Ulvedalene i Dyrehaven. Af . Begrænset anvendelse

Lyngby-Taarbæk Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Lyngby-Taarbæk Kommune.

.

Havniveauer over Jægersborg Dyrehave 1. Profilet fra Ulvedalene i vest til Øresund i øst viser vandstandene i hhv. Yoldiahavet, som dækkede meget af landet i slutningen af sidste istid, og Littorinahavet, som var et stort havområde i stenalderen. Yoldiahavets og Littorinahavets havniveauer lå hhv. ca. 30 m og ca. 4 m højere end nutidens hav. Siden Littorinahavets tid har landet hævet sig, så kystklinterne efter de to forsvundne have i dag ligger inde i land. 2. Landskabskortet viser, hvor Yoldiahavets og Littorinahavets kystklinter ligger i dag. Yoldiahavets kystklint kan følges fra Ulvedalene og nordpå øst om Eremitageslottet, mens Littorinahavets kystklint stort set følger den nutidige kyst. Kortet viser desuden placeringen af profilsnittet til kortet ovenfor.

.

Store dele af kommunen er dækket af bundmoræne, der blev afsat under de gletsjere, som i slutningen af sidste istid dækkede landskabet. Bundmorænefladen er småbakket og gennemskæres af dybe dale, som blev dannet af smeltevand fra isen. En dal forbinder Furesø og Lyngby Sø, hvorefter den deler sig i to. Mølleå løber i den nordlige dal, som først går mod nord for derefter at løbe østpå langs grænsen til Rudersdal Kommune.

.
Ved Ulvedalene i Jægersborg Dyrehave signalerer træernes gulnende blade vinterens komme. Det kuperede landskab er dannet i slutningen af sidste istid, hvor vand fra smeltende dødis skar dybe dale i en 18.000 år gammel kystklint fra Yoldiahavet.
.

Artikelstart

I Lyngby-Taarbæk Kommune er store dele af istidslandskabet enten skjult af skov som i Jægersborg Dyrehave og Frederiksdal Skov eller af bebyggelse som i Virum, Kongens Lyngby og Lundtofte. Hvor det kommer til syne, afsløres i vest og øst et jævnt bakket landskab, mens kommunens centrale dele domineres af den flade Lundtofte Slette. Istidslandskabet gennemskæres af to dybe dale, som begge strækker sig fra Furesø og videre gennem Lyngby Sø. Herfra løber Mølleådalen op til grænsen til Rudersdal Kommune, som den følger til Strandmøllen ved Øresund, mens den anden dal løber østpå gennem Klampenborg Galopbane og videre til Klampenborg. De to dybe dale har en ujævn bund med lavereliggende bassiner med søer og moser og mellemliggende, højere tærskler. Ud mod Øresund kantes istidslandskabet af to forskellige kystklinter: en højtliggende klint fra Yoldiahavets (Ishavets) tid og en lavereliggende kystklint med en smal bræmme af marint forland, der er dannet siden Littorinahavets (Stenalderhavets) tid.

Landskabets dannelse

De ældste dele af landskabet blev dannet i slutningen af sidste istid, hvor Nordøstisen endnu dækkede store dele af Nordsjælland. Under isen løb smeltevandet ud mod isens rand og gnavede på sin vej furer op i isen, så der opstod tunneler. Efterhånden skar smeltevandet sig også ned i jorden under isen, hvorved der opstod tunneldale som Mølleådalen og dalen fra Lyngby Sø til Klampenborg. Såvel tunneldalenes forløb som placeringen af Furesø, Bagsværd Sø og Lyngby Sø er sandsynligvis styret af den flere kilometer brede, underjordiske Søndersødal, der strækker sig fra Øresundskysten mellem Taarbæk og Vedbæk og videre ind under Furesø og Søndersø.

For 19.000 år siden begyndte De Ungbaltiske Isstrømme at bevæge sig ind over Sjælland fra sydøst, og da de for 16.000 år siden slap deres tag i området, havde de dannet det jævnt bakkede bundmorænelandskab, som i dag kendetegner størstedelen af kommunen. Samtidig havde de lagt et tæppe af morænemateriale hen over tunneldalene, der var fyldt op med dødis, som den tidligere Nordøstis havde efterladt, da den smeltede tilbage. I det kolde klima kunne den begravede dødis ligge i flere tusinde år, men under den efterfølgende temperaturstigning smeltede den gradvis bort, og tunneldalene dukkede frem.

Efter at være presset ned af de tunge ismasser begyndte landet at hæve sig, og mens isen stadig dækkede det sydøstlige Danmark, satte et kapløb mellem landhævningen og det stigende havniveau i gang. Tilførslen af vand fra de smeltende isskjolde i Skandinavien og Nordamerika betød, at landhævningen efterhånden ikke kunne holde trit med havstigningen, og for 18.000 år siden trængte Yoldiahavet først ind i Kattegat og siden Øresund. På det tidspunkt var store dele af Nordsjælland stadig dækket af stilleliggende dødis, som flere steder dannede bolværk ud mod havet. Yoldiahavets bølger skar klinter ind i det nøgne istidslandskab, hvis fod i dag ligger 25‑30 m.o.h. og kan følges fra Ulvedalene i Jægersborg Dyrehave og videre nordpå øst om Eremitageslottet. Netop Ulvedalene er dannet af vand fra den smeltende dødis, som skar furer ned i Yoldiahavets stejle kystklint. Bakkerne i Ulvedalene er derfor ikke egentlige bakker, men derimod resterne af kystklinten, som står tilbage mellem dybe, tætliggende smeltevandskløfter. Den type bakker kaldes meget passende for falske bakker. Yoldiahavets levetid var begrænset, og da istiden var forbi, vandt landhævningen efterhånden over havstigningen. Derved opstod den såkaldte fastlandstid, hvor Sjælland blev landfast med Skåne.

I Atlantisk tid for 9.000 til 6.000 år siden smeltede resterne af istidens store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika, og havet steg igen. Littorinahavet skyllede hen over de lavereliggende dele af landskabet og trængte ind i dalen ved Klampenborg Galopbane samt i Mølleådalen, som blev til en smal fjord.

På Littorinahavets tid havde Danmark været isfrit i mere end 10.000 år, men landet hævede sig stadig. Mod slutningen af Atlantisk tid var det landhævningen, som dominerede. Havet begyndte at trække sig tilbage, og de kystnære dele af datidens havbund blev tørt land, et såkaldt marint forland. Selv om landet siden Littorinahavets tid har hævet sig 4 m over nuværende havniveau, findes det marine forland i Lyngby-Taarbæk Kommune kun i de tidligere, korte fjordarme og stedvis som en smal bræmme langs Øresundskysten. Ved Cottageparken nord for Klampenborg følger Taarbæk Strandvej foden af den bevoksede Littorinaklint, mens bebyggelsen breder sig mod nord på striben af marint forland mellem vejen og Øresund. Umiddelbart nord for Taarbæk Havn løber Strandvejen et stykke bag den gamle kystklint for ved Strandmøllen at svinge ned på marint forland og krydse mundingen af den tidligere Mølleåfjord.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber