To ryttere er på vej op langs Houstrup Strand på en sen augustdag, hvor det næsten mennesketomme kystlandskab vidner om, at årets turistsæson går på hæld. Selv om Varde Kommunes ca. 83 km lange kystlinje ligger ud til både Vesterhavet og Vadehavet, er det især den vindomsuste Vesterhavskyst med brede sandstrande, der i sommerhalvåret tiltrækker flokke af badegæster og havsportsudøvere.
.
Vinden suser, og bølgerne taler dunder over stranden på en tidlig forårsdag ved Blåvands Huk. Den voldsomme brænding følges opmærksomt af små flokke af sandløbere, der på hurtige, sorte ben følger det tilbagetrækkende vand for i al hast at opsamle de smådyr, som bølgerne har efterladt i sandet. Adfærden, som har givet den lille lyse vadefugl sit navn, kan især opleves om foråret, når sandløberne gæster den jyske vestkyst på deres vej mod ynglepladserne i det høje Arktis.
.
Utallige loer bugter sig gennem marsken på østsiden af Skallingen. Loerne fungerer som tidevandsrender og drænkanaler, som via Hobo Dyb i forgrunden leder vandet videre til tidevandsløbet Grådyb mellem Skallingen og Fanø. Vaderne er tidevandsflader, som ved højvande dækkes af vand. Herved tilføres vaderne sediment, så de langsomt hæver sig op over havet og med tiden bliver til marsk.
.

Udviklingen af Skallinge frem til i dag 1. Før den store storm i 1634 lå Skallingkrog i forlængelse af Blåvands Huk og Langli som en del af en barriereodde, der var landfast med Jylland. 2. Under stormen blev odden dog gennembrudt af havet, og da vandet trak sig tilbage, var Skallingkrog forsvundet, og Langli var blevet en ø. Mod syd var der til gengæld dannet en stor sandbanke, Skallingsand. 3. Aflejringen af sand fortsatte, og med tiden opstod Skallingen, først som et stort højsande og siden som den nuværende barriereodde.

.

Varde Kommune har en varieret, 83 km lang kystlinje, som strækker sig fra Nymindegab i nord, forbi Henne Strand, Henne Ås udløb og til Blåvands Huk, hvorfra den fortsætter til sydspidsen af Skallingen ved Grådyb. Den sidste del af kommunens sydkyst løber nordpå langs Ho Bugt, forbi Mosevrå og Kjelst og videre til Varde Å, som danner den vestlige del af grænsen til Esbjerg Kommune. I Ho Bugt har kommunen desuden en kyststrækning rundt om Langli, som er kommunens eneste ø.

Strækningen mellem Nymindegab og Blåvands Huk er en del af det store marine forland vest for Varde Bakkeø. Her er kysten især præget af havets vindbølger, som danner de strømme, der transporterer sand og grus på tværs og langs af kysten. Derved aflejres der sediment på kysten, hvilket har skabt de karakteristiske brede sandstrande og det svagt skrånende kystprofil med revler og mellemliggende trug. Sandet, som aflejres på strandene, er eksponeret for vestenvinden, som blæser det sammen i de kystparallelle forklitter, som karakteriserer hele den jyske vestkyst.

Umiddelbart øst for forklitterne findes et kilometerbredt bælte af parabelklitter. Klitternes »arme« peger mod den dominerende vestenvind, og inden klitterne blev plantet til, vandrede de mod øst med vinden. Visse steder voksede flere parabelklitter sammen til vældige klitkomplekser, der i dag vidner om den omfattende sandflugt, som gennem tiden har præget Vestjylland. Ved Henne Strand vandrede klitterne op til 6 km ind i landet, så de kom til at dække dele af Varde Bakkeø og bl.a. dannede Blåbjerg Klit, som med sine 64 m over havet er kommunens højeste. Længere mod syd, umiddelbart nord for Ho, ligger Bordrup Sande, som er et enormt parabelklitkompleks. Afstanden mellem klittens »arme« er mere end 4 km, mens klittens højde på over 30 m tidligere gjorde den til Danmarks største vandreklit. For at bekæmpe sandflugten blev klitten plantet til i 1800-tallet, og den er derfor ikke længere aktiv. I lavningen bag klitten og vest for Bordrup og Oksby Klitplantager ligger Kallesmærsk Hede, som er en afblæsningsflade for sandet i Bordrup Sande.

Ved Blåvands Huk slår kystlinjen et knæk på omkring 90 grader. Det medfører, at kysten nord for Blåvands Huk er eksponeret mod nordvest, mens den er eksponeret mod sydvest syd for hukket, og på den strækning kaldes kysten derfor for et vinkelforland. Fra Blåvands Huk og mod vest strækker Horns Rev sig ca. 40 km ud i Nordsøen i vest-sydvestlig retning. Dette lavvandede område er opbygget af sandbanker, der blev aflejret under næstsidste istid, Saale, samt af store mængder marine sedimenter, som er akkumuleret her siden afslutningen af sidste istid. Horns Rev består af en indre og en ydre del, som adskilles af en 20 m dyb rende kaldet Slugen. Den indre del af Horns Rev ligger i direkte forlængelse af Blåvands Huk, og ved lavvande kan en stor del af sandbanken, som også kaldes Ulven, tydeligt ses fra klitterne og Blåvandshuk Fyr. Horns Rev får Nordsøens bølger fra vest til at bryde langt fra land, og området fungerer som et bølgelæ, der næsten bremser den langsgående sedimenttransport langs kysten.

I forlængelse af Blåvands Huk strækker barriereodden Skallingen sig mod sydøst og udgør dermed Vadehavets nordligste barriere. Skallingens vestkyst er bølgedomineret og har revler, som vandrer landværts med en hastighed på 20-30 m om året. Hvert ottende til tiende år smelter en ny revle sammen med kysten og tilfører odden et positivt tilskud af sediment. Det positive sedimenttilskud kan dog på ingen måde ikke kompensere for transporten langs kysten, der fjerner mere sediment, end de indvandrende revler bidrager med.

Kysten mellem Skalling Ende og Varde Ås udløb ligger ud til Vadehavet, som er domineret af tidevandsstrømme. Tidevandsstrømme skyldes overvejende astronomiske forhold, hvor Månens og Solens massetiltrækningskraft skaber de periodiske vandstandsændringer, som ved Skallingen kan være på omkring 1,5 m. Grådyb mellem Skallingen og Fanø er Vadehavets nordligste tidevandsdyb, og to gange i døgnet strømmer vandet ind og ud af dybet. Ved flod løber vand fra Nordsøen gennem Grådyb ind i Hjerting Løb og videre op i Ho Bugt, mens vandet ved ebbe løber i den modsatte retning. For danske forhold er tidevandet ganske stort og giver anledning til betragtelige strømhastigheder, der kan transportere og omlejre store mængder finkornet sediment som ler, silt og organisk materiale. Tidevandsstrømmene forårsager hovedsagelig en sedimenttransport, som er rettet mod land, hvor den bidrager til opbygningen af den flade strandeng eller marsk, der præger kysten langs Ho Bugt og den vestlige del af Varde Ådal. Langs Skallingens østkyst gennemskæres marsken af et system af forgrenende tidevandsrender, også kaldet loer. Ved højvande er loerne vandfyldte, mens de ved lavvande er næsten tørre.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Varde Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster