Middelalderen i Kalundborg Kommune | lex.dk

Administrativ inddeling

Kalundborg Kommune bestod i middelalderen af 30 sogne. Købstaden Kalundborg var inddelt i to sogne, ét i Højbyen omkring Vor Frue Kirke og ét i Nederbyen omkring Sankt Olai Kirke; til sidstnævnte hørte også et stort landsogn, omtrent svarende til nutidens Raklev Sogn. Sejerø udgjorde allerede fra højmiddelalderen sit eget sogn, mens Nekselø vedvarende har hørt til Føllenslev Sogn. Herredsmæssigt bestod det nuværende kommuneområde først og fremmest af Ars Herred (dog fraregnet Holmstrup Sogn) og hovedparten af Løve Herred (fraregnet sognene Stillinge, Havrebjerg, Skellebjerg og Ruds Vedby). Dertil lå Føllenslev og Særslev Sogne i Skippinge Herred, mens Sejerø i middelalderen hørte til Ods Herred. Hele området hørte til Kalundborg Len. I kirkelig henseende hørte området under Roskilde Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Ved indgangen til middelalderen synes hovedparten af Kalundborg Kommunes område at have været befolket. Stednavnemæssigt var den gamle bebyggelse domineret af stednavnetyperne -inge og -lev fra jernalderen samt den nok overvejende navnetype -by fra vikingetiden. Til de ældste landsby navnelag kan nord for Tissø også tælles -løse og -ved samt i kommunens sydlige del især -bjerg. De dengang endnu mest bebyggelsestomme områder i kommunen synes at have været ude langs kysterne, formentlig af frygt for forbipasserende vikinger og senere vendere, hvor især halvøerne Asnæs og Røsnæs lå helt ubebyggede og skovklædte hen. Også det stærkt kuperede landskab øst for Tissø var relativt ubebygget, hvilket endnu ved vikingetidens udgang også synes at have været tilfældet for sletten omkring Halleby Ås løb vest for Tissø; forklaringen kan her være, at magtcenteret fra jernalderen ved Tissøs vestbred modvirkede ordinær landsbybebyggelse.

Da Tissøcenteret ophørte, oprettedes torp-landsbyer langs det nedre åløb, hvor Bakkendrup og Svallerup blev kirkebyer i 1100-tallet. I resten af området anlagdes 1100-tallets første sognekirker ellers primært ved de gamle landsbyer med Finderup, Tømmerup og Bjergsted som de eneste undtagelser, hvilket for de to sidstnævnte formentlig kan ses i sammenhæng med en samtidig begyndende skovrydning i de respektive områder. I løbet af højmiddelalderen fik mange af de gamle landsbyer selskab af mellemliggende udflytterbebyggelser (især af endelsen -torp), mens den primære middelalderlige nykolonisering synes at være sket i de nordlige kystegne og i bakkelandet øst for Tissø (-torp og -tved) samt – formentlig først fra 1200-tallet – på Røsnæs (kun -torp).

Kommunens middelalderlige kirkebyggeri understøtter stednavnenes billede af områdets gradvise befolkningsvækst. Det ældste lag af sognekirker fra 1100-tallet blev først i 1200- og 1300-tallet suppleret med kirker i flere af kystsognene og i bakkelandet mellem Tissø og Skarresø samt senest ude på Røsnæs. I samme periode fik mange af kirkerne fra 1100-tallet i samme områder udvidet deres skibe, hvilket tyder på en fortsat befolkningsvækst. Ved middelalderens sluting oplevede kirkerne langs Storebæltskysten en ny serie af udvidelser af kirkeskibene. Der er ikke tegn på nogen videre landsbynedlæggelse. 11 (9 %) af den nuværende kommunes 123 kendte middelalderlandsbyer var blevet nedlagt inden 1682, men blot tre af disse kan kædes sammen med egentlig senmiddelalderlig ødelægning. Langt de fleste nedlæggelser skete til fordel for oprettelser af herregårde i 1500- og 1600-tallet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Kommunens ganske varierende naturlandskab til trods udviklede bebyggelsesstrukturen sig forholdsvis ensartet de fleste steder med en blanding af ganske store og mindre landsbyer imellem hinanden. De to primære undtagelser fra bebyggelsesstrukturen var det sent bebyggede Røsnæs med kun små landsbyer (under ti gårde) og det kuperede skovlandskab omkring Skarresø og øst for Tissø med en blanding af små landsbyer og enkeltgårde. Middelalderlige herregårde kendes i hele kommunen, dog især i den sydlige del og umiddelbart nord for Tissø.

