Landbruget dækker mellem 20 og 80 % af Jammerbugt Kommunes samlede areal; lavest ved Vesterhavskysten og højest i sydøst. Udnyttelsen af landskabet steg op gennem middelalderen, men tog for alvor fart efter udskiftningen i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet. Især fra midten af 1800-tallet blev det dyrkede areal forøget gennem dræning af enge og moser, ligesom flere søer blev afvandet. Dertil kom en række inddæmninger langs Limfjordskysten, som også bidrog ganske betragteligt til det voksende landbrugsareal. Siden holdt landbrugsarealet sig rimelig konstant, og selv om det fra 1980 begyndte at falde, har faldet i Jammerbugt Kommune været lavere end i landet som helhed. I dag er landbrugsproduktionen i Jammerbugt Kommune kendetegnet ved en stor husdyrproduktion af især kvæg samt en kartoffel- og kornproduktion, som for begges vedkommende ligger over landsgennemsnittet.
Kulturlandskabet i Jammerbugt Kommune
Arealanvendelsen i Jammerbugt Kommune 1791-95 og 2017. I løbet af de sidste godt 200 år har udviklingen i arealanvendelsen især været præget af tørlægning og opdyrkning af vådbundsområder og af anlæggelse af plantager på tidligere heder samt klit- og indsandeområder.
I takt med afvandingen af Store Vildmose blev de tidligere mosearealer gradvis udlagt som fenner, dvs. lange, smalle græsningsparceller. På billedet fra 1938 er kvæg kørt ud til græsning på fennerne. Kvæget er en del af de tuberkulosefrie besætninger, som staten drev i Store Vildmose 1935-48.
Arealanvendelsen i procent baseret på historisk statistik og topografiske kort inden for Jammerbugt Kommunes nuværende grænser.
Kulturlandskabets udvikling
Oldtid
I stenalderen var dele af den nuværende Jammerbugt Kommune dækket af Littorinahavet, og det højereliggende moræneland stak op som øer. På disse øer har man fundet spor af aktivitet fra ældre stenalder, hvor menneskene havde nem adgang til havets fisk, skaldyr og vildt. Landhævningen medførte, at Littorinahavet i bronzealderen og jernalderen var forsvundet, men der var sjældent grundlag for bosætning på den sandede, hævede havbund. Muligvis har disse områder været udnyttet som hø- og græsningsarealer.
På moræneøerne er der gjort mange fund fra især jernalderen, hvilket tyder på store bosætningsaktiviteter. Stednavne af ældste navnelag som de landsbynavne, der i dag ender på –lev og -hēm/-um, er også ret talrige, hvilket tyder på en mere kontinuerlig og intensiv bosætning i jernalderen.
Middelalder
Ved indgangen til middelalderen var kulturlandskabet i Jammerbugt Kommune under stigende opdyrkning, og der blev etableret sogne med tilhørende bebyggelser. Sognene omkring Fjerritslev var ret små med landsbybebyggelser, fx Kettrup og Bejstrup Sogne. I andre dele af kommunen var sognene derimod større og havde flere mindre landsbyer og enkeltgårde, hvilket tyder på en mindre intensiv udnyttelse af landskabet. I de kystnære områder var der begyndende sandflugt.
1536-1850
Omkring år 1800 havde sandflugten i områderne ud mod Jammerbugten medført større klitdannelser, som tilsammen udgjorde 10 % af kommunens areal. De store mængder flyvesand resulterede også i lukningen af Kettrup Kirke i Ingstrup Sogn. Mellem klitterne var der hedeområder, som også var udbredte på de højereliggende områder i Hanherreddelen af kommunen samt ud mod kysten mod sydvest. Det samlede hedeareal udgjorde omkring år 1800 18 % af kommunens nuværende areal. Ud til Limfjorden og op mod Store Vildmose lå der store eng- og moseområder, som tilsammen fyldte knap ⅓ af kommunen. Agerarealerne var koncentreret omkring bebyggelserne i den midterste del af kommunen fra vest mod nordøst og udgjorde i 1688 ca. 15 % af arealet, hvilket var langt under landsgennemsnit; ca. ¼ var åbne græsningsarealer spredt mellem de andre arealtyper. Skov var der meget lidt af.
Landsbyerne havde før udskiftningen en varierende kombination af alsædebrug og mere ekstensiv udnyttelse af udmarken. Andelen af græsningsarealer var især høj i området op mod Store Vildmose. På moræneknoldene i vest dominerede mere regulært græsmarksbrug.
Udskiftningen medførte en gradvis stigende opdyrkning af landskabet. Allerede i 1750’erne blev den 580 ha store Nørre Økse Sø, 4 km nordøst for Brovst, forsøgt tørlagt. Tørlægningen mislykkedes, og selv om flere forsøg fulgte, var succesen begrænset. Først da Torslev Dyb, takket være den store pumpestation på Attrup-dæmningen, blev tørlagt i 1954, kunne søbunden endelig drænes i en grad, så den kunne benyttes til kornavl.
Efter 1850
Fra midten af 1800-tallet og i de følgende 100 år blev det dyrkede landbrugsareal udvidet, så knap halvdelen af kommunens areal var opdyrket i 1881, mens 68 % var opdyrket omkring 1950. Det skete især på bekostning af vådbundsarealer, som faldt fra 29 % til 19 % i 1881 og til 7 % omkring 1950. Heden blev i samme periode reduceret fra 18 % til hhv. 12 % og 8 %, og klitternes andel var i 1950 nede på 2 %. Til gengæld blev der etableret plantager, især på klit- og hedearealer, hvilket fik det samlede skovareal til at stige fra 1 % i 1881 til 11 % i 1950.
Inddæmninger langs Limfjordskysten udvidede samtidig kommunens areal med ca. 3.000 ha land og blev i begyndelsen anvendt som græsnings og høarealer; senere kom mange af arealerne også under plov. Ved inddæmningen af Ølands Vejle og senere Torslev Dyb blev over 3.000 ha lave strandenge gjort mere dyrkningssikre. I denne periode blev også udnyttelsen af Store Vildmose intensiveret, først med øget græsning i 1920’erne, i 1934 ved etablering af en centralgård og 19 staldgårde til opdræt af tuberkulosefrit kvæg og endelig i 1950’erne ved etablering af 57 statshusmandsbrug. Opførelsen af husmandsbrugene skete både på bekostning af eksisterende gårde og ved nyanlæg, hvilket betød opdyrkning af mosen til agerjord. Ved Kås fungerede 1925-66 en tørvefabrik, som udvandt tørv af Kold og Lundergård Moser.
Allerede i mellemkrigstiden voksede masser af små sommerhuse og feriefaciliteter frem i klitlandskabet, især ved Blokhus. Væksten af såvel sommerhusområder som byer er fortsat op til i dag, og i 2015 udgjorde andelen af det bebyggede areal 3 %. Skovarealet er ligeledes fortsat med at stige og udgjorde i 2015 14 % af kommunens areal. Andelen af agerjord er til gengæld faldet til 56 %.
Udnyttelse af landskabet i dag
Figur 1. Arealanvendelsen i procent baseret på topografiske kort i Jammerbugt Kommune og landet som helhed i 2015.
Figur 2. Bedriftsstørrelse i ha i Jammerbugt Kommune og i landet som helhed. Med en betydelig vækst siden 1971 har udviklingen i bedriftsstørrelse i kommunen fulgt udviklingen i resten af landet. I modsætning til landet som helhed har kommunens samlede landbrugsareal til gengæld holdt sig forholdsvis stabilt de sidste 100 år.
Ud til Jammerbugten præges landskabet af åbne klitheder, og mellem Blokhus og Løkken er der vidtstrakte sommerhusområder. Længere inde i landet ligger betydelige klitplantager og enkelte større områder med vindmøller. Fra Bulbjerg til Svinkløv, nordøst for Fjerritslev, kan man langs kysten se markante kridtklinter.
Landbruget er koncentreret på den hævede Littorinahavbund langs Limfjorden, på de bagvedliggende sandede moræner og til dels på tørvejorderne op mod Store Vildmoses tilløb til Ryå. Desuden findes fra Vejlerne over Øland og til Gjøl betydelige inddæmmede områder, og især i den østlige del af kommunen er dræning meget udbredt. Størstedelen af arealerne afvander til Limfjorden og er forholdsvis sårbare over for tab af næringsstoffer. De mange vådbundsarealer, magre jordbundsforhold og en meget begrænset markvanding til at kompensere for tørke øger risikoen for svigtende udbytte. Samtidig kan disse forhold potentielt give problemer med udvaskning og derved tabt næringsstofoverskud.
Ved kysten omkring Hune, Tranum og Klim-Thorup-Vust dominerer skov og anden natur, og landbruget udgør her kun omkring 20-40 % af arealet. Herfra ændrer landskabet sig gradvis mod de deciderede landbrugsområder, som strækker sig fra Vester Hjermitslev i nord over Brovst til Gjøl og Øland i syd, hvor landbruget udgør op mod 70-80 %.
Med 11 % af arealet er andelen af bebyggelse og infrastruktur høj i forhold til andre landkommuner. Det skyldes bl.a. byområderne omkring Aabybro, Fjerritslev, Pandrup og Brovst, men især de store sommerhusområder langs kysten, fx Rødhus og Blokhus. Både andelen af våd natur (10 %) og tør natur (8 %) er over landsgennemsnittet på hhv. 7 % og 3 %, mens den gennemsnitlige andel af både skov- og landbrug ligger lige under landsgennemsnittet (se Figur 1).
Siden de store landindvindinger i begyndelsen af 1900-tallet har det samlede landbrugsareal i Jammerbugt Kommune været relativt konstant. Hvor landbrugsarealet i landet som helhed er faldet med næsten 8 % siden 1980, er det i Jammerbugt Kommune kun faldet med 4 %. Den gennemsnitlige bedrifts- og markstørrelse er forholdsvis høj, hvilket bl.a. skyldes en række større gårde, som trækker gennemsnittet op. Derimod har kommunen forholdsvis få økologiske bedrifter.
Husdyrproduktionen har især i de seneste årtier været vigende og har i stedet koncentreret sig i nabokommunerne. Eksempelvis er produktionen af fjerkræ og kvæg faldet, mens svineproduktionen i de seneste årtier er øget noget. Samlet set er der dog stadig en væsentlig husdyrproduktion i kommunen. Især produktionen af kvæg er forholdsvis stor og udgør 56 % af dyreenhederne mod ca. 38 % på landsplan. Derudover er Jammerbugt Kommune kendetegnet ved en ret stor kartoffelproduktion, som dækker 3 % af landbrugsarealet mod 1 % på landsplan, og en stor andel med korn, som i 2010 dækkede 58 % af landbrugsarealet mod 55 % på landsplan.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Jammerbugt Kommune
Læs også om
- Jammerbugt Kommunes geologi
- Jammerbugt Kommunes landskaber
- Jammerbugt Kommunes klima
- Skove i Jammerbugt Kommune
- Det åbne land i Jammerbugt Kommune
- Ferske vande i Jammerbugt Kommune
- Kyster i Jammerbugt Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Jammerbugt Kommune
Se alle artikler om Kulturlandskaber
