Kysten ved Stenbjerg af . Begrænset anvendelse

Kyster i Thisted Kommune

Fra luften ses det tydeligt, hvordan kalkknuden Bulbjerg strækker sig langt ind i landet, mens den furede klint ud mod havet viser vandets erosion af kalken. I horisonten kan man se Lund Fjord, som udgør den nordlige del af De Østlige Vejler.
.
Nord for Arup Holm skifter kysten fra fladt marint forland med vidtstrakte strandenge til lave, gamle kystklinter fra Littorinahavet. Store dele af kyststrækningen på Hannæs afgræsses af kreaturer, som her af det hårdføre skotske højlandskvæg.
.

Den 18. december 1936 strandede den finske damper Aune H. Skibet stod så fast, at det måtte tømmes for kul. Alle med en hestevogn kunne derfor gratis hente, hvad de kunne fragte hjem. Først d. 19. januar 1937 blev skibet trukket fri og kunne fortsætte til Björneborg (også kaldet Pori) i Finland. Foto fra 1936.

.

Thisted Kommunes 274 km lange kystlinje er meget varieret og kan i store træk deles i to: en åben, kraftigt vindpåvirket og barsk kyst mod vest, og en meget mildere kyst ud til Limfjorden mod øst. Kysten begynder i nordøst ud mod Vesterhavet med kalkklinten Bulbjerg og resterne af kalkklippen Skarreklit. Mellem Bulbjerg og Lild Strand er den brede strand opbygget af sand og ral. Bag stranden rejser kystklitterne sig. Hele området er domineret af sandslette med parabelklitter. Ud for Lild Strand ligger stengrunden Bragerne, som giver læ for den stærke nordvestenvind.

Fra Lild Strand til Vigsø ligger kysten vinkelret på den dominerende vindretning, og også her består det marine forland af sandslette med parabelklitter. I de lavtliggende områder i parabelklitternes centrum findes moser og små søer. Nogle af søerne er tidligere råstofgrave eller er opstået ved tørvegravning.

Ud for Vigsø ligger der en del bunkere fra 2. Verdenskrig. Bunkerne mindsker kysterosionen, og kysten danner derfor en lille knude her. Det marine forland snævrer ind mod vest, hvor Hanstholmknuden rejser sig, og kysten drejer. Ved Hanstholm Havn og Roshagemolen aflejres sand på hhv. sydvest- og vestsiden, hvilket viser, at den dominerende sedimenttransport er mod nord ved Hanstholm Havn og videre mod øst ved Roshagemole.

Fra Hanstholm gennem Nationalpark Thy og sydover til Lodbjerg afbrydes den lange lige kyst af to fremspring ved Klitmøller og Nørre Vorupør. De to kystbyer er opført på små knuder af hhv. moræneler og kalk. Hele Nationalpark Thy er domineret af et bredt bælte af marint forland med sandstrand og kystklitter mod vest og bagvedliggende sandslette med parabelklitter og rimmer, der vender øst-vest.

Ud for Lodbjerg Fyr findes den 10 m høje kystklint Sorte Næse. Syd for klinten begynder kystbeskyttelsen af Flade Sø og Agger samt den 8,5 km lange Agger Tange. Høfderækken slutter ved indsejlingen til Limfjorden.

Limfjordstangerne er et resultat af lang tids sedimenttransport, som har skabt en udligningskyst. Tangerne har været gennembrudt mange gange, og den nuværende Thyborøn Kanal blev dannet i 1862. Kystlinjen ind gennem kanalen er ligeledes beskyttet af høfder. Agger Tanges Limfjordskyst består af en sikkerhedsdæmning med et smalt marint forland.

Fra bunden af Krik Vig og til Helligsø findes en lav klintkyst opbygget af ral og sand. Ved Kobberø breder vigen sig ud og møder fjordgrundene. Her påvirkes kysten af ind- og udstrømningen fra Thyborøn Kanal og det udvidede frie stræk. Ved Helligsø Teglværk er kysten beskyttet af høfder.

Sydthy afsluttes af Draget, som er et marint forland bestående af en lang tange, der forbinder Thyland og Thyholm. Den inderste del af kysten ud til Skibsted Fjord er delvis tilgroningskyst med små sandstrande. Flere steder går skoven helt ud til fjorden. Mod Boddum rejser klinten sig, og der er en smal ral- og sandstrand.

Fra Skibsted Fjord og nordpå til Nees Sund ses Lindholm og Boddumhalvøens nordkyst med marint forland, strandsøer og krumodder. Fra Doverodde rejser Thyland sig, og høje klinter ligger ud mod Limfjorden. Klinterne bliver brudt af ådale og af en række smeltevandsdale, der i dag er tørdale. Her veksler sandstrandene med mere stenede strækninger. På kysten ud til Visby Bredning og Dragstrup Vig trækker klinten sig lidt tilbage, og små vinkelforlande og strandsøer giver en uregelmæssig kyst. Gennem Nees Sund og Vilsund løber vandet ud og ind med den ofte varierende vandstand i Limfjorden. Klinten går her helt ud til kysten. Lige syd for Vilsund får kysten to markante knæk, og i bunden af Fævig findes en vejdæmning.

Ind mod Thisted breder fjorden sig ud, og kysten er en lang klint med lave smeltevandskløfter, der giver skrænten et bølgende forløb. Thisted ligger helt ud til Limfjordskysten og beskyttes mod erosion og oversvømmelse af en 3-4 km lang kystbeskyttelse af vejdæmninger, moler og skråningsbeskyttelse. Øst for Thisted findes en kystklint med en plan, bølgeeroderet platform (abrasionsflak). Nordøst for klinten ligger kysten mere i læ for vestenvinden og får derfor et uregelmæssigt forløb med marint forland og strandsøer.

Hvor Hannæs adskiller De Vestlige Vejler fra De Østlige Vejler, er kystlinjen domineret af vejdæmninger. Ved Feggesund ligger det marine forland Arup Holm, som har tilgroningskyst og er gennemskåret af vandløb. Nordøst for Feggesund bliver det frie stræk større, og det lille vinkelforland Gårdbæk Hage og den større Holmtange har en typisk Limfjordsstrand, der veksler med sten og sand. Lige øst for Holmtange ligger Pytodde, som i de seneste år er vokset sammen med vejdæmningen og i dag danner en lagune med udløb i den østlige ende af odden.

Dyre- og plantelivet afspejler kysternes variation. Langs Vesterhavskysten kan man mange steder opleve, hvordan de kystnære hvide klitter bliver til grønsværsklitter og igen til lavbevoksede grå klitter, som gradvis går over i hede, jo længere væk fra kysten man kommer. Hvert af disse klitlandskaber har deres egen særlige vegetation, som også omfatter en række sjældenheder. Langs denne del af kysten, på indersiden af yderste klitrække, finder man eksempelvis de største danske bestande af skotsk lostilk og strandsnerle. Nordkysten langs Vigsø Bugt op til Bulbjerg er mildere, selv om baglandet også her er dækket af sandede klitheder, hvor en lang række af småsøer og kær gemmer sig bag de yderste klitrækker.

Op gennem historien har den vestlige og centrale del af Limfjorden i perioder været endda meget fersk. Når havet med nogle hundrede års mellemrum er brudt igennem Harboøre Tange, medførte det omfattende fiskedød og sammenbrud af det lokale fiskeri i fjorden. Med kystbeskyttelsen og etableringen af den permanente åbning til Vesterhavet via Thyborøn Kanal er miljøet i den vestlige del af Limfjorden blevet både mere stabilt og salt, så Limfjorden i dag er et havmiljø, der er præget af et marint dyre-og planteliv. Der er dog stadig mange tegn på, at Limfjorden engang var fersk. Blandt dem er laksefisken helt, som er vidt udbredt i de ferske vande i Thy. Heltens store udbredelse skyldes formentlig, at der indtil 1825 var en stor bestand i selve Limfjorden, hvorfra fisken har kunnet sprede sig til de omkringliggende vandløb og søer. I dag er der få ferske kystområder tilbage. Østerild Fjord og Lønnerup Fjord er afskåret fra Limfjorden via dæmninger, som forhindrer en egentlig vandudskiftning og sørger for, at de forbliver ferske. Kysterne langs disse to fjorde er præget af rørskov og mere ferske engområder. Flere steder i bl.a. nordenden af Krik Vig er der desuden enge, som er inddæmmede og dermed mere ferske.

På Vesterhavskysten mod vest fra Bulbjerg til Aggerkanal har der været en del forlis. Maritime punkter som Agger og Hanstholm har været navigatoriske pejlemærker for de søfarende, hvilket har betydet hyppige forlis. En del af de skibsvrag, der befinder sig her, ligger under revlerne, og de har dermed været beskyttet mod den massive sedimenttransport, der finder sted. Det anslås, at omkring 300 skibe er forliste på kysten mellem Agger og Hanstholm.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Thisted Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster

Eksterne links