Landskabet i Thisted Kommune er præget af store kontraster. I øst ud mod Limfjordens bugtede kystlinje ligger frugtbare, lerede morænebakker, der siden stenalderen har været præget af intensiv bosættelse. På den ufrugtbare bræmme af hævet stenalderhavbund og flyvesandsaflejringer mod vest og i nord er sporene efter det fortidige menneske sparsomme og spredte, og der kendes kun til ret få bosættelser fra bronzealderen og jernalderen.
Jættestuen Lundehøj. Af Tao Lytzen/Trap Danmark, 2016.
Begrænset anvendelse
Oldtiden i Thisted Kommune
Tidslinje over oldtiden i Thisted Kommune
Ældre stenalder
Fra den tidligere del af ældre stenalders Maglemosekultur (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) kendes i Thy kun løsfundne redskaber af flint, ben og tak, bl.a. fra Hundborg Mose. Fra den sidste del af perioden, Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.), er der fundet køkkenmøddinger flere steder langs Limfjordskysten, bl.a. ved Østerild og ved Øsløs. På dette tidspunkt var Thy dækket af urskov, og vandstanden i havet var højere end i dag.
Den østvendte Limfjordskyst byder på en del spor efter bosættelse fra ældre stenalder. Der er både enkeltfund, men også egentlige bopladsspor lokaliseret på lavt vand, som fx sporene fra Ertebøllekulturen ved Doverodde. Her er fundet flækker og affaldsflint uden nogen tydelige koncentrationer. Flinten har ikke udprægede spor efter vandrulning, hvilket antyder, at den stammer fra et beskyttet kulturlag.
Yngre stenalder
Jættestuen Lundehøj har foruden hovedkammeret også et mindre bikammer, placeret modsat indgangen. Mellemrummene mellem de store bæresten i begge kamre er udfyldt med tørmur af flade sten, og loftet i bikammeret udgøres af en enkelt, kæmpestor dæksten. På bærestenen (t.v. for indgangen til bikammeret) kan man ved sidelys skimte en helleristning fra bronzealderen, indhugget et par tusind år efter, at jættestuen blev bygget.
Omkring 3950 f.Kr. skete en afgørende forandring i levevilkårene i det område, der i dag udgør Thisted Kommune: Bønderne begyndte at fælde skoven for at skaffe plads til marker og græsning. Med Tragtbægerkulturen (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) fulgte ikke kun et nyt erhvervsgrundlag og en større bofasthed, men også nyskabelser som minedrift, kultpladser og gravmonumenter.
Der kendes få bopladser i Thy fra denne periode, men ved Hov indledte nogle af de første generationer af bønder flintminedrift.
Lidt senere blev en af Danmarks største såkaldte samlingspladser anlagt ved Liselund nær Sjørring. Her mødtes folk fra et større område for i fællesskab at udføre ceremonier, bl.a. i forbindelse med tidens dødekult.
De ældste bevarede monumenter i Thy er langdysserne og de lidt senere jættestuer, der stammer fra tiden omkring 3300-3200 f.Kr. Jættestuen Lundehøj har to kamre, hvilket er karakteristisk for jættestuerne i Limfjordsegnene.
Med Enkeltgravskulturen (ca. 2800-ca. 2350 f.Kr.) tog skovrydningen for alvor fart. Allerede omkring 2500 f.Kr. var en stor del af skoven ryddet og afløst af græssede overdrev. Landskabet i Thy forblev åbent og træfattigt gennem resten af oldtiden. Opførelsen af gravhøje blev intensiveret og fortsatte i den sidste periode af stenalderen (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.) og ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.).
I hele yngre stenalder blev der indsamlet rav, som blev lagt i grave og ofret, fx ved Hørdum, hvor der er fundet fem store økser af rav lagt under en stor sten.
Bronzealder
De dobbeltspidse guldbåde fra Nors er i spinkelt guldblik og dekoreret med cirkelornamenter, måske afbildninger af solen. Da der mangler sammenlignelige fund, er deres datering usikker. Brugen af guldblik, cirkelornamentik og skibsafbildninger var dog meget udbredt i bronzealderen.
I bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) var området tæt bebygget, hvilket kan ses af en stor mængde gravhøje opført i ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.). På Ydby Hede i Sydthy, med vidt udsyn over Limfjorden, ligger en af landets største samlinger af bevarede høje. Grave med våben og smykker af bronze, af og til også med glasperler og guld, afspejler en overklasse med et vidt forgrenet netværk, der rakte ud over landets grænser.
