene i 1460 den danske konge Christian 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten. De næste 404 år var de danske konger også herrer over Slesvig og Holsten. I flere perioder delte kongerne magten over området med andre hertuglinjer, der var opstået som sideskud på kongeslægten. Vigtigst var hertugerne af Gottorp, som havde del i magten over Slesvig 1544‑1720. Hver hertug havde egne områder, som han styrede, men magten over adelen og adelsgodserne og visse overordnede spørgsmål blev udøvet gennem en såkaldt fællesregering. Dens rolle svandt ind, da kongerne og de gottorpske hertuger blev fjender fra 1658. I 1720 kunne Frederik 4. inddrage det gottorpske Slesvig og dermed samle næsten hele hertugdømmet under sig. Nogle småhertugdømmer og det gottorpske Holsten fulgte 1730‑79.

Trods samlingen af Hertugdømmerne under kongen blev Hertugdømmerne stadig administreret for sig efter andre love og principper end Kongeriget Danmark. Slesvig bevarede Jyske Lov som grundlæggende lov, men meget af den senere lovgivning og overordnede administration var fælles med Holsten, og efterhånden blev tysk eneste rets- og administrationssprog ud over sogne- og landsbyniveau. Kirkesproget var derimod delt, så den nordlige halvdel af hertugdømmet Slesvig havde dansk kirkesprog og den sydlige tysk. Befolkningens talesprog var en dansk dialekt, sønderjysk, i den største del, men plattysk i syd og sydøst samt frisisk i sydvest.

I 1800-tallet blev Hertugdømmernes stilling under den danske konge udsat for pres fra nye bevægelser. En slesvig-holstensk bevægelse ønskede et forenet Slesvig-Holsten med en liberal forfatning og integreret i Det Tyske Forbund. En dansk nationalliberal bevægelse krævede til gengæld »Danmark til Ejderen«, dvs. Slesvig adskilt fra Holsten og integreret i Danmark. Den første fik tilslutning i Sydslesvig og blandt dele af borgerskabet i Nordslesvigs byer. En dansk-slesvigsk bevægelse havde sin styrke på landet og kombinerede bondepolitiske krav med et ønske om ligeberettigelse for det danske sprog, men var ikke tilhængere af »Danmark til Ejderen«. Dansksindede kredse begyndte ved den tid igen at tale om »Sønderjylland«.

Modsætningerne førte til 1. Slesvigske Krig 1848‑50, som Danmark vandt takket være stormagtsindgreb, men som ikke bragte nogen varig løsning. Resultatet af 2. Slesvigske Krig i 1864 blev, at Danmark måtte afstå Slesvig og Holsten til Preussen og Østrig. En ny krig mellem Preussen og Østrig i 1866 førte til, at Slesvig og Holsten blev indlemmet i Preussen i 1867 og fra 1871 i det nye tyske kejserrige. Allerede i 1864 krævede den dansksindede befolkning i Nordslesvig landsdelen delt efter en folkeafstemning. Det blev skrevet ind i fredsaftalen mellem Preussen og Østrig i 1866, men ikke gennemført, og paragraffen (§ 5) blev formelt ophævet i 1879. De danske sønderjyder fastholdt dog ønsket. Gradvis blev landsdelen fortysket fra de tyske myndigheders side ved at trænge det danske sprog næsten helt ud af skole, retsvæsen og politik. De danske sønderjyder svarede med en politisk og kulturel organisering for at opretholde dansk sprog og kultur og hævde det langsigtede ønske om en anden grænse.

Allerede umiddelbart efter nederlaget i krigen i 1864 fik idéen om at trække grænsen ved en folkeafstemning stor tilslutning blandt dansksindede slesvigere, skønt den kort forinden var blevet afvist af den danske regering. Idéen forblev den danske bevægelses centrale krav og store håb, ikke mindst igennem 1. Verdenskrig, hvor mange dansksindede måtte deltage på tysk side.

Da Tyskland i oktober 1918 fik en ny regering og indledte fredsforhandlinger, rejste politikeren H.P. Hanssen, som var frontfigur for de dansksindede nordslesvigere, kravet om en afstemning i den tyske rigsdag. Umiddelbart blev det afvist, men efter endnu et regeringsskifte i begyndelsen af november erklærede den nye udenrigsminister, at Tyskland var villig til at lade det nordslesvigske spørgsmål afgøre ved en folkeafstemning.

På et møde på Folkehjem i Aabenraa d. 16.-17. november 1918 vedtog ledelsen af de danske sønderjyders politiske parti, Vælgerforeningen for Nordslesvig, Aabenraa-resolution, der definerede, hvordan en folkeafstemning burde foregå. Heri blev Nordslesvig defineret som området nord for den såkaldte Clausen- linje, der gik syd om Tønder og Tinglev, men nord om Flensborg. Resolutionen fastslog også, at områder videre mod syd skulle have adgang til at stemme, hvis lokalbefolkningen rejste krav om det, hvilket skete næsten med det samme. Aabenraa-resolution blev videregivet til den danske regering, som rejste sagen ved fredskonferencen i Versailles.

De endelige vilkår blev fastlagt i Versaillesfreden, som stort set fulgte den danske regerings indstilling. Den fastsatte en afstemning i to zoner. Nordslesvig, som var defineret af Vælgerforeningen, blev zone 1. Afstemningen skulle finde sted d. 10. februar 1920, og her skulle man kun se på det samlede resultat. Zone 2, som omfattede Flensborg og en stribe land fra Glücksburg i øst til de nordfrisiske øer i vest, skulle stemme d. 14. marts samme år, og her ville man lægge vægt på lokale resultater fra de enkelte kommuner.

Fra begge sider blev der ført en omfattende valgkampagne med møder, aviser, plakater og andre virkemidler. Begge sider appellerede mest til identitet og historiebevidsthed, men i zone 2 brugte den danske side også økonomiske argumenter.

Ud over agitationen var begge sider også intensivt beskæftigede med at få folk på valglisterne. Versaillesfreden fastslog, at alle, der var født i området, havde stemmeret, selv om de var flyttet bort, men i så fald skulle de selv søge om at komme på valglisten. Det lykkedes i så stort omfang, at en fjerdedel af alle på valglisterne var folk, som ikke længere boede i området.

Ved folkeafstemningen i zone 1 d. 10. februar blev der afgivet lidt over 100.000 stemmer. Af de gyldige stemmer var 74,9 % for Danmark og 25,1 % for Tyskland. I byerne var der samlet et tysk flertal på 51,4 %. Lokalt var der tyske flertal i købstæderne Tønder (76,5 %), Aabenraa (55,1 %) og Sønderborg (56,2 %) samt Højer (72,6 %), mens Haderslev og de øvrige småbyer havde dansk flertal. Derimod var landdistrikterne generelt massivt danske med en samlet dansk stemmeandel på 83,5 %. Der var dog en langt højere tysk stemmeandel i Den Skæve Firkant mellem Tønder, Løgumkloster, Aabenraa og Gråsten. Samlet havde også dette område dog dansk flertal bortset fra hjørnet ved Højer og Tønder.

Da turen kom til zone 2, var der i alt ca. 64.500 gyldige stemmer, men her var kun 19,8 % for Danmark. De eneste steder med dansk flertal var tre små landsbyer på øen Før, og i Flensborg, der rummede over halvdelen af zonens vælgere, var den danske stemmeandel 24,8 %. Det gav intet grundlag for at justere grænsen for zone 1 videre mod syd. Resultatet blev derfor, at Danmark fik zone 1, mens hele zone 2 forblev tysk.

I det nu danske Nordslesvig fik Genforeningen sin festlige kulmination i juli samme år. Christian d. 10. red over den ophævede grænse d. 10. juli, og dagen efter deltog han i en stor folkefest på Dybbøl Banke, hvor sønderjyderne og det officielle Danmark i fællesskab markerede Genforeningen. Den 12. juli mødte han repræsentanter for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske i Nordslesvig.

Folkeafstemning og genforening har siden fået en vigtig plads i dansk og sønderjysk mindekultur. I Sønderjylland udviklede der sig hurtigt en tradition for at markere afstemningsdagen d. 10. februar med tale, fællessang og det traditionsrige kaffebord. Afstemningsfesterne blev en årlig begivenhed, som foregik lokalt rundtom i sognene, typisk i forsamlingshuse. I 1930’erne var der over 100 afstemningsfester årligt. Efter Besættelsen tog festerne gradvis af, men de holdes stadig en række steder i Sønderjylland. Den store officielle markering af Genforeningen i dagene 10.-12. juli er derimod kun gentaget ved de runde jubilæer, først og fremmest 1930, 1945, 1970 og 1995. Her har der været tradition for deltagelse af kongehus og regering. De planlagte festligheder i 2020 måtte udskydes pga. coronakrisen.

Ud over disse traditioner har Genforeningen især sin plads i erindringskulturen i kraft af de næsten 600 genforeningssten, som findes rundtom i hele landet. De er rejst på lokalt initiativ, helt overvejende i perioden 1920‑40.