Kirker i Ringkøbing-Skjern Kommune

Kirkerne fra den ældre periode er for langt de flestes vedkommende opført af granitkvadre. Af de 32 romanske kirker er 27 bygget af dette materiale, mens Bølling og Hoven Kirker er delvis af kvadre og rå kamp. Hemmet og Sønder Bork Kirker sydvestligt i kommunen er opført i en blanding af tufsten og kvadre. Som hovedregel gælder for granitkvaderkirkerne, at kun facaderne er bygget af de fint tildannede sten, mens bagmurene blot er sat af rå kamp. Men i seks af kommunens kirker er netop også bagmurene sat i kvadre, hvilket er et stort antal set i forhold til andre områder.

Enkelte kirker indtager særstillinger i den hjemlige kirkearkitektur. Således er Hee Kirke en af landets mest betydende romanske kirker.

Kirken i Stadil er berømt først og fremmest for det gyldne alter, der er fremstillet i årtierne omkring år 1200. Af det oprindelige alter i to dele er det såkaldte retabel nu forsvundet, men alterbordsforsiden, frontalet, er velbevaret og nu indfattet i kirkens renæssancealtertavle. Frontalet er fremstillet af egeplanker og lueforgyldte kobberplader, hvis opdrevne relieffer bl.a. viser scener fra Jesu liv. Reliefferne ledsages af en rig ornamentik samt bjergkrystaller, der ved hjælp af bagvedliggende og farvede pergamentstykker illuderer ædelstene. Det gyldne alter i Stadil udgør sammen med det lidt ældre alter i Sahl Kirke i Holstebro Kommune de kun to hjemlige gyldne altre, der endnu befinder sig i de kirker, hvortil de er fremstillet. I alt er syv af disse altre bevaret i større eller mindre grad, idet de resterende eksemplarer alle er på Nationalmuseet. Men fra arkæologiske udgravninger og skriftlige kilder har man kendskab til langt flere, der over tid er gået tabt.

Alteret er dog ikke Stadil Kirkes eneste klenodie fra den tidlige middelalder. Ganske usædvanligt er en romansk egetræsfløj endnu bevaret i norddøren. Plankerne har foroven en udskåret og rundbuet arkadefrise, der formentlig har været fremhævet af nu forsvundne jernbeslag. Bygningen udmærker sig endvidere ved tilstedeværelsen af flere veludførte billedkvadre. En af dem forestiller et mandshoved med ejendommelig hovedbeklædning, og desuden findes en sten med latinsk indskrift, begge indsat i skibets sydmur. Ved kirkens nuværende hovedindgang i vest står en fornemt reliefudsmykket granitkumme, en såkaldt piscina, til rengøring af alterkarrene og til den rituelle håndvask. Typen er en sjældent forekommende »pillepiscina«, der har stået op ad korvæggen, således at afløbshullet ved kummens bagkant har ledt det hellige vand ind i murkernen; det måtte ikke komme uden for kirken. I det indre smykkes korbuens kragsten af hhv. en arkadefrise og ormeslyng, og også i andre af kommunens kirker findes fine granitrelieffer. I Vedersø Kirkes tårnmur er indmuret to kragsten med veludførte dragelignende væsener, og i Velling Kirke findes omkring syddøren adskillige sten med motiver af løver, fugle og drager.

Et ofte fremhævet monument er Hover Kirke, der er optaget i den såkaldte Kulturkanon. For så vidt kunne også Sædding Kirke have været udvalgt til denne Kulturkanon. Den er udformet som Hover Kirke, men har i lighed med et par andre kirker på egnen, herunder Velling og Borris Kirker, bevaret dele af et ganske særligt romansk tagværk, der kun forekommer i Vestjylland. Det kendetegnes af rundbuede spærfag. Disse specielle konstruktioner blev opsat ved ombygninger i tiden ca. 1260‑75, formentlig som led i nyindretninger af kirkernes indre.

Ny Sogn Kirke er opført i tiden efter 1250, dvs. i unggotisk tid. Den store kirke består i sin kerne af kor og skib, der i senmiddelalderen blev udvidet med både korsarme og våbenhuse i nord og syd samt et tårn i vest. I det nordre våbenhus er nu indrettet ligkapel. Materialet er munkesten, men tilstedeværelsen af kvadre antyder, at den nuværende kirke afløste en ældre på stedet. Bygningen er arkitektonisk set ret usædvanlig, især pga. korets trekantgavl, hvis udsmykning består af et blændingsfelt udformet som en femdelt kløverbladsbue. Buen er en detalje, der ikke har mange hjemlige paralleller, men som derimod har nordtyske forbilleder. Herunder giver tre høje og svagt spidsbuede vinduer lys til korets indre.

En større ombygning fandt også sted i Sønder Bork Kirke, hvor den romanske tufstenskirke ved en ombygning af koret blev forlænget mod øst. Det udvidede kor har øverst trappefriser på flankemurene, og på østgavlen er valgt en utraditionel løsning med fire højblændinger adskilt af halvsøjler. Kirkens senmiddelalderlige tårn har fået en usædvanlig placering ved skibets nordside.

Den nuværende Ringkøbing Kirke afløste i lighed med forholdene i Ny Sogn Kirke sandsynligvis også en ældre af slagsen, der giver sig til kende ved genanvendt kvadermateriale i den stående bygning. Kirken er et teglbygget langhus med tresidet østafslutning fra første halvdel af 1400-tallet. Tårnet påbegyndtes formentlig på samme tid, men blev måske først fuldført i tiden omkring Reformationen. Nordre korsarm blev tilføjet 1592‑93, og en tilsvarende i syd er fra årene 1934‑35.

Ingen nye kirker blev opført i tiden umiddelbart efter Reformationen, men en del blev enten bygget om eller nyindrettet. I Lønborg Kirke blev de middelalderlige kalkmalerier i 1550’erne erstattet af en storstilet renæssanceudsmykning med rektangulære bibelbilleder udsparet i et tæt flor af ranker. Omkring samme tidspunkt fik kirken også sin endnu bevarede prædikestol. Brejning Kirkes tresidede korafslutning stammer fra 1581, hvor også triumfmuren blev revet ned. Årstallet samt våbener og navnetræk for Hans Lange og Johanne Pedersdatter Skram er gengivet på to terrakottaplader indmuret i korets østgavl. Terrakottapladerne er et særsyn og svarer nøje til den enestående og samtidige udsmykning på herregården Brejninggårds hovedbygning. Tim Kirke blev formentlig omkring samme tidspunkt udvidet til en rektangulær langhuskirke med ret afsluttet kor. Udvidelsen blev som det romanske skib bygget af kvadre, og måske blev ombygningen sat i værk for at skabe en passende ramme til altertavlen, et fornemt og fyldigt snitværk fra 1590. Tavlen suppleres siden 1957 af Jais Nielsens alterbordsforside, udformet i glaserede keramikfliser med motiver fra Jesu liv.

I det hele taget er området præget af en usædvanlig mængde træskærerarbejder af høj kvalitet fra renæssancen. En del er tilskrevet den såkaldte Dejbjergmester, der virkede særligt i området mellem Ringkøbing og Varde i første fjerdedel af 1600-tallet. Mesterens hovedværker findes i Dejbjerg og Borris Kirker, men også altertavlerne i Stauning og Skjern Kirker tilskrives værkstedet. I sidstnævnte kirke findes endvidere en særdeles veludført prædikestol fra 1627, af en anden, ligeledes anonym mester. Stolen fremstår endnu med sin originale og delvise staffering, der aldrig er malet over. Fra årtierne før 1650 stammer det overdådige inventar i Stadil Kirke, hvor altertavle, prædikestol, stolestader og et vestpulpitur udgør en sjælden og iøjnefaldende samhørighed.

Af kommunens nyere kirkebestand på 12, hvoraf Lyngvig og Haurvig Kirker som de første blev bygget i 1869, er hele fem tegnet af Vilhelm Ahlmann. Det gælder kirkerne i Herborg, Fjelstervang, Troldhede, Finderup og Tarm, eller med andre ord alle de kirker i den nuværende kommunes område, der i nævnte rækkefølge blev opført i perioden 1898‑1912. Ahlmann leverede i kraft af sine gode tegninger væsentlige bidrag til periodens kirkeforskning og repræsenterer i sine byggerier en historiserende stil inspireret af middelalderens teglstensarkitektur. Ofte er hans kirker holdt i en nygotisk stil med polygonale østafslutninger, gerne med skiferbelagte tage og pyramidespir over vesttårnet. Netop tårnet i Troldhede Kirke blev beskadiget 1941, hvor en tysk flyvemaskine styrtede ned og ødelagde spiret, der dog blev genopbygget på værnemagtens bekostning. En anden dramatisk begivenhed indtraf i maj 1942 over Nørre Vium Kirke, hvor et engelsk bombefly i vanskeligheder måtte nedkaste lasten, der indeholdt flere brandbomber. Kirkens tag brændte, og murværket led overlast, men inventaret overlevede.

Ikke siden 1954, hvor Hvide Sande Kirke blev bygget, er der kommet nye kirker til i Ringkøbing-Skjern Kommune. Den blev posthumt opført efter tegning af Aage Bugge i en nyromansk stil med rundbuede vinduer, alt af gule teglsten med røde tegltage. Helligåndskirken, som den også kaldes, består af kor, et bredere skib med et våbenhus samt et tårn over vestenden.

2014 blev Ølstrup Kirke landskendt, da kirkens altertavlemaleri af Emil Nolde blev stjålet. Middag i Emmaus, der i 1904 blev malet specielt til kirken for en pris af 304 kr., mens kunstneren opholdt sig i byen, blev i 2018 lykkeligvis atter forenet med kirken. I Ringkøbing Kirke blev alterpartiet fornyet i 1996, hvor Arne Haugen Sørensens maleri Opstandelsen blev opsat. Samme år blev hans døbefont af glas, som var fremstillet i samarbejde med glarmester Hebsgaard A/S, opstillet.

I en kirkeliste fra ca. 1380 optræder No Kirke, Finderup Kirke, Herborg Kirke og Fjelstervang Kirke. Herborg nævnes ikke siden som fungerende, men stod som ruin indtil 1856, hvor stenmateriale blev anvendt til Ringkøbing-Silkeborg-vejen. Kvadre er kendt fra området. Fra Finderup Kirke, der før 1436 blev betegnet som øde, skal 400‑500 læs sten i 1856 være fjernet ligeledes til brug for Ringkøbing-Silkeborg-vejen, ligesom »hugne sten« skal være bortsolgt. Dele af kirkegården er arkæologisk undersøgt. Tomten ligger på et lille næs mellem to mindre vandløb knap 500 m nordøst for den nuværende Finderup Kirke fra 1908‑09. Fjelstervang Kirke, der før 1436 betegnes som øde, lå ved gården Husted mellem Store og Lille Fjelstervang. Kirken og kirkegården, der er afsat på matrikelkortet fra 1819, samt grave og fundamenter blev fundet i forbindelse med gravearbejde i årene 1910‑12.

Syd for Bølling Kirke, mellem kirken og præstegården, i Kapelengen ligger en helligkilde, og i nærheden har der stået et kapel, hvis nøjagtige beliggenhed ikke kendes. Det var nedrevet i 1635. Herudover går en fløj på herregården Rybjerg, der tilhørte bispen i Ribe fra 1408, under betegnelsen Kapellet. En del middelalderligt byggemateriale, anvendt i fløjen, er omtalt som profilerede sokkelsten, kvadre og vinduesoverliggere. Baggrunden herfor kan være en ødekirke, der havde funktion som gårdkapel.

Læs mere om kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs også om

• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Ringkøbing-Skjern Kommune
• Religion og trossamfund i Ringkøbing-Skjern Kommune
• Præstegårde i Ringkøbing-Skjern Kommune
• Kirkegårde i Ringkøbing-Skjern Kommune
• Herregårde og voldsteder i Ringkøbing-Skjern Kommune

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker