Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde i Jammerbugt Kommune oven på jordartskort fra GEUS fra 2016. Bebyggelserne, særlig landsbyerne, var i overvejende grad koncentreret til morænejorderne samt i mindre grad Yoldiafladerne.
Naturen og den spredte bebyggelse prægede fortsat udviklingen i perioden 1536-1850. De relativt få herregårde blev væsentlig færre i perioden, men selv om der også her kom udskiftning fra slutningen af 1700-tallet, hvor gårdene fik jorderne særskilt fra det øvrige af landsbyen, og selv om selvejet hurtigt vandt frem med bedre mulighed for udstykning af jorderne, satte de mange moser og klitter stadig en naturlig grænse for udvidelse af landbruget.
Overgangen i 1662 fra len til amter som statens regionalt-administrative niveau fik ingen større betydning for den nuværende Jammerbugt Kommune. Området blev dog nu ledet af en amtmand i stedet for en lensmand. I 1794 blev kommunens område delt således, at Vester Han Herred mod vest kom under Thisted Amt, mens resten kom under Hjørring Amt. Kun en ganske lille del, Biersted og Aaby Sogne, vedblev at høre under Aalborg.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Der findes ingen fyldestgørende befolkningstal for Jammerbugt Kommune før den første landsdækkende folketælling i 1787, men intet tyder på en større befolkningsvækst indtil da, og som oftest var befolknings-, bebyggelses- og landbrugsudviklingen i 1500-, 1600- og begyndelsen af 1700-tallet begrænset i egne som den nuværende kommune. I 1787 var det samlede befolkningstal for kommunen 10.933 indbyggere, og frem til den næste folketælling i 1801 lå befolkningsvæksten kun på 6 %, mens den gennemsnitlige vækst på landsplan var 10 %. I første halvdel af 1800-tallet foldede udviklingen og landboreformerne sig dog også fuldt ud inden for den nuværende Jammerbugt Kommune, og befolkningsvæksten kom på niveau med landsgennemsnittets. I 1850 var befolkningstallet steget til 17.445.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
I Jammerbugt Kommune dækkede landsbyerne noget mere af arealet end enkeltgårdene. Der var dog områder, hvor enkeltgårdene var fremtrædende, bl.a. omkring Store Vildmose og i den vestlige del af kommunen. Muligvis var nogle af enkeltgårdene i den vestlige del rester af landsbyer, hvor sandet havde taget det meste af bebyggelsen. Sandflugten satte i høj grad sit præg på området og begyndte at være mærkbar i 1500-tallet. I 1700-tallet, da den blev tæmmet, nåede den flere kilometer ind i landet.
Selv om antallet af selvejere var betydeligt, var der ikke så mange udstykninger, som man kunne forvente. Der var kun lidt agerjord i forhold til uopdyrkede områder som moser, kær og sand. Så en beboer på en ny udstykning ville kun have uopdyrket jord at begynde med, og det afskrækkede næsten alle. De huse, der trods alt blev bygget i tiden frem til ca. år 1800, var jordløse eller med kun lidt jord. Mange gårde var også små, på godt 1 tønder hartkorn.
Den dårlige fordeling mellem agerjord og uopdyrket jord kom også til at præge udskiftningen. Alle gårde skulle have deres del af agerjord, kær, mose og forskellige typer hede. Desuden var gårdmændene ikke interesserede i at flytte ud på markerne, men ville have gårdbygningerne liggende i byen. Så også efter udskiftningen blev gårdene i overvejende grad liggende i byen, undertiden med kun lidt jord omkring sig, mens deres tilhørende lodder kunne være spredt over store afstande. På trods af at den store spredning af lodderne normalt ville føre til udstykning af de fjernest liggende, var det kun et begrænset antal gårde, som blev opført langt fra landsbyen.
Der var fra ca. år 1800 og frem til ca. 1820 en stor vækst i antallet af huse, gerne med lidt jord. I adskillige sogne var der i 1820 mere end 100 huse. Disse og en del mindre gårde opstod ved »herregårdsslagtninger«, hvor enten bønderne selv eller en lokal spekulant opkøbte en herregård, solgte bøndergodset til selveje og udstykkede herregårdens jorder. I en række tilfælde blev en del jord liggende tilbage omkring herregården, så den var at regne som en stor bondegård eller proprietærgård.
Der kendes 14 herregårde i Jammerbugt Kommune i midten af 1600-tallet, når de ukomplette, dvs. dem, som ikke havde nok bøndergods til at være skattefrie, regnes med. Allerede i 1683 var der kun 11 tilbage, hvoraf de største var Bratskov (72 tønder hartkorn), Birkelse (57 tønder), Oxholm (46 tønder) og Ågård (45 tønder). Det er sigende for strukturen som sådan, at selv om en af herregårdene havde 1.600 tønder land jord, var kun 100 tønder under plov. I 1690 blev yderligere to herregårde nedlagt, og fra 1797 og frem til 1840 gik det så stærkt, at der i 1840 kun var tre komplette herregårde tilbage: Ågård, Birkelse og Birkumgård, og Ågård frasolgte alt bøndergodset frem til 1848. Der var i alle disse tilfælde tale om ejere, ikke bønder, der udstykkede godserne, gerne i flere omgange. Når godsslagtningen blev så omfattende, skyldtes det bl.a., at de store afstande mellem fæstebønder og godsmarker gjorde det svært at drive herregårdsjorden ved hoveri. De mange huse i området afspejler utvivlsomt behovet for arbejdskraft til herregårdsjorden, både til supplering og afløsning af hoveriet.
Der var i 1788 30 vindmøller og fem vandmøller. De fleste herregårde havde en mølle – de øvrige lå gennemgående ved landsbyer, nogle for sig selv ved større gårde. Tre af vandmøllerne lå ved Mølleå.
Der var ingen købstæder i den nuværende kommune, så handelen gik over Løkken og Aalborg, selv om landevejen til Thisted som den øvrige del af vejsystemet blev forbedret omkring 1825. Indtil ca. år 1800 gik der også en del handel over Torup Strand. De to større byer i dag, Aabybro og Fjerritslev, var i 1850 kun landsbyer. Da apotek og lægebolig i 1820’erne skulle placeres, blev Kettrup valgt. Fjerritslevs position blev først forbedret med vejen til Aggersund og etablering af Fjerritslev som poststation og knudepunkt for diligencen i 1850.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Læs mere om historie i Jammerbugt Kommune
Læs også om
Se alle artikler om 1536-1850
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
