Kobberstik af Skive fra Peder Hansen Resens Atlas Danicus,1677 af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i Skive Kommune

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.

Kobberstik af Skive, her også med det latinske navn Schiva, fra Peder Hansen Resens Atlas Danicus fra 1677. Skive Å løber gennem byen, og længst mod syd på banken over Skive Ådal ses Skives gamle kirke Vor Frue beliggende højt over byen. De små haver til de enkelte huse og bymarken er ligeledes angivet på kortet.

.

Bebyggelsesmønsteret i perioden var domineret af store landsbyer. Op gennem 1700-tallet steg antallet af gårde og huse, bl.a. ved deling af gårde eller ved udparcellering af herregårde, af hvilke der var relativt mange. Købstaden Skive ramtes, som det øvrige område, af svenskekrigene og pest i 1600-tallet.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 lå langt den største del af den nuværende Skive Kommune i Skivehus Len, efter 1662 i Skivehus Amt. Området i syd omkring Rønbjerg lå i Lundenæs Len, efter 1662 i Bøvling Amt, og området i sydøst omkring Brårup, Højslev og Hald lå i Hald Len, hvor området omkring Brårup overgik til Skivehus Amt, mens det øvrige af området blev del af Hald Amt. I 1794 blev områderne i Skivehus og Hald Amt tillagt Viborg Amt, mens området i Bøvling Amt kom til Ringkøbing Amt. Med oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på 24 sognekommuner og en købstadskommune, Skive. I 1845 blev en lang tange gennem området omkring Brårup og Egeris tillagt Skive Købstadskommune af Skive Landsogn-Resen Sognekommune, og i 1847 blev Rødding-Krejbjerg Sognekommune delt i to.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Købstaden Skive oplevede i 1500-tallet en pæn fremgang, som kulminerede med et befolkningstal omkring 800 ved århundredets slutning. I 1600-tallet led hele egnen under krig og pest, senest med svenskernes besættelse omkring 1660. At der var stilstand, kan formodes ud fra, at tomterne efter de mange brande 1699-1749 stod øde i adskillige år. Selv efter de værste krigsår var der ifølge mandtallet i 1672, som må forventes at give et minimumstal, 529 indbyggere i købstaden, så de næste hundrede år var præget af stilstand og nærmest tilbagegang. I den nuværende Skive Kommunes landområder var tendenserne de samme som i byen. Til gengæld begyndte befolkningsvæksten på landet igen i 1700-tallet.

Ved folketællingen i 1787 var der 10.983 indbyggere i den nuværende Skive Kommune, der da bestod af 42 landsogne og købstaden Skive. I 1850 var befolkningstallet vokset til 17.787 indbyggere, hvilket var en vækst under landsgennemsnittet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

I Skive Kommune var der mange store landsbyer i perioden. Ved matrikuleringen 1683 var der næsten 50 landsbyer med ti gårde eller mere. De største var Hindborg med 25 gårde, Hem med 24, Vester Lyby med 23, Hald med 21 og Tøndering med 20. De lå spredt over hele området, og der var kun få sogne, som ikke havde en landsby med ti gårde eller mere. Bebyggelsen lå generelt meget jævnt fordelt; kun i det sydvestligste hjørne, ved Flyndersø, var der større hedestrækninger. De mange store landsbyer udelukkede dog ikke enkeltgårde; af dem var der over 80.

Der var ikke så mange husmandssteder, ét hus med jord for hver fire gårde, og endnu færre huse uden jord. Madsbad på Fur skilte sig ud ved at have syv gårde, ti huse med jord og ti huse uden jord.

Udskiftningen af landsbyerne forløb væsentlig anderledes i det meste af Salling i forhold til egnen omkring Skive. Der var i Salling mange fugtige områder mellem landsbyerne, så det kunne være svært at lave nogle regelmæssige lodder til gårdene. Desuden blev der de fleste steder foretrukket stjerneudskiftninger eller store toftelodder, så gårdbygningerne kunne blive liggende i landsbyen. Dette resulterede i flere adskilte lodder til hver enkelt gård. Ved Skive blev udskiftningerne bedre.

Både antallet af gårde og huse steg gennem 1700-tallet. Nogle gårde blev delt, således at mange kom ned på 1-2 tønder hartkorn. Det spillede ind, at selvejet gjorde det nemmere at dele en gård, og at købet af en gård somme tider delvis blev finansieret gennem udstykning og frasalg af dele af gården. Nogle gårde opstod på hovedgårdsjord i forbindelse med udparcellering af hele eller dele af en herregård, bl.a. Estvadgård. Antallet af huse steg, så det næsten nåede antallet af gårde. Flest var der i den østlige del af Salling, i Hald og ved Estvadgård. I de to sidste tilfælde spillede herregårdens behov for arbejdskraft antagelig ind. Efter statsbankerotten i 1813 skete der ikke mange udstykninger frem til 1850.

Ved genopførelsen af de udflyttede gårde bestiltes der tegl hos teglbrænderen. Spor af privat teglproduktion til periodens mange nyopførelser af gårde er fundet nær Dommerby, hvor der er udgravet to teglovne fra begyndelsen af 1800-tallet samt en brolagt ælteplads. Helt i sydvest var der flere enkeltgårde, og her blev udskiftningen mere regelret. Lodderne var bedre, men for at give adgang til de forskellige ressourcer kunne det være nødvendigt med flere lodder. I øst var Hald særegen ved, at gårdbygningerne lå nærmest i en hel cirkel rundt omkring en stor toft. Gennemgående var udskiftningen her meget reel, selv om landsbyerne var store. Det almindeligste var en blokudskiftning, evt. kombineret med en stjerneudskiftning.

Der var mange herregårde i kommunen i perioden; 30 er kendt. Størrelsen varierede, men de fleste hørte i 1683 til de mellemstore. Da var allerede et dusin forsvundet som herregårde; de var blevet avlsgårde for andre herregårde eller var sunket til at blive fæstegårde for bønder. I 1683 var den største herregård Estvadgård med 75 tønder hartkorn hovedgårdsjord, herefter fulgte Eskær med 63, Spøttrup med 48, Ørslev Kloster med 47, Bustrup med 46 og Kærgårdsholm med 44 tønder. Helt små herregårde som i de omgivende kommuner var her ikke.

I områderne vest for Skive var det almindeligt, at herregårdenes bøndergods blev solgt til selveje omkring år 1800. Det skete også for de fleste herregårde i Skive, men nogle beholdt bøndergodset eller væsentlige dele deraf til omkring 1850. Med hensyn til selve hovedgårdsjorden var man endnu mere konservativ. Der blev som nævnt udparcelleret en del omkring år 1800, mens andre herregårde havde så godt som hele jorden intakt i 1850.

Omkring 1790 var der mindst otte vindmøller og 19 vandmøller i det område, der udgør den nuværende kommune. To af vindmøllerne lå lige ved en herregård, Nør Mølle ved Nørgård og Astrup Mølle ved Astrup; det gjaldt også tre af vandmøllerne, som lå ved Kjeldgård, Sæbygård og Jungetgård. Fire af vandmøllerne lå ved Hinnerup Å og dens tilløb, Nissum, Hestbæk, Bjerre og Rudsted, mens andre to lå ved Flyndersø. Langt det almindeligste var dog, at vandmøllen lå tæt på åens udmunding i Limfjorden. Endvidere lå der vandmøller rundt om Salling og videre mod øst.

Fiskeri og fangstmetoder i Limfjorden

Efter gennembruddet af Agger Tange i 1825 ændredes fiskeriet markant. Brakvandsfiskeriet kollapsede, men efterhånden kom nye saltvandsarter ind fra Vesterhavet. De nye arter krævede nye fangstmetoder, og i 1848 opfandt Limfjordsfiskeren Jens Væver snurrevoddet. Princippet i snurrevoddet er et vod, der via lange liner trækkes hen over bunden til en opankret båd. Her er det ikke pulskøllers slag i vandet, men linernes svirpen over bunden, der skræmmer ålen ind i voddet. På denne måde landede man store fangster, ikke kun ål, men også fladfisk, og snurrevoddet udkonkurrerede snart andre typer fiskeri. Fiskeriet foregik fra bådtypen sjægt – en bådtype fra Limfjorden, der var det perfekte kompromis mellem en robåd og en sejlbåd. I midten af sjægten var der en dam, der kunne holde fangsten levende.

Jens Væver blev født i Krejbjerg Sogn i 1822 og var søn af en fisker. Hans opfindelse kom langt ud over Danmarks grænser. I hans fødeby Krejbjerg er der et lille Jens Væver Museum.

Bebyggelse og erhverv i byerne

I perioden var der en købstad i kommunen, Skive. Vilkårene for et af købstadens hovederhverv, landbruget, blev væsentligt forbedret fra 1546, da landsbyen Brårup blev nedlagt og dens jord lagt ind under byen. Skive led under svenskekrigene i 1600-tallet, men væksten i landbrugets økonomi i slutningen af 1700-tallet gav ny fremgang, som igen blev bremset af statsbankerotten i 1813 og de dårlige kår for landbruget i de følgende år. Fra 1830 voksede befolkningstallet betydeligt, dog kunne købstaden Aalborgs dominans stadig mærkes, og en egentlig havn blev først anlagt 1868-69.

Skive havde i 1700-tallet et rimeligt opland og tre årlige markeder: julemarkedet i januar, pinsemarkedet og Bartholomæi-marked i slutningen af august. I midten af 1800-tallet fungerede hele fem markeder samt yderligere et marked, som oprindelig var blevet afholdt i Balling i Vestsalling. Det lykkedes købstaden i år 1800 at få markedet flyttet til byen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Skive Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850