De mange bopladser ligger overvejende på morænens gode jord. Bopladsen ved Bjerre Enge i Nordthy udgør dog en undtagelse. Her er fundet et bevaret kulturlandskab fra bronzealderen med spor efter huse, indhegninger og marker, der blev dækket med flyvesand allerede i oldtiden. Kvæg var det vigtigste husdyr, og på markerne dyrkede man nøgen byg, emmer og spelt samt olieplanten sæddodder.
På flere bopladser findes depoter af indsamlet rav, antagelig til eksport. Rav blev ikke længere nedlagt som ofringer, men ved Torshøj i nærheden af Nors er der ved grusgravning fundet et nedgravet lerkar med ca. 100 små guldbåde, formentlig en offergave.
Jernalder
I førromersk og romersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-ca. 375 e.Kr.) var Thy et tæt bebygget landbrugsland med et stabilt bebyggelsesmønster. Mange bopladser lå på det samme sted gennem flere hundrede år. Husene havde vægge af græs- eller lyngtørv, og gennem århundrederne blev der dannet tykke kulturlag med flere hustomter oven på hinanden, de såkaldte byhøje, som fx ved Vestervig Kirke. Flere steder, bl.a. ved Ginnerup, er der udgravet nedbrændte gårde med forkullet bohave og rester af indebrændte dyr i staldene.
Grave fra denne tid er få, men enkelte rige fund vidner om en overklasse med udlandskontakter. Ved Øster Vandet er således udgravet en krigergrav med et romersk sværd og andre importvarer.
I germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) gik man over til at bo i huse med lerklinede vægge. Der kendes kun få bopladser, men på flere lokaliteter er der gjort mange fund med metaldetektor. Adskillige af dem vidner om udlandskontakter; fx er i Øster Vandet fundet et lille mandshoved af bronze med ravøjne, der er fremstillet i Irland i 700-tallet. Bronzehovedet har været anvendt som vægtlod. En gravplads med små gravhøje og rejste sten er undersøgt nord for Øsløs, og denne gravskik fortsatte i vikingetiden.
Vikingetid
Vikingegravpladsen Højstrup med sine skibssætninger og talrige bautasten blev fredet så tidligt som i 1881.
I vikingetiden var Limfjorden åben i begge ender og udgjorde en vigtig forbindelse mellem de indre danske farvande og Nordsøen. Fund af sølvbeslag fra Frankerriget, arabiske sølvmønter m.m. vidner om fortsatte udlandsforbindelser og en blomstrende økonomi. En gravplads med skibsformede stensætninger ved Højstrup nær Tømmerby Fjord afspejler skibets betydning i datidens samfund, både reelt og symbolsk. I Sjørring, der ligger ved et gammelt trafikalt knudepunkt midt i Thy, er fundet spor efter en bebyggelse med nedsænkede arbejdshytter (grubehuse) og store langhuse. Samme kombination ses på bopladser ved Limfjordskysten, bl.a. syd for Østerild Kirke og ved Sundby.
I Thisted Kommune kendes i dag tre runesten: en i Vang Kirke (Sjørringstenen), en på kirkegården ved Hurup Kirke og en fra Ydby. Sjørringstenen er Danmarks mindste runesten og kendes fra 1741, samme år hvor Ydbystenen omtales. Sidstnævnte var forsvundet i ca. 200 år, før dele af den blev fundet i 2016. Hurupstenen blev fundet i 1910. Alle runestenene kan dateres til 970-1020, men deres oprindelige placeringer kendes ikke. Sjørringstenens indskrift begynder i stenens nederste venstre hjørne i det ydre skriftbånd, følger stenens kontur, fortsætter i det inderste skriftbånd og afsluttes øverst på stenen. Indskriften lyder: »Åse satte stenen efter Omunde, sin mand, som var Finulvs hirdmand«. Stenens rejser, Åse, har muligvis også rejst den nu forsvundne runesten i Tvorup, hvor en Åse også nævnes. Hurupstenen er et fragment, og indskriften er derfor ikke intakt, og linjefølgen usikker. Den lyder: »Thormod rejste(?) denne/disse [sten?] efter ..., sin fader/broder, en god [dreng/thegn]«. Ydbystenens indskrift har været fordelt over tre sider og formentlig hen over stenens top. Indskriften lyder: »Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve«.
