Som følge af en vækst i befolkningen anlagdes i første halvdel af middelalderen en lang række landsbyer. I samme periode rejstes stenkirker. Landbrug med både korndyrkning og husdyrhold var hovederhvervet, nogle steder suppleret af fiskeri. Der anlagdes flere klostre, bl.a. Øm Kloster, og fra den kongelige borg, Skanderborg, administrerede lensmænd området.
Munkekanalen omtrent 1 km øst af det middelalderlige Øm Kloster. Af Museum Skanderborg.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Skanderborg Kommune
I Skivholme Kirke findes kalkmaleriet med disse to gøglere eller narre. Th. ses en gøgler med en skralde i den ene hånd og en fløjte i den anden; på hovedet har han en hætte, der ligner et dyrehoved. Personen tv. har stukket fingrene i munden for at kunne pifte. Bemærk, at fødderne vender forkert, måske for at symbolisere, at gøglerne vender op og ned på den traditionelle verden. De to figurer indgår i en kalkmaleriudsmykning af hvælv og svikler fra 1503.
Johan Jacob Bruun lavede i 1755 dette prospekt af Rye til værket Novus Atlas Daniæ (1761‑64). Midt i byen troner kirken, Sankt Sørens Kirke, der var en valfartskirke. Det var ved et møde i denne kirke, at rigshofmester Mogens Gøye i 1534 under Grevens Fejde fik samlet den jyske adel til at støtte valget af hertug Christian til den kommende Christian 3.
Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Skanderborg Kommune.
Administrativ inddeling
Skanderborg Kommune dækker et areal, som i middelalderen mod nord bestod af størstedelen af Framlev Herred og en mindre del af Gjern Herred. I kommunens sydlige del lå dele af Voer og Tyrsting Herreder samt hele Hjelmslev Herred. Framlev, Gjern og Hjelmslev Herreder indgik i Åbosyssel, mens Voer og Tyrsting Herreder hørte til Løversyssel. I kirkelig henseende indgik hele kommunen i bispedømmet Aarhus, der ejede meget jord i området.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Trods krige, år med dårligt høstudbytte og fra midten af 1300-tallet tilbagevendende pestepidemier var befolkningsudviklingen i det nuværende kommuneområde set over hele middelalderen positiv. Det fremgår af etableringen af nye landsbyer i hele kommuneområdet, dog koncentreret i den vestlige del. Denne del var karakteriseret ved udstrakte skove, der blev fældet for at udvide landbrugsarealet, og i takt hermed fulgte nye landsbyer, som kendes ved navneendelsen -rup. Omkring Mossø findes eksempelvis Dørup og Svejstrup, som begge synes grundlagt i den første del af middelalderen – alternativt sent i vikingetiden. Trods etableringen af nye landsbyer var landsbystrukturen som helhed ganske veletableret ved indgangen til middelalderen, hvilket bl.a. stednavneendelsen -ing afspejler, fx Skjørring og Hørning. Den positive befolkningsudvikling afspejles også ved et intensivt kirkebyggeri i tiden ca. 1100‑1250. I dag står mere end 20 kirker i Skanderborg Kommune, som kan føres tilbage til denne del af middelalderen. De følger generelt samme bygningshistoriske udvikling, hvor kor og skib går tilbage til højmiddelalderen, og i løbet af senmiddelalderen blev disse suppleret med tårn og våbenhus. I enkelte af kommunens kirker findes middelalderlige kalkmalerier, fx i Skivholme Kirke. I kommunen er påvist flere ødekirker, hvoraf flere ophørte som kirker allerede i middelalderen. Et eksempel er Rindelev Kirke, der muligvis fungerede som kapel i middelalderen, i det sydøstlige hjørne af kommunen. Et andet er kirken i landsbyen Nyby på vestsiden af Skanderborg Sø, som nedlagdes i midten af 1500-tallet ved etableringen af Skanderborg Slots ladegård.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Færdsel
For at man kunne passere egnens mange komplicerede vandskel både med vogne og til fods blev der anlagt en række dæmninger og broer. Middelalderlige hulveje og vasesystemer kendes også bl.a. fra Faldgårde syd for Ry, i Boes Skov og ved Lyngbygård Å, bl.a. nord for Låsby. Flere af de middelalderlige veje har imidlertid deres oprindelse i oldtiden og fortsatte med at være i brug længe efter middelalderen. En af disse, passagen over Gudenå ved Faldgårde, har gennem arkæologiske undersøgelser vist sig at bestå af en 200 m lang vejdæmning med en træbro, der er blevet fornyet flere gange. Årringsdateringer af den viser, at den var i brug fra slutningen af 900-tallet til ind i 1600-tallet.
Syd for Fuldbro Mølle op ad Tåning Å er der også fundet et vadested eller en dæmning bestående af en stenfyldt bund i hele åens bredde. Ved begge sider af bredden og ude i åløbet er der pælerester, som menes at stamme fra tidlig middelalder. Østligere på samme åstrækning er der endvidere fundet en bjælkedel fra en broovergang, der er blevet årringsdateret til middelalderens begyndelse.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
I middelalderen var befolkningen i kommunen bønder, der levede i landsbyer og i fællesskab dyrkede jorden. En betydelig del var selvejere, mens andre var fæstebønder. Korn var den primære afgrøde, men husdyrhold spillede også en vigtig rolle. Da jorden i området generelt var frugtbar, blomstrede landbruget, men det oplevede dog tilbagegang i forbindelse med pestepidemier, krige og lavkonjunkturer i senmiddelalderen. Fiskeri udgjorde et supplement til landbruget nær de større vandløb og søerne. Herudover vidner et stort keramikfund fra 1300-tallet, der er udgravet i Illerup Ådal nord for Skanderborg, om, at professionelle pottemagere arbejdede i området. Keramik fra værkstedet er bl.a. fundet i nonneklosteret Ring Kloster.
Der var ingen købstad i området i størstedelen af middelalderen, så bønderne måtte drage til Aarhus og Horsens for at handle. Alternativt kunne de besøge det store marked i Rye, nuværende Gammel Rye, som i senmiddelalderen fik handelsprivilegier.
Det meget afvekslende, skovrige landskab og de mange vandløb og store søer, der afvandes mod nord gennem Gudenå, påvirkede i betydelig grad bebyggelsesudviklingen. Især betød terrænets vekslen mellem dybe søer og højtliggende moræneplateauer, at komplicerede vandskel besværliggjorde opdyrkning på dalsystemernes sider. Bebyggelsen var derfor præget af små og tætliggende landsbyer samt af, at meget af jorden var ejet af forskellige landklostre. Terrænet gav imidlertid gode muligheder for at anlægge vandmøller i middelalderen, herunder Rye Mølle og flere møller ved Illerup.
I tidlig middelalder indledtes desuden bosætning på de marginale jorder i det kuperede landskab syd for Skanderborg Sø og nord for Mossø. Hertil udflyttedes der fra eksisterende gårde og landsbyer pga. et stort befolkningsoverskud.
Spor af den middelalderlige landbebyggelse er undersøgt i Vrold, Dover, Svejstrup og Godthåb nord for Skanderborg samt i Flensted Krat syd for Låsby. De fundne bygninger er gennemgående rektangulære, etskibede og stolpebyggede langhuse med en længde på ca. 14‑19 m og en bredde på ca. 5‑5,5 m. Fra Flensted Krat findes huse bygget på stensyld. At sylden overhovedet er bevaret, skyldes formentlig, at jorden ikke er blevet dyrket siden bebyggelsens nedlæggelse i 1300‑1400-tallet.
Flere mindre blot 5‑6 m lange formodede værkstedsbygninger eller staklader kendes fra Hylke og Vrold. Herudover er der i Fruering udgravet en 10 × 4 m stor bygning, hvori der er fundet rester af en esse. Derfor opfattes bygningen som en smedje anlagt i forbindelse med opførelsen af Fruering Kirkes tårn i slutningen af 1400-tallet.
En bebyggelse er fundet mellem Skanderborg og Gram.
Der er fundet spor af middelalderens højryggede agre i Hørning, Galten, Skovby, Låsby og ved Kalbygård. Ved Låsby ses spor efter flere samtidige marksystemer, der blev etableret i senmiddelalderen, og som vedblev at være i brug ind i 1600-tallet.
Det nuværende Gammel Rye nævnes i 1442 som et birk, dvs. med egen retskreds, og sidst i 1400-tallet synes lokaliteten at have en urban karakter. På Reformationstiden optrådte Rye som købstad og må regnes som den første egentlige by i den nuværende kommune. Allerede før dette afholdtes marked i Rye, der i forvejen tiltrak mange folk pga. en hellig kilde ca. 1 km vest for valfartskirken Sankt Sørens Kirke. Markedet i Rye, der afholdtes tre gange årligt, var et led i den lukrative jyske heste- og okseeksport. Markedet ejedes af Øm Kloster, som var blevet grundlagt i 1172 af munke fra Vitskøl Kloster i Nordjylland. Før de kom til Øm, havde munkene forsøgt at etablere klosteret i Sminge (Silkeborg Kommune), i Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø. De to sidstnævnte klostre var grundlagt i 1100-tallet, Veng måske allerede i slutningen af 1000-tallet. Øm Kloster udviklede sig til et anseeligt klosterkompleks, hvor munkene bl.a. kultiverede egnen nær klosteret. Opdyrkningen af nye områder begrænsede sig dog ikke hertil. Dette ses bl.a. ved stednavnet Rode, der oprindelig betød »rydning« eller »ryddet areal«, som er en lille landbebyggelse i den nordlige del af Skanderborg Kommune. Rode blev i 1403 skødet til Øm Kloster af adelsmanden Gotskalk Rostrup. Øm Kloster ejede i slutningen af middelalderen mere end 250 ejendomme i Midt- og Østjylland.
Ikke langt fra Øm Kloster, sydøst for Skanderborg Sø, lå Ring Kloster, et nonnekloster af benediktinerordenen. Klosteret kan meget vel være etableret som dobbeltkloster sammen med munkeklosteret på Kalvø i 1100-tallet, i hvert fald blev Ring Kloster etableret før 1203. Selv om klosteret brændte flere gange, blev også Ring Kloster en rig institution, der havde jordbesiddelser spredt ud over store dele af Jylland.
Da hele kommuneområdet indgik i Aarhus bispedømme, havde aarhusianske bisper og kannikker samt domkirken som institution også interesser i området. Det ses af Aarhus Kannikebords Jordebog, en registrant over gods tilhørende kannikkerne ved domkirken fra ca. 1315, som viser, at kannikkerne ejede gods i Låsby i den vestlige del af kommunen. Indtægterne fra dette gods skulle ifølge jordebogen gå til »kannikkernes drikkelag«, hvilket må henvise til festlige sammenkomster ved domkapitlet. Kombinationen af klostrenes, kirkens og kongens interesser i området er sikkert en væsentlig forklaring på, at middelalderlige borge og herregårde ikke er så udbredte i Skanderborg Kommune som andre steder. Der var selvfølgelig selve Skanderborg, som var en stor og betydelig kongeborg allerede i 1100-tallet, hvorfra kongelige repræsentanter administrerede kongens gods i området, fx sad kong Erik Plovpennings dronning Jutta på Skanderborg i 1240’erne. Skanderborg var en af de vigtigste kongeborge i Jylland og sæde for magtfulde lensmænd, som herfra administrerede et af rigets største len. Omkring år 1500 indgik hele ti herreder i lenet.
Der findes kun enkelte middelalderlige adelige borge eller herregårde i kommunen. Et eksempel er herregården Wedelslund, som i middelalderen hed Sjelleskovgaard, sikkert efter landsbyen nærved. Den tilhørte omkring midten af 1400-tallet Laurids Hvas til Ormstrup, og senere overgik den til slægten Rostrup, som ejede den indtil efter Reformationen. Ved Reformationen sad den rige og magtfulde rigshofmester Mogens Gøye som lensmand på Skanderborg Slot, og på hans initiativ og i lyset af Grevens Fejde 1534‑36 valgte de jyske bisper og andre rigsråder med støtte fra store dele af den jyske og fynske adel lutheraneren hertug Christian til konge d. 4. juli 1534 i Sankt Sørens Kirke i Rye.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Slaget ved Skanderborg Slot
Efter at den jyske væbner Niels Ebbesen i 1340 havde myrdet den holstenske Gerhard 3. (grev Gert) i Randers, førte han hen over sommeren krig mod holstenerne i Jylland. Sidst på efteråret belejrede Niels Ebbesen og hans mænd borgen Skanderborg, der var besat af Holsten. Ifølge en samtidig krønike fra Lübeck lykkedes det holstenerne at bryde belejringen og nedkæmpe Niels Ebbesens styrker, da 600 tyske riddere fra Fyn kom dem til undsætning. 2.200 danskere blev ifølge den lybske krønike dræbt under slaget d. 2. november, herunder Niels Ebbesen, hvis lig blev lagt på hjul og stejle.
Videre læsning
Læs mere om historie i Skanderborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Skanderborg Kommune
- 1536-1850 i Skanderborg Kommune
- 1850-1920 i Skanderborg Kommune
- 1920-1970 i Skanderborg Kommune
- 1970-2007 i Skanderborg Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
