Vest for Svinkløv Camping når Svinkløv Klitplantage sin nordlige grænse og erstattes af et kuperet klitlandskab, hvis konturer til en vis grad sløres af den tætte bevoksning af især sandhjælme. Efter klitterne når man frem til den brede sandstrand ud til Jammerbugten.
.

Ryttere nyder udsigten over Jammerbugten ved Svinkløv, mens heste græsser i klitterne.

.

Geologisk tidslinje for Jammerbugt Kommune

.
I stenalderen var store del af den nuværende Jammerbugt Kommune dækket af Littorinahavet. Lienskrænten nordvest for Tranum var dengang en kystskrænt, og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig den bølgende kornmark som et uroligt hav, der slår mod en nordvendt Littorinakyst.
.

Landskabet i Jammerbugt Kommune består af højtliggende moræneland fra sidste istid, der ligger som »øer« i efteristidens havskabte land. Vest for Svinkløv er det stærkt præget af flyvesand med vandreklitter. I den østlige del af kommunen er morænelandet og det marine forland flere steder adskilt af terrasselignende partier af hævet havbund fra Yoldiahavet. Kysten mod Jammerbugten danner store buer med havklitter, hvis rækker brydes af robuste kalkknuder som Bulbjerg og Svinkløv. Kysten mod Limfjorden er fladere og kantes af strandenge og rørsump.

Landskabets dannelse

Mod slutningen af sidste istid trængte Det Skandinaviske Isskjold langt ind over Danmark fra nordøst. Inden Nordøstisen slap sit tag i Nordjylland for omkring 20.000 år siden, formede den det stærkt bakkede istidslandskab, som man kan opleve i Jammerbugt Kommune. Der er dog ikke tale om et traditionelt istidslandskab. Mange af morænelandets bakker består nemlig af kridt og kalk fra undergrunden. Disse kalk- og kridtknuder er blevet presset op og dækket af et ofte tyndt morænelag fra istiden. Mest iøjnefaldende er Svinkløvknuden.

I Svinkløv Klitplantage har nedsivende regnvand mange steder opløst skrivekridtet og dannet hulrum, som ved sammenstyrtning har skabt dybe jordfaldshuller.

Foran den vigende Nordøstis trængte Yoldiahavet ind og oversvømmede store dele af den nuværende Jammerbugt Kommune, så kun de højeste dele af bakkelandet ragede op som øer. I den østlige del af kommunen afgrænses morænelandet derfor mange steder af aflejringer fra Yoldiahavet, fx ved Saltum, Pandrup, Biersted og Gjøl.

I de første årtusinder efter istiden dominerede landhævningen, og havet trak sig tilbage. Denne periode for ca. 10.000 år siden, hvor Danmark var en sammenhængende landmasse, kaldes fastlandstiden. I løbet af Atlantisk tid (9000-6000 før nu) steg havet igen, og Littorinahavet dækkede dele af landskabet, som atter reduceredes til et øhav. Havet trængte ind i fastlandstidens ådale, som blev til fjordarme, fx den nuværende Tranum Ådal, mens lavlandet vest og øst for det højtliggende landskab mellem Fjerritslev og Tranum blev til brede sunde, der forbandt Limfjorden og Jammerbugten med hinanden.

Littorinahavets bølger skabte klinter i fremspringende punkter på kysten, og stejle kystklinter fra den tid kan stadig ses i Klim Bjerg og moræneknolden Øland samt vest og øst for Attrup. Mest iøjnefaldende er nordskrænten Lien, der hæver sig 66 m op over det flade kystland mellem Svinkløv og Tranum. Skrænten og det bagvedliggende landskab er furet af talrige kløfter; bedst kendt er Fosdalen og Langdalen. Kløfterne er formet af regnvand og af smeltevand fra slutningen af istiden. Selv om vegetationen siden har stabiliseret jorden, sker der stadig jordskred i de største kløfter. I skrænten ud for Stenbjerg kommer kridtet til syne på ryggene mellem kløfterne. Også skrænten mod vest fra Svinkløvknuden over Kollerup mod Fjerritslev træder tydeligt frem i landskabet.

Sand og grus, som havet transporterede til kysterne, forbandt efterhånden mange af øerne i Littorinahavet med strandvolde, ligesom lavvandede bugter og vige sandede til. Landhævningen på 5-7 m, som havde stået på siden Atlantisk tid, bevirkede, at havet trak sig tilbage, så de åbne sunde mellem Limfjorden og Jammerbugten efterhånden lukkede til. De store kystsletter vest for Svinkløv-Fjerritslev-egnen og mellem Lien og Jammerbugten er således gammel havbund. Også Store Vildmose hviler på gammel Littorinahavbund, hvor det lavtliggende terræn har betinget dannelsen af en højmose, som i dag i høj grad er opdyrket.

Vest for Svinkløvknuden har vind og sand dannet vandreklitter, hvoraf de største er Sønder- og Nørremiler. Dannelsen af klitterne skete især i jernalderen og under den lille istid i 1600- og 1700-tallet, hvor klimaet var køligere og mere blæsende end i dag. Flere steder har vinden drevet flyvesandet langt ind over land, som det fx ses ved Fjerritslev og i Sandmosen ved Pandrup, men i dag er sandflugten standset ved tilplantning.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Jammerbugt Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber