Befolkningstallet steg primært i forstadskommunerne, som i løbet af perioden blev indlemmet i Aarhus Købstadskommune. Boligbyggeriet var intensivt med både etageejendomme, villa- og parcelhuse, ofte opført af boligforeninger med statsstøtte. I landområderne var størstedelen af befolkningen ved periodens begyndelse beskæftiget i landbruget, men i takt med den forbedrede infrastruktur og øgede privatbilisme pendlede stadig flere til købstaden. Mange industrivirksomheder lå endnu omkring Aarhus Havn, hvor stadig flere skibe lagde til kaj. Frichs fabrik flyttede som den første større industrivirksomhed ud af byen, og i løbet af 1950’erne og 1960’erne blev der anlagt nye erhvervsområder uden for bymidten.

Administrativ inddeling

I 1920 fordelte området sig på 26 kommuner, hvoraf de 22 lå i Århus Amt, tre i Randers Amt og en i Skanderborg Amt. Aarhus Købstadskommune fortsatte med at vokse: I 1938 fortsatte udvidelsen mod syd, idet stykket omkring Moesgård Strand blev indlemmet i købstadskommunen på Mårslet Sognekommunes bekostning. I 1952 udvidedes i mindre grad mod vest på Åby Sognekommunes bekostning, og i 1962 massivt mod nordvest, da området omkring Lisbjerg og Skejby blev en del af købstadskommunen, og stykket, der forbandt områderne med Aarhus, blev udvidet på Vejlby og Tilst-Kasted Sognekommunes bekostning. Derudover blev Haslegårds Haveby også en del af købstadskommunen, hvilket af Hasle-Skejby-Lisbjerg Sognekommune efterlod en betydelig mindre Hasle Sognekommune. Omvendt blev i 1966 en mindre bid af købstadskommunen, der lå omkranset af Brabrand-Sønder Årslev Sognekommune, indlemmet i denne. Ellers blev i 1927 et fritliggende område af Borum-Lyngby Sognekommune i det nuværende Gellerup en del af den tilgrænsende Brabrand-Sønder Årslev Sognekommune, og i 1952 skete en gensidig områdeudveksling mellem Elsted og Hjortshøj-Egå Sognekommune omkring Lystrup. Derudover opstod i 1963 Solbjerg Sognekommune, da Astrup-Tulstrup-Hvilsted og Tiset Sognekommuner blev sammenlagt, og Trige Sognekommune, da Spørring-området af Grundfør-Spørring Sognekommune og Trige-Ølsted Sognekommune blev sammenlagt. Grundførområdet blev i samme forbindelse lagt sammen med Søften-Folby til Hinnerup Sognekommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Som følge af befolkningsvæksten i Aarhus var der i 1930’erne behov for flere skoler. Skovvangskolen stod færdig i 1937 som en helt ny og moderne skole, tegnet af stadsarkitekt Alfred Mogensen og Harald Salling-Mortensen og opført i røde mursten, beton og glas. Aulaen i fuld højde med stort vinduesparti fungerede som samlingspunkt for eleverne og bliver her brugt til gymnastikundervisning. Foto fra 1962.

.

Igennem perioden var der primært befolkningstilvækst i sognekommuner med forstadsbebyggelse. Befolkningsvæksten i de øvrige sognekommuner stod længe i stampe, men en del voksede fra 1960’erne. Ved folketællingen i 1921 var der inden for den nuværende kommunegrænse 110.601 indbyggere, i 1970 237.514. Befolkningstilvæksten kan bl.a. tilskrives de store årgange under Besættelsen.

Fra 1930 til 1950 blev befolkningstilvæksten i købstaden Aarhus overhalet af de nærmeste sognekommuner, med undtagelse af Brabrand-Sønder Årslev.

Der var store forskelle i befolkningstæthed. I 1952 boede der 5.534 indbyggere pr. km2 i købstaden Aarhus, 2.012 i den købstadsnære sognekommune Åby mod 600 i nabokommunen Viby. I de to andre købstadsnære sognekommuner Hasle- Skejby-Lisbjerg og Brabrand-Sønder Årslev boede der kun hhv. 160 og 170 indbyggere pr. km2. I sognekommuner som Borum-Lyngby, Elev, Elsted, Harlev-Framlev, Hjortshøj-Egå, Mårslet, Ormslev-Kolt, Tilst-Kasted, Tiset og Trige-Ølsted boede der samme år mellem 44 og 75 personer pr. km2, og i de fleste af disse kommuner boede der lidt færre i 1950 end i 1930. Grunden til denne udvikling var den fraflytning, der skete fra landområderne til forstæderne og købstaden, og igen fra købstaden til forstæderne. Men der var ændringer i dette mønster efter Besættelsen. Før 1940 havde købstaden haft et tilflytningsoverskud på mellem 638 og 1.217 personer om året, men det faldt under Besættelsen, og de første fem år efter var det nede på ca. 150 personer om året. Derimod fortsatte tilflytningen til forstæderne som før, og udflytningen fra købstaden tog også til. I 1947 var der for første gang flere, der flyttede fra Aarhus til forstæderne end omvendt. Især Viby og Holme-Tranbjerg Sognekommuner tiltrak mange udflyttere.

Inde i købstaden kom der således stadig færre indbyggere. I 1955 havde Aarhus Købstadskommune 118.943 indbyggere, dette tal var i 1970 faldet til 109.498.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

I 1933 var Aarhus Havn i stærk udvikling. Den gamle åhavn forrest i billedet blev primært brugt til mindre både og sejlbåde, mens de noget større passagerskibe lagde til ved dampskibsbroen. I baggrunden anes taget af Aarhus Toldkammer. I de følgende år blev Nordhavnen betydeligt udvidet.

.

Et persontogslokomotiv af fabrikatet litra R bliver efterset i montagehallen på Frichs A/S i 1924. Fabrikken i Åby Sogn var direkte forbundet til Hammelbanen. Dette var nyttigt, da fabrikken i løbet af 1920’erne producerede en række damplokomotiver for De danske Statsbaner (DSB).

.

Rutebilerne var et vigtigt forbindelsesled mellem landsbyerne, før personbilen blev hvermandseje. Også når turen gik til storbyen, foregik det med rutebil, fx på ruten Mejlby-Aarhus (tv.). Foto fra 1959.

.

I 1920’erne blev tjæreveje udbredt på landevejene uden for købstaden, og i mellemkrigstiden fik forstæderne fortove og cykelstier. De fleste steder blev landevejene ført uden om den tætteste bebyggelse, med undtagelse af Åbyhøj og Viby, hvor store gadegennembrud blev gennemført. Fra 1924 til 1938 blev Ringgaden anlagt etapevis.

Området blev betjent af rutebiler fra 1920’erne, og i 1923 udgik der 22 fjernruter fra Aarhus og ni ruter, der kørte til forstæderne og landområderne, fx Kongsvang, Viby, Skejby, Skåde, Vejlby og Risskov. Forud havde der en tid været en hestetrukket omnibus mellem købstaden og Åbyhøj Mølle og sporadiske busruter.

De danske Statsbaner (DSB) indsatte lokaltog fra Aarhus til Brabrand i 1923 og to år senere til Risskov. De gik i 1930’erne også ind i rutebildriften og etablerede deres egen rutebilstation mellem banegården og den allerede eksisterende kommunale rutebilstation. Aarhus Sporveje udvidede i 1930’erne deres service med busser til Vejlby-Risskov, Hasle, Viby og Åbyhøj, og det kostede de private ruter livet. I midten af 1940’erne var der 51 ruter, 14 offentlige og 37 private.

Mobiliteten var et af de største politiske emner i 1950’erne og 1960’erne og fremtvang et tværkommunalt samarbejde. I 1949 blev Storaarhuskommissionen nedsat, og heri indgik købstaden og forstadskommunerne. I senere kommissioner fra 1960’erne deltog sogneråd fra hele den nuværende kommune. Mange indbyggere fra de omkringliggende kommuner pendlede til Aarhus eller tog til byen for at handle. De fleste fabrikker lå endnu i midtbyen, hvor de var blevet anlagt i 1800-tallet. Samtidig skulle trafikken til og fra havnen igennem byen. Trafikken ud mod vest tog vejen oven på den rørlagte å – Åboulevarden – sig af, men det var vanskeligt at komme fra nord til syd. Der blev derfor planlagt en firesporet vej fra rådhuset ned gennem midtbyen – Ny Hovedgade-planen – som dog aldrig blev realiseret i sin fulde udstrækning. Den blev i 1960’erne erstattet af en trafik- og parkeringsplan, der skulle lede de mange pendlere ind til byen fra Ringgaden ad allégaderne i stedet for igennem byen og give plads til store parkeringsarealer. Denne plan blev dog også kun sporadisk gennemført. Adgangen til midtbyen blev først for alvor forbedret med den nye ringvej anlagt efter 1970.

1927‑29 blev der bygget en ny banegård i Aarhus til afløsning for den oprindelige fra 1862, som var bygget på niveau med sporene, der løb i ådalen. Den nye banegård blev hævet, så sporene kom til at løbe under bygningen. En godsbanegård i Mølleengen blev taget i anvendelse i 1923 med gode vejforbindelser til Ringgaden og senere motorvejen. Hammelbanen blev med tiden klemt af sin placering med endestationen i Mølleengen. Banen fik en vis betydning som turist- og naturrute, men lukkede i 1956 efter gennem årene at have haft 10 mio. passagerer. Frem til nedlæggelsen fungerede den som privatbane, og det samme gjaldt Odderbanen.

Allerede under Landsudstillingen i 1909 var der blevet fløjet på Skejby Mark, og i 1925 søgte American Oil Comp. om tilladelse til at bruge marken til en fast flyforbindelse til København, hvilket dog blev afvist. I 1939 blev der i stedet planlagt en flyveplads ved gården Kirstinesminde i Skejby, men disse planer måtte afbrydes ved Besættelsen i 1940. Efter krigen arbejdede byrådet kortvarigt med planer om en lufthavn ved Egå, men resultatet blev, at Tirstrup Flyvestation (i Syddjurs Kommune), som besættelsesmagten havde anlagt, blev taget i brug. Kirstinesmindes Flyveplads blev i stedet anvendt af flyveklubber og lufttaxaer.

Igennem perioden blev Aarhus Havn udvidet, og der var forbindelser både nationalt og internationalt herfra. Især den øgede internationale handel bevirkede, at antallet af skibe, der anløb havnen, steg fra 6.035 i 1935 til 7.905 i 1970.

Aarhus Købstadskommune tilsluttede sig det vandkraftdrevne elværk Tangeværket i Viborg Kommune og udvidede i 1926 byens elværk. I 1930’erne blev fjernvarmenettet anlagt for at udnytte overskudsvarmen fra produktionen til opvarmning af boliger. Aarhus Elektricitetsværk gik fra jævnstrøm til vekselstrøm, hvilket gjorde det muligt også at koble forbrugere uden for købstaden på nettet. Forsyningsområdet førte tidligt til et tæt samarbejde mellem købstaden Aarhus og forstæderne. I 1939 blev der sluttet forsyningskontrakter, og i 1950 dannet et fællesejet selskab, Midtkraft I/S. Sognekommunerne nærmest købstaden var indtil da – ved siden af leverancerne fra værket i Aarhus – blevet forsynet med elektricitet fra tre kommunale og fire private forsyningsselskaber, som herefter blev afviklet. Længere fra købstaden var de fleste af de nordlige sognekommuner blevet forsynet fra elselskabet ARKE, dannet i 1915. Midtkraft blev dannet af Tangeværkets andelshavere og kommunerne Aarhus, Brabrand-Sønder Årslev, Vejlby-Risskov og Viby, og det indgik i 1957 i Elsam sammen med en række elkraftselskaber i Jylland og på Fyn. Tre år senere begyndte planlægningen af et stort kraftværk ved Studstrup, som stod færdigt i 1968.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

En voksende befolkning førte til behov for nye boliger. Her er fem enfamilieshuse ved af blive bygget i Lystrup i 1957, opført af boligforeningen Ringgården.

.

Der drømmes om julegaver foran Sallings juleudstilling i 1956. Tidligere på året havde stormagasinet fejret 50-års jubilæum efter løbende at være blevet udvidet, siden det åbnede som den mere beskedne Aarhus ny kontante Manufakturforretning på Søndergade 34 i 1906.

.

Efterspørgslen på nyt tøj steg efter efterkrigstidens rationering, og kjolefabrikant Tage Vanggaards kjolefabrik var leveringsdygtig. I årtierne efter Besættelsen voksede fabrikken til Danmarks største kjolefabrik med en årlig produktion på 43.000 kjoler, og det blev derfor nødvendigt at flytte fra Frederiks Allé i Aarhus midtby ud til Vestre Ringgade. På billedet fra 1959 er mærket Tavas sommermodeller ved at blive lastet, måske for at blive kørt til modemessen i København, som Vanggaard året inden havde været med til at etablere.

.

Mejeriet Vesterbro blev anlagt midt i Aarhus i 1905, efter at omegnens mælkeproducenter havde brudt med A/S De forenede Mejerier. Men andelsbevægelsen faldt ikke i god jord blandt de store virksomheder og fabrikker i købstaden, og mejeriet kom derfor til at hedde Vesterbro uden det problematiske ord »andelsmejeri«. Mejeriet fulgte med tiden og var i 1926 med til at introducere det amerikanske produkt icecream på det danske marked.

.

Der havde længe været stor boligmangel i Aarhus Købstadskommune, og det første offentligt støttede boligbyggeri var blevet opført 1917‑18, mens den første offentlige boligforening, Arbejdernes Andels Boligforening, blev grundlagt i 1919. Igennem 1920’erne og 1930’erne var der gang i boligbyggeriet med især etageejendomme. Alene i 1939 blev der opført 1.558 nye boliger, men manglen på byggematerialer under Besættelsen var en hindring for byggeriet, der faldt til under det halve.

En lignende udvikling fandt sted i forstæderne, hvor rækkehuse og parcelhuse vandt indpas. Mellem 1938 og 1958 blev der ydet statslån til parcelhuse, og boligstøttelovgivning fra 1946 betød, at nybyggeriet af lejligheder voksede til 800 pr. år frem til 1952.

Montagecirkulæret 1960 førte sammen med betonteknologiens udvikling til, at montagebyggeri kom til at præge etageboligbyggeriet i 1960’erne. Det første montagebyggeri blev gennemført af Åbyhøjboligforeningerne i form af Aabyhøjgården. De købstadsnære kommuner tog i forskellig grad det nye byggeri til sig. Mest ambitiøse var Brabrand-Sønder Årslev Kommunes planer for Gellerupparken. Arbejdernes Andels Boligforening lod Veriparken opføre i Vejlby-Risskov med i alt tre store boligblokke i hhv. 1959, 1961 og 1968. Rosenhøj i Viby blev opført i slutningen af 1960’erne med 840 boliger som en del af Sydjyllandsplanen, Boligministeriets montagebyggeriplan.

Ikke desto mindre faldt etagebyggeriets andel af de nye boliger fra 1960 for første gang til under halvdelen. Derimod kom der flere villabebyggelser i forstæderne og nu også i sognekommunerne længere fra købstaden. Skjoldhøjparken, der blev til Danmarks største parcelhuskvarter, blev planlagt i 1968, og Tranbjerg Haveby blev bygget i samme periode.

I sognekommunerne fandtes der fortsat stationsbyer og landsbyer, og ved begyndelsen af perioden var langt størstedelen af befolkningen beskæftiget i landbrugserhverv. De, der var beskæftiget uden for landbruget, ernærede sig for størstedelens vedkommende i industrien, men en del var også beskæftiget som gartnere, mejerister og vognmænd. Igennem perioden faldt andelen af beskæftigede i landbruget, mens de andre erhvervsgrene voksede. Der var både købmænd og handlende i byerne, men mange orienterede sig mod købstaden Aarhus, når der skulle købes ind til andet end det daglige forbrug.

Pendling mellem Aarhus og forstæderne var et kendt fænomen allerede fra begyndelsen af perioden. Mange af indbyggerne i forstæderne tjente således deres løn ved at arbejde i købstaden; i 1935 var dette tilfældet for godt en tredjedel af skatteyderne i Åby og Viby Sognekommuner, en fjerdedel af skatteyderne i Vejlby-Risskov og Holme-Tranbjerg og en sjettedel i den landbrugsdominerede Hasle- Skejby-Lisbjerg Sognekommune. Den modsatte vej var trafikken begrænset. Kun til Åby var der en daglig pendling af aarhusianere, idet 542 tog turen over sognegrænsen til jernbanematerielvirksomheden Frichs A/S.

De forstadsdominerede kommuner begyndte på forskellig vis at reagere på det voksende antal indbyggere. I 1938 købte fx Viby Sognekommune gården Fredensgård som indledning til kommunens politik om at opkøbe alle gårde til salg. Omkring 1950 var der ledige områder overalt i forstæderne, ligesom byggegrunde var til rådighed i allerede udstykkede og byggemodnede kvarterer i Viby, Åby og Holme-Tranbjerg, ofte til haveforeninger, men med tanke på senere at etablere helårsbebyggelser. Købstaden var derimod så godt som fuldt bebygget, men forberedte sig til fremtiden ved at have opkøbt arealer på grænsen til Tilst-Kasted Sognekommune (eksercerpladsen), dele af landejendommen Grumstolen i Holme-Tranbjerg Sognekommune og ved Charlottehøj. Sommerhusområder fandtes ved Vejlby-Risskov langs bugten og ved Skæring Hede, ved Taalbor Bakke og ved Egå.

Aarhus Oliefabrik A/S var en af de mest fremtrædende aarhusianske virksomheder i perioden. Fabrikkens nye produktionsanlæg på Sydhavnen blev i 1920’erne til 1940’erne suppleret med nybyggerier og nye kajanlæg med silofaciliteter. Særligt i 1930’erne ekspanderede oliefabrikken betydeligt og havde 1.000‑1.500 ansatte. I 1937 tegnede virksomheden sig for 10 % af landets samlede industrieksport og for 30 % af Aarhus Havns omsætning.

Frichs ekspanderede efter udflytningen til Åbyhøj. Produktionen af damplokomotiver til De danske Statsbaner (DSB) blev virksomhedens hovedartikel fra 1920; inden årtiet var ovre ledsaget af dieseldrevne lokomotiver og med tiden også lyntog til både danske og udenlandske baner. Statsbanernes Centralværksted tog et supplerende værksted i Mølleengen i brug i 1927. I 1949 var det med 1.850 ansatte byens største arbejdsplads.

Industri- og erhvervsområder opstod i 1950’erne i Holme, Lystrup og på Katrinebjerg tættere på Aarhus midtby. Viby Kommune udlagde også industriområder efter 1960.

Mellemkrigstiden var den lille kælderbutiks gyldne tid. En blanding af vareknaphed under og efter Besættelsen, velstandsstigningen og stormagasinernes og selvbetjeningsbutikkernes fremgang tog dog livet af mange af de små butikker. Det samme gjaldt stort set for torvehandelen. I Aarhus åbnede Salling Stormagasin i 1948, og selvbetjeningsbutikker dukkede op i byen fra 1950 med en brugsforretning på Aldersrovej på Trøjborg som den første, efterfulgt bl.a. af varehuset SBV (SelvBetjeningsVarehuset) i Ryesgade i 1951 og ikke mindst føtex i Guldsmedgade i 1960. På landet var de private købmænd og brugsforeningerne de foretrukne indkøbssteder, men med konkurrence fra postordrefirmaer.

Købstaden Aarhus fastholdt sin betydning som centrum for Jyllands engroshandel. Jydsk Andels-Foderstofforretning overgik fra 1920’erne gradvis Korn- og Foderstof Kompagniet i omsætning. En del grossistvirksomheder flyttede dog ud af midtbyen, fx Gartnernes Salgsforening og Brdr. Kier til Katrinebjerg i 1950’erne. I 1960’erne gjorde lastbilernes fremmarch det muligt at flytte længere ud i forstæderne, da virksomhederne ikke var helt så afhængige af jernbaneforbindelser til havnen som førhen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Besættelsen

Den 4. juli 1944 indtraf den største enkeltstående katastrofe i Aarhus under Besættelsen, da der skete en eksplosion på havnen under flytningen af tyske ammunitionskasser. Eksplosionen var så kraftig, at den efter sigende kunne høres helt til Femmøller på Djursland, og i Risskov dryssede pudset af væggene. Størst var ødelæggelserne dog ved Aarhus Havn, hvor bygninger styrtede sammen, og vinduer blev knust i de nærliggende områder. Op mod 300 mennesker kom til skade ved ulykken, og 36 personer mistede livet.

.

De tyske fortropper ankom til Aarhus ved middagstid d. 9. april 1940, og senere på dagen blev havnen besat. Krigens gang blev præget af Aarhus’ betydning som mellemstation for tyske troppebevægelser mod Norge mv. og placeringen i byen af de tyske sikkerhedsstyrkers, Gestapos, midtjyske hovedkvarter. En eksplosion på Aarhus Havn d. 4. juli 1944 kostede 36 mennesker livet, og d. 31. oktober 1944 gennemførte det britiske Royal Air Force et af krigens mest berømte luftangreb. Målet var Gestapos hovedkvarter i universitetskollegierne. Ved angrebet blev store arkiver med bl.a. oplysninger om modstandsbevægelsen i Jylland ødelagt. Gestapo etablerede herefter hovedkvarter i det tidligere rådhus og politigård (i dag: Kvindemuseet). Anført af Petergruppen blev krigsafslutningen fra efteråret 1944 præget af clearingmord og bomber, der ramte rådhuset og andre prominente bygninger og kostede adskillige liv. Ca. 320 aarhusianere blev deporteret til tugthuse og kz-lejre i Tyskland. Ved Befrielsen i maj 1945 var der skudvekslinger og hævnaktioner, og 15 danske civile og modstandsfolk mistede livet. Den 8. maj 1945 ankom englænderne, og da befandt sig endnu omkring 20.000 tyske soldater og flygtninge i Aarhus.

Efter Besættelsen dumpede de allierede mellem 17.000 og 45.000 tons tysk ammunition i Århus Bugt ud for Egå, hvor det blev efterladt på 13 m’s dybde i Koraldybet. I forbindelse med etableringen af Studstrupværket i 1968 var det nødvendigt at rydde en del af materialet, som derfor blev sejlet ud og sprængt på Wulffs Flak i Århus Bugt. Under oprydningsarbejdet indtraf d. 5. juni 1969 en stor, utilsigtet eksplosion. Ingen kom til skade, men en vandsøjle på op mod 270 m rejste sig på stedet.

Politik

Den 4. maj 1945 var der, i forbindelse med afslutningen af 2. Verdenskrig, træfninger i Århus Bugt. Her angreb allierede fly en tysk flådekonvoj, der bestod af troppetransportskibet Angamos og fragtskibet Wolfgang L.M. Russ samt deres eskorte bestående af en minestryger og to kanonbåde. Konvojen blev opdaget og beskudt ved Helgenæs. Desuden blev et sjette skib, som ikke var en del af konvojen, beskudt. Tre af de i alt seks skibe sank, og over 100 tyske soldater mistede livet.

.

Socialdemokratiet besad borgmesterposten i Aarhus gennem hele perioden. Partiet fik i 1933 14 af 21 pladser i byrådet. I 1950 var Socialdemokratiet størst med 47 % af stemmerne, Det Konservative Folkeparti næststørst med 36 %, efterfulgt af Danmarks Kommunistiske Parti, Retsforbundet, Venstre og Radikale Venstre. I de store kommuner nær købstaden lignede det politiske landskab købstadens, idet de etablerede landspartier dominerede med Socialdemokratiet som det største parti og Det Konservative Folkeparti som det næststørste, men der var også lokallister. I Hasle-Skejby-Lisbjerg fik to borgerlister fra hver sit sogn tilsammen 58 % af stemmerne i 1950. I sognekommunerne på landet var der også borgerlister. I Vejlby-Risskov Sognekommune var Det Konservative Folkeparti dog det største parti ved lokalvalg fra mellemkrigstiden og frem til 1970. Det lokalpolitiske tyngdepunkt var således forskelligt efter kommunetype. I Viby var sognerådsformanden socialdemokraten, gasværksarbejder Gunnar Clausen, medlem af sognerådet fra 1933, sognerådsformand 1950‑59. På landet var sognerådene som før domineret af gårdmænd, lærere, læger mv. Til folketingsvalg fordelte vælgerne sig i store træk som til lokalvalgene, dvs. med de udprægede landbrugssognekommuner domineret af Venstre, de forstadsprægede sognekommuner med en større konservativ opbakning og købstadskommunen med socialdemokratisk.

Mere om politik i kommunen

Uddannelse og social omsorg

Børn og personale fra Bethesdahjemmet på tur i Ris Skov omkring 1959.

.

Aarhus Kommune overtog i 1973 Kystsanatoriet og oprettede en specialskole for børn med socio-emotionelle vanskeligheder i lokalerne. Foto fra 1956.

.

Aarhus Universitet blev etableret i 1928 som Universitetsundervisningen i Jylland med humanistiske fag, og i løbet af de følgende årtier kom bl.a. lægevidenskabeligt, juridisk, teologisk og naturvidenskabeligt fakultet til. I 1959 blev Århus Statsgymnasium oprettet, og Viby Amtsgymnasium og Risskov Amtsgymnasium blev oprettet i hhv. 1967 og 1968. De største forstæder tog også yderligere fat på børne- og socialområdet. I 1935 blev der i Viby eksempelvis på privat initiativ oprettet et spædbørnshjem, der senere fik navnet Vibyhus. Det blev i 1964 afløst af den første kommunale vuggestue med samme navn. Den første børnehave i Viby blev taget i brug i 1944.

Med Socialreformen i 1933 blev de resterende fattiggårde nedlagt. I Viby ophørte i 1933 samarbejdet med Åby Kommune om fattiggården Vidtskue, efter at man i Åby tre år tidligere havde opført det første alderdomshjem i en gård ved Tousvej, og her blev senere de beskyttede boliger lagt. Fattiggården i Aarhus Købstadskommune blev til Arbejdsanstalten for Erhvervs- og Subsistensløse for Aarhus By og Amt. For de ældre lod kommunen opføre 587 aldersrenteboliger på Marselis Boulevard og Skovvangsvej. Socialreformen betød også, at Bethesdahjemmet fik status som børnehjem og med adgang til statsmidler til at supplere midlerne fra Skovtoftehjemmene og Indre Mission.

I 1947 fik Kystsanatoriet ved Kalø Vig en nabo i syd, da sygeplejerske Ebba Jansen oprettede et gigtsanatorium i Skåde Bakker ved Højbjerg. Hun døbte sanatoriet Hans Jansens Hjem efter sin far, der var læge ved Bispebjerg Hospital og som en af de første danske læger tog gigtlidelser alvorligt. I behandlingen benyttede han især forskellige vandbade, hvorfor han snart fik tilnavnet »badelægen«. Sanatoriet eksisterer i dag som trænings- og rehabiliteringscenteret Sano Aarhus.

Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Aarhus Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1920-1970