1536-1850 i Skanderborg Kommune

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.

Johan Jacob Bruun lavede i 1755 dette prospekt af Rye til værket Novus Atlas Daniæ (1761‑64). Midt i byen troner kirken, Sankt Sørens Kirke, der var en valfartskirke.

.

Artikelstart

Befolkningsudviklingen varierede i perioden, bl.a. som følge af epidemier og krige, men mod periodens slutning lå befolkningstallet mere stabilt. Jordbundsforholdene havde betydning for bebyggelsesmønsteret, idet der på morænejorden lå store og middelstore landsbyer, hvorimod de sandede jorde var langt mindre bebyggede. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted omkring år 1800, især som stjerneudskiftning. Skanderborg fik købstadsrettigheder i 1583.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 lå den nuværende Skanderborg Kommune i Skanderborg Len, derefter i Skanderborg Amt. I 1799 nedlagdes amtet, og området blev indlemmet i Århus Amt. Ved genoprettelsen af amtet i 1824 blev hele det nuværende kommuneareal del af Skanderborg Amt på nær området omkring Galten, der vedblev at være del af Århus Amt. Efter oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 var området fordelt på 13 sognekommuner og en købstadskommune, Skanderborg.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Man ved kun lidt med sikkerhed om befolkningsudviklingen i områdets landdistrikter før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet, idet mange af de supplerende kilder som jordebøger og mandtal mangler. Det antages, at en befolkningsvækst i 1500-tallet blev afløst af stagnation og periodevis tilbagegang i 1600-tallet, hvor krige og epidemier, bl.a. af pest og tyfus, hærgede egnen på det kraftigste. 1700-tallet bragte en svag fremgang, som efterhånden blev stærkere og mere stabil. Købstaden Skanderborg fulgte disse bevægelser, og ophøjelsen til garnisionsby i 1720 gav et yderligere løft.

Ved folketællingen i 1787 var der 8.842 indbyggere i den nuværende Skanderborg Kommune, der da bestod af 25 landsogne og Skanderborg by. I 1850 var befolkningstallet steget til 16.393 indbyggere.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Jordbundens varierende karakter i den nuværende Skanderborg Kommune fik betydning for bebyggelsen. Ifølge matrikuleringen 1683 lå alle de store og middelstore landsbyer på nær én, Rye, på eller på kanten af moræneleret, ligesom også eneste- og dobbeltgårdene gennemgående lå på randen af moræneleret. Bebyggelsen på den sandede jord var tynd med små landsbyer og nogle enestegårde samt én stor landsby, Rye, som med 23 gårde var den største i den nuværende kommune. Efter Rye var de største landsbyer i 1683 Mesing med 21, Sjelle og Blegind med hver 18, Stjær, Herskind, Vitved og Gram med hver 17, Skovby, Hårby, Jeksen og Hørning med hver 16 gårde.

Der var overraskende få husmænd i 1683. I den nordlige del var der én husmand for hver fem gårdmænd, i det mellemste område øst for Dover var der én for hver ti, og i den sydligste del snarere én for hver 20. Der var flere sogne helt uden husmænd, hvilket stod i skarp kontrast til Rye Sogn, hvor der var flere husmænd end gårdmænd. Den store skov gav gode muligheder for bl.a. træskomageri.

Udskiftningen af landsbyerne omkring år 1800 fik mange steder stor betydning for bebyggelsens placering, men det tog sin tid i Skanderborg Kommune, for det helt dominerende var stjerneudskiftningen, hvor gårdene blev liggende i landsbyen. Det kunne, især i store landsbyer, eller hvor landsbyen lå skævt for sin jord, give nogle uhensigtsmæssige lodder, og det skete ofte her. En til to generationer senere blev gårde så flyttet ud. Nogle landsbyer fik enkelte gårde flyttet ud; udlodderne var som oftest aflange, og gårdbygningerne blev lagt i den ene ende nærmest byen.

Udskiftningen af Rye var helt anderledes. De fleste gårde og mange huse blev liggende i byen, men fik udlodder, som godt kunne være fjerntliggende. Rye var i middelalderen købstadsagtig; den nævnes i 1536 blandt købstæderne, men noget privilegium kendes ikke. Den havde dog fra midten af 1500-tallet ret til handel med humle, salt, jern og stål m.m.

Der var allerede omkring år 1800 kommet mange flere husmænd til. Gårdmændenes tal var øget, idet mange gårde var blevet delt. Virring var et tydeligt eksempel. I 1683 var der syv store gårde. Omkring 1820 var der knap 20 gårde og næsten lige så mange husmænd. 30 år senere var husmændenes tal blevet fordoblet.

I Skanderborg Kommune kendes 12 herregårde, men på matrikuleringstidspunktet i 1683 var der kun tre, Sjelleskovgaard med 30 tønder hartkorn, Ringkloster med 30 tønder og Skanderborg Slotsjorder med 22 tønder. Det var mindre herregårde, hvilket var karakteristisk for området. To herregårde fra middelalderen, Emborg Kloster Ladegård og Nørregård, forsvandt i 1500-tallet. Et usædvanligt træk er de mange herregårde, som opstod i 1767, men det skyldtes bortsalg af det skanderborgske rytterdistrikts jord. Som i naboområderne blev herregårdsjord udstykket, og bøndergodset frasolgt omkring år 1800, men pga. godsernes ringe størrelse fik det ikke de samme bebyggelsesmæssige konsekvenser.

Der var omkring 1790 mindst 11 vandmøller i området, herunder Rye Mølle, men ingen vindmøller; med de mange vandløb og de store fald var det ganske naturligt. En af vandmøllerne, lidt øst for Skanderborg, menes at have været en skvatmølle. Flere møller lå ved Jeksen Bæk.

Ved Tebstrup, tæt ved et middelalderligt voldsted kaldet Voldhøj, er udgravet et stort keramikmateriale, som formentlig stammer fra et jydepotteværksted fra tiden ca. 1550‑75. Derudover er der i Glarbo vest for Gammel Rye fundet spor efter den kongelige glasproduktion i området fra tiden 1585‑1611. Der er påvist mindst syv steder, hvor der er opstået rydninger omkring ovnanlæg til glasproduktion. Få år efter glasproduktionens ophør gav Christian 4. i 1617 ordre til oprettelsen af et salpeterværk ved Vengegård (det senere Sophiendal). Produktionen af salpeter, der skulle bruges til sortkrudt, ophørte omkring 1650.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Skanderborg fik købstadsrettigheder i 1583. Dette skyldtes ikke et handelsmæssigt behov, men at der var mange håndværkere i forbindelse med slotsbyggeriet. Byen var klemt oplandsmæssigt af de omgivende købstæder, og landsbyen Rye havde også nogle handelsmæssige privilegier. Skanderborg fik den hjælp, at de årlige markeder i Rye blev flyttet til byen i 1683 sammen med de markeder, som blev holdt ved Hads herredsting. Skanderborg forblev dog mere en slotsby end en handelsby. Fra 1720 blev købstaden garnisonsby, og det styrkede yderligere håndværkerdominansen, især af skomagere og skræddere. I 1828 blev byen amtmandssæde. Udbygningen af det jyske vejnet i første halvdel af 1800-tallet var til stor gavn for væksten, ligesom det almindelige opsving i landbruget stimulerede denne udvikling.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Skanderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850