Befolkningstallet gik tilbage i flere landkommuner, og der skete en forskydning af befolkningen fra landområderne til byerne. Både Frederikssund og Slangerup fik jernbaneforbindelse til hovedstaden i løbet af perioden, og der foregik en industrialisering, især i Frederikssund.
4. afdeling af Fasangården på Jægerspris Slot omkring år 1900. Af Kong Frederik den Syvendes Stiftelse paa Jægerspris.
Begrænset anvendelse
1850-1920 i Frederikssund Kommune
Pladsen foran Frederikssund Skibsværft på Færgevej i 1906. Skibsværftet var blevet grundlagt omkring 1880 af lodsformand H. Andersen, der drev skibsværftet sammen med sine to sønner. Efter stifterens død i 1915 drev hans søn Kristian Andersen virksomheden videre.
Administrativ inddeling
Siden oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 havde Frederikssund Kommune fordelt sig på tolv sognekommuner og en købstadskommune, Frederikssund, der alle lå i Frederiksborg Amt. I 1867 blev Frederikssund Købstadskommune betydeligt udvidet på Ude Sundby-Oppe Sundby Sognekommunes bekostning, og det resterende blev delt i to: Ude Sundby Landdistrikt Sognekommune og Oppe Sundby Sognekommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
I periodens første årtier skete der en markant forskydning til fordel for byerne, idet Frederikssund og Ude Sundby voksede fra tilsammen 1.271 indbyggere i 1850 til 3.006 i 1916, mens Dråby Sogn (inkl. Jægerspris) i samme periode voksede fra 1.426 til 2.167, og Skibby Sogn og Slangerup Bykommune noterede en mere beskeden vækst. Derimod oplevede udprægede landkommuner såsom Ferslev, Græse, Krogstrup, Kyndby, Selsø og Skuldelev en befolkningstilbagegang på 10‑30 % mellem 1850 og 1916. I fx Selsø Sogn skete der et fald fra 922 indbyggere i 1850 til 669 i 1916. Samlet set steg den nuværende Frederikssund Kommunes befolkningstal fra 11.195 indbyggere i 1850 til 13.774 ved folketællingen i 1921.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
I 1868 åbnede Kronprins Frederiks Bro på pontoner over Roskilde Fjord, der forbandt Frederikssund med Hornsherred, og i 1879 åbnede Frederikssundbanen mellem Frederiksberg (fra 1911 København) og Frederikssund. Banen bidrog til industrialiseringen af Frederikssund. I 1906 åbnede Slangerupbanen (fra 1954 Hareskovbanen), som forbandt Slangerup med København.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
En arealtælling fra 1888 viser, at byg var den mest udbredte kornsort, mens der blev dyrket næsten lige så meget rug og havre. I mange sogne lå opdyrkningsprocenten på 50‑55 %, men Dråby Sogn, som var langt det største, trak ned i det samlede regnskab, da kun 31 % af jorden var opdyrket, mens Jægerspris’ skove beslaglagde 30 %. Der var også skovarealer på mere end 50 ha i landsognene Ferslev, Gerlev, Krogstrup, Selsø og Slangerup, men i ingen af disse udgjorde skovene mere end 6 % af arealet. Alle sogne indeholdt områder med moser eller kær, men selv i Jørlunde, hvor det drejede sig om 69 ha, udgjorde disse vådområder kun 3 % af arealet. De rige tørveforekomster i Jørlunde dannede grundlag for en ret stor afsætning af dette produkt til Frederikssund, Roskilde og København.
Der blev taget initiativ til landvindinger flere steder i anden halvdel af 1800-tallet. Området Bløden i Frederikssund blev fx tørlagt i 1860’erne, hvorved Kalvø blev landfast med Sjælland. I 1855 blev der også påbegyndt en udtørring af Selsø Sø. Søen var næsten forsvundet omkring år 1900, men blev retableret i de følgende årtier.
Folketællingen fra 1890 viser, at 49 % af de 11.802 beboere i landsognene primært blev forsørget gennem landbrug, og i enkelte sogne var denne andel oppe på 65‑80 %. I Dråby Sogn blev derimod kun 36 % forsørget gennem landbrug, hvilket skyldtes dels stiftelsen i Jægerspris, der husede mere end 300 plejebørn, dels at fiskeri og skovarbejde spillede en relativt stor rolle i dette sogn. Fiskeriet var et vigtigt erhverv i Selsø Sogn, og det havde tillige en vis betydning i bl.a. Skuldelev og Gerlev. Samlet set blev dog kun 259 personer, dvs. 2 % af beboerne i landsognene, forsørget gennem fiskeri, men flere har formentlig haft det som bibeskæftigelse.
I 1890 levede 316 af landboerne af handel. Derimod var 1.603 personer beskæftiget inden for håndværk eller industri, og antallet var størst i Dråby Sogn med 370, men også i Ferslev, Skuldelev, Gerlev, Jørlunde og Skibby Sogne blev mere end 100 indbyggere forsørget gennem håndværk eller industri. Disse erhverv spillede også en vigtig rolle i de to bykommuner, Frederikssund og Slangerup. Dog blev 316 af de 664 personer, som hørte til Slangerup Bykommune i 1890, forsørget gennem landbrug, mens kun 175 levede af håndværk eller industri og 31 af handel. I Frederikssund ernærede 659 af de 1.828 indbyggere sig af håndværk eller industri, mens 515 levede af handel, 293 af immateriel virksomhed, 90 af landbrug og 35 af fiskeri. De vigtigste industrivirksomheder i Frederikssund var et dampspinderi, et jernstøberi og ikke mindst andelssvineslagteriet.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Politik og social omsorg
Til og med 1915 indgik hele den nuværende Frederikssund Kommune samt enkelte andre sogne i Frederiksborg Amts 5. valgkreds (Frederikssundkredsen). Som regel var der kun én eller to kandidater ved et folketingsvalg i denne kreds. To af disse kom til at sætte et stærkt præg på den landspolitiske udvikling. Den ene var højesteretsadvokaten C.E. Rotwitt, der var valgt i kredsen fra 1849 til sin død i 1860 og i løbet af disse år både nåede at blive amtmand, Folketingets formand og konseilspræsident (svarende til statsminister). Den anden var Frederiksborg Amts Avis’ redaktør Sigurd Berg, som repræsenterede Frederikssundkredsen 1901‑10 og var indenrigsminister 1905‑08. Endelig spillede gårdejer Peder Pedersen fra Oppe Sundby en vigtig rolle, da han fik mere end 30 år på tinge fordelt på tre perioder mellem 1861 og 1901.
I 1871 blev Amts- og Bysygehuset på Færgevej i Frederikssund taget i brug.
Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen
