Bebyggelsen var næsten helt domineret af landsbyer. Udskiftningen af disse skete fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet. Stjerneudskiftning var den foretrukne model, og mange gårde flyttede ud, hvorimod husmændene blev boende inde i selve landsbyen. Købstaden Kalundborg oplevede fremgang indtil ca. 1630, men hærgedes herefter af krige og epidemier. Senere i perioden kom der dog igen fremgang.
1536-1850 i Kalundborg Kommune
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Dette foto fra Skansevej giver et fint indtryk af, hvor tæt de gamle huse endnu ligger i landsbyen Reersø. På Skansevej 4 ligger Reersø Museum.
Administrativ inddeling
Før amtsreformen i 1662 var den nuværende Kalundborg Kommune delt mellem Sæbygård Len i syd og Kalundborg Len i nord, efter reformen mellem Sæbygård Amt og Kalundborg Amt. I 1801 blev hele området forenet i Holbæk Amt. Med oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på én købstadskommune, Kalundborg, og 20 sognekommuner. Allerede i 1843 blev Værslev-Jorløse Sognekommune delt i to.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet kan der ikke siges noget præcist om befolkningsudviklingen i den nuværende Kalundborg Kommune. Der skete en vækst i 1500-tallet, som fortsatte et stykke ind i 1600-tallet. Her blev den brudt af svenskekrigene og epidemier, bl.a. hærgede dysenteri og pest i årene 1652-57. Fra ca. år 1700 skete igen en vækst.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 havde den nuværende Kalundborg Kommune 15.396 indbyggere, heraf 1.375 i Kalundborg. I 1850 var befolkningstallet i kommunen steget til 27.836, heraf 2.490 i Kalundborg.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Matriklen 1688 giver et godt billede af bebyggelsen. Landsbyerne dominerede næsten totalt, kun i området vest for Skarresø var der en del enkeltgårde. I den sydlige del og længst mod nordøst var der en hel del store landsbyer, ellers var det almindelige mellemstore og små landsbyer. Langt den største landsby var Eskebjerg med 34 gårde, herefter kom Løve med 29 samt Høng og Kirke Helsinge med hver 27. På dette tidspunkt var der ikke så mange husmænd. Der var omkring én med jord og to uden jord for hver ti gårdmænd.
Udskiftningen af landsbyerne, som foregik i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, forløb meget ensartet. Der var stor villighed til at flytte ud, så det gennemgående mønster var en stjerneudskiftning med et begrænset antal gårde kombineret med en blokudskiftning og udflytning af resten. I de mindre landsbyer kunne man nøjes med stjernen alene, mens de fleste gårde blev flyttet ud i de største. Eskebjerg, Løve og Høng er fine eksempler herpå. Et træk, som ellers mest kendes fra Fyn, var, at husmændene blev boende i den gamle landsby; således fik den gamle landsby præg af at bestå af huse. Det gælder Kirke Helsinge og Eskebjerg og i nogen grad Løve og Vinde Helsinge, hvorimod Høng var næsten uden husmænd i den gamle landsby.
Antallet af husmænd steg kraftigt og oversteg antallet af gårdmænd i forbindelse med udskiftningen. Der blev også udstykket fra de fleste herre gårdes jorder, men kun i begrænset omfang. Selv om bøndergodset stadig var fæstegods i herregårdenes eje, skete der også efter 1810 en kraftig udstykning i nogle områder, særligt i den østlige, skovdækkede del, og i nærheden af herregårdene, idet disse havde behov for arbejdskraft. I Føllenslev langt fra herregårde skete en stor husmandsudstykning i forbindelse med udskiftningen, men næsten intet derefter, mens der i Viskinge, ejet af herregården Birkendegård, også skete udstykninger efter udskiftningen. I en del områder var der derfor omkring 1840 tre gange så mange husmænd med jord som gårdmænd.
Der har været mindst 24 herregårde i Kalundborg Kommune. 13 var opstået i middelalderen, men i 1688 var der kun syv tilbage af dem, eller snarere otte, for Birkendegård var nedlagt i 1573 for at blive genoprettet i 1674. Til gengæld kom der nye til, fem i 1600-tallet og ni i 1700-tallet. I matriklen 1688 var der ti herregårde, 11, hvis Avnsøgård regnes med (den var lidt tvivlsom og havde ikke megen jord). De lå nogenlunde spredt over hele kommunen bortset fra i det nordøstlige hjørne. Dog var der en koncentration nord og øst for Tissø, hvor fem af dem var placeret. Der var forskel i størrelsen på herregårdene i 1688. Kalundborg Slot med 139 tønder hartkorn herregårdsjord og Birkendegård med 115 tønder var ret store herregårde, ligesom Sæbygård med 77 tønder også hørte til de store. Alle havde aner tilbage til middelalderen. Der var en stor mellemgruppe på 40-60 tønder hartkorn og så de to små, Nørager med 25 tønder og Avnsøgård med 15 tønder. Ret usædvanligt blev der oprettet ni nye herregårde i 1700-tallet. Det skete enten som samling af gårde eller ved fraspaltning af eksisterende herregårde.
Omkring 1770 var der mindst 25 møller, heraf ni vandmøller og 14 vindmøller. De var uens fordelt, idet der var nogle flere i den sydlige og østlige del og ved Kalundborg. Langt de fleste vandmøller lå langs Åmose Å og dens tilløb, bl.a. fire af de fem Kongens Møller, som lå samlet lige syd og vest for Skarresø, nemlig Strids Mølle, Tyske Mølle, Gryde Mølle og Øresø Mølle. Desuden var der Reerslev Mølle, Løjes Mølle og Vandfalds Mølle.
Der har været et salpeterværk i kommunen, det lå ved Løgtved og fungerede ca. 1618-44. Det havde en samlet produktion på 1,8 tons og var hermed det næststørste salpeterværk i landet.
Bebyggelse og erhverv i byen
Købstaden Kalundborg havde flere økonomiske fordele. Der var gode havneforhold, oplandet var stort, og der var beskæftigelse som overfartsby. De færgemæssige og vognmandsmæssige forpligtelser, der var forbundet med sidstnævnte, gav anledning til klager nu og da, men det gav også beskæftigelse til de involverede og som følge af de værtshusophold, det medførte. Kalundborg havde forholdsvis langt til andre købstæder, og dens opland strakte sig over de sædvanlige to mil. Havnen var dyb, og de nærmeste havne, Nykøbing og Holbæk, var hverken dybe eller isfri.
Et problematisk forhold var dannelsen af Nederbyen (Kordel), hvor næringslivet ikke var reguleret. Først i 1649 blev den slået sammen med Højbyen, og problemet dermed løst.
Kalundborg oplevede en rolig fremgang indtil ca. 1630, hvor den stagnerede. Karl Gustav-krigene 1657-60 var en katastrofe, som satte byen tilbage. Men den kom sig forholdsvis hurtigt og indledte en lang periode, hvor handelen baserede sig på udførsel af korn fra oplandet til Norge. Med ophævelsen af kornmonopolet i Norge i 1788 gik halvdelen af kornet nu til Slesvig og København. Med Englands krigene 1807-14 og det efterfølgende prisfald på korn gik handelen tilbage, men fra omkring 1830 oplevedes nogle gyldne år, hvor købmændene kunne udnytte den isfri havn til at spekulere i de engelske toldsatser, der var lavest i de tidlige forår.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Militæranlæg
Der er flere fredede kystskanser opført til beskyttelse af kystlinjen langs Kalundborg Fjord under Englandskrigene 1807-14. Skanserne ligger på nordsiden af fjorden på strækningen fra Røsnæs’ yderste spids ind til Kalundborg Havn. Af skansen Gisseløre, dateret 1805-12, er der bevaret 233 m. Den består af to næsten retlinjede volde på op til 1 m i højden, der ligger i forlængelse af hinanden, men adskilt af en 11 m bred åbning. På havnens modsatte bred lå Lærkenborg Skanse, som muligvis har været brugt til at beskytte havnen mod beskydning fra nordvest.
Videre læsning
Læs mere om historie i Kalundborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Kalundborg Kommune
- Middelalderen i Kalundborg Kommune
- 1850-1920 i Kalundborg Kommune
- 1920-1970 i Kalundborg Kommune
- 1970-2007 i Kalundborg Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
