Nationalpark Thy. Af . Begrænset anvendelse

Thisted Kommunes landskaber

Klithede i Nationalpark Thy
Af .

Artikelstart

Thisted Kommune har et afvekslende landskab af markante bakker, vidtstrakte sletter, store klitområder, strandenge, stejle klinter og sandstrande, så langt øjet rækker. På næsten alle sider er kommunen omgivet af vand: Limfjorden mod øst, Nissum Bredning mod syd, Vesterhavet mod vest, Skagerrak mod nord og mod nordøst Lund Fjord og Selbjerg Vejle. Mod syd forbinder en strandvoldsdannelse, Draget, Thy med Thyholm, og mod nordøst hægtes Thy sammen med Vendsyssel af en smal landbro af kalk fra Bulbjerg til nordenden af Lund Fjord. Denne beliggenhed har tidligere givet Thy karakter af en ø omgivet af lange, lige brændingskyster mod Vesterhavet og Skagerrak og strandenge med beskyttede, stærkt bugtede kyster mod Limfjorden.

Landskabets dannelse

For ca. 7.000 år siden nåede Littorinahavet sin maksimale udbredelse, og store dele af den nuværende Thisted Kommune var dækket af hav. Sammen med morænebakkerne fra sidste istid stak de hårde kalkknuder, Hanstholmknuden, Hjardemålknuden og Bulbjerg, op som øer i havet. Efterhånden som landet hævede sig, blev Littorinahavets bund til land. De røde, stiplede linjer viser, hvor Littorinahavets gamle kystklinter stadig træder tydeligt frem i landskabet.

.
Geologisk tidslinje for Thisted Kommune
.

I den sydlige del af Thisted Kommune ligger et bakket istidslandskab, mens der i den nordlige del mod Vesterhavet og Skagerrak er høje kalkknuder omgivet af flade sletter af hævet havbund. I Sydthy og mod nord fra Thisted til Aggersund ligger et fjordlandskab med strandenge. Oven på disse forskellige landskaber er der langs vest- og nordkysterne en flere kilometer bred bræmme af flyvesandsklitter. I landskabet mellem Thisted, Hanstholm og Klitmøller samt ved Bulbjerg har salt i undergrunden skubbet de kilometertykke lag af kalk fra Kridttiden og Danien op, så de i form af store kalkknuder kommer til syne på overfladen. I landskabet omkring Nors og Hillerslev ses en række 10-50 m brede fordybninger i landskabet. Det er jordfaldshuller, som er opstået, fordi nedsivende vand har opløst kalken i undergrunden. Hullerne er siden fyldt op af nedskyllet kalk, sand og grus.

I løbet af de sidste ca. 7.000 år er der foregået en betydelig kystudligning. Det har givet kommunens nuværende vest- og nordkyst form som en tøjsnor, der er hængt op mellem de hårde fremspring ved Nørre Vorupør, Klitmøller, Hanstholm, Lild og Bulbjerg. Mellem fremspringene krummer kysten svagt indad mod landet og danner buede sandstrande.

Kommunens landskaber udgør således et samspil mellem millioner af års processer i undergrunden, istidens titusinder af års påvirkninger, havets processer over årtusinder og vindens indflydelse over århundreder. Effekten af alle disse processer ses tydeligt i landskabet. Op gennem 1900-tallet foregik der en række inddæmningsprojekter og tørlægning af søer, hvilket også har sat sit tydelige præg på landskabet.

Moler og vulkansk aske

I området ved Limfjordens vestlige del ligger den såkaldte Furformation, som er en ca. 60 m tyk aflejring af moler og vulkansk aske, der blev aflejret i havet i Eocæn for ca. 55,5-54 mio. år siden. Moleret består af ler og kiselskaller fra kiselalger (diatomeer), mens asken stammer fra vulkanudbrud, som fandt sted, da Grønland og Norge begyndte at drive fra hinanden ved dannelsen af Nordatlanten. I dag kan moleret og askelagene ses ved Silstrup Hoved og Hundborg.

Mellem Sjørring Sø og Hundborg ligger et buet bakkestrøg, der rejser sig ca. 50 m over det omkringliggende land. Hundborgbuen, som bakken kaldes, er en randmoræne, der er dannet af en gletsjer under sidste istid. Den strækker sig fra Jannerup Kirke til Hundborg og derfra videre til Sjørring. Ved Sjørring drejer Hundborgbuen skarpt mod sydøst og ender ved Silstrup Hoved.

Det er netop langs kysten af Silstrup Hoved, at moleret træder frem og danner de hvidgule skrænter i Silstrup Klint.

Klinten består af et ca. 20 m tykt lag af moler, der er foldet af en gletsjer under sidste istid. Moleret i Furformationen er opdelt af ca. 180 askelag, og langs kysten af Silstrup Hoved findes ca. 140 askelag. Efter aflejringen af Silstrup Leddet var der en tidsmæssig afbrydelse på 30 mio. år, inden der i Oligocæn blev aflejret sortbrunt glimmerler oven på moleret. Glimmerleret, som man kan se ved Silstrup Hoved, genfinder man i den ca. 3 km lange Lodbjerg Kystklint.

Øer i Littorinahavet

Fra stenalderen og helt frem mod vikingetiden og den tidlige middelalder dækkede Littorinahavet store dele af det nordlige Thy, hvor fritliggende, høje bakker af kalk og istidsaflejringer stak op som øer. Det betød, at Limfjorden mellem Hanstholmknuden og Bulbjerg og i området øst for Bulbjerg stod i direkte forbindelse med Skagerrak.

Også fra Lønnerup Fjord var der syd om Hanstholmknuden direkte forbindelse til Vesterhavet. Modsat nutidens kyst var vestkysten dengang meget uregelmæssig med mange dybt indskårne fjorde. I dag er disse fjorde blevet til søer, som ligger langt fra havet, fx Vandet Sø, Sjørring Sø, Ovesø og Ørum Sø. Længe før dannelsen af tangerne ved Agger og Harboøre var det Sydthys stejle klinter ud mod Nissum Bredning, som udgjorde kysten til Vesterhavet.

Efter at Littorinahavet havde nået sin største udbredelse, begyndte havspejlet for ca. 7.000 år siden at falde som følge af områdets landhævning. Littorinahavet skabte de mange tydelige skrænter, som i dag afgrænser bakkelandet fra det lavtliggende marine forland. Det marine forland er udformet som vidtstrakte, lavtliggende sletter, der ofte er dækket af yngre klitter. Sletterne blev dannet som opskylsrygge langs strandene ved brændingens omlejring af havbundens materialer og istidslandskabets klinter, således at sand og grus er skyllet op på strandene, mens finere materialer for det meste er aflejret langt fra kysten.

Landhævning

Efter bortsmeltningen af de tykke ismasser, der under istiden havde tynget landet ned, begyndte landet atter at hæve sig. Landhævningen har sat sine tydelige spor overalt i kommunen. I nord har den eksempelvis medført, at foden af Littorinahavets skrænter nu ligger i 4-5 m’s højde, mens de i syd kun ligger 1-2 m over havet. Det viser, at kommunen vipper mod sydvest.

Landhævningen, som blev Littorinahavets endeligt i Thy, er fortsat. Det betyder dog ikke, at der overalt er kommet mere land. Da det marine forland strakte sig længst mod vest, lå kystlinjen mellem Agger og Hanstholm de fleste steder flere kilometer længere vestpå, end den gør i dag. Det skyldes sandsynligvis, at kysten tidligere var beskyttet af bakkelandskaber, som Vesterhavet siden har eroderet helt bort. Da disse bakkelandskaber var forsvundet, begyndte den nuværende udligningskyst at tage form og blev til den 45,5 km lange, næsten lige kyst, der strækker sig fra Agger til Hanstholm. Ved Nørre Vorupør og Klitmøller kan man stadig se fremspring på kysten, selv om de er blevet glattet ud, og havet har ædt sig et stykke ind i det marine forland.

Langs Vigsø Bugt fra Hanstholmknuden til Bulbjerg er der derimod foregået en uafbrudt landtilvækst, siden Littorinahavet nåede sin maksimale udbredelse. Østerild Klitplantage ligger således på en af landets største strandvoldssletter og består de fleste steder af stenede opskylsrygge. Det samme gælder strandvoldssletterne syd for Hanstholmknuden og sydvest for Hjardemålknuden.

Salt presser undergrunden op

Kort over kalkknuderne i den nordvestlige del af Thisted Kommune
S. Sølberg, GEUS, efter forlæg af E. Thomsen
.

En række kalkknuder omkranser et område, som strækker sig fra Hanstholm Vildtreservat i nordvest til Limfjordskysten i sydøst. Den største af disse kalkknuder, Hanstholmknuden, strækker sig fra Hanstholm til Bjerre og Vigsø, mens den næststørste, Hjardemålknuden, går fra Korsø over Hjardemål til Østerild. Herfra fortsætter knuderne videre i en bue fra Østerild over Sennels til Thisted og derfra, gemt under istidslag og flyvesand, til Klitmøller.

Knudernes opståen skyldes Thistedstrukturen, som er en dybtliggende saltpude med en diameter på 10-15 km og en højde på ca. 2 km. Da saltet langsomt bevæger sig opad, presser det de overliggende lag op i en stor bule. Siden har gletsjernes bevægelser under sidste istid og erosion fra Littorinahavet slidt toppen af bulen; omtrent som når man hugger toppen af et blødkogt æg. Bulens indre lag, der også er de ældste, består af skrivekridt fra Kridttiden, mens bulens yderkant består af forholdsvis hårdt kalk fra Danien. Det blødere skrivekridt i midten er eroderet yderligere af bl.a. regn. Derved opstod den ringformede række af op til 60 m høje, langstrakte knuder af kalk fra Danien, som tydeligt træder frem i landskabet og markerer kanten af den bule, som Thistedstrukturen har presset op.

I flere af kalkknuderne er grænsen mellem den ovenliggende kalk fra Danien og det underliggende skrivekridt blotlagt. Denne grænse kaldes K/T-grænsen og markerer den 66 mio. år gamle overgang mellem disse to tidsperioder, hvor mere end halvdelen af Jordens dyrearter uddøde. Af den grund er der udpeget ikke mindre end tre internationale Geosites i området.

Nuværende kyster

For ca. 7.000 år siden nåede Littorinahavet sin maksimale udbredelse, og store dele af den nuværende Thisted Kommune var dækket af hav. Sammen med morænebakkerne fra sidste istid stak de hårde kalkknuder, Hanstholmknuden, Hjardemålknuden og Bulbjerg, op som øer i havet. Efterhånden som landet hævede sig, blev Littorinahavets bund til land. De røde, stiplede linjer viser, hvor Littorinahavets gamle kystklinter stadig træder tydeligt frem i landskabet.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Thisted Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber