Middelalderen i Jammerbugt Kommune

Hulvej ved Husby Hole. Århundreders færdselsslid har skåret hulvejen ned i terrænet.
.

I Jammerbugt Kommune fandt der ingen bydannelse sted i middelalderen. Befolkningsmæssigt var der fremgang i begyndelsen af perioden, men området blev ramt af pesten i 1349 og den efterfølgende befolkningskrise. En af konsekvenserne heraf var, at animalsk produktion med kvæghold og smørfremstilling fik stadig større betydning inden for landbruget. I kirkelig henseende blev langt størstedelen af kirkerne opført mellem 1100 og 1250. Benediktinerstiftelsen Ø Kloster blev grundlagt ca. 1175.

Administrativ inddeling

Den nordlige del af den nuværende Jammerbugt Kommune hørte i den tidlige middelalder under Hvetbo Herred og dermed under Vendsyssel, mens den sydvestlige del af kommunen hørte under Hanherred og dermed Thysyssel. I senmiddelalderen hørte Hvetbo Herred under Aalborghus Len, mens Hanherred udgjorde et len for sig selv. Dog var de otte sogne på Hannæs fra midten af 1300-tallet til midten af 1500-tallet udskilt som et selvstændigt Næsbo Herred pga. områdets naturgeografiske afskårethed fra resten af Hanherred. I kirkelig henseende lå begge herreder i middelalderen under Børglum bispestol.

Befolkningsudvikling

Man ved kun lidt om befolkningsudviklingen i kommunen i middelalderen, men den endnu eksisterende sognestruktur har antagelig været etableret tidligt. Ud af de 22 kirkesogne i Hanherred har otte unge stednavne, der tyder på en vækstfase i middelalderens begyndelse. Alle de middelalderlige kirker i de to herreder, som udgør kommunen, er – med en enkelt undtagelse – opført i perioden 1100-1250. I senmiddelalderen blev mange af sognekirkerne udbygget. Det regnes normalt som et tegn på, at den reducerede befolkning som følge af pesten da atter havde de fornødne ressourcer til at investere i sognekirker.

Der er flere tegn på, at den senmiddelalderlige krise og pesten ramte den nuværende Jammerbugt Kommune hårdt, men at befolkningskrisen var ved at være overstået i midten af 1400-tallet, da i hvert fald de fede sogne ned mod Limfjorden var uden ødegårde. Det lader til, at krisen medførte en produktionsomlægning mod animalsk produktion, der dog ikke var uden følger i det lange løb, da køer og får græssede i klitterne og dermed lagde et stadig større pres på vegetationen. Man erkendte dog først miseren omkring Reformationen, og i 1532 blev den første kongelige forordning mod oprykning af klitgræs udstedt. Den stadig mere udbredte omtale af bebyggelser i »klitten« langs Jammerbugtens kyst fra 1440’erne og frem kan tages som et tegn på, at de bedst dokumenterede vandrende parallelklitter må have påbegyndt deres vandring allerede i 1300- eller 1400-tallet.

Bebyggelse og erhverv

Der fandt ingen bydannelse sted i den nuværende Jammerbugt Kommune i middelalderen. I Lerup Sogn afholdtes der derfor i senmiddelalderen hvert år på Vor Frues dag (d. 8. september) et af de fem nordjyske kildemarkeder, indtil markedet i 1585 blev flyttet til Hanherreds Herredsting i Skræm Sogn. I Hvetbo Herred var den middelalderlige bebyggelse koncentreret omkring to centre. Det ene lå omkring Hune og Jetsmark Sogne, mens det andet lå mod nord i herredet omkring Saltum. I den nordlige del af Hvetbo Herred var der på reformationstiden mange mindre bebyggelser og enkelthuse. Gjøl Sogn ved Limfjorden var i middelalderen en ø. Sognet var i senmiddelalderen præget af et stort antal enkelthuse, hvor der sandsynligvis boede en større fiskerbefolkning.

Før bønderne i Vendsyssel i 1534 deltog i bondeoprøret, der var en del af Grevens Fejde 1534-36, havde 15 af bønderne i Hvetbo Herred været selvejere. I 1553 havde kun fire ud af i alt 335 bønder stadig denne status. Landbrugsproduktionen var omkring middelalderens afslutning koncentreret om dyrkning af byg samt kvæghold og smørproduktion, og området var desuden kendt for fangst af sild. På Hannæs fandtes der før Grevens Fejde 310 bondebrug, hvoraf 40 var selvejere. Da bønderne skulle betale store bøder for at have deltaget i bondeoprøret, var der ved midten af 1500-tallet kun 15 selvejere tilbage; resten havde måttet overdrage deres gårde og jord til kongen. I det østlige Hanherred fandtes der i 1525 410 bønder, hvoraf 27 var selvejere. Af disse var der i 1568 kun fem tilbage. Af lensregnskaberne fra samme år kan man danne sig et billede af landbrugsproduktionen omkring reformationstiden. Denne bestod af dyrkning af rug og byg, en omfattende animalsk produktion af både køer, får, lam og svin samt smørproduktion.

I Hanherred havde kongemagten i 1231 besiddelser i Tømmerby Sogn ved Langvad samt det såkaldte Vtholme, som formodentlig dækker over holmene syd for Vust og Vester Torup.

Ø Kloster (den senere herregård Oxholm) blev grundlagt omkring 1175 af bisp Tyge af Børglum som et benediktinernonnekloster og omtales første gang i 1268. Omkring år 1500 havde klosteret omfattende besiddelser i Vendsyssel, i Salling og på Mors, og hertil kom fiskerettigheder og ålegårde i Limfjorden. Klosterets besiddelser blev inddraget af kronen ved Reformationen.

Ud over kronen og de kirkelige institutioner (Børglum bispestol, Børglumkloster, Ø Kloster, Aalborg Helligåndshus, Mariagerkloster) var den store jordejer i Hanherred omkring år 1500 Mouritz Nielsen Gyldenstierne til Ågård, der ejede 198 gårde og 16 huse. Dertil kom yderligere 88 gårde og 14 huse på Hannæs og 22 gårde i Hvetbo Herred. Gyldenstiernerne sad på Ågård fra før 1355, hvor Erik Nielsen Gyldenstierne havde Hanherred og Næsbo i forlening af kongen, til 1627. Under bondeoprøret i 1441 afbrændte bønderne Ågård og den nærved beliggende herregård Kokkedal. I den forbindelse brændte Niels Pedersen Gyldenstiernes store arkiv på Ågård.

Ud over Ågård bør nævnes herregårdene Bjørnkær, der var kongsgård omkring år 1500, Birkelse, der nævnes som Vitskøl Klosters ejendom i 1202 og siden kom under Børglumbispen, samt Kokkedal, der ved midten af 1300-tallet herskede over store dele af Limfjordsområdet.

Sandflugtsgårde

Jammerbugt Kommune har siden oldtiden været plaget af sandflugt. Store områder i Hvetbo, Kær, Øster og Vester Hanherreder blev således i 1500- og 1600-tallet ødelagt af sand. Gårde som Maegård og Bjørnsgård i Hune Sogn var forladt før 1611.

I nærheden af Hunetorp blev ved udgravninger i årene 1958-59 og i 1994 undersøgt dele af to velbevarede gårde fra 1500-tallet, der antagelig blev ødelagt ved sandflugt i slutningen af århundredet. Den ene gård bestod af et øst-vest-vendt stuehus med en lerbygget kuppelovn, en nord-sydorienteret stald på stuehusets sydside og yderligere en øst-vest-vendt økonomibygning, der fx kan have fungeret som lade. Den anden gård bestod af en øst-vest-vendt bygning med udskud, som havde beboelse i vest med tørvelagt gulv, lerbygget kuppelovn og kakkelovn samt en stald, der var skilt fra i øst. Udskudsbygninger var udbredte i hele Vendsyssel, hvor hustypen fortsat blev opført i 1800-tallet. Under sidstnævnte gård lå brandtomter fra middelalderlige huse.

Endnu en sandflugtsgård fra 1500-1600-tallet blev udgravet i Tranum i 1967. Resterne af beboelseshuset med muret kakkelovn lå under 60 cm flyvesand. I Torpet blev i 2011 undersøgt dele af en landsby med kulturlag og hustomter med velbevarede kridtgulve, antagelig fra 1400-1500-tallet. Fra den tidlige middelalder er i 2012 undersøgt dele af en større gård omgivet af et rektangulært toftehegn sydøst for Jetsmark Kirke. Inden for toften fandtes to enskibede, øst-vest-vendte langhuse, forbundet af et hegn med en portåbning. Toften var dermed inddelt i mindst to funktionsområder. Det ene hus, der havde beboelse i vest og lade eller stald i øst, blev frilagt helt. Det havde svagt krumme ydervægge og er kulstof 14-dateret til omkring år 1100. Ved Vestergård fandt man i 2015 et øst-vestorienteret, enskibet langhus med rette ydervægge, formentlig en enkeltliggende gård fra middelalderen.

Slaget på Sankt Jørgensbjerg

I 1945 blev der ved Husby Hole rejst en mindesten over Slaget på Sankt Jørgensbjerg. Den store granitsten med relieffer af slaget er udført af Axel Poulsen og blev indviet ved en folkefest.

.

Slaget på Sankt Jørgensbjerg i juni 1441 markerede afslutningen på de bondeoprør, der havde fundet sted siden 1438. Årsagen hertil var bl.a. uretmæssige skatteopkrævninger. Bondeoprørets leder var den nordjyske adelsmand Henrik Tagesen Reventlow. Oprøret begyndte i foråret 1441, og det første sammenstød fandt sted d. 3. maj 1441. Her slog bønderne en herremandshær nær Sankt Jørgensbjerg, hvor bønderne havde bygget en vognborg. Da kong Christoffer af Bayern samlede en hær mod oprørerne, trak de nørrejyske bønder sig tilbage til Sankt Jørgensbjerg. Ifølge en sen folkevise fik herremændene overtalt bønderne fra Mors og Thy til at forlade hæren, hvorpå vendelboerne alene mødte den kongelige hær d. 6. eller 8. juni 1441. Vognborgen blev efter hårde kampe stormet, og ca. 600 bønder døde. De overlevende bønder måtte betale hårde bøder, mens Tagesen Reventlow og et antal af oprørets ledere blev taget til fange og henrettet i Aalborg d. 12. juni 1441.

Slagmarkens præcise beliggenhed er ukendt, men 1963-64 fandt man en fællesgrav med menneskeknogler syd for Husby ved Sankt Jørgensbjerg.

Videre læsning

Læs mere om historie i Jammerbugt Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder

Eksterne links