Da sporene af den middelalderlige landbebyggelse ofte ligger under de nuværende landsbyer, kendes de kun fra få arkæologiske undersøgelser. Mellem Ubby og Jerslev og ved Melby er der fundet bebyggelsesspor som brønde, grøfter og affaldsgruber fra tidlig middelalder. Enkelt liggende gårde, beliggende isoleret fra landsbyerne, er der kun fundet få af, heriblandt ved Rendsborgparken i Kalundborg, hvilket bl.a. hænger sammen med, at denne bosætningsform ikke var udbredt i området.

Landbruget i hele kommunen var overvejende agerbrug med især byg og rug dyrket i trevangsbrug. Byg har generelt været hovedafgrøden, dog var rug at dømme efter landgildeydelserne den dominerende afgrøde på de sandede slettejorder i nordøst op mod Sejerø Bugt. Her var rugen suppleret med boghvede som tredjeafgrøde, mens havre i højere grad dyrkedes i udmarksområderne på lerjorderne i vest og syd. Uden for slettelandet blev kornlandgilden for en mindre dels vedkommende suppleret med andre ydelser, især foder og slagtedyr ude langs kysten samt smør inde omkring søerne.

Kommunen fik i middelalderen sit økonomiske og politiske centrum inderst i den dybe fjord mellem Røsnæs og Asnæs, hvor stormanden Esbern Snare omkring 1170 anlagde borgen Kalundborg, hvorved der allerede i begyndelsen af 1200-tallet havde dannet sig en af Sjællands vigtigste købstæder. Byen bestod af to adskilte bydele, dels en højtliggende muromkranset del ved borgen og den femtårnede kirke, dels en langstrakt handels- og håndværkerpræget bydel (Kordel) neden for Højbyen og ud langs havnen. Borgen, der omkring år 1300 afløstes af et kongeligt slot øst for kirken, blev et af senmiddelalderens vigtigste centre for den danske rigsadministration. Den tilknyttede købstad, der primært synes at have ernæret sig ved handel, fik i ca. 1240 et franciskansk tiggerbrødrekloster, der lå, netop hvor de to bydele mødtes.

I kommunen er også fundet større gårde tilhørende bl.a. Hvideslægten, der havde mange besiddelser i området i 1100-1200-tallet. En af disse er undersøgt ved Lunden, et lille næs i Tissø. Her er der fundet grøfter og fundamentrester, og en kilde nævner, at medlemmer af Hvideslægten opholdt sig her i 1284. Ved Bakkendrup er der fundet spredte spor af, hvad der ligeledes formodes at have været en større gård knyttet til Hviderne; gården var forsynet med en nedgravet stensat kælder. Kælderen blev dog allerede opfyldt igen i senmiddelalderen, hvor gården muligvis blev nedlagt.

Den mindste af kommunens to øer, Nekselø, var i 1300-tallet opdelt i en vestlig og en østlig halvdel, der ejedes af hhv. Roskildebispen og Aarhusbispen; i hvert fald førstnævnte synes at have brugt sin halvdel til svinehold. I løbet af senmiddelalderen må hele øen være overgået til kronen, i hvis tid den også blev bebygget, idet Frederik 1. i 1529 lod Nekselø med dens fire gårde mageskifte til Roskildebispen.

Sejerø dannede med sin centrale placering i riget baggrund for adskillige søslag i middelalderen. Den synes at have været fast beboet senest fra midten af 1200-tallet, hvor det på ølisten i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 meddeles, at kongen havde et hus på Sejerø. En sognekirke opførtes i anden halvdel af 1200-tallet, og i løbet af 1300-tallet dukker hele tre landsbyer på øen op i kilderne: Sejerby (ved kirken midt på øen), Kongstrup og Mastrup. Sejerø synes da helt eller overvejende at have tilhørt Roskildebispen.

I bunden af Kalundborg Fjord har ledingsflåden samledes, når kongen kaldte skibene sammen. Flåden skulle mødes i Hærvig, som kendes fra skriftlige kilder, men aldrig er fundet arkæologisk.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Esben Snare og hans datter Ingeborg

Kalundborg Korsriddertapet er en 7,2 m lang gobelin med 12 individuelt vævede billedserier. Det er vævet 2014‑15 af foreningen Vævere i Vestsjælland efter oplæg af kunstneren Claus Jørgensen Muldstrup. Korsriddertapetet skal vise Kalundborg som et center for de danske korstog i Østersøområdet. Til venstre ses scene 1: Esbern Snare anlægger Vestborgen. Han rækker en model af borgen frem mod biskop Absalon, der velsigner byggeriet. Til højre for ham står kong Valdemar den Store, der nær‑ mest støtter Absalon. I scene 2 med titlen Kalundborg som udsejlingssted for korstog ses Esbern Snare i front på sit skib på vej mod korstoget til Rügen i 1168.

Nana Reimers/Trap Danmark, 2021.

Licens: Begrænset anvendelse

Esbern Snare (d. 1204) var en dansk stormand af Hvideslægten. Han var bror til biskop Absalon og en nær ven og allieret af kong Valdemar den Store, på hvis side han kæmpede mod kong Svend Grathe i 1157 og dermed hjalp til kongemagten. Esbern blev belønnet herfor med store mængder gods på Sjælland og i Skåne samt med stor indflydelse ved hoffet, især i militære anliggender. I 1168 deltog han i det danske korstog mod venderne på den tyske ø Rügen, hvor borgen Arkona blev ødelagt, og 1187‑92 førte han en gruppe af dansk‑norske korsfarere til Jerusalem, hvortil de dog først nåede frem, da kampene var overstået. Selv om han selv stammede fra Fjenneslev (i nuværende Sorø Kommune), kom Esberns base til at ligge i Kalundborgområdet.

Her havde han muligvis sæde på Ubbygård, og ifølge den lokale overlevering tilskrives han opførelsen af den usædvanligt store Ubby Kirke, inden han skænkede gården til Sorø Kloster og i stedet flyttede sin residens til Sæbygård ved Tissø. Omkring 1170 lod Esbern opføre Kalundborgs ældste borganlæg (Vestborgen), og han tilskrives endvidere at have lagt grundstenene til den særprægede Vor Frue Kirke i Kalundborg, hvortil han kan have hentet inspiration i Jerusalem, og Konstantinopel. Den gamle kriger kom angivelig uheldigt af dage, idet han brækkede halsen efter et fald på en trappe hjemme på Sæbygård.

Esbern Snare efterfulgtes som borgherre på Kalundborg af datteren Ingeborg (d. 1267), der også færdiggjorde byggeriet af kirken.

Valdemar den Unges død

Valdemar den Unge (1209‑31) var som ældste søn af kong Valdemar Sejr udset til at blive Danmarks tredje konge af navnet Valdemar. Allerede som seksårig blev han indsat som medkonge, men skæbnen ville det anderledes og var ham ikke mild. I en alder af blot 14 år blev han i 1223 sammen med faderen bortført under en jagt på Lyø og sat i fangenskab af den oprørske greve af Schwerin, Henrik den Sorte, hvorfra unge Valdemar først blev løsladt efter næsten tre år. I 1229 blev han gift med en portugisisk prinsesse, Eleonore, der imidlertid døde i barselsseng i 1231. Og tre måneder senere døde også Valdemar selv, angivelig ved en vådeskudsulykke under endnu en ulyksalig jagt, denne gang på Røsnæs. Ifølge sagnet blev Valdemar Sejr så forbitret over dette, at han beordrede al skoven fældet på Røsnæs, og næsset har siden ligget næsten skovløst hen.

Videre læsning

Læs mere om historie i Kalundborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder