Hovederhvervet i middelalderen var landbrug med fiskeri som et vigtigt supplement. Bebyggelsesmønsteret lå nogenlunde fast fra tidlig middelalder; der var flere landsbyer på øen, men ingen byer fik købstadsrettigheder. Især i første del af middelalderen havde Samsø væsentlig politisk og strategisk betydning.

Administrativ inddeling

Samsø var i middelalderen inddelt i to herreder, Nørre Herred og Sønder Herred, der adskilte øen i en nordlig og en sydlig del, og som begge hørte til det jyske Åbosyssel. I begyndelsen af 1400-tallet blev øen imidlertid indlemmet i Kalundborg Len. I kirkelig henseende var Samsø i hele middelalderen en del af Aarhus bispedømme.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Tranebjerg Kirke, kirkegårdsporten og kirkeladen, som ses i forgrunden, danner en velbevaret enhed. Kirkeladen blev opført i ca. 1350 og blev brugt til opbevaring og tærskning af tiendekorn, der blev afleveret til Tranebjerg Kirke. Indtil 1960 tilhørte kirkeladen Brattingsborg; laden blev fredet i 1964 og bruges i dag som materialedepot.

.

Samsøs befolkningstal i middelalderen kendes ikke, men stednavnene på øen indikerer en ganske betydelig demografisk udvikling, især i middelalderen. På nordøen finder man i dag Nordby og Mårup, som begge går tilbage til tidlig middelalder eller tidligere. I middelalderen var der efter alt at dømme yderligere et par mindre landsbyer på denne del af Samsø, som tilsyneladende blev opgivet, og beboerne flyttede til Nordby. På den større sydlige del af øen, hvor landbrugsjorden var bedre, lå landsbyerne tæt ved hinanden, og befolkningen var følgelig også betydelig større end på nordøen. Landsbystrukturen på Samsø som helhed synes at have været på plads i tidlig middelalder, men i løbet af den følgende tid kom nye bebyggelser til, og andre blev opgivet. Dette afspejler måske en dynamisk demografisk udvikling. Det fremgår i hvert fald af et dokument udstedt på Samsø i 1424, hvor vidnerne kom fra flere af øens landsbyer, bl.a. Tanderup, hvor stednavneendelsen vidner om, at bebyggelsen må regnes som en såkaldt torpbebyggelse, der anlagdes i sen vikingetid eller tidlig middelalder.

På Samsø findes fem middelalderlige stenkirker i Besser, Onsbjerg, Kolby, Nordby og Tranebjerg. De fire første er opført i romansk tid, formentlig i 1200-tallet. Tranebjerg Kirke synes derimod at stamme fra 1300-tallet, hvor den må have erstattet den kirke, der hørte til kongeborgen Gl. Brattingsborg nær ved den nuværende kirke.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

I strandkanten ved Vesterløkker ligger Ilsemade Kilde, der er et kildevæld indrammet af en udhulet egestamme kulstof 14-dateret til bronzealderen, hvor kilden formentlig fungerede som brønd. I middelalderen skal stedet imidlertid have fungeret som helligkilde.

.

I Nordby findes fire velbevarede stensatte og meget dybe brønde. De er ikke dateret, men antages at stamme fra middelalderen. Deres pittoreske, røde træoverbygninger er imidlertid yngre.

.

Der fandtes ingen købstad på Samsø i middelalderen – eller senere. Samsingerne levede som bønder i landsbyer og dyrkede i fællesskab jorden omkring landsbyen. Korn var den primære afgrøde, der blev suppleret af andre afgrøder og husdyrhold. Derudover var fiskeri i havet og fjorde et vigtigt supplement. Ønskede øboerne at handle i større stil, eller havde de behov for specialiserede håndværkeres ydelse, måtte de sejle til købstæder nær øen, fx Kalundborg eller Aarhus. Dog synes samsingerne allerede i middelalderen at have opnået ret til at bedrive såkaldt skudehandel, hvor bønderne fra øen frit kunne sælge og opkøbe varer andre steder i riget.

Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 tilhørte Samsø kronen, og jordebogen rummer en detaljeret oversigt over de naturalier, som øen årligt skulle levere til kongen, bl.a. 40 okser, 180 svin og lige så mange får, 800 oste, 100 gæs og 200 høns. Derudover leverede samsingerne årligt anseelige mængder korn og fisk mv. til kongen. Sammenlignes afgifterne fra Samsø med lignende egne af riget, fremgår det tydeligt, at Samsø blev regnet som en særlig rig lokalitet.

Samsøs sogne og landsbyer var især på den sydlige del af øen, hvor jorden er mest frugtbar, ret store i middelalderen. Der er dog kun udført ganske få arkæologiske undersøgelser af periodens bebyggelse. En af de få arkæologiske undersøgelser af landbebyggelsen er en mindre udgravning i Onsbjerg fra 1985, hvor der blev fundet kulturlag fra perioden.

Fra skriftlige kilder kendes desuden til to nedlagte middelalderlige landsbyer, Søby og Glistrup, der formentlig begge lå i Nordby Sogn. Søby, der lå mellem Nordby og Mårup, menes at være en fortsættelse af bebyggelsen fra vikingetiden samme sted. Her er der udgravet dele af to langhuse fra middelalderen foruden en grøft, der har fungeret som toftegrænse. Glistrup lå muligvis sydvest for Nordby, hvor der på to lokaliteter er fundet bebyggelsesspor og genstande fra middelalderen.

Mange spor af middelalderens bondebefolkning er bragt frem i dagens lys pga. den stigende brug af metaldetektorer på Samsø, især siden omkring år 2000. Rundtom på øen er der særligt fundet såkaldte borgerkrigsmønter, der var et betalingsmiddel med ringe værdi, som blev benyttet i tiden ca. 1241‑1375, men også fibulaer, en dupsko fra en sværdskede, et bogbeslag, en nøgle af bronze, vægtlodder, terninger m.m.

I Valdemarstiden 1157‑1241 yndede kongerne at opholde sig på Samsø, der havde en central placering i riget. De fem middelalderlige borge på øen var pga. ejerforholdene nært knyttet til kongemagten. Derudover yndede kongerne at jage på Samsø. Efter Valdemarstiden dalede Samsøs politiske og strategiske betydning. Øen blev en brik i kongernes alliancepolitik, og med tiden blev den pantsat eller forlenet til forskellig side. I 1361 kom Samsø tilbage under kronen, og i 1369 optræder en kongelig lensmand af Vesborg. I slutningen af sin regeringstid pantsatte kong Valdemar Atterdag Samsø til Aarhusbispen, som rådede over øen indtil 1407, hvor Margrete 1. indløste pantet. Endelig skænkede Christian 1. i 1449 Samsø til dronning Dorothea i morgengave som livgeding, og hun rådede herefter over øen frem til sin død i 1495.

At Samsø i begyndelsen af 1400-tallet blev en del af Kalundborg Len, må ses som et vidnesbyrd om øens dalende politiske og strategiske betydning. Fra dette tidspunkt forvaltedes Samsø fra Kalundborg via landfogeder på øen. I 1523 gav Frederik 1. fogeden Jørgen Mikkelsen på Søllemarksgård, dvs. forgængeren til den nuværende herregård Brattingsborg, et såkaldt livsbrev på gården mod, at han vedligeholdt gården og tog sig af kongens heste på øen Hjortholm i Stavns Fjord. Aarhusbisperne havde middelalderen igennem betydelige interesser på øen, fx ejede kirken jord på Samsø.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Samsø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder