Loer bugter sig gennem marsken på østsiden af Skallingen. Af . Begrænset anvendelse

Varde Kommunes landskaber

Kort over de overfladenære jordarter i Varde Kommune. Store dele af kommunen dækkes af smeltevandsaflejringer, som blev aflejret under næstsidste istid, Saale. I de større ådale kan man desuden finde extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer fra sidste istid, der ikke har været overskredet af isen. Langs kysten findes et kilometerbredt bælte af klitter og flyvesand, mens der længst ude mod Vesterhavet strækker sig en smal bræmme af marine aflejringer.
.

Artikelstart

Landskabet i Varde Kommune er en del af det vestjyske bakkeø- og slettelandskab, hvor resterne af landskabet fra næstsidste istid, Saale, rager op som bakkeøer, der ligger omgivet af flade flodsletter fra sidste istid, Weichsel. Den nordlige del af kommunen med Nørre Nebel og Ølgod udgør den centrale og sydlige del af Varde Bakkeøs udjævnede morænelandskab, mens kommunen i syd ligger på Esbjerg Bakkeø. De to bakkeøer adskilles af en smal hedeslette, der fra Grindsted Hedeslette strækker sig vestpå forbi Ansager og Varde til Ho Bugt. Hedesletten gennemløbes af Varde Å, der undervejs får tilløb af Linding Å, Holme Å og Alslev Å.

Fra Nymindegab i nord til Blåvands Huk i syd har Vesterhavets brændingsbølger udlignet kysten, mens den kraftige vestenvind gennem tiden har skabt et kilometerbredt bælte af klitter. Mellem Henne Strand og Nymindegab har klitterne bevæget sig 6 km ind over land, så de er nået op på Varde Bakkeø, hvor de bl.a. danner toppen af Blåbjerg, der sammen med Bavnshøj vest for Ølgod udgør kommunens højeste naturlige punkter 64 m.o.h.

I syd strækker halvøen Skallingen sig 10 km mod sydøst fra Blåvand. Sammen med bl.a. Vadehavsøerne Fanø, Mandø og Rømø danner den Danmarks længste ubrudte barrierekæde, som beskytter Vadehavet mod Vesterhavet. I læ af Skallingen ligger Ho Bugt, som er forbundet med Vesterhavet via tidevandsløbet Grådyb mellem Skallingen og Fanø.

Landskabets dannelse

Gennem næstsidste istid, Saale, blev Danmark flere gange enten helt eller delvis dækket af is. Det skete sidst for ca. 140.000 år siden, hvor isen kom fra en østlig retning og nåede frem til omkring Jyllands nuværende vestkyst. Det er aflejringer fra disse nedisninger, som danner kernen i bakkeølandskaberne i Varde Kommune.

Efter Saale fulgte mellemistiden Eem. På den tid lignede landskabet på bakkeøerne sidste istids unge morænelandskaber med bakker, dale og vandfyldte lavninger, som man i dag kan opleve øst for Hovedstilstandslinjen. Det ændrede sig dog under sidste istid, hvor bakkeølandskabet blev forvandlet til et forblæst tundralandskab. Ude foran isen trængte kulden dybt ned i jorden, som var frossen året rundt. Om sommeren tøede de øverste jordlag dog op og blev mættet med vand, hvilket fik dem til langsomt at flyde ned ad bakkeøernes skråninger. Jordflydningen opfyldte lavninger i terrænet, så mellemistidens tørvelag blev begravet, samtidig med at bakkeølandskabet gradvis blev udjævnet. Derved mistede landskabet de istidstræk, som kendetegner sidste istids unge morænelandskaber øst for Hovedstilstandslinjen.

Mod slutningen af sidste istid bevægede Nordøstisen sig ind over landet fra nordøst. Da isen for ca. 22.000 år siden stod ved Hovedstilstandslinjen, havde smeltevandet, der strømmede ud fra gletsjerporte i isens rand, frit løb mod vest. Med sig havde smeltevandet store mængder sand og grus, som et fletværk af strømløb fordelte ud over de lavereliggende dele af landskabet fra næstsidste istid. Derved opstod Grindsted Hedeslette. Fra hedesletten fortsatte smeltevandet mod vest, ind mellem Varde og Esbjerg Bakkeøer, til den delvis isfri Nordsølavning.

På de nøgne flodsletter fik istidensstorme sat sandet i bevægelse, så det flere steder blev fejet op på bakkeøerne. I dag ses datidens sandflugt som de indsander, man bl.a. kan opleve på Nørholm Hede samt omkring Kvie Sø og andre lavvandede hedesøer. Fra 1600- til 1700-tallet vendte sandflugten tilbage. I de områder, hvorfra vinden hentede sandet, opstod der stensletter med sandblæste sten, som kan genkendes på deres skarpe facetter mellem vindpolerede flader. Sandblæste sten er bl.a. almindelige i de bunker af marksten, som ses langs vejene.

Oprindelig havde Jylland en uregelmæssig vestkyst, hvor store, åbne bugter strakte sig ud mellem kystfremspring som Horns Rev ud for Blåvands Huk. Da resterne af de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort, steg havet, og langs kysten skyllede Littorinahavet (Stenalderhavet) ind over istidens flodsletter, så der opstod revler og barriereøer. Fra istidens afslutning steg havet ca. 110 m, hvilket bl.a. medførte, at det nuværende sletteland mellem Grærup, Blåvand og Ho blev oversvømmet. Samtidig betød det, at Vestkysten på Littorinahavets tid strakte sig fra Grærup, forbi Oksbøl og videre ind over Hjerting og Esbjerg.

Gennem tiden har bølger og havstrømme fragtet store mængder sand og grus sydpå langs kysten. Her blev det først bremset ved Horns Rev, så den bagvedliggende bugt gradvis blev afskåret fra Vesterhavet og forvandlet til den strandsø, som i dag udgør Filsø. På trods af at denne del af Jylland faktisk synker, resulterede det i en vældig udbygning af kysten på hele strækningen mellem Nymindegab og Blåvands Huk. Siden har den brede strand, der kanter Vestkysten, fungeret som et kæmpe sanddepot, hvorfra storme har hentet det sand, der har skabt et kilometerbredt bælte af klitter med toppede sandophobninger og grydeformede vindbrud.

Syd for Blåvand har stormfloder fragtet sand ind over revlerne, så der efterhånden er opstået højsander, dvs. sandflader, der kun overskylles ved særlige højvander. Det betød bl.a., at kystlinjen i middelalderen strakte sig fra sydkysten af Ho Klitplantage og videre til Langli. Et stykke ude lå højsandet Skallingkrog, der efterhånden blev forbundet til fastlandet og i dag fremstår som halvøen Skallingen med strand, klitrækker og bagvedliggende marskland.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Varde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber