Portræt af biskop Jens Iversen Lange, 1479
Portræt af biskop Jens Iversen Lange, 1479. Af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i Aarhus Kommune

Tidslinje over middelalderen til 1840 i Aarhus Kommune.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Det nuværende kommuneområde var i perioden tæt bebygget. Ved middelalderens begyndelse lå bebyggelsesstrukturen rimelig fast, men nye landsbyer opstod, og jord blev inddraget til agerbrug. Området blev i senmiddelalderen flere gange ramt af pest, men befolkningstallet steg samlet set gennem perioden. Landbrug var hovederhvervet suppleret med fiskeri. I købstaden Aarhus trivedes handel og håndværk, og byen blev et økonomisk, politisk og religiøst center, hvor bispedømmet havde stor indflydelse. Der opførtes en lang række stenkirker, herunder Aarhus Domkirke; i Aarhus lå der endvidere to klostre, som blev opgivet 1529‑30 i forbindelse med Reformationen.

Administrativ inddeling

Den nuværende Aarhus Kommune dækker et areal, som i middelalderen bestod af Ning Herred, der strakte sig fra Brabrand Sø ned til Norsminde Fjord, Hasle Herred, som byen Aarhus lå i, dele af Vester Lisbjerg og Øster Lisbjerg Herreder nord for Aarhus samt mindre dele af Sabro og Framlev Herreder, der begge lå vest for Aarhus. Alle de seks herreder indgik i Åbosyssel. Områder i kommunens sydlige og vestlige dele lå i senmiddelalderen under Skanderborg Len, hvorfor det var magtfulde kongelige lensmænd på Skanderborg Slot, der styrede disse steder. I gejstlig henseende indgik den nuværende Aarhus Kommune i middelalderen i Aarhus bispedømme.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Åbykrucifikset fra ca. 1050‑1100 måler ca. 51 cm og er udført af lueforgyldte kobberplader. Krucifikset, der stammer fra Åby Kirke, er det ældst kendte krucifiks i Danmark. Kristus med vidtåbne øjne er her fremstillet som en konge med krone, hvilket fremhæver Kristi sejr over døden.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Trods tilbagevendende pestepidemier fra midten af 1300-tallet, år med dårligt høstudbytte og generelt hårde livsvilkår var middelalderen som helhed kendetegnet ved demografisk og økonomisk vækst. Langt de fleste levede som bønder i landsbyer, hvor man i fællesskab dyrkede jorden umiddelbart rundt om landsbyen. I den frugtbare østjyske muldjord var høstudbyttet ofte stort, og der var grundlag for en særlig positiv befolkningsudvikling. Sammenlignet med mange andre dele af middelalderens Danmark havde området, der i dag udgør den nuværende Aarhus Kommune, en høj befolkningstæthed. Det afspejles bl.a. ved de mange landsbyer i kommunen, som ligger ganske nær hinanden. Mange af kommunens landsbyers navneendelser, fx -um eller -ing, afspejler, at disse bebyggelser er ældre end middelalderen; det gælder fx Borum og Malling, som formentlig har deres oprindelse i jernalderen. I 1100- og 1200-tallet suppleredes de eksisterende landsbyer af nye bebyggelser, hvilket afsløres i andre stednavneendelser, fx -rup og -trup, bl.a. Stavtrup og Kattrup. Disse udflytterlandsbyer, der er kendt som torpbebyggelser, blev ofte etableret på hidtil ukultiverede jordarealer, især skovområder blev inddraget til agerbrug. Kernen i landsbystrukturen i kommunen lå altså fast ved indgangen til middelalderen, men blev suppleret af nye landsbyer, hvoraf flere forblev mindre bebyggelser bestående af ganske få gårde, eller måske blot en enkelt gård. Alligevel afspejler den dynamiske bebyggelseshistorie en positiv befolkningsudvikling i Aarhus Kommune.

Som i landet som helhed opførtes stenkirker i landsbyerne i løbet af 1100- og 1200-tallet. Det intensive kirkebyggeri afspejler både kristendommens store betydning i samfundet og et landbrugssamfund med et betydeligt produktionsoverskud, der kunne anvendes til at finansiere stenkirkerne. I alt finder man den dag i dag hele 37 kirker i kommunen, der går tilbage til middelalderen. De 35 er middelalderlige landsbykirker, og dertil kommer Aarhus Domkirke og byens Vor Frue Kirke, hvis forgænger, Sankt Nikolai, i middelalderen var Aarhus’ første domkirke og siden blev dominikanernes kirke i byen. Antallet af stenkirker i kommunen i middelalderen var noget større, idet adskillige kirker eller kapeller blev nedlagt enten før Reformationen eller umiddelbart derefter. Kommunens landsbykirker følger grundlæggende den samme arkitektoniske udvikling, hvor kirkernes skib og kor er opført i romansk tid, og i løbet af senmiddelalderen blev et kirketårn tilføjet skibets vestlige ende. Ofte blev et våbenhus også bygget til skibet i senmiddelalderen. Mange kirkebygninger fik udsmykning i form af billedkvadre og søjleportaler, fx kirkerne i Tilst og Trige. Flere af kommunens kirker er udsmykket med kalkmalerier, bl.a. Aarhus Domkirke, som rummer nogle af Danmarks største og fineste middelalderlige kalkmalerier. Flere kirker var desuden udstyret med kostbart kirkeinventar af høj kunstnerisk værdi. Åby Kirke havde det berømte Åbykrucifiks fra ca. 1050‑1100, som kan ses på Nationalmuseet i København.

Fra midten af 1300-tallet ramtes befolkningen i såvel Aarhus Kommune som det øvrige Danmark flere gange af pest. Det er svært at sige noget sikkert om, hvilken effekt de enkelte pestudbrud havde på befolkningstallet i kommunen, men flere kilder peger dog i retning af, at pesten havde en negativ effekt på demografien i tiden umiddelbart efter en epidemi. Eksempelvis ses et markant fald i kornydelsen fra landsbyer, fx Kasted nord for Aarhus, til Aarhus domkapitel i løbet af 1300-tallet, hvilket sandsynligvis må forklares med et dalende befolkningstal i forbindelse med det første pestudbrud, den sorte død, i årene omkring 1350. En latinsk inskription på hvælvet i Aarhus Domkirkes nordre korsarm bekendtgør, at hvælvingen blev færdiggjort i 1487, »da den voldsomme pest rasede«. Inskriptionen er et vidnesbyrd om, hvordan pestudbrud ramte befolkningen flere gange i kommunen i løbet af senmiddelalderen.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Vandvejene omkring Aarhus gav de bedste transportmuligheder i middelalderen, hvorimod datidens veje bestod af opkørte hjulspor, der i de fleste tilfælde passerede vandløb ved vadesteder frem for broer. Sejladsen omfattede ikke kun Århus Bugt, idet mindre fartøjer sejlede langt op ad Århus Å. At det var muligt at sejle langt op ad åen, giver stednavnet Skibby over 10 km vest for Aarhus et fingerpeg om.

De arkæologiske spor efter samfærdslen i middelalderen er begrænsede. Sejladsen på områdets vandveje har efterladt sig spor i Snekkeeng ved Viby, hvor der er fundet et forarbejde til en bundstok til et skib af nordisk type dateret til 1265‑66. Stedet fungerede som værft fra vikingetiden til op i 1200-tallet. Ved Årslev Engsø er der desuden fundet en stammebåd af egetræ, dateret til mellem 1067 og 1199. Sådanne stammebåde og småpramme har kunnet nå ganske langt ind i åsystemerne.

Ved Snåstrup Mølle vest for Aarhus er der fundet rester af, hvad der menes at være en middelalderlig stenbro.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Portræt af biskop Jens Iversen Lange på Bernt Notkes altertavle, som Lange donerede til Aarhus Domkirke i 1479. Lange ses i bedende positur med bispestaven ved sin side og iklædt en pragtfuld bispekåbe med guldbrokade; tv. for ham er afbildet hans våbenskjold med de tre røde roser, og ovenover på skriftbåndet står: »mater dei sis se[mper] …« (»Guds moder vær altid …«). Bag sig har han sin værnehelgen, evangelisten Johannes, der anbefaler tavlens donator til Anna Selvtredje, der er afbilledet på nabobilledet på altertavlen.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Rekonstruktion af det nu forsvundne Aarhus Karmeliterkloster, der blev oprettet af biskop Jens Iversen Lange i 1482 og i løbet af sin korte levetid stod som et stort firfløjet anlæg.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I Vejlby Kirkes korhvælv ses en såkaldt smørkærningsscene fra ca. år 1500, hvor en lille djævel rækker tunge ad mejerskerne, hvoraf den ene holder et ris og en svøbe. I baggrunden bærer to djævle et kar frem. Smørkærning er en sart proces, Djævlen let kan ødelægge, ganske som man i middelalderen mente, at Djævlen let ville kunne ødelægge vejen gennem livet.

.
Licens: Begrænset anvendelse

En betydelig del af bønderne i det nuværende kommuneområde var frie selvejere. I Sabro Herred var mere end 30 % af bønderne selvejere på reformationstiden, mens tallet i de øvrige herreder i kommunen lå på omkring 25 %. De fleste blev dog fæstebønder i løbet af middelalderen, fx under Aarhus bispedømme. Korn var den klart vigtigste afgrøde for bønderne, men husdyrhold spillede også en rolle. Desuden udgjorde fiskeri et vigtigt supplement til landbruget i kystnære dele af kommunen, ligesom ferskvandsfiskeri blev praktiseret i kommunens åer og søer. Indbyggerne i købstaden Aarhus beskæftigede sig primært med handel og håndværk, men bedrev også et betydeligt landbrug på bymarken. I senmiddelalderen var der flere retslige konflikter vedrørende afgrænsningen af bymarken eller dele heraf, eksempelvis i Margrete 1.s regeringstid, da den magtfulde dronning tilsyneladende fastlagde afgrænsning af bymarken for at bilægge en strid herom mellem byens verdslige borgere og bispestolen.

Forholdsvis få af de middelalderlige gårde og landsbyer er arkæologisk undersøgt, da sporene især er at finde under de eksisterende landsbyer, hvor der sjældent er udført arkæologiske undersøgelser. En af de undersøgte gårde er Skæring Munkegård.

Herudover er Todderup ved Tilst udgravet.

Nærved, mellem Tilst og Gellerup, er der desuden fundet spor fra torpen Holmstrup, og der er også undersøgt middelalderlige bebyggelsesspor i Elev, Kolt, Stavtrup og Framlev.

Selv om Aarhus’ ældst kendte købstadsprivilegium blev givet af Christoffer 3. af Bayern i 1441, er der ikke tvivl om, at byen må have været købstad tidligere. I hvert fald fungerede Aarhus gennem hele middelalderen som et økonomisk, politisk og religiøst center for oplandet. Bønderne drog fra egnens mange landsbyer til Aarhus for at handle på ugentlige torvedage, hvor de kunne sælge deres landbrugsvarer. Byens to torve, Store Torv og Lille Torv, blev anlagt ved midten eller i anden halvdel af 1200-tallet, hvor man ryddede en bebyggelse for at gøre plads. I byen fandt bønderne fra oplandet specialiserede håndværkere, hos hvem de kunne købe redskaber og ting til husholdningen, som de ikke kunne producere selv. Derudover lå egnens vigtigste gejstlige institutioner, ikke mindst domkirken, i Aarhus, og der var også på flere andre måder et tæt forhold mellem land og by. Byens tiltrækningskraft for oplandets bondebefolkning afspejles i en drabelig historie om bondesønnen Mikkel Andersen. I 1470’erne tjente Mikkel Andersen på gårde uden for Aarhus, bl.a. i Lisbjerg, og herfra tog han på tyvetogt ind til Aarhus. I 1479 gik det imidlertid galt, da han på en stjålet hest igen drog til Aarhus og stjal et sværd og lagner fra værten på det herberg, hvor han havde indlogeret sig. Tyvekosterne blev solgt til bl.a. en smed i byen, men snart blev Mikkel opdaget, og han endte sine dage i byens galge.

Domkirken Sankt Clemens som institution samt dens bisper og kannikker havde stor betydning såvel i byen Aarhus som i hele dens opland. Bispedømmet dækkede et areal, der strakte sig langt ud over den nuværende Aarhus Kommune, fx indgik hele Djursland og Samsø i bispedømmet. En interessant kilde til kirkens økonomiske interesser og betydning i området er Aarhus Kannikebords Jordebog, en registrant over gods tilhørende kannikkerne ved domkirken fra ca. 1315, der bl.a. afslører, at kannikkerne ejede gods i landsbyerne Tilst, Egå og Årslev. Bispestolen ejede også enorme besiddelser. Selv om der ikke foreligger en samlet fortegnelse herover, anslås den årlige indtægt af bispens jordegods på reformationstiden at have været på ca. 2.700 mark. Bispen, domkirken og byens andre gejstlige institutioner spillede også på andre måder en vigtig rolle. Det var ved domkirkens skole, katedralskolen, at mange af præsterne i egnens landsbykirke havde fået deres uddannelse, og via sognekirkernes placering i Aarhus bispedømme opretholdt de kontakten til Sankt Clemens Kirke. Et andet eksempel herpå er den faste afgift, som Aarhus Hospital eller Sankt Catharinas Gård i Grønnegade, der husede byens og egnens spedalske, i senmiddelalderen fik af hver bonde i de seks herreder, der lå nærmest købstaden, og som i dag indgår i Aarhus Kommune. De store jordbesiddelser i det nuværende kommuneområde havde kirken erhvervet på forskellig vis, bl.a. via donationer. En vis fru Inge gav i 1334 sit gods i landsbyen Årslev vest for Aarhus til domkapitlet, der så til gengæld skulle fungere som Inges »forsvarere og beskyttere« og »forsyne hende med kost og klæder« resten af hendes dage. Også mere betydningsfulde folk donerede jord til domkapitlet. En del af godset i Tilst havde kannikkerne fx fået via en donation fra Aarhusbiskoppen Skjalm Vognsen omkring 1210. Skjalm Vognsen tilhørte en gren af den magtfulde Hvideslægt, som også tidens indflydelsesrige danske ærkebiskopper Absalon og Anders Sunesen var en del af. Skjalm Vognsen indledte da også sin gejstlige karriere som kannik ved ærkesædets kirke i Lund, før han blev domprovst i Aarhus, hvor han i 1204 efterfulgte sin bror Peder Vognsen, der tog initiativ til opførelsen af den nuværende domkirke, som biskop af Aarhus. Efter Skjalm Vognsens død i 1215 blev en tredje broder, Ebbe Vognsen, valgt til biskop. Peder, Skjalm og Ebbe Vognsen var blot tre af mange betydningsfulde biskopper i middelalderens Aarhus, der i høj grad satte deres præg på såvel byens som oplandets udvikling. Et senmiddelalderligt eksempel herpå er Jens Iversen Lange, der var biskop af Aarhus fra 1449 til 1482. Også han tilhørte en aristokratisk slægt, der dog ikke var på samme niveau, som Hvideslægten havde været i 1100- og 1200-tallet. Han blev uddannet ved universiteter i Erfurt og Rostock, før han i 1434 blev ærkedegn ved domkapitlet i Aarhus, hvor han 15 år senere blev valgt til biskop. Jens Iversen Lange var en ambitiøs mand, der ihærdigt arbejdede for både egne og kirkens interesser, hvilket resulterede i til tider voldelige konflikter, såkaldte fejder, med magtfulde aktører i og omkring Aarhus. I 1450’erne havde Jens Iversen Lange bl.a. en større fejde med de magtfulde Rosenkrantzer og andre jyske adelige, der drejede sig om ejendomme, embeder og forskellige slags afgifter, herunder af kirker og købstæder. Jens Iversen Lange anklagede bl.a. Rosenkrantzerne for at have krænket hans ret og ejendom ved bispens borg Silkeborg og Erik Ottesen Rosenkrantz for at have indsat en præst i Tranbjerg Kirke, et embede, der ifølge biskoppen burde tilfalde en af præsterne ved domkirken. Jens Iversen Langes våbenskjold ses i flere kirker i det område af kommunen, der indgik i Aarhus bispedømme; de tre roser ses bl.a. i Tilst Kirke, hvor våbenskjoldet er påmalet hvælvet over triumfbuen.

I Aarhus og byens opland havde man en forkærlighed for visse af middelalderens stadig flere helgener. Domkirken var viet til Sankt Clemens, der var de søfarendes helgen, og som derfor havde stor betydning lokalt. Det samme havde Hellig Niels af Aarhus, der blev dyrket som lokalhelgen, bl.a. med Hellig Niels-kilden i Viby. Der var også andre helligkilder med rod i middelalderen i kommunens område. Ved Langballe syd for Aarhus blev Kapelbæk søgt som helligkilde, og der blev opført et kildekapel nærved omkring år 1300. Arkæologiske undersøgelser har vist, at kapellet blev udvidet i løbet af middelalderen, men nedrevet igen efter Reformationen.

De eneste to klostre i den nuværende Aarhus Kommune lå i købstaden Aarhus. Her etableredes før 1245, måske i 1220’erne, et dominikanerkloster, der fik overdraget den tidligere domkirke, Sankt Nikolai. Det andet kloster i Aarhus tilhørte karmeliterordenen, der i slutningen af 1400-tallet grundlagde et kloster i byen, hvis bygninger blev nedbrudt kort efter Reformationen. Da dominikanerne og karmeliterne var tiggerordener, der principielt fulgte et fattigdomskrav og derfor ikke måtte eje noget, men var afhængige af donationer og almisser, var de nært tilknyttet den urbane kultur i Aarhus. Oplandets bønder mødte dem kun, når de på torvedage eller i anden anledning kom til byen. Selv om man ikke fandt herreklostre, dvs. jordbesiddende landklostre, i den nuværende Aarhus Kommune i middelalderen, ejede andre klostre fra naboområder meget jord i kommunen. Eksempelvis havde benediktinernonnerne i Ring Kloster og især cisterciensermunkene i Øm, begge i den nuværende Skanderborg Kommune, betydelige besiddelser i kommunen. Munkene i Øm ejede på reformationstiden næsten 250 ejendomme, og mange af disse lå i området, der i dag udgøres af Aarhus Kommune.

Reformationen begyndte så småt i Aarhus og byens opland, da tiggermunkene forlod byens to klostre. Frederik 1. bekendtgjorde i december 1529, at dominikanerklosterets bygninger og andre besiddelser skulle overgå til byens biskop, Ove Bille, hvis brødrene forlod klosteret, således som det var sket i andre købstæder. Kort derefter, i 1530, forlod dominikanerne klosteret, og det følgende år opgav karmeliterne også deres kloster i byen. Dog er kilderne tavse om lutherske aktiviteter i og omkring Aarhus. Forklaringen herpå synes at være, at biskop Ove Bille havde formået at gøre byen til en katolsk bastion, og han hentede bl.a. tidens mest markante katolske lærde og skarpeste kritiker af reformatorerne, karmelitermunken Poul Helgesen, til byen. I sin antilutherske Skibbykrøniken skriver Helgesen en hel del om Aarhus. Skibbykrøniken beretter bl.a. om et par karmelitermunke fra Aarhus, Ole Pind og Markus Pedersen, der vendte deres klosterorden ryggen og blev lutheranere, men noget sådant foregik tilsyneladende ikke i Aarhus. Da de reformatoriske tanker ikke materialiserede sig i større grad i Aarhus, var det først med den egentlige Reformation i 1536, at lutheranerne fik fodfæste i byen og det område, der udgør den nuværende Aarhus Kommune.

I kommunen fandtes i middelalderen også flere borge eller voldsteder. På Slotsbanken, også kendt som Kongsbakken, i Viby ikke langt fra Stavtrup er påvist et middelalderligt anlæg, og ifølge yngre kilder drejer det sig om en middelalderlig kongsgård. Måske var det her, at kong Valdemar den Store opholdt sig med sit hof i 1170’erne, da kongen ifølge krønikeskriveren Saxo Grammaticus befandt sig i Viby. Af forsvarsanlæg i kommunen bør murene omkring Malling og Mårslet Kirker også nævnes. Begge har måske fungeret som befæstningsanlæg, en art forsvarskirker.

Et par herregårde i kommunen går også tilbage til middelalderen, fx Constantinsborg ved Årslev Engsø. Gården omtales omkring år 1400 som Stadsgård. Den var da sikkert opkaldt efter skoven Stath, som omkring 1210 blev skænket til Aarhus Domkirke af biskop Skjalm Vognsen, der havde arvet den fra sin bror Jens. Omkring år 1400 tilhørte Stadsgård Erik Jensen Munk og gik videre til dennes søn Peder Lykke, der havde antaget sin moders slægtsnavn. Stadsgård ejedes af adelsslægten Lykke indtil 1583, hvor den overgik til kronen. I den sydvestlige del af Aarhus Kommune nær Solbjerg ligger herregården Rantzausgave, som i middelalderen var den mindre adelsgård Kanne eller Kannegaard. Den overgik i 1464 til kronen, fordi den ikke havde ydet sin ledingspligt, dvs. enten ikke stillede mænd til kongens hær eller betalte hertil. På reformationstiden ejede brødrene Rasmus og Hans Mikkelsen gården.

Hovedparten af de historisk kendte vandmøller i kommunen formodes at have rod i middelalderen. Den ældst kendte er fundet nær Kasted, hvor dateringer af træpæle opgravet ved Kærbygård Mølle tyder på, at møllen er opført i 1100-tallets første årtier. Fundet af en spunsvægspæl ved Skibby fra begyndelsen af 1200-tallet tyder på, at der også har ligget en vandmølle her. Ved Labing Mølle er mange egepæle opgravet, hvis ældst sikre datering er 1290.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

Der er kendskab til en del skattefund i området. De fleste er nedlagt i de urolige år sidst i 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet. Et af de største skattefund består af 5.739 mønter, der blev fundet i en kuglepotte i Vorre ved Løgten. Møntskatten blev nedlagt ca. 1294 og indeholderen blanding af mønter præget under kongerne Erik Klipping og Erik Menvedsamt falske mønter fra Hjelm. I Spørring er der fundet 1.620 mønter, ligeledes præget af Erik Klipping og Erik Menved, som blev nedlagt ca. 1318. Herudover er der i Egå fundet i alt 162 mønterpræget under Erik Menvedog Christoffer 2., der var nedlagt i en høj på Brobjerg Banke. Øget brug af metaldetektor har medført, at mange nye fund af metalsager, bl.a. mange mønter, er dukket op siden 2010. Særlig spændende er fundet af en pavebulle (pavebrev) ved Gammel Harlev, der er forsynet med et paveligt blysegl, dateret til 1300‑1400-tallet, som der kun er fundet omkring 20 af i Danmark.

Videre læsning

Læs mere om historie i Aarhus Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder