Solhøj

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte K. Bahnson i 1887 Sønder Tranders sogn og beskrev lokaliteten således: "Solhøj, middelstor, rund Høj, affladet i Toppen; uregelmæssige Sider, men ikke udgravet; c.10' h."

Søren Havelund meddelte, at man var begyndt at sløjfe gravhøjen "Solhøj" for at komme ned til det underliggende grus. Han fik standset arbejdet, for at en evt. undersøgelse kunne finde sted.

Højen havde oprindelig været ca. 18 m i tværmål og ca. 2,50 m høj. Størstedelen af den nordlige højside var afgravet ligesom en del af højens fod mod vest og syd. Ved afgravningen var arbejderne stødt på en urne. Da man troede, at urnen indeholdt noget værdifuldt, slog man den i stykker, men den viste sig "kun" at indeholde brændte ben og "rustent jern". På gården opbevaredes noget af en sværdklinge og et spyd, som stammede fra denne urne. Senere fandtes tilfældigt i højens fod noget mere af sværdet. I højens overflade fandtes yderligere en mulig jernkrampe og brudstykker af en bronzekniv ved nogle brændte ben. På bunden af højen, i midten, lå en stendynge under et lag sten. Stendyngen målte 4,50 m i Ø-V og 2 m i N-S. Selve gravrummet var jordfyldt og har muligvis indeholdt en plankekiste. I graven fandtes en bronzedolk i en træskede og guldbelægningen til en bælteplade.

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1954 var P. Riismøller i Sønder Tranders sogn, hvor bl.a. rundhøjen blev beskrevet: "Stærkt forgravet Højruin i Sommerhus-Have."

Dækket af en stendynge.