1970-2007 i Aarhus Kommune

Ved begyndelsen af 1970 fordelte det nuværende kommuneareal sig på 24 kommuner, heraf en købstadskommune. Med Kommunalreformen i 1970 opstod Aarhus Kommune, og med meget små områder af Hinnerup og Odder Kommuner som undtagelser lå nu hele det nuværende kommuneareal i Aarhus Kommune. Hele området lå desuden herefter i Århus Amt. I 1972 skete den mindre gensidige områdeudveksling med Odder Kommune, der skabte den nuværende grænse hertil. I år 2000 og 2004 skete desuden de udjævninger af kommunegrænsen mellem Hinnerup og Aarhus, hvorefter Aarhus’ kommunegrænse blev, som den er nu.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

• Administrativ inddeling i middelalderen
• Administrativ inddeling 1536-1850
• Administrativ inddeling 1850-1920
• Administrativ inddeling 1920-1970

Aarhus Kommune havde efter Kommunalreformen i 1970 237.514 indbyggere. I 2007 var dette tal steget til 296.170. Befolkningstallet steg kun langsomt igennem 1970’erne, men tallet dækkede over en stor fraflytning fra midtbyen til forstæderne og oplandet samt en historisk stor befolkningsfremgang i oplandet uden for forstæderne.

Fra 1970 til 1975 kom der 8.000 færre indbyggere inden for Ringgaden. Tilbagegangen blev til stilstand i 1980’erne, men fra 1990 til 2007 voksede indbyggertallet fra 85.726 til 91.758. Forstæderne voksede samlet set fra købstadsområdet i løbet af 1970’erne. Købstaden blev af mange anset for nedslidt og utidssvarende, mens forstæderne tilbød nye parcelhuse og grønne arealer. I perioden nåede Viby, Holme, Åby og store del af Hasle mætningspunktet.

Den største samlede fremgang i perioden – både i antal indbyggere og relativt – fandt man i oplandsområdet. I 1970’erne var den største fremgang her næsten ligeligt fordelt mellem nord og syd. De nordlige sogne, især Skødstrup, Trige, Egå og Lystrup, voksede således med 61 %, mens de sydlige sogne, især Kolt, Tranbjerg, Mårslet, Beder og Malling, voksede med 65 %. Både de nordlige og sydlige egne nød godt af rekreative værdier med kyst og smukke landskaber og god trafikbetjening fra Aarhus langs hovedvejene. I 1980’erne voksede befolkningen i de sydlige sogne kraftigst, dog kun med 19 %, og fra 1990 til 2007 fandt den stærkeste oplandsvækst sted i vest med 15‑18 %, især i Tilst og Framlev.

Det var især småbørnsfamilier og 40‑64-årige, der flyttede ud af den efterhånden nedslidte boligmasse i midtbyen i 1970’erne. For kommunen som helhed var der dog efter 1970 et tilflytningsoverskud. Det hang sammen med, at der kom stadig flere studerende, men der kom også et stigende antal tilflyttere fra udlandet; i 1970’erne kom der et jævnt voksende antal borgere til fra Norge, Sverige, USA, England og Tyskland og derudover ca. 450 statsløse polske jøder.

Andelen af aarhusianere født inden for landets grænser faldt fra 99,5 % i 1970 til 94,4 % i 2002, hvor der var hhv. 1.188 og 16.201 personer født uden for landets grænser. Den største gruppe i 2002, med 6.244 personer, var folk født i Asien inkl. Tyrkiet. Tyrkiske mænd var i 1960’erne blevet inviteret til landet, især til byens jernstøberier. I 1970 var der 34 tyrkere i Aarhus og i 1994 2.700. Andre gæstearbejdere kom fra Jugoslavien og Pakistan.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

• Befolkningsudviklingen i Aarhus Kommune
• Befolkningsudvikling i middelalderen
• Befolkningsudvikling 1536-1850
• Befolkningsudvikling 1850-1920
• Befolkningsudvikling 1920-1970

Landevejene og hovedvejene, der gik på tværs af kommunen og ind mod Aarhus, fik fornyet betydning med den øgede pendling og fremkomsten af butikscentre. Efter en lang og besværlig anlægsperiode blev der lagt en ring mere om Aarhus i form af den ydre ringvej. Byggeriet af Ring 2 indledtes i 1970 med stykket fra Åbyhøj til Viby, men blev først afsluttet i 1987.

Motorvejslinjeføringen var blevet diskuteret intenst fra 1960’erne, og endelig faldt valget på en tilslutning til E45 med en forlængelse vest for Brabrand Sø. Det langsigtede mål med motorvejene var at skabe en Ring 3 med Østjyske Motorvej i en ubrudt forbindelse fra syd til nord og med forgreninger herfra ind til Aarhus og Djursland. I 1977 var første etape af Østjyske Motorvej (E45) klar, da etapen fra Skanderborg til Viby blev indviet. Denne strækning blev senere omdøbt til Aarhus Syd Motorvejen. I 1978 åbnedes et mindre stykke motorvej mellem Skødstrup og Løgten. I 1994 blev der forbindelse fra Aarhus Syd til Randers Syd (Den Nordjyske Motorvej). Første etape af en anden motorvejslinje, Herningmotorvejen, åbnede i 2003 fra Aarhus til Låsby.

Toget blev mindre attraktivt i bilismens guldalder. Odderbanen forsøgte i 1970’erne og igen i hhv. 1994 og 2004 at erobre markedsandele fra busser og biler ved at oprette en række trinbrætter mellem Viby og Tranbjerg, hvor erhvervs- og boligbebyggelsen var i stærk vækst. Der kom også trinbræt i Tranbjerg Haveby og et ved Mårslet. DSB trak sig derimod delvis ud af lokaltrafikken. I 2003 blev Grenaabanen en del af Aarhus Nærbane, og rejsetiderne forkortet. Godsbanegårdens aktiviteter blev indstillet i år 2000 i forbindelse med privatiseringer af driften.

Havnen optog mere og mere plads. Mest pladskrævende var bulkvarer som olie, kul, foderstoffer og korn, og til håndteringen af disse opførtes Østhavnen 1975‑92. Containertrafikken blev drevet fra en ny containerhavn i nord. I 1997 vedtog byrådet en masterplan med udvidelse af de østligste moler og en omlægning af de nordlige og inderste dele til bolig- og rekreative områder.

Studstrupværket undergik store udvidelser 1980‑85 og overtog efterhånden Aarhus Elværks opgaver frem mod dets lukning i 1995. De lokale gasværker lukkede også i løbet af perioden. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg blev opført i 1978, og herfra blev fjernvarme sendt ud til forbrugerne. Affaldscenteret blev udbygget i 2004.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

• Færdsel i middelalderen
• Færdsel 1536-1850
• Infrastruktur 1850-1920
• Infrastruktur 1920-1970

Det voksende antal aarhusianere havde efterhånden en meget bred vifte af boligtilbud. Skjoldhøjparken voksede i løbet af 1970’erne til at blive Danmarks største planlagte parcelhuskvarter, og i forstæder og oplandsbyer som Skejby, Holme, Beder, Malling og andre steder bød 1980’erne på tæt-lav- og rækkehusbebyggelser. Langs Århus Bugt blev villaerne i Risskov og Skåde udbygget for at møde nye tiders behov for komfort for de mere velstående. I de gamle arbejderkvarterer i Aarhus blev flere og flere lejligheder fra 1970’erne solgt som ejerlejligheder eller byhuse til ressourcestærke grupper. De store sanerings- og vejprojekter i midtbyen var afsluttet, og byggerierne af boligkomplekser blev færre, da oliekrisen ramte i 1970’erne. Boligforeninger var længe de største bygherrer, men fra 1980’erne fik pensionskasser og private investorer stor betydning.

Gellerupplanen blev udbygget i begyndelsen af 1970’erne. Planerne sigtede mod 3.848 boliger i betonelementer til ca. 10.000 beboere og afsatte plads til indkøbscenter og inden- og udendørs fællesskabsområder. Gellerupparkens status som nyskabende boligform skiftede kort inde i 1970’erne og blev nu set som et område, der i kraft af sin arkitektur og beboersammensætning selv skabte samfundsproblemer. I årene 1982‑83 iværksattes det første tværfaglige sociale projekt til at løfte området i samarbejde mellem ministerier, kommune, boligforening og forskningsinstitutioner.

Igennem perioden faldt andelen af beskæftigede i landbrug og fiskeri fra knap 3 % i 1976 til omkring 1 % i 2007. Industrien beskæftigede også færre og gik fra ca. 18 % til ca. 10 %. Derimod arbejdede stadig flere med offentlig service, og antallet af ansatte steg fra omkring 20 % til 35 %. Også vidensøkonomien med uddannelse, forskning, rådgivning, it og forretningsservice fik større betydning. Igennem hele perioden fastholdt Aarhus sin position som østjysk centrum for handels- og transportbrancherne. Perioden var også karakteriseret af de mange flere kvinder, der kom på arbejdsmarkedet; alene i 1970’erne kom der næsten 18.000 flere kvinder i beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne var dyr for industri- og håndværksbrancherne, hvis beskæftigelse faldt 21,2 procentpoint i årene 1970‑84. Den offentlige sektor skiftede også karakter. Indtil midten af 1980’erne levede stadig flere af offentlig service og administration, men herefter kom der et stigende antal offentligt ansatte inden for forskning og i undervisnings- og sundhedsvæsenet.

De gamle jernindustrielle virksomheder lukkede en efter en. Det sidste lokomotiv rullede ud fra Frichs fabrik i 1977, Statsbanernes Centralværksted beskæftigede kun 200‑300 personer i 1990’erne og flyttede helt ud fra sine gamle områder ved banegården, og Aarhus Flydedok indgav konkursbegæring i 1999. Tekstil- og beklædningsindustriens flagskibe forsvandt også. FDB lukkede sine fabrikker i Viby omkring 1990.

Fabrikslukningerne var både et tab for den lokale, historisk betingede identitet og blev set som en del af den generelle afindustrialisering i Vesteuropa. Aarhus fortsatte imidlertid med at være en af de danske kommuner med flest industriarbejdspladser. Blandt disse fandt man Terma (grundlagt 1944), en internationalt førende producent af avancerede elektroniske instrumenter, og Kosan Crisplant (grundlagt 1944), der udviklede sig fra at fremstille gasflasker til specialiserede transportbånd. Aarhus Oliefabrik mødte store udfordringer i tiden efter Danmarks medlemskab af EF i 1972, da udenlandske varer blev billigere i Danmark. En overgang forfulgte virksomheden en strategisk satsning på fedt- og proteinstoffer, men vendte tilbage til planteolier som basis, da de internationale markeder blev mere gunstige i 1980’erne; dog undgik virksomheden ikke store fyringsrunder. I 2003 skiftede den navn til Aarhus United A/S, og dette firma fusionerede i 2005 med det svenske Karlshamn AB til AarhusKarlshamn.

De agroindustrielle virksomheder var levedygtige. I 2007 lå hovedsædet for en af Europas største mejerikoncerner i Aarhus. Det var en følge af, at De Danske Mejeriers Fællesorganisation i 1912 havde lagt hovedkontoret i Aarhus. Efter sammenslutninger med private og kooperative mejerier blev dette først til MD Foods og siden til Arla Foods. Sammen med andre virksomheder dannede dette en stærk fødevareklynge. Et tæt samarbejde udviklede sig mellem denne og Landbrugets Rådgivningscenter (i dag: SEGES), der var blevet grundlagt i 1971 og udvidet i 1981.

Udviklingen i retning af service- og videnserhverv havde tilsvarende lange rødder. Arkitektvirksomhederne fik med udgangspunkt i Arkitektskolen i Aarhus et omfang, der gjorde dem til Danmarks største klynge i branchen med internationale filialer. Men det var især it-branchen, der førte til partnerskaber mellem erhvervsliv, forskning og myndigheder. På grundlag af Center for IT-forskning fra 1996 voksede IT-byen Katrinebjerg op med et privat forskningsselskab og forskerpark. Aarhus havde fra midten af 1980’erne en stærk it-branche, og Systematic Software Engineering blev brancheførende.

I handelssektoren så man også hæderkronede virksomheder forsvinde, men mange af »guldalderens« aarhusianske selskaber fandtes stadig under andre navne. Korn- og Foderstof Kompagniet fik i 1970’erne Norsk Hydro som hovedaktionær, og i 2002 blev selskabets landbrugsportefølje solgt til et konsortium med Dansk Landbrugs Grovvareselskab i front. Dermed var hundrede års konkurrence med andelsbevægelsen slut, idet DLG var en fortsættelse af bl.a. Jydsk Andels-Foderstofforretning. KFK’s havfodervirksomhed, Bio‑ Mar A/S, blev derimod videreført af Schouw A/S, en emballagevirksomhed, der bl.a. havde drevet Jyllands Papir-Værk siden 1930, men siden ændrede strategi og afhændede halvdelen af denne virksomhed og opbyggede et industrikonglomerat. Danske Trælast A/S (tidligere Aarhus Trælasthandel A/S og Det danske Trælastkompagni) blev i 2003 opkøbt af internationale kapitalfonde og skiftede navn til DT Group (i dag: Stark Group). Selskabet drev da byggemarkedskæderne Silvan og STARK. Dansk Andels Kulforretning fusionerede i 1978 med seks andre virksomheder og blev til Olieselskabet Danmark (fra 1998: OK a.m.b.a.), der i 1990 opkøbte elektronikvirksomheden Kamstrup.

Aarhus blev også hovedsæde for to detailhandelskæder af international betydning: Dansk Supermarked etablerede i 1970 varehuset Bilka, og Jysk Sengetøjslager åbnede i 1979 sin første forretning på Silkeborgvej. I 1981 ekspanderede Dansk Supermarked med discountkæden Netto, og i 1983 overtog koncernen Faktabutikkerne i Østdanmark.

Nye indkøbscentre skød op langs indfaldsvejene og ringgaderne, fx Viby-Centret og Bilka ved Viborgvej i 1970, City Vest ved Gellerupplanen i 1972, Metro i Slet i 1973, Trøjborg Center i 1976, Vanggaard Centret i 1988, Skejby Center i 1988 og Storcenter Nord ved Paludan-Müllers Vej i 1991. I forstæderne og oplandet kom også enkelte mindre centre, fx i Beder, Egå og Skåde. I 1980 åbnede den svenske møbelkæde IKEA forretning mellem Skejby og Aarhus, og i 1985 blev det til et egentligt varehus. Butikscentrene var med til at udvikle forstæderne, men i de gamle landkommuner talte man om »butiksdøden«, når købmanden og brugsuddeleren måtte dreje nøglen om i konkurrence med centrene.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

• Kulturlandskabets udvikling
• Bebyggelse og erhverv i middelalderen
• Bebyggelse og erhverv på landet 1536-1850
• Bebyggelse og erhverv i byerne 1536-1850
• Bebyggelse og erhverv 1850-1920
• Bebyggelse og erhverv 1920-1970

Socialdemokratiet var perioden igennem det største parti og besad borgmesterposten gennem hele perioden med undtagelse af årene 2002‑05. Indlemmelsen af oplandsområderne i Aarhus Kommune i 1970 gjorde Venstre større, men partiet kunne dog først vippe Det Konservative Folkeparti af pladsen som det førende oppositionsparti ved midten af 1990’erne. Lokal- og borgerlisterne forsvandt ud af det nye byråd. Ved Kommunalreformen i 1970 blev der overført store gældsforpligtelser til den nye kommune. Sammen med den økonomiske krise og væksten i serviceomkostninger gav det den nye Aarhus Kommune landets højeste kommuneskat på 20‑21 % i 1980’erne. Opbruddet i det landspolitiske landskab og effekten af ungdomsoprøret og græsrodsbevægelsernes budskaber i en by med et stigende antal studerende ændrede lokalpolitikken og den politiske tone. I 1974 tabte Socialdemokratiet fire mandater, og venstrefløjen bestod i den efterfølgende periode af Socialistisk Folkeparti, kommunister og venstresocialister.

Periodens førende aarhuspolitiker, socialdemokraten Thorkild Simonsen, var borgmester fra 1982 til 1997. Kvindelige rådmænd havde Aarhus haft siden 1986, da Lone Hindø, dengang fra Socialistisk Folkeparti, senere socialdemokrat, tiltrådte – og betingede sig, at titlen blev rådkvinde. I 2002 blev den 29-årige Louise Gade fra Venstre for en fireårig periode byens første kvindelige borgmester og brød for en periode Socialdemokratiets monopol på denne post. Fra denne tid blev lokalpolitikken præget af yngre politikere med høje personlige stemmetal. Det gjaldt også for den efterfølgende borgmester, socialdemokraten Nicolai Wammen, der i 2011 blev valgt til Folketinget og dermed trådte i sporene efter socialdemokraten Svend Auken som lokal stemmesluger. Aukens opgør med Venstrelederen Uffe Ellemann-Jensen var omdrejningspunktet for 1980’ernes folketingsvalg i Aarhus.

De sociale og kulturelle institutioner blev stærkt udbygget efter 1970’erne. Affolkningen af midtbyen førte i 1970’erne til nedlæggelse af mange af de gamle byskoler, og nye skoler skød i stedet op i forstæderne og i oplandet. Syv nye og 12 udvidede skoler kom der til alene i 1970’erne, mens billedet i 1980’erne var præget af mindre aktivitet med udvidelser af skolerne i Hårup, Åby, Viby og Virup og en ny skole i Kolt. Tilgangen af borgere med anden etnisk herkomst ændrede også skolerne. Interskolen blev taget i brug i 1977 som privatskole med vægt på fremmedsprog.

Udbygningen af daginstitutionerne tog fart igennem 1970’erne: I 1970 var der 149 daginstitutioner, de fleste var heldagsbørnehaver (76), mens der kun var 20 vuggestuer; i 1980 var der 231 institutioner i alt, heraf 119 heldagsinstitutioner og 56 vuggestuer, og der var kommet tre gange så mange fritidshjem og legestuer. I det hele taget voksede samtlige børnetilbud gennem 1970’erne og 1980’erne, og kommunen overtog driften af de fleste børneinstitutioner.

Arbejdsanstaltens bygninger på Vester Allé (fra 1960: Forsorgshjemmet) blev revet ned i 1974, men funktionen blev ført videre på Forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg fra 1972.

Sundhedsvæsenets udbygning blev trukket af de store hospitaler i samarbejde med Aarhus Universitet. I 1987 blev første etape af Skejby Sygehus bygget med tanke på med tiden at samle alle hospitalsenheder her under navnet Aarhus Universitetshospital.

Uddannelsesinstitutionerne satte et stadig mere markant præg på Aarhus. I 1970 havde Aarhus 39.099 studerende og i 1990 56.766 studerende, der var fordelt på bl.a. universitet, arkitektskole, købmandsskole, konservatorium, seminarier, tekniske uddannelser, ergoterapeut- og fysioterapeutskole, kunstakademier, landbrugsskole, husholdningsskole og højskoler for bl.a. diakoner, lærere, sygeplejersker og journalister. Ved periodens slutning havde Aarhus landets højeste koncentration af studerende i forhold til indbyggertallet.

Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen

• Uddannelse og social omsorg 1850-1920
• Uddannelse og social omsorg 1920-1970

Læs mere om historie i Aarhus Kommune

Læs også om

• Oldtiden i Aarhus Kommune
• Middelalderen i Aarhus Kommune
• 1536-1850 i Aarhus Kommune
• 1850-1920 i Aarhus Kommune
• 1920-1970 i Aarhus Kommune

Se alle artikler om 1970-